Imidlertid gik jeg flittigt på syngeskolen. Man lod mig gøre kortjeneste og jeg var således snart hyrde i Johanne Montfacon og snart Kriger i Zuraime og Zulnar, hvor jeg jeg trak triumphvognen. Et af de større partier blev i et Gebursdagsstykke: "Lanassa". Nielsen, Frydendal og nogle få af koret, hvor i blandt jeg blev udvalgt, trådte op som braminer. Vi var frygteligt klædte. Snævert kødfarvet tøj over hele kroppen, kun et lille bælte, ellers hele ryg og bryst nøgent. Håret afraget på en lille pisk nær. Vi så skrækkelige ud. Folk lo og hyssede. Jeg var nu så uhyre mager, jeg skammede mig ordentligt og dette gjorte mig ganske komisk. Ved næste forestilling blev vi alle mere bedækkede. Da jeg en kort tid derefter talte med kronprinsessen sagde hun mig at jeg havde lignet en flået kat og Nielsen et stort, skallet svin. Med hensyn til hendes ytringer om mine dramatiske produkter, husker jeg at hun sagde: "Vil de også skrive sørgespil lige som Oehlenschläger, nej lad det være, man kan have sorger nok i verden, giv heller folk noget at le af, sådan som Holberg".

Arveprinsesse (kronprinsessen) Caroline af Danmark (1793-1881). Se mere !

Hun var ellers så ganske elskelig mod mig, spøgte over mine naive ytringer og da hun engang kom ind, medens hofdamen tegnede min profil, og jeg ikke var tilfreds med udtrykket, tegnede hun en krum næse og store øjne derpå, "han skal se ud som Schiller" sagde hun, og jeg fik billedet. Skade, at jeg har mistet det. Et interessantere blad fra hin tid, har jeg ikke kunne eje.

Således gled nu tiden hen, den latinske grammatik behagede mig ikke. I dette mit drømmeliv, jeg blev et par gange borte og straffen fulgte. En aften sidder jeg med mit lille teater hos Madam Dahlen og spiller Rolf Blåskæg, som jeg selv havde lavet til opera og improviserede melodier til. Da kommer Dahlen hjem, fortæller at han har mødt Guldberg, der havde klaget over mig, at jeg først havde bedt ham om at lære latin, og nu ikke var flittig deri, da han havde skaffet mig en lejlighed.

Så snart jeg hørte dette blev jeg forskrækket og bedrøvet. Lod teatret stå og løb straks ud på Nørrebro til ham for at få hans tilgivelse, men han var heftig, kaldte mig et slet menneske, der ikke ville sit eget vel, og forsikrede at han aldeles ikke ville have mere med mig at gøre. Jeg stod sønderknust, bad ham tilgive mig og ikke lade mig blive rent ulykkelig. "O, De står jo der og spiller komedie for mig" sagde han. Forlader De mig, har jeg slet ingen, jeg har fejlet men ved Gud, jeg vil være flittigere, jeg indså ikke hvor til det hele kunne lede, og havde ikke ide om hvad latin var, før jeg bad dem var omtrent mine ord. "Ulykkelig" gentog han, det er jo en tirade af en komedie de kommer med! Det har jeg læst før. Jeg gør intet mere for dem. 30 Rdlr har jeg endnu af deres, dem kan de hver måned endnu hente 10 af, men med os er det forbi og nu slog han døren i for mig.

Jeg følte jeg havde ikke gjort ret i, at forsømme de gange, den latinske time, men følte dog han var for hård mod mig. Jeg gik fuld af fortvivlelse hjem ad. Han havde sagt "jeg var slet" det greb mig frygteligt. Jeg stod længe ved Peblingesøen, og så hvor månen skinnede i vandet. Det blæste så koldt, og jeg fik den fæle tanke. Der kan nu intet blive af dig. Du er ikke længere god. Gud er vred, du må dø. Jeg så ned i vandet og tænkte da på gamle farmoder, som vist ikke havde troet at det skulle ende således for mig. Herved kom jeg så bitterlig til at græde, men følte hjertet lettet og jeg bad Gud i mit hjerte forlade mig mine fejl og den syndige tanke, at springe ud i vandet.

Gik derpå til Bentzien, bad ham tilgive at jeg nogle gange havde været fra ham, men der havde været så mange smukke stykker på teatret, så meget der havde trukket mig fra grammatiklæsningen, men at jeg nu fortrød min synd. Han trøstede mig venligt, og jeg gik beroliget igen hjem. Siden passede jeg tro min grammatik, men Guldberg lod sig ikke bøje, kold og bestemt stod han ved sin beslutning. For den tjeneste jeg i det sidste år havde gjort teatret, fik jeg et honorar af 25 Rdlr, det var min eneste gevinst der. Da jeg ikke længere turde stole på Guldberg, drev nødvendigheden og min indre lyst mig til endnu heftigere at søge om at få en ordentlig rolle at debutere i. Peter i "Viinhøsten" og Jaquinot i "de to Grenadere" havde jeg meget mod på. Lindgreen havde gået dem igennem med mig og fandt jeg gav dem godt. Jeg var 17 år, stod ganske overladt til mig selv, ingen tog sig ret af mig, kun det dybe fond af gedigen barnlighed og fromhed, holdt mig i vejret. Et karakteristisk træk på begge disse erindrer jeg tydelig. At få en rolle var mit højeste ønske.

Det Kongelige Teaters direktion meddeler 3. oktober 1821 H.C. Andersen at der ikke er nogen roller til ham i næste sæson.

Det var just nytårsdag 1822. Jeg troede fuldt og fast, at hvad der skete for en nytårsdag, måtte også ske for ham hele året og kunne jeg altså komme på teatret denne dag, da ville jeg også komme der hele året. Men til min bedrøvelse blev der den dag intet skuespil givet. Jeg listede mig derfor i den tidlige morgenstund bag ind. Ingen mennesker var i det hele hus. Skælvende, som om jeg begik en synd, kom jeg hen hvor lamperne er, her foldede jeg mine hænder, læste et "fadervor" og sneg mig nu lige så sagte bort, overtydet i mit hjerte om den sikre mulighed, at jeg nu nok kom til at spille i det nye år.

Direktionen for Det Kgl. Teater meddeler H.C. Andersen afsked fra teatret 1822. Se mere om Det Kongelige Teater!

Mit håb blev ellers slemt skuffet, thi da i maj, en del overflødige subjekter fik deres afsked, fik også jeg et brev fra direktionen, der sagde mig, at man herved entledigede mig fra teatrets videre tjeneste.

Jeg begyndte nu at føle min hele ulykkelige stilling og gik til etatsråd Collin, og bad ham dog lade mig debutere. Han talte mig temmelig alvorlig til, og sagde at jeg ikke havde udvortes og min stemme heller ikke duede. Dens overgang var blevet dens undergang, forårsaget ved idelig at gå med våde fødder og ingen vintertøj. Jeg gik bedrøvet hjem, vidste nu slet ingen udvej.

Urban ]ürgensens moder en gammel, fortræffelig kone, var jeg ved mit "Skovcapel" blevet bekendt med. Hun ansporede mig, som digter. Hendes alvor og opmuntring, styrkede mig i, at jeg var noget mere end mængden. Dette og min nød, bragte mig til at skrive et sørgespil "Alfsol" efter Suhms fortælling af samme navn og måske antages det, tænkte jeg. I alle tilfælde håbede jeg at sælge det til en bogtrykker og da få lidt for det.  Jeg skrev da stykket, og benyttede nogle replikker af "Skovcapellet" og "Røverne i Vissenbjerg" der til. Den gamle madam Jürgensen, greb min hånd, da hun hørte det, og sagde: Jeg lever ikke 10 år til, men husk da mine ord, da vil verden se anderledes på dem end nu.

Oehlenschläger bliver ikke altid den første, der kommer også yngre mænd. Denne alt for stærke, men velmente ytring greb mig stærk. Hun fortalte mig nu også, at provst Gutfeldt havde ytret interesse for mig, og lyst at se mig. Jeg gik til ham, han hørte Alfsol, og ydede mig større ros, end jeg kunne fortjene. Gav mig mod, og sagde, jeg var digter og at mit stykke burde indleveres til teaterdirektøren. Han ville skrive et anbefalingsbrev med.  Ørsted og hans familie hørte det også og sagde mig noget venligt derom, og alt godt, voksede til virak i min egen fantasi. Jeg læste på samme tid første gang en roman af Walter Scott "Fængslet i Edinburgh", min levende fantasi viste mig det hele, store billede, jeg levede deri. Det var mig en del af mit eget liv, syntes jeg, så naturlig lå det hele for mig. Jeg følte en hellig gysen ved tanken om det herlige at være digter. Nu første gang følte jeg betydningen deraf og den hele verden syntes mig et eventyr, blevet til, for digterens skyld. Jeg måtte straks efterligne Valter Skott, skrevet historie om "den gale Stine", og kaldte den "Gjenfærdet ved Palnatokes Grav".

Alle mennesker ville jeg have skulle dele min glæde, at jeg var digter. Alle måtte høre min Alfsol. Jeg læste nu Shakespeare's Levnet. Det forekom mig næsten som mit eget, og jeg bildte mig virkelig ind, at jeg også var sådan en karl. Kommandør Wulff havde da oversat hans værker, jeg bildte mig ind, det måtte glæde ham at se et væsen der lignede hans yndlingsdigter, jeg var også begærlig efter at kende ham, og således, med min Alfsol i lommen introducerede jeg mig i et hus, hvor jeg siden fandt næsten et hjem.

Kommandørkaptajn Peter Frederik Wulff (1774-1842), som H.C. Andersen lærte at kende i 1822. Maleri E. Bærentzen 1840

Jeg skal have været overordentlig komisk, fuld af liv og naivitet, hvoraf den sidste ret kontrasterede med min alder og størrelse. Mine manerer var også frygtelig kejtede, der i grunden opstod af forfængelighed og frygt for at man skulle opdage mangler i min tarvelige påklædning. At kjolen var for kort, der for holdt jeg i ærmerne. Med benene gjorde jeg underlige sving for at pantalonerne ikke skulle glide for meget op om støvlerne, og disse var også trådt noget skæve, som jo måtte skjules. Herved kom jeg virkelig i nogle slemme vaner med min krop, som jeg af mange grunde ikke turde holde lige. Således var jeg i den største kamp med ydre former og den største indre naturlighed.  For at få Alfsol trykt, gik jeg til Seidelin, men han ville ikke indlade sig derpå. Skuespiller Foersom, kendte til sætteren hos Kohens enke, og gennem disse fik jeg den så vidt, at der skulle begyndes på trykningen, så snart et vist antal subskribenter meldte sig. For at faae den omtalt i dagen gik jeg til den da bekendte recensent Proft og læste den for ham, og vandt hans bifald.

I dagen kom nu en fordelagtig anmeldelse, dog uden at mit navn nævnedes. Jeg var en 17 årig yngling, man havde set prøver af mit arbejde, der var ganske ualmindeligt, med hensyn til det dannelsespunkt jeg stod på, at jeg fortjente opmuntring og kundskaber, uden hvilke, selv det eminentiske talent, ikke kunne hæve sig til et værdigt standpunkt. Desuden fik Proft mit stykke Røverne i Vissenbjerg, hvoraf den første scene blev trykt i Liunges morskabsblad Harpen (1822).

Scene fra tragedien "Røverne fra Vissenbjerg".

som er H.C. Andersens første trykte arbejde, som udkom i morskabsbladet "Harpen" fredag 9. august 1822

 

Mit navn stod derunder; det var det første der var trykt af mig. Jeg læste det vist hundrede gange igennem, lå om aftenen og så på mit trykte navn. Løb hen til frøken Tønder-Lund og jublede af glæde. Hun var barnlig og godmodig, delte den med mig. Wulffs fik det også at se, kommandøren lånte det. Et par dage efter ville jeg hente det. Det var ikke at finde og han sagde ganske rolig, da han ikke tænkte hvad værd det havde for mig. "Det er gået kødets gang".  Jeg sagde ikke noget der til, men kunne knap skjule mine tåre, det var min hele rigdom jeg havde tabt. I september hørte jeg fra teatret om mit stykke. Jeg blev kaldet op i direktionen, Collin, Rahbeck, Holstein og Olsen var samlede. Rahbeck talte, sagde at de i stykket fandt enkelte guldkorn, der lovede noget, men at jeg manglede al dannelse, og uden denne kunne man aldrig levere noget, der kunne bydes et dannet publikum.

På grund af det gode der var deri, og fordi jeg lod til at være et ufordærvet menneske ville man sørge for min uddannelse. Etatsråd Collin ville foredrage kongen det, og universitetet håbede man, gav mig fri skole. Hvor, skulle jeg få nærmere at vide. Når jeg havde studeret nogle år, ville jeg måske kunne levere noget der kunne antages, og opføres. Jeg skulle nu henvende mig til Collin, der vilde tage sig af det hele. Jeg tror næppe jeg svarede noget og jeg svimlede af glæde. Jeg kom nu hjem til Collins. De måtte høre min Alfsol, hvorledes kunne jeg andet. Første gang trådte jeg nu ind i en kreds, hvor mit hjerte siden er vokset fast, hvor jeg har vundet Eduard, drømt mangen dejlig drøm og, o Gud. Jeg holder af dem alle!

Eduard Collin.

En af H.C. Andersens nære venner.

Udsnit af maleri af W. Marstrand 1842.

Det blev bestemt, at jeg skulle til Slagelse. Der var Meisling for nylig ansat som rektor; jeg skulle rejse den første november. Med trykning på "Alfsol" gik det slet ikke og kun få subskriberede. Jeg havde kaldt bogen "Ungdoms Forsøg", og for ligesom Walter Skott at være skjult, skønt alle mennesker havde hørt stykket, valgte jeg et fremmed navn, som autor. Wiliam Christian Walther.

Ungdoms-Forsøg H.C. Andersens første bog blev udgivet i 1822. Bogen solgte ikke rigtig. I 1827 forsøgtes bogen solgt med et andet titelblad.

Desværre for H.C. Andersen solgte bogen heller ikke denne gang og restoplaget blev makuleret, derfor findes der kun få eksemplarer af bogen i dag. Bogen blev udgivet anonymt under navnet Villiam Christian Walter.

Det første Navn efter Shakespeare, det sidste efter Valter Skott og det mellemste efter mig selv. Jeg var beskeden, må man sige, men Herre Gud, folk havde bildt mig så meget ind og nu den interesse man viste mig. Jeg afhentede ikke manuskriptet, skønt man sagde mig det ikke kunne trykkes, hemmeligt håbede jeg dog. Det kommer nok ud, når jeg er i Slagelse og det ville være dejligt. Jeg sagde derfor lev vel til alle, uden bogtrykkeren, fru Wulff lovede at skrive mig til og Collin sagde at jeg kun skulle melde ham alt, hvordan det gik mig.

Foto:  Lars Bjørnsten Odense