H. C. Andersen:
Eventyr : Dødningen, et fyensk
Folke-Eventyr. (1830)
H.C. Andersens samlede eventyr
|
Elvedgaard |
Omtrent en Miil
fra Bogense finder man paa Marken i
Nærheden af Elvedgaard, en ved sin
Størrelse mærkværdig Hvidtjørn, der
kan sees fra selve den jydske Kyst.
I gamle Dage skal der have været to,
og man fortæller, at Frederik den
Anden har besøgt dette Sted, for at
see denne Mærkelighed, og at de i
denne Anledning vare udskaarne i
Form af to Kroner. Som ganske unge
Spirer voxte disse Hvidtjørne i en
lille Hauge, som laae der bag et
fattigt Bondehuus; dengang var
Elvedgaard et Nonnekloster
rundtomkring omgivet med Voldgrave,
hvoraf endnu en stor Deel er
vedligeholdt.
Det var en smuk August-Aften,
Myggene opførte deres luftige
Françaiser, og Frøerne sade som
fugtige Spillemænd og qvækkede et
lystigt Chor i deres dybe Orchester,
Nonnerne havde just endt den fromme
Aftensang og hver begav sig til sin
Celle. Omkrandset af Skoven laae den
lille Indsøe saa stille og speilklar
ved Klosteret, kun naar en Fisk slog
op forstyrredes den rolige Flade;
men imellem Elverkrattet, saae man
ved Fuldmaanens Skin, hvorledes
Elverpigerne som lette Taager
svingede sig i lystige Dandse,
Elverkongen stod med en Sølv-Krone
paa Hovedet, der skinnede med
blaaligt Skjær i Maanelyset; dybt
nede i Mosen legede Løgtemændene
Tagfat om en lille Høi, hvor engang
en hellig Munk havde nedmanet en
Natteaand, men han maatte vist ikke
have forstaaet Kunsten ret, thi den
Nedmanede fløi hver Midnat, i store
Kredse, som en kulsort Ravn og
skræmmede Egnens Beboere ved sit
hæse Skrig.
Der var allerede ganske mørkt i
Klosteret, men fra den lille Hytte i
hvis Have Hvidtjørnene vare
plantede, flammede endnu Lampelyset
gjennem de smaae Ruder. Indenfor de
nøgne Leervægge laae en gammel Bonde
paa Dødsleiet; hans Søn Johannes sad
ved Sengen hos ham og trykkede den
Døendes kolde, klamme Haand fast til
sine Læber. Faarekyllingen peeb saa
varslende i Krogen, Lampen var
næsten udbrændt; den Gamle saae
endnu engang med store, stive Blikke
paa Sønnen, knuede krampagtigt hans
Haand og sov.hen i Herren
Johannes græd høit, nu følte han
sig med eet saa ganske ene i Verden;
vel havde han mange Ligealdrende og
Bekjendte der i Egnen, men der var
jo ingen han ganske kunde slutte sig
til, ingen, der ganske kunde dele
hans Følelser.
Dagen skinnede alt ind i Hytten og
fandt Johannes sovende foran
Faderens Dødsleie; han holdt endnu
den Dødes kolde Haand fast i sin, og
deilige, brogede Billeder fløi i
Drømme forbi hans Sjæl. Han saae sin
Fader frisk og sund; alt var lyst og
smukt rundtomkring, og en deilig,
men bleg og liigklædt Pige satte ham
en Krands paa Hovedet; hans gamle
Fader lagde Pigens Haand i hans; -
han vaagnede, og følte nu kun
Faderens kolde Dødninghaand, og saa
den Dødes brustne Blikke, der uden
Seekraft stirrede paa ham
Det var en Fredagmorgen de førte
den Døde til sit sidste Hvilested;
Johannes fulgte langsomt efter den
sorte Kiste der gjemmede ham hans
kjære Fader; Munken læste en latinsk
Bøn og kastede Jord paa Kisten, da
var det, som hans Hjerte skulde
briste, men da Chor-Drengene sang og
svingede Røgelseskarrene, saa den
blaalige Røg hvirvlede op imellem de
grønne Hække, da smeltede han hen i
Graad; han syntes i de spæde Stemmer
at høre Guds Engle der sang hans
Fader imøde. Han saae op imod
Himlen, saae rundt omkring sig; Alt
aandede et frodigt Sommer-Liv; da
blev det ham klart i Sjælen, at
Døden ikke kunde være
Tilintetgjørelse; Fuglene sang saa
smukt rundtom i de høie
Kastanietræer, og høit oppe under
den blaa Himmel seilede de lette
Skyer langtbort til fremmede Lande.
Da vaagnede en mægtig Længsel hos
ham efter at see sig om i Verden.
Skaren drog tilbage til Sørgehuset
hvor et rigeligt Gilde ventede den;
man roste den Afdøde og hans
velbryggede Most, og alt som de drak
for den Døde bleve de selv mere
levende; en mædsket Munk, der
lignede den hogartske, havde
paataget sig en Harlequins lystige
Rolle, drak og sagde dumme
Vittigheder saa godt som nogen
monarkisk Skolemester, men Johannes
sneeg sig fra det lystige Selskab;
han havde skaaret og sammenføiet et
stort Trækors, det bar han hen paa
Kirkegaarden og satte paa Faderens
Grav, som alt nogle af Byens Piger
havde bestrøet med Sand og Blomster.
Tidlig den næste Morgen pakkede han
sig en lille Byldt sammen, gjemte i
sit Belte hele sin Arvepart, der
bestod i 50 Rdlr., og med denne og
en lille Pung, hvori var nogle
Sølvskillinger, forlod han Huset for
at drage ud i den vide Verden. -
Veien gik over Kirkegaarden hvor han
først tog Afsked med sin Faders
Grav, en Lærke sad paa Trækorset og
sang, men flagrede strax bort mellem
de duftende Hyldetræer, da Johannes
nærmede sig.
Det var en deilig Morgen, den
duggede Kornmark straalte som et Hav
af Guld i Morgensolen; langsomt
steeg Taagerne fra Engen, og alle
Blomsterne nikkede i den friske
Morgenvind, som de vilde ønske
Johannes Velkommen i den frie Natur.
Endnu engang dreiede han sig om paa
Høien for at see den gamle,
bekjendte Kirke, hvor han var døbt,
og hvor han hver Søndag med sin
gamle Fader havde bedet til Christus
og alle de Hellige; da saae han høit
oppe i et af Hullerne i Taarnet,
Kirke-Nissen staae med sin lille
røde, spidse Hue, han skyggede for
sit Ansigt med den bøiede Arm, da
ellers Morgensolen skar ham i Øinene;
Johannes nikkede ham sit Levvel, og
den lille Nisse svingede sin røde
Hue, lagde Haanden paa Hjertet og
kyssede mange Gange paa Fingrene for
at vise ham sine varme Ønsker om at
Reisen maatte blive lykkelig.
Med Hovedet fuldt af brogede Drømme
om den store deilige Verden han nu
først ret skulde see, fjernede han
sig alt mere og mere det kjære
Barndoms Hjem. Gjenstandene blev
snart nyere og fremmede Ansigter
hilsede ham. Den første Nat
indlogerede han sig i en Høestak paa
Marken, og sov der som en persisk
Fyrste i sit straalende Sovkammer.
Den grønne Mark var hans Gulvteppe,
Hyldebuskene og de vilde Rosenhække
vare hans Blomstervaser, og som
Vandfad havde han den hele Aae med
sit friske rindende Vand. Maanen
hang som en stor argantisk Lampe
under det hvælvede Loft og brændte
med en stadig Flamme. Uden nu at
være i Frygt for at Lyset der,
skulde brænde ned i Stagen eller
vælte, og tænde Ild i det blaae Loft
og de lette Sky-Gardiner sov
Johannes, til et Chor af vingede
Spillemænd vækkede ham den næste
Morgen.
Fra den nære Landsby ringede
Klokkerne, det var Søndag; Folk gik
til Kirke og hilsede alle saa
venligt den fremmede Vandringsmand
med det aabne ærlige Ansigt; snart
tonede Messesangen, og Lysene
brændte paa Altarbordet, men
Johannes stod allene paa
Kirkegaarden, saae de mange sjunkne
Grave, der vare overgroede med høit
Græs, da tænkte han paa sin Faders
Grav, der nok ogsaa snart vilde
synke saaledes sammen, da han ikke
var og pyntede og lugede den. - Taus
sadde han sig ned og rykkede Græsset
af een af de nærmeste Grave, reiste
de sorte Kors der vare faldne om, og
lagde Krandsene, som Vinden havde
revet bort fra de friske Grave,
igjen paa deres Sted, i det han
tænkte, at ogsaa en kjærlig Haand
vilde tage sig af hans Faders Grav,
nu da han ikke kunde det.
Ved Kirkegaardsporten stod der en
gammel Tigger med et fromt ærværdigt
Ansigt og lenede sig til sin Krykke,
med ham deelte han den lille Rest
han endnu havde af Sølvpengene i sin
Pung, og gik saa roligt og fornøiet
videre frem i den vide Verden.
Ved Stranden fandt han en Skipper
der laae seilfærdig, og for den
lille Rest af sine Sølvpenge fik han
ham til at tage sig med. Snart
svulmede de hvide Segl for den
friske Søevind; den deilige danske
Kyst med sine Skove og Bakker
fjernede sig mere og mere; Bølgerne
væltede sig skumhvide mod Skibets
Forstavn, og let som en Fugl fløi
det hen over Havet til fremmede
Lande; henimod Aften viste sig en ny
Natur-Scene for ham. Havet blev med
eet roligt, Fladen var glat som et
Speil, men langtborte suuste det i
Luften som et Forbud paa det
kommende Uveir; sorte tunge Skyer
hævede sig paa Horizonten, og de
hvide Maager flagrede ængsteligt med
hæse Skrig henimod Kysten som man
øinede i nogen Afstand. Før Skibet
endnu naaede Land, var Uveiret
kommet nærmere; Johannes stod ved
Masten og saae henrykt ud i den
oprørte Natur. Solen gik just stor
og rund ned i Havet og alle Bølgerne
spillede med en underlig Blanding af
Rødt og Grønt. Over Havet hvælvede
sig en deilig Regnbue og under denne
stod den store Uveirsskye, ikke sort
og truende, men farvet med et mildt
Rosenskjær af den synkende Sol, og
midt i dette blegrøde, spillede de
blaahvide Lynstraaler. Med ganske
underlige Følelser betraadte
Johannes Kysten; han stod jo nu i et
fremmet Land, og Havet laae imellem
ham og Hjemmet. Men snart forjog
Synet af de mange nye Gjenstande det
øieblikkelige Mismod; Uveiret syntes
at drage bort over Havet, Aftenen
var saa kjølig og smuk, han
besluttede derfor strax at vandre
videre; men efter nogle Timers
Forløb, havde Uveiret vendt sig, og
vor kjære Ungersvend maatte fordoble
sine Skridt for at komme under Tag
før Regnen brød løs. Det blev alt
mørkere og mørkere omkring ham;
endelig saae han en Kirke, der laae
eensom paa en skovbegroet Høi; han
stræbte der hen og fandt Døren til
Vaabenhuset paa Klem. Rigtignok blev
han ved Indtrædelsen lidt underlig
om Hjertet ved at see sig i Selskab
med en Død; thi paa Løibænken laae
Liget af en midaldrende Mand med
foldede Hænder og Svededugen over
Ansigtet.
"Jeg vil ikke forstyrre den Dødes
Ro," tænkte han, "kun laane Tag til
Uveiret er draget over." Stille
sadde han sig i Krogen, og var nær
falden i Søvn, men da Regnen hørte
op og Stormen sagtnedes, hørte han
det pusle ganske underligt ved Døren
og to store mørke Skikkelser traadte
ind, de nærmede sig den Døde og loe
fælt i det de voldsomt toge fat paa
ham.
"I Jesu-Navn hvem er I!" raabte
Johannes og traadte frem imod dem.
"Hvorfor vil I forstyrre den Dødes
Fred?"
Mændene studsede, men efter nogle
Øieblikke begyndte den ene ganske
hæsligt at lee og sagde med raae
Stemme:
"Hævn, min Broder! Hævn! - denne
Døde skylder os 50 Rdlr., som vi
laante ham for nogle Dage siden; det
var paa Speculation, og han var da
frisk som en Fugl i Luften, men saa
gik han os igaar hen og vilde trække
en lurvet Tigger-Dreng op, der var
faldet i Aaen, og blev der saa selv
lidt for længe. Nu kan vi skyde en
hvid Pind efter Pengene! os har han
narret, og gjælder dog hos alle
gamle Kjærlinger for en Guds Mand,
men naar vi nu har kradset ham lidt,
saa vil nok Bladet vende sig, og man
vil ryste paa Hovedet og vidske om
Satan og hans Engleskare; forstaaer
Du mig?"
"Men om jeg nu træder frem i
Morgen," svarede Johannes, "og
fortæller hvad I nu saa
aabenhjertigt har sagt mig, hvad saa?"
"Hvad saa!" svarede Manden, "ja,
naar vi frygtede det, saa kneb vi
Dig nu strax i Halsen, saa Øinene
skulde staae ud af Hovedet paa Dig
som paa en kogt Krebs! men det
frygte vi ikke for; thi til Gavn kan
det aldrig blive Dig, og en Ulykke
vilde Du være vis paa!"
Saaledes talede Manden og greb nu
atter fat i Liget for at mishandle
det; men Johannes traadte dristigt
imellem og søgte med al sin
Veltalenhed at forhindre det, men
uden Nytte.
"Min Vei gaaer ud i den vide
Verden," sagde han tilsidst, "jeg
har hverken Fader eller Moder, og
min hele Rigdom er 50 Rdlr.;
saameget er det jo den Døde skylder
Eder? Vil I nu ved Gud og alle
Helgene love mig, ikke oftere at
forstyrre hans Fred, saa vil jeg
gjerne give Eder min lille Eiendom!"
"I vil betale den Dødes Gjæld?"
spurgte den ene og saae paa ham med
store Øine.
"Ja," svarede Johannes, "naar jeg
kun kan være vis paa at I vil
forunde hans arme Legeme Ro, og ikke
søge at forringe hans ærlige Rygte.
Her er Pengene, men gjør først Eed
over den Døde, og læg Eders Haand
paa hans kolde Hoved!"
Mændene adløde og forføiede sig
snart veltilfredse hjem med Pengene;
men Johannes lagde først Liget
tilrette igjen paa Løibænken, og
foldede dets kolde Hænder før han
greb til Vandringsstaven og sagde
den Døde Farvel.
"See nu er jeg lettet for den
Byrde!" tænkte han, "ingen Røver
skal nu slaae mig ihjel for mine
Penges Skyld, og jeg har ærligt
betalt mit Nattely; vor Herre vil nu
nok sørge for hvad der videre skal
komme!" Rolig og tilfreds forlod han
Vaabenhuset; Uveiret var draget over
og Fuldmaanen skinnede hvid og klar
fra den blaa Himmel. Natten var saa
mild og kjølig og alle Buske og
Træer i Skoven hvor han gik duftede
saa friskt og kvægende; lystigt
legede de smaa Alfer i Krattet, og
lode sig ikke forstyrre af den
Fremmede der gik forbi og saae paa
deres Lege, thi han var et godt,
uskyldigt Menneske. - Nogle af
Alferne vare ikke større end en
Finger og havde deres lange gule
Haar opheftet med Guldkamme; andre
vare kun en Tomme i Høiden, det var
vistnok de mindre Børn, og de morede
sig med at seile i store
Blomsterblade der gyngede paa Duggen
i det høie Græs; væltede saadan en
lille Baad saa Alfen faldt paa
Hovedet ned og blev borte i Græsset,
da blev der en Latter og Støi af de
andre Smaa-Puslinger. - Fra Hæk til
Hæk maatte store brogede Ædderkopper
med Guldkroner paa Hovedet, spinde
dem flere Alen lange Hænge-Broer og
Paladser, der, besprængte med de
fine Dugdraaber, saae ud som de vare
indvirkede med Diamanter. Hele
Skarer af luftige Alfer hoppede nu
om paa disse Broer og Slotte til den
lyse Morgen, da forsvandt de
allesammen, og Vinden førte deres
deilige Bygninger bort, der nu kun
flagrede hen i Luften som store
Spindelvæve og forsvandt reent, da
Solen kom høiere paa Himlen. I det
Johannes saaledes vandrede fremad i
levende Drømme, hørte han en stærk
Mandsstemme raabe bagved sig: "Holla
Kammerat! hvorhen gjelder Reisen?"
Han vendte sig om, og saae en rask
Mand paa omtrent 30 Aar, han var
velklædt, havde en lille Randsel paa
Ryggen og støttede sig paa en stor
Knortekjæp.
"Jeg gaaer ud i den vide Verden,"
sagde Johannes, "min Fader er død,
og jeg er kun en fattig Knøs, men
vor Herre, tænker jeg, hjælper mig
nok! Fuglen synger og har dog
hverken Korn eller Penge, og det
gaaer mig ligesaadan."
"Min Vei gaaer ogsaa ud i den vide
Verden," sagde den Fremmede; "skal
vi da ikke gjøre Følgeskab? To slaae
sig altid bedre igjennem end een!"
Rask gled Talen ham fra Tungen,
Johannes følte sig underligt draget
til ham, og snart vare de ret
fortrolige og bekjendte med
hinanden.
Den Fremmede besad sjeldne
Kundskaber, havde seet sig meget om
i Verden; Johannes lyttede forundret
til hans Tale, en heel ny Verden
viste sig for ham, og Alt hvad han
før kjendte, traadte nu frem i en ny
og klarere Skikkelse. Han beskrev
ham saa levende de uendelige, høie
Bjerge med deres evige Iis og Snee;
hvorledes Skyerne hang dybt nede
under Vandringsmanden; hvor reen
Luften der var, saa at Himlen
hvælvede sig i det mørkeste Blaae,
og Solen stod uden blændende
Straaler i det stærkeste Ildrødt.
Hvor skjønt der var imellem disse
Bjerge, hvor Iispyramider vexle med
Blomstertæpper og gyldne Kornmarker;
og hvor man fra den høieste Spidse
skuer ud i det Uendelige; og hvor da
de lavere Bjerge med deres Gletscher
og Snee see ud som et oprørt Hav,
der i et Nu er stivnet med sine
uhyre Bølger. Han fortalte ham ogsaa
om Bjergenes Indre, hvor det
blinkende Ærts slyngede sig som
Bække og Floder i uendelige Bugter;
om de store Have med deres
Koralklipper og store Uhyrer; og om
uendelige mange Riger og Lande paa
denne Jord.
Aldrig havde Johannes tænkt sig
Verden saa stor; jo mere den
Fremmede fortalte, desto større blev
den for ham; men som han meest
undrede sig over dens Storhed,
pegede den Fremmede mod Himlen,
viste ham Solen, og udviklede
hvorledes enhver Stjerne, der
tindrede ham om Natten kun som en
lille Prik, var en Klode, større og
maaskee skjønnere end denne Jord
her; da svimlede Johannes ved Tanken
om det store Uendelige, men rystede
derpaa med Hovedet og trykkede
smilende den Fremmedes Haand idet
han takkede ham for det deilige
Eventyr, thi andet kunde det jo ikke
være. -
Solen stod allerede høit da de
gjorde Rast under et stort Træ; den
Fremmede deelte sit lille Forraad
med ham, der bestod i Brød og Viin;
en saadan Drik havde han endnu
aldrig smagt; det var ret en fornem
Frokost i det Grønne. Skoven
hvælvede sig som en Riddersal, og
høit oppe i Galleriet, der var
betrukket med ægte Grønt der ikke
gik af i Vadsken, sang Fuglene, som
de største Sangere, smukt fra
Bladet, og ikke een slog en falsk
Trille.
Vore Vandringsmænd havde næsten
fortæret deres Frokost, da der
nærmede sig en gammel, af Alderen
krumtbøiet Kone; hun bar paa sin Ryg
et Knippe Brænde, som hun havde
samlet sig i Skoven, og støttede sig
med den ene Haand paa en Krykkestok,
men holdt med den anden tre store
Riis af Bregner og Vidier. Langsomt
og stønnende skred hun fremad, men
som hun var nærved dem begge sank
hun til Jorden og udstødte et
smerteligt Skrig; de sprang strax op
for at hjælpe hende, men hun havde i
Faldet brukket sit ene Been. Hun
jamrede høit af Smerte, og bad dem
føre hende til sin Hytte, som kun
laae et lille Stykke Vei derfra.
Johannes greb hende strax i sine
Arme, men den Fremmede bad ham at
lade hende ligge i Græsset, tog saa
en Krukke frem af sin Randsel og
forsikkrede at den gjemte en kostbar
Salve, der ikke alene strax kunde
hele Beenbrudet, men endogsaa gjøre
hende det Been langt raskere end det
før havde været, men til Belønning
forlangte han de tre Riis hun bar i
Haanden. Den Gamle stirrede
forundret paa ham og mumlede sært
med de tandløse Gummer:
"Kold og hvid, varm og rød,
"Kongekrone eller Død" -
og rakte
ham de tre Riis. Neppe havde han nu
besmurt Benet med sin Undersalve,
før den Gamle reiste sig, og
forsikrede at hun endnu aldrig havde
været saa let paa det Been før, og
bad ham, dog endelig at smøre det
andet lidt med, for at hun ikke
skulde komme til at hinke, men kunde
blive lige rask paa begge Benene;
neppe havde han opfyldt hendes
Ønske, før begge Pusselankerne gik
paa hende som nogle Trommestikker,
hun knixede og forsvandt i den
grønne Skov.
"Hvad vil Du med de Riis?" spurgte
Johannes den Fremmede, som gjemte
dem omhyggeligt i sin Randsel.
"Bruge dem naar jeg bliver
Kjærtesvend og skal ledsage min
Dame;" svarede han, "o det var en
ganske fortræffelig Fangst!"
Henimod Aften traadte de ud af
Skoven, og en stor viid Udsigt laae
foran dem.
"Hvilke sorte Skyer trække ikke op
derude!" sagde Johannes, "det bliver
vist Uveir til Natten."
"Sorte Skyer;" afbrød den Fremmede
ham, "nei det er Bjerge, imorgen
ville vi kunde være der."
Med hvilken Længsel stirrede ikke
Johannes der hen og ønskede endnu i
denne Aften at kunde være der, men
den Fremmede fandt det rigtigst at
de udhvilede sig i det nære
Værtshuus, for at de med fornyede
Kræfter den næste Morgen kunde
begynde deres Bjerg-Reise.
I Krostuen var der en stor, broget
Forsamling, thi en Marionetspiller
havde her paa nogle Tønder opreist
sit lille Theater, og vilde give
Dronning Esters deilige Historie.
Johannes og den Fremmede toge sig
Plads imellem de andre Tilskuere,
hvoraf nogle røge Tobak, og andre
sladdrede ganske lystigt. En tyk
Slagter som lod til at være den
fornemste i Selskabet sad nærmest
Theateret med sin store Bulbider ved
Siden, der gloede omkap med det
øvrige Publicum paa den kongelige
Herlighed der nu viste sig.
Kong Ahasverus havde allerede
ophøiet Ester til Dronning;
Mardochæus var ført om paa en deilig
hvid Hest og Haman hængt; nu kom den
sidste Act hvor Jøderne skulde
ihjelslaae alle deres Fjender; hu!
hvor der var en Ødelæggen; Kongen og
Dronning Ester sad midt paa Torvet
paa en deilig Trone og de havde
begge Guldkroner paa Hovedet og
lange røde Kapper som de smaae
Jøde-Drenge bare Slæbet paa.
Hvergang der faldt et Regiment
Hedninger nikkede Ester og hoppede
op og ned paa sit Sæde, saa det var
en Lyst at see paa, men med eet, Gud
maa vide hvad den store Bulbider
tænkte, da den tykke Slagter nu af
Interesse for Stykket glemte at
holde paa ham, foer han i eet Spring
op paa Theatret, væltede alle
Drabanterne og tog Dronning Ester
midt i hendes tynde Liv. "Knik, knak!
hvor gik hun i Stykker, og den arme
Marionetspiller jamrede sig
gyseligt, thi det var jo hans første
Prima-Donna, Hunden havde bidt
Hovedet af. Comedien var da nu forbi
for dene Gang, og enhver begav sig
til sit; da tog den Fremmede den
stakkels Dronning Ester i sine
Hænder, og smurte hende med den
kostelige Salve han eiede, og strax
blev hun heel, og hvad der endnu var
mere underligt, hun bevægede sine
Lemmer af sig selv, og gjorte en dyb
Compliment og slog ud baade med Arme
og Been. Da blev Marionetspilleren
saa glad i sit Hjerte, thi nu kunde
hun selv røre sig, uden at han
behøvede at trække i Snorene, og
manglede alene Mælet for at være en
fuldkommen Dame.
Efterat have holdt et tarveligt
Aftensmaaltid, lagde de sig til Ro,
men de kunde ikke sove for en
underlig Sukken og Stønnen, der
syntes at komme fra Theatret;
Marionetspilleren løftede Forhænget
tilside, der laae alle Ridderne og
Damerne, Kongen og Drabanterne,
imellem hverandre og sukkede saa det
skar ham i Hjertet, de stirrede paa
ham med deres store Glas-Øine, og
det var som de bade om, at blive
smurt lidt, ligesom Dronningen, for
at ogsaa de kunde bevæge sig af sig
selv. Dronning Ester knælede ogsaa
ned og udstrakte sin Guldkrone,
ligesom hun vilde sige: "tag den!
men smør min Gemal og mine Hoffolk!"
da kunde Marionetspilleren ikke
længer modstaae, han lovede den
Fremmede, at give ham hele Indtægten
for denne Aften og mere til, naar
han kun vilde smøre nogle af de
andre Marionetter med, men den
Fremmede forlangte allene det store
Slagsværd han bar ved sin Side, og
da han havde erholdt det, gned han
snart Liv i de fornemste Træmænd.
Ved næste Dag-Gry forlode de
Værtshuset, for at begynde deres
Bjergreise; det gik bestandigt Bakke
op ad, gjennem Krat og Buske; snart
antog Alt rundtom et vildere Præg;
høie Fjeldstykker hang truende ud
over deres Hoveder; Fodstien var saa
snever, at Johannes svimlede og var
styrtet ned i den frygtelige Kløft
under sig, havde ikke den Fremmede
understøttet ham. Udsigten blev nu
friere, Solen stod op og skinnede
med sine røde Straaler paa de hvide
Bjergtinder, men dybt nede laae
Dalen i en blaalig Taage, der
dunstede bort i Morgensolen.
Johannes var hensjunken i Beskuelsen
af denne Pragt; han saae og anede
kun Gud i den store Uendelighed, da
lød der ganske underlige, himmelske
Toner over hans Hoved; underligt
smæltede de hen med hans Hjertes
Følelser; han saae i Veiret, en
stor, hvid Svane svævede i Luften,
dens Sang hendøde i smeltende
Harmonier, og som baaren af Vinden,
sank Fuglen med bøjet Hoved ned for
hans Fødder og var død; da greb den
Fremmede det store Slagsværd, som
han havde faaet af
Marionetspilleren, og nu bar ved sin
Side, huggede i to stærke Slag de
store Svanevinger af, og gjemte dem
under sin Randsel.
Johannes var saa forundret over alt
det Nye han saae og hørte, at han
ikke kunde sige et Ord, men den
Fremmede greb hans Haand og sagde: "see!
kom ikke Sværdet mig nu ret til Pas?
for disse Vinger skal vi faae Guld,
og for Guldet et lystigt Maaltid!"
Saaledes vandrede de nu fremad
mellem Bjergene, "hvor Alt er stort
og deiligt," sagde Johannes, "hvad
mon der ikke være for deilige Lande
paa hin Side af Bjergene?"
"Der ligger Phantasiens Verden!"
sagde den Fremmede, "jeg tænker at
vi næste Morgen skal kunne see dens
glimrende Diamant Bjerge!"
Da de nu havde reist mange Mile
fremad, saae de dybt nede i en Dal
mellem Bjergene, en stor Stad med
mange Taarne der glindsede deiligt i
det klare Solskin, og midt i Byen
laae der et prægtigt Marmorslot
tækket med Sølv og Guld, og her
residerede Kongen. Omtrent en Miil
fra Staden laae der et stort Krohuus,
og alle vare her i Arbeide med at
opreise en Æreport, som Pigerne
behang med Blomster og Krandse. Af
Verten erfarede vore Vandringsmænd,
at de var i Hjerterkonges Rige, en
fortræffelig Regent, og nær
beslægtet med Silvio Ruderkonge, der
er noksom bekjendt af Carlo Gozzi's
dramatiske Eventyr "de tre
Pommeranzer".
"Ak!" sagde Verten, "vor
allernaadigste Hjerterkonge er en
fortræffelig Mand, ret en Hjertens
Mand, og derfor male de ham ogsaa
altid af med to Hjerter, men hans
Datter - ak! ak!"
Her begyndte den gode Gamle, saa
bitterligt at græde, saa han ikke
kunde faae et Ord mere frem; da han
siden havde fattet sig erfarede de,
at Kongedatteren var skjøn som
Solen, men var tillige en ond og
arrig Hex, der var Skyld i mange
deilige Prindser og mandhaftige
Ridderes Død. Enhver, ligefra
Kongesønnen til Betleren, var det
tilladt at beile til hende, men
kunde han ikke svare paa tre givne
Spørgsmaal, eller rettere, gjætte
tre Ting, da lod hun, som en anden
Turandot, ham uden Naade og
Barmhjertighed henrette. Den gamle
Konge var færdig at gaae af Sorg i
Graven over sin ugudelige Datter, og
over at have givet hende et helligt
Løfte, ikke at blande sig i hendes
Kjærlighedshandel. Ja, der var
endogsaa forordnet eengang om Aaret
en stor Bededag, hvor da Kongen med
hele Folket laae paa Knæ og bad om,
at Prindsessen maatte vende om paa
den rette Vei, og faae et nyt og
bedre Hjerte; Sorgen var saa stor,
at selv de gamle Kjærlinger i Byen
farvede deres Brændeviin sort, for
ogsaa selv ved dette, at vise deres
Bedrøvelse.
"Men er hun da saa smuk?" spurgte
den Fremmede.
"Ak ja," svarede Verten, "vor Herre
har givet hende en skjøn Skabilon!
men hvad nytter det? Et Æsel er dog
et Æsel, bære det endogsaa et
gyldent Dække! og Adel uden Dyd er
en Løgte uden Lys! ak, naar de først
klappe med Skovlen paa hendes Grav,
saa har den Herlighed en Ende; saa
skal hun sove i de røde Lagener,
hvor Sengene er hede uden
Varmebækken! Gud bevare os alle
sammen! - Om en Stund kommer hun her
forbi, derfor har jeg maattet lade
reise denne Æreport; hun skal nu
besee det nye Marmorbad! o Gud give
hun maatte drukne deri, den lede
Satan! men hun drukner ikke! hun
drukner ikke!"
Johannes og den Fremmede sadte sig
imidlertid til Bords i Gjæstestuen
for at nyde lidet, da de pludseligt
bleve afbrudte ved larmende
Hurraraab; de gik til Vinduet; der
stod Verten udenfor og svingede med
sin hvide Hue, og Piger og Karle
holdte Krandse i Veiret for
Prindsessen der med sit Følge reed
igjennem den med Blomster og Grønt
pyntede Æreport. Foran saae man to
unge Riddersvende, ganske klædte som
Hjerterknægt i Spillekortene; hendes
Terner rede paa sorte Heste, vare
iførte røde og blaa Kjoler, og
holdte hver en deilig Guld-Tullipan
i Haanden, men Prindsessen selv sad
paa en hvid, arabisk Hest, og hendes
himmelblaae Kappe flagrede i Vinden;
paa Hovedet bar hun en Krone af
funklende Ædelstene, og de brune
Lokker fløde i store, fyldige Ringe
ned over hendes Barm og den tynde,
hvide Kjortel der forraadte Legemets
yndige Former. Hendes Pande var høi
og ædel, og under de fiint tegnede
Øienbryen funklede to store, sorte
Øine, der maatte kunde skyde Pile
gjennem det haardeste Hjerte;
Munden, Kinderne, Halsen ..... dog,
hun var allerede forbi Huset, men
hendes Blik havde hvilet paa
Johannes, der stod som forstenet og
stirrede ud efter Prindsessen, i
hvem han troede at see det skjønne
Drømmebillede der havde svævet for
ham ved hans Faders Dødsleie.
Han fortalte den Fremmede sin Drøm,
hvorledes Faderen havde lagt den
smukke Piges Haand i hans, hvor
lykkelig han havde følt sig, og hvor
levende det Hele endnu stod for ham,
da han vaagnede op og holdt, istedet
for Pigens, sin Faders iiskolde
Dødninghaand fast i sin.
"Men," sagde den Fremmede og
rystede paa Hovedet, "læg Mærke til
det ulykkelige Varsel, vaagn i Tide
op af dette ulykkelige Kjærligheds
Blund, og ikke siden, naar Dødens
kolde Haand griber Dig! tænk paa de
mange deilige Prindser og
mandhaftige Riddere, der ere dræbte
før Dig, og lad mig ikke saa tidlig,
og paa en saadan Maade, miste en
kjær Reisekammerat!"
Men Johannes kastede sig til hans
Bryst, og smeltede hen i Graad; han
kunde ikke løsrive sig fra sit
deilige Drømmebillede, som han nu
havde seet svæve sig lyslevende
forbi; det var som usynlige Magter
reve ham med sig, han maatte see og
tale med den deilige Prindsesse;
hvad skjønnere kunde han finde i den
hele vide Verden? Det var som om han
nylig havde læst Werther og
Siegwarth, han kunde kun elske og
døe.
Efter vel at have børstet sine Skoe
og sin Kjole, vadsket Hænder og
Ansigt, og kæmmet sit gule Haar til
een Side, gik han ene ind i Byen, op
til det store Slot, der glimrede af
Sølv og Guld i Sol-Lyset. Med stærke
Slag bankede han paa Kobberporten,
men ingen aabnede den, han bankede
atter, men først da han slog med
Hammeren for tredie Gang, knagede
den paa sine massive Hængsler; det
var den gamle Hjerterkonge der selv
kom og lukkede op; han var i
Schlafrock og Tøfler, men paa sit
ærværdige Hoved bar han, om de hvide
Sølvlokker, den tunge Guldkrone og
holdt Scepteret og Æblet under
Armen, medens han med en stor
Guldnøgle aabnede Porten.
Da han hørte at Johannes var en ny
Beiler til hans kongelige Datter,
brast den Gamle i Graad, saa at
Scepter og Æble faldt til Jorden;
han løftede begge Hænder imod Himlen
og tørrede sine Øine i den kostbare
Schlafrosk. Derpaa tog han Johannes
ved Haanden og førte ham ind i
Prindsessens Lysthauge. I hvert Træ
hang der tre, fire kongelige Beilere,
hvis Beenrade ranglede med de tørre
Knokler og skræmmede alle
Sangfuglene bort fra Haugen.
Blomsterbedene bestod af
Menneskebeen, og rundt om paa
Terrasserne grinede fæle
Dødninghoveder, og i Marmorbassinet
legede Fiskene med de Dræbtes
blødende Hjerter.
"Ak min Søn," sagde den gamle
Konge, "her seer Du hvad der venter
Dig! læg ikke mere Blod paa mit og
min Datters Hoved, vend om, eller Du
mister snart Dit unge Liv!"
Johannes trykkede med Ærbødighed
den gamle Konges Haand til sine
Læber, men forsikrede tillige, at
hans Beslutning var urokkelig. Da
larmede det i Slotsgaarden;
Prindsessen kom tilbage, steeg af
Hesten og var snart i Haugen hos dem
begge. Johannes talte, men han
vidste ikke selv hvad han sagde, thi
Prindsessen smilede saa saligt til
ham og rakte ham sin hvide Haand til
et Kys; hans Læber brændte, han
følte sit hele Indre electriseret;
intet kunde han nyde af de
Forfriskninger Pagerne frembare for
ham, han saae kun sit skjønne
Drømmebillede, og det eneste han
hørte var, at hun bød ham møde paa
Slottet næste Morgen, da Dommerne og
Raadet vilde være forsamlet til hans
første Prøve.
Ude af sig selv af Glæde kom han
tilbage til Kroen, faldt den
Fremmede om Halsen og fortalte ham
sin Lykke; denne rystede lidt med
Hovedet, men smilte derpaa ret
fornøiet, idet han trykkede Johannes
fast i sine Arme, og sagde: "Du
stakkels, kjære Knøs! i Grunden
burde jeg græde over, at jeg
saaledes skal miste Dig; men jeg vil
dog ikke forstyrre Dig den sidste
Dag Du har at leve i; lad os være
ret lystige i Dag! jeg gjør Dit
Grav-Øl i Aften, men lad os troe det
er Dit Jaord! - Imorgen er det
tidsnok for mig at græde over Dig!"
Som en Løbe-Ild havde Rygtet
imidlertid udbredt sig i Byen, at
der var kommen en ny Beiler til
Prindsessen; Komoediehuset var
blevet lukket; Kongen havde befalet,
at anlægge Hofsorg, og i alle
Kirkerne bad Præsterne for den nye
Beiler.
Da Solen var gaaet ned, sad begge
vore Vandringsmænd i det lille
Kammer, i Værtshuset; to Lys brændte
i Armstager, og en stor Bolle Punsch
dampede paa Bordet. Den Fremmede var
uhyre lystig, næsten overgiven; med
tusinde morende Indfald forkortede
han Tiden og nødte Johannes
bestandig til, at tømme det fyldte
Glas. Den stærke Drik, som var ham
ganske uvant, virkede snart;
Johannes nikkede med Hovedet og sov
ind. Den Fremmede lagde ham stille
hen i Sengen, tog imod Midnat sin
Randsel frem, bandt sig de to store
hvide Svanevinger paa Ryggen, tog
det ene Riis i Haanden, aabnede
Vinduet, og fløi nu ind over Byen
til det kongelige Slot, hvor han
satte sig bag en Søile, udenfor
Prindsessens Sovekammer-Vindue.
Alt var saa stille i Byen; kun en
enkelt Gang hørte man Skildvagternes
og Vægternes Snorken; Klokken slog
tre Qvarteer til Tolv; da aabnede
sig Vinduet til Prindsessens
Sovekammer, og let svævede hun i et
stort hvidt Gevant og paa store
Ørnevinger, ud over Byen til det
nærliggende Bjerg; men den Fremmede
gjorde sig usynlig, fløi bagefter og
pidskede ret lystigt paa Prindsessen
med sit Riis, saa at hendes røde
Blod faldt som Dugdraaber ned paa
Markens Græs og Blomster. Uh, hvor
det var en underlig Tour igjennem
den skarpe Luft! Vinden tog i hendes
lange hvide Gevant, og Maanen
skinnede derigjennem.
"Hvor det hagler! hvor det hagler!"
sukkede Prindsessen ved hvert Slag
hun fik af Riset. Endelig naaede hun
Bjerget, og bankede paa; da drønede
det underligt derinde, som om
tusinde Jernkjæder faldt i en
Afgrund; Fjeldvæggen brast, og
Prindsessen med sin usynlige
Ledsager, steeg ind i den dybe,
hvalte Klippegang. Med samme Brag
igjen lukkede Bjerget sig, og
utallige smaae Nisser, der tjente
den mægtige Trold som her boede,
bare den deilige Prindsesse ind i
den store Thronsal. Over tusinde
Søilegange strakte sig herfra
gjennem Bjerget, og alle straalede
af Ærts og Glimmerstene, hvis
Straaler brødes i de deiligste
Farver; en kunstig Sol og Maane
lyste høit oppe under Hvælvingen, og
Gulvet var indlagt med brogede Stene
og Blomster. Høit paa en Throne af
det pure Guld, sad Bjergets Konge
med en Krone paa Hovedet, der bestod
af een eneste Rubin; hans sorte,
filtrede Marelokker hang ham ned om
det vanskabte, violetblaae Ansigt;
han kyssede Prindsessen paa Panden
og lod hende tage Plads ved sin
Side; snart begyndte der en stor
Lystighed, Troldens hele Hof kom i
Bevægelse; hvor der var et Summen og
Brummen! smaae Frøkener, neppe en
Alen lange, dandsede med pene
Krigsmænd, der heller ikke vare
større, saa at man skulde troe at
Uniformen, Sabelen og den lille Hat
med de vaiende Fjer, alt var kun en
Maskerade. Ingen saae den Fremmede
der havde stillet sig bagved Thronen,
men han hørte og saae desbedre Alt.
Saaledes opdagede han, at de fleste
opvartende Kavalerer og de som
lukkede Dørene op, ikke vare
virkelige Trolde, men kun nogle
Træ-Klodse, som deres mægtige Herre,
Trolden, havde hexet Liv i, og ladet
faae de prægtige Klædninger de bare.
Hist hoppede en af Hoffets skjønne
Aander, men det var, naar han ret
betragtede ham, kun et Kosteskaft
med et Kaalhoved paa Spidsen, som de
selv havde skabt til deres Genie og
behængt med en gyldenstykkes Kjole.
Efterat der nu var dandset, og
fremfor alt sagt mange Dumheder,
vilde Prindsessen bryde op, men
først fortalte hun Trolden, at en ny
Beiler havde indfunden sig, og
spurgte ham derfor til Raads, om
hvad hun skulde tænke paa denne Nat,
for at forelægge sin Beiler det,
naar han næste Morgen indfandt sig
paa Slottet.
"Hør," sagde Trolden, "jo simplere
Tingen er, des vanskeligere er den
ham at gjette; tænk derfor paa Eders
Skoe - Jeg haaber ellers vi sees
igjen næste Nat, og en langt mere
glimrende Fest, end denne, vil da
vente Dem."
Prindsessen neiede, og alle de
smaae Kavalerer bare hende paa deres
Hænder til Udgangen af Bjerget,
hvorfra hendes egen Kavaleer, paa
samme Maade som før, ledsagede hende
til Slottet, hvor hun steeg ind af
Vinduet, klagende over det stærke
Hagl-Veir.
Da den Fremmede kom tilbage til
Kroen, sov Johannes endnu; han løste
i Hast sine Vinger af, og lagde sig
til Ro ved hans Side. Ved Daggry
vaagnede Johannes, den Fremmede
sprang ogsaa op fra Leiet, fortalte
ham, at han havde drømt ganske
underligt om Prindsessen og hendes
Skoe i Nat, og bad ham derfor ret
inderligt at spørge Prindsessen, om
hun ikke skulde have tænkt paa sine
Skoe!
"Jeg kan ligesaa godt spørge om det
ene, som om det andet," sagde
Johannes, "thi jeg er vist lige
langt fra det. Jeg veed jeg maa døe;
men jeg faaer hende dog engang endnu
at see, tør endnu engang tale med
hende!" O det var rørende at høre!
det arme unge Menneske, der før var
saa naturlig, saa elskelig, talte nu
ganske som en claurensk Bog; men
hvad gjør ikke Kjærlighed?
Grædende kastede han sig om Vennens
Hals, testamenterede ham sin lille
Eiendom, og gik nu med bankende
Hjerte op paa Slottet. Salen var
allerede opfyldt med Mennesker,
Dommerne sad paa deres Sæde, og den
gamle Konge stod og tørrede sine
Øine i et hvidt Lommetørklæde. Snart
traadte Prindsessen ind; o, hun var
endnu langt skjønnere end Dagen
forhen! Trompeterne blæste,
Prindsessen vinkede ad Johannes der
nu traadte hen foran hende og
knælede ved Thronens Fod. Med
huldsaligt, fyrsteligt Smiil spurgte
hun ham om, hvad hendes Tanker havde
dvælet ved sidste Nat; o dette Smiil,
dette Smiil kunde have gjort Lykke
baade i en Roman og paa Theatret,
men det forsvandt idet Ordet: "Skoe"
kom fra hans Læber; hun beed sig i
sine, blev bleg som et Liig og
sittrende af Harme tilstod hun, at
han havde gjettet rigtigt. Hille
den! hvor blev ikke den gamle Konge
glad; han hoppede Salen rundt paa
det ene Been, medens hele det
forsamlede Folk klappede i Hænderne
for ham og den lykkelige Beiler, der
nu havde gjettet første Gang.
Jublende kastede Johannes sig om
den Fremmedes Hals, da han kom
tilbage til Kroen; fortalte
hvorledes Himlen saa underligt ved
hans Drøm havde frelst og hjulpet
ham; og med barnlig Tillid stolede
han paa, at den gode Gud ogsaa vilde
hjælpe ham de to følgende Gange; den
næste Morgen var han atter tilsagt
at møde paa Slottet. Aftenen gik
omtrent som den foregaaende. Da
Johannes sov, spændte den Fremmede
igjen sine Vinger paa, og ledsagede
atter Prindsessen til og fra
Bjerget, men brugte denne Aften
begge Risene, saa hun havde Mærke
deraf paa sin lilliehvide Ryg. Denne
Gang tænkte hun paa sin Handske, og
Johannes, underrettet af den
Fremmede, der atter foregav at have
drømt det, gjettede rigtigt, til
Kongen og det hele Folks Glæde. Den
gamle Konge begyndte allerede at
faae lidt Couleur igjen, og de gamle
Koner farvede ikke længer
Brændevinet sort, thi de vare næsten
visse paa, at den guullokkede
Ungersvend, som de kaldte Johannes,
nok vilde seire og vinde
Prindsessens Haand. Men nu nærmede
den tredie og afgjørende Prøve sig.
Saasnart Johannes var falden i Søvn
om Natten, bandt den Fremmede sig
igjen Vingerne paa Ryggen, tog alle
tre Riis i Haanden og hængte det
store Slagsværd ved sin Side. Det
var en mørk og stormende Nat;
Prindsessen svingede sig høit i
Luften, hendes lange, sorte Haar
flagrede i Vinden, Lynene glimtede
Blink i Blink om hende, og man saae
at hun var bleeg som Døden, men hun
loe høit, og hendes Latter blandede
sig underligt med Stormen; tre Gange
svingede hun sig over sin
Blomsterhave, hvor Beenradene af de
mange Beilere hang i Træerne; og
syntes at dandse til Vindens lystige
Musik. Udmattet kom hun til Bjerget
og sank næsten besvimet i Armene paa
de smaae Nisser, der strax bare
hende ind i Salen til Trolden, deres
Konge.
"En saadan Nat som denne," sagde
hun, "har jeg aldrig oplevet; det
hagler og stormer, og den hele
Himmel er en brændende Ild!"
Lystighed og Dandse begyndte i
Bjerget, men hun kunde ingen Deel
tage deri; hun stirrede stivt hen
for sig, greb derpaa Troldens Haand,
og fortalte hvorledes den nye Beiler
ogsaa anden Gang havde gjættet, og
at det var at frygte, at det tredie
Gang kunde gaae ham ligesaa hældigt,
og at hun da aldrig mere kunde komme
her ud i Bjerget, at hendes Kraft da
lidt efter lidt vilde svinde hen, og
tilsidst ganske tabe sig.
"Nei, det skal ikke skee!" sagde
Trolden, "hvad jeg nu vil give Dig
at tænke paa, skal han ikke kunne
udfinde, uden at han er en langt
større Mand, end os tilsammen; men
lystige ville vi være i denne Midnat
og tumle os lidt i Bjergets hvælvede
Sale!" Og nu greb han hende ved
Haanden, og begge hvirvlede sig hen
i lystige Dandse; men da Tiden kom
at hun maatte hjem, for ikke at
savnes paa Slottet, besluttet
Trolden selv at ledsage hende.
Den Fremmede sled sine tre Riis op
paa dem, og Trolden maatte bekjende,
at han aldrig før havde været ude i
saadant et Hagelveir, som dette. Da
de kom til Slottet, trykkede han et
Kys paa hendes Læber, i det han
vidskede: "tænk paa mit Hoved!" men
den Fremmede hørte det, og da
Prindsessen var smuttet gjennem
Vinduet ind i sit Sovekammer, og
Trolden vilde vende tilbage til
Bjerget, greb han ham i hans sorte
filtrede Marelokker, og skilte ved
eet Hug med sit Slagsværd, hans
stygge Hoved fra Kroppen, hvilken
han kastede ned, langt ude i det
oprørte Hav, men Hovedet tog han
hjem, vadskede Blodet af, og bandt
det saa ind i et stort, blaatærnet
Lommetørklæde, hvilket han den næste
Morgen gav til Johannes, hvem han
paa det strængeste paalagde, ikke at
aabne det, før Prindsessen den
sidste Nat spurgte ham om, hvad hun
havde tænkt paa. Der var ikke Plads
paa Slottet for den Menneske-Masse
som strømmede til, mange bleve klemt
fordærvet, og de fleste bleve
grusomt traadte paa deres Liigtorne.
Raadet var samlet; den gamle
Hjerterkonge, stod i al sin Pragt og
Herlighed, med Æble og Scepter i
Haanden, og den tunge Guldkrone paa
sit gamle Hoved. Prindsessen sad
dødningbleg i en kulsort Kjole, og
vinkede med strængt Alvor af
Johannes; han nærmede sig Thronen,
en dyb Taushed herskede i Salen;
hurtigt aabnede han Tørklædet, og
med et Skrig styrtede Prindsessen
tilbage; alle bleve forfærdede for
det i Døden nu langt hæsligere
Hoved, Johannes tabte det af Haanden,
og bøiede sig taus over Prindsessen;
langsomt hævede hun sig i Veiret,
rakte ham Haanden, og erklærede nu
med sittrende Stemme, at han var
hendes udkaarne Brudgom, da han nu
saa lykkeligt havde udholdt sine tre
Prøver.
O hvilken Glæde blev der ikke nu i
hele Byen og i den gamle Konges
Hjerte. - Overalt lød Musik og
Lystighed, tre hele, stegte Oxer
fyldte med Gjæs og Høns, bleve givne
til Priis for Almuen; paa Torvene
sprang kostbare Vine i dertil
indrettede Vandspring. Theatret blev
aabnet med et ganske nyt Stykke, der
alt havde ligget i sex Aar, og
ventet paa denne Fest-Leilighed, det
handlede om Ingenting, Enhver kunde
altsaa strax begribe det, Folk var
godt stemt, og det gjorte en rasende
Lykke. Om Aftenen var hele Byen
illumineret; der var Dands og
Lystighed paa Slottet, og
Brudekammeret stod pyntet med
Krandse og Blomsterguirlander; den
gamle Konge omfavnede Johannes,
lagde sin Datters Haand i hans og
skjænkede ham strax det halve
Kongerige. Men Prindsessen var jo
endnu en Hex og elskede ikke
Johannes; alt dette havde den
Fremmede tænkt paa, og derfor givet
ham tre Fjer af Svanevingerne og en
Flaske med nogle kostelige Draaber,
i det han tillige bød ham lade sætte
ved Brudesengen, et stort Kar fyldt
med Vand; og naar Prindsessen vilde
stige op i Sengen, da give hende et
lille Stød saa hun faldt ned i
Vandet, hvor han skulde dykke hende
tre Gange, efterat have kastet
Fjerene og Draaberne deri, da vilde
hun ganske løses fra sin Troldom, og
snart ret af Hjertet elske ham
ligesaa høit som han nu elskede
hende. Johannes iagttog nøiagtigt
hvad den Fremmede havde foreskrevet
ham; Prindsessen skreeg høit, i det
han dykkede hende under Vandet, og
sprællede ham under Hænderne som en
stor, kulsort Svane, af hvis Øine de
gloende Funker spillede; men da hun
anden Gang hævede sig over Vandet
igien, var Svanen hvid paa en eneste
sort Ring nær, som den bar om
Halsen, da han med inderlig Bøn til
Gud, lod Vandet tredie Gang spille
høit over Fuglen, hævede den sig
rask i Veiret, Svanehammen faldt af,
og han holdt Prindsessen i sine
Arme. Hun var endnu langt skiønnere
end før, og takkede ham med Taare i
sine deilige Øine, fordi han havde
hævet hendes Fortryllelse. -
Næste Morgen kom den gamle Konge
med hele sin Hofstat, og der var en
Gratuleren til langt op paa Dagen;
men først da de alle havde gjort
deres Complimenter, indfandt den
Fremmede sig, han var reiseklædt,
havde sin Stok i Haanden og
Randselen paa Ryggen. Johannes
kastede sig i hans Arme, og bad ham,
dog ikke at drage bort, men blive
hos ham og dele hans Lykke, hvis
Skaber han jo ene og allene var. Men
han rystede med Hovedet, smilede og
sagde: "Nei, nu er min Tid omme! jeg
har kun betalt en gammel Gjæld;
husker du Natten i Vaabenhuset? den
Døde Du frelste fra at blive
mishandlet? Jeg er Dødningen!"
Johannes studsede, vilde tale til
ham, men han var forsvunden.
Bryllups Festen varede endnu en
heel Maaned, og den gamle Konge nød
nu mange glade Dage og frydede sig
ved sine Børns Lykke; snart red
smaae Hjerterknægter og Hjerterdamer
Ranke paa hans Knæe, og han lod dem
lege med sit Scepter, og fortalte
dem mange deilige Eventyr i de lange
Vinteraftener, til selv hans eget
Eventyr var ude.
Foto: Lars
Bjørnsten Odense |