I . Min fødsel

Mine Bedsteforældre vare formuende Bønderfolk i Fyen. Uheld indtraf for dem, Qvæget blev sygt, Sæden mislykkedes, min Bedstefar fik fixe Ideer, blev sindssvag dog i en mild Grad, og flyttede nu med Konen til Odense; min Fader var deres eneste Søn, han gjaldt for et ypperligt Hovede, saa at flere af Byens formuende Borgere tilbøde Forældrene at hjælpe til, for at holde ham til Studeringer, han havde selv Lyst dertil, men de syntes ikke derom, og Faderen vilde at han skulde lære Skoemagerhaandværket. - Fuld af ungdoms Liv og Lune, fandt han sig dengang bedre deri, end han havde troet, benyttede sine Fritimer til at læse Holberg, gjorte Legetøi, ja digtede selv nogle Viser, som dog aldrig bleve trykt, og strax som Svend, kun 20 Aar gammel, giftede han sig med min Moder, en fattig Pige der foretrak ham for en riig Brændeviinsbrænder, hun tjente eller havde tjent hos. De havde da slet ingen Ting, men vare meget forelskede i hinanden; en Brudeseng skulde da kjøbes, men det strakte Pengene ikke til; nu var der død en Greve, deri Byen, han laae paa Parade, en stor Træ-Forhøining overtrukket med sort Klæde bar Kisten; da der siden blev Auction, kjøbte min Fader denne Forhøining, og da han baade havde Fingerfærdighed og selv som Dreng moret sig med at høvle og hugge, lavede han en Brudeseng af denne Dødsparadeseng. (At den ikke var saa meget herlig fra Formens Side, beviser det, at jeg endnu erindrer, at der var sorte Klædes-Lister neden om, der ikke vare tagne af, ved Omskabelsen. ) ­ Hvor Liget paraderede riigt men dødt, laae Aaret efter (den 2den April), fattig, men levende, en nyfødt Poet, nemlig jeg selv, og der forekommer mig virkeligt noget meget poetisk heri. Jeg var ellers meget lille, skreeg slemt i Kirken da jeg blev døbt, og den gnavne Præst blev min første Recensent, og det endogsaa med Personligheder, han skal have kaldt mig en »Kattekilling«.

II . Børne-Aar

Som brogede, halv glemte Drømme staae de første Erindringer for mig. Saaledes staar Spaniernes ophold i Odense ( 1808) fjernest. Jeg seer endnu hvor de kjørte forbi med Kanoner, husker en Soldat der tog mig paa sin Arm, dandsede og græd i det samme, han havde vist selv Børn i Spanien. Jeg erindrer at Een blev skudt paa Heden og at jeg stod oppe i et Vindue og saae derpaa, men af hele Processionen erindrer jeg kun Tømmermændene med de lange Skjæg, der især gjorte Indtryk paa mig. - I min tidlige Barndom, havde Odense endnu saa mange gamle Skikke og Folkefester, der siden ganske have tabt sig, de have vistnok virket meget ind paa mit hele Væsen, og give min Barndom en forunderlig poetisk Colorit, det er som jeg havde levet langt tidligere tilbage. Alle disse Scener udgjøre de mest levende og tidligste Erindringer. - Min gamle Farmoder, der elskede mig saa usigelig, tog mig altid med for at see det, bar og førte mig til enhver Glæde, der kunde faaes uden Penge. - Saaledes saae jeg to Gange Muurrnesterne fløtte Skildt, (det vil sige, skifte Herberg). En gammel Skarnager, Hans Strue, med en frygtelig stor Næse, var klædt som Harlequin, (Ansigtet sort men Næsen rød), med en Brix i Haanden aabnede han Toget, Svendene vare i Skjorteærmer med Silkebaand og bar Skildtet, andre havde Kaarde, paa Spidsen sad Apelsiner eller Citroner, hele Lauget fulgte under fuld Musik; saasnart Skildtet var slaget op uden paa Huset, traadte Een af Svendene ud og holdt en Tale paa Vers til alle Folk, jeg begreb intet deraf, kan kun huske at der blev sagt: » Vulkanus var den første Smed«, hvilket forekom mig meget interessant, ja fik mig til at spørge en Dreng i Latin Skolen om Navnene paa nogle flere Guder, men han var ikke stiv i Mythologien, og Odin, Jupiter og Rhea, blev det hele Udbytte. ­

Hver Aarstid bragte mig en Festdag og saaledes smælter min hele Barndom, i Erindringen, sammen til en Cyclus af Festdage. - Regelmæssigt 2 Gange om Sommeren gjorte min Fader og Moder en Skovtour; Smørrebrød svøbt i et stort Klæde og en Dunk med Øl, var Provianten, jeg var saa usigelig lykkelig, samlede mig jordbær på et græsstraae og gjorde Baade af Siv som seilede ned af Aaen; aldrig siden har Naturen saaledes tiltalt mig som den gang, jeg havde megen Phantasie, hver blomst, hver fugl syntes tale til mig, jeg var Digter uden at vide det. Paa en saadan Skovtour blev det en Sommeraften, en frygtelig Orkan, det virkede saaledes paa min barnlige Phantasie, at jeg endnu ret levende husker det, med det staar tillige saa skrækkeligt, at det vist har sin stærke Colorit fra Barnet. - Træer bleve rykkede ( med Rode, Lyn fulgte paa Lyn; min Fader bar mig paa sin Ryg, men maatte flere Gange lægge sig paa Jorden for de voldsomme Luft Hvirvler. - Da vi kom til Munkemose, hvor Veien gik over til Odense, maatte han vade i Vand med mig, til over Knæerne; jeg sad imidlertid og saa rundt om mig, underlig greben af det store Skuespil. ­

Borgerne havde Skyde-Lag ude paa Heden, eengang om Aaret; det var en almindelig Fest, der havde sit høieste Punkt, just i det Skydningen var forbi; da blev der holdt Auction over Skiven og denne overgivet alle Drengene at bære hjem. Fire af de største toge den paa deres Skuldere, den største, ja undertiden to, stege op paa den og nu gik det afsted, alle de andre Drenge forsyne, sig med grønne Grene, sang og jublede. Æreportene bleve nedbrudte, de to Drenge paa Skiven pyntede sig med Guirlander og Indscriptioner. Alle Mennesker fulgte dette Baccantiske Tog, der drog om i Gaderne, til ud paa Aftenen. Jeg var dog aldrig med, men stod paa en høie Trappe og saae den hele Lystighed. ­

Sanct Hanses Aften gik jeg til Kilden med en lille Spand, og skjøndt det var over en 1/2 Miil udenfor Byen, bar jeg den hjem med Vand i; jeg var meget overtroisk og min Moder ikke mindre; der blev stukket St Hans Urter under Bjelken, min groede froedigt og lovede mig en lang Levetid. ­

Vinteren havde ogsaa mange Glæder og festlige Dage. - Fastelavnsmandag gik jeg med gamle Farmoder ud for at see Lystigheden. - Slagterne førte da en stor Stud omkring, den var pyntet med Fastelavns Riis; en lille Dreng med Vinger paa Ryggen sad paa den, og foran gik Spillemænd. Det var ogsaa Skik at Søefolkene fra Stige kom i hvide Skjorter med brogede Baand, og under fuld Musik førte alle deres Flag omkring i Gaderne. - Siden blev der lagt et Bræt imellem too Baade og her brødes to raske Gutter, saalænge til Een af dem faldt i det iiskolde Vand.- Siden er det blevet vedtaget, at de falde begge, eftersom Een tog sig det saa nær, da han blev overvundet at han hemmelig forlod Fiskerleiet og man saae ham aldrig siden.

Borgerskabets Musik i Odense, bestod kun af Pibe og Tromme, de Musiserende vare ogsaa Borgere, men ved Nytaarstid droge de om fra Dør til Dør, "trommede Nytaar ind", som det kaldtes, og fortjente mangen Skilling ved denne utaalelige Musik som den Gang ret behagede mig. Saasnart de havde trommet Nytaar ind i Byen, droge de ud paa Landet, og trommede der tidt til Træerne sprang ud i Foraaret, droge siden hjem, beladte med Meel, Gryn, Flesk og Pølse rundt om Trommerne. ­

Saaledes gav det Locale min Phantasie Næring og min Barndom har mig noget romantisk, en Kjøbenhavner ikke kjender til. ­

III. Det huuslige Liv hjemme

Min Fader var ikke uden Dannelse og havde et herligt Hovede hos min Moder var alting Hjertet; de vare begge temmelig forskjellige, dog levede de meget godt sammen. Min Fader følte sig ikke hjemme i sin Kreds, havde ingen ret Lyst for sit Haandværk, om Aftenen læste han derfor høit i Holberg og Tusinde og Een Nat. Lavede mig et Perspectiv, et lille Theater og Billede der kunde forvandle sig naar man trak i en Traad. Sin Moder behandlede han meget venligt, men kunde dog aldrig ret glemme, at hun ikke havde modkjæmpet Faderen og at han var kommet til Studeringer. - Franks tydske Skuespiller-Selskab var da i Odense, her saae jeg den første Komedie, en tydsk Bearbeidelse a Holbergs politiske Kandestøber, som Syngestykke, jeg var i Himlen, dog var min yttring der meget prosaisk, jeg udbrød nemlig ved Synet af de mange Tilskuere: "Gud! hvem der havde saa mange Fjerdinger Smør, som her er Folk!" - Hos mine Forældre kom imellem en gammel Kone fra Hospitalet og fik Levningerne af vort tarvelige Bord, denne Gamle var bekjendt for at kunne spaae, ja selv hexe, hun var tidt min Moders Orakel; jeg var derimod frygtsom for hende, dog loe jeg ad hende, smittet ved min Faders Exempel, der kaldte hende en Bedragerske. ­ Eengang skulde hun da ogsaa spaae mig. "Han faaer bedre Lykke end han fortjener ," sagde hun og var vred paa mig, "det bliver en vild Fugl, der flyve høit, stoer og fornem i Verden, -der skal engang blive illumineret i hele Odense for ham!" - Det fornøiede mig i Grunden; min Moder græd af Glæde over Spaadommen, og har siden, da det er gaaet mig vel i Verden, mindet mig derom, og troer endnu at der engang skal illumineres for mig!

- Med min gamle Farmoder var jeg ellers meest, hun elskede mig saa inderlig, alle Mennesker holdt af den gamle Kone og endnu tale de om hende, efter hendes Død; hun var smuk og havde et venligt Ansigt, var tro og overordenlig reenlig i sine fattige Klæder. - Hun gik meget i Hospitals-Haven og passede den, jeg fik Lov at lege der hos hende, saae paa de deilige Blomster, og holdt især meget af at kysse Roserne, en Lyst jeg har endnu, hvergang jeg seer een ret smuk og rød. - To Gange om Aaret brændte hun selv alt det Grønne der faldt af, dette skede inde i selve Hospitalet, hvor de Gale gik, (men som ikke gjorte Fortræd); her var jeg da hos hende, følte mig lidt uroelig for min Omgivning, men det havde mig noget interessant, at høre disse Ulykkelige. - Mangen Gang kom en gammel Kone, tog mig med op i Spindestuen, hvor jeg gjalt for et klogt Barn, man beundrede mig, og jeg vidste det, ja begyndte at sætte noget deri. - Man fortalte mig da Historier, sang Viser, kort, baade Kloge og Gale, gjorte hvad de kunde for at give mig et romantisk Sving. Tidt laae jeg og lyttede uden for Husene hvor de Bindegale vare, hørte deres Taler, deres Sange og frygtelige Eder; eengang sprængte Een af disse Laagen paa Døren. Det var et nøgent Fruentimmer med lange, sorte Haar. Hun kastede Straa ud til mig, der flygtede med den største Skræk. ­

Min Phantasie var altid i stærk Bevægelse, jeg torde næsten aldrig gaae i Mørke, maatte jeg et Sted for mine Forældre og skulde forbi St Knuds Kirkegaard, da lukkede jeg Øinene og styrtede afsted, løb paa Folk eller faldt saa lang jeg var. - Udenfor Odense ligger en Bakke, som kaldes Nonnebakken, hvor der engang har ligget et Kloster, her brændte Lys om Natten sagde man; var jeg nu ude i den nærliggende Landsby, Hunderup, for at hente Kjærnemælk i en lille Spand, og det imidlertid blev Aften før jeg kom hjem, da gik jeg i Dødsangest forbi Høien, og følte mig først rolig naar jeg var over Aaen, efter som jeg vidste, at ingen Trolde eller Spøgelser kunne komme over Vand.

Med min Faders Humeur gik det ellers daarligt, han følte sig ulykkelig i sin Stilling, sagde tidt, at aldrig skulde jeg tvinges til noget, om det var det urimeligste jeg vilde være, skulde jeg dog have min Villie. - Han faldt nu paa at læse i Bibelen, og da vi een Aften sad sammen med min Moder, erklærede han os, at han ikke havde samme Tro, som vi og som alle Naboer, at Christus kun var et Menneske, men et herligt Menneske, at Bibelen ikke ligefrem var af Gud og at der intet Helvede kunde være. Det gjorte et frygteligt Indtryk paa os alle. Min Moder græd og jeg troede min Fader fortabt. - "Jeg er en Fritænker!" sagde han, og aldrig har noget Ord gaaet mig saaledes gjennem Sjælen som dette, jeg vidste ikke ret hvad det var, men følte at det var noget, der laae udenfor det Almindelige. - Min Faders fornuftige Tale hjalp ikke og da han en Morgen vaagnede og havde en slem Rift i Armen, der kunde være skeet ved et Søm eller en Knappenaal, antog og ærklærede min Moder og Naboekonen, at det var et Rift af Djævelen fordi min Fader ikke erkjendte ham. ­

Krigen rasede imidlertid i Tydskland, min Fader læste begjærligt Aviserne. Napoleon var hans Helt, vi bleve allierede med de Franske, Tropperne droge afsted, han kunde ikke blive i Hjemmet, han vilde see Napoleon, han vilde i Krig. De Anecteerte skulde nu ogsaa afsted, han gik med som Frivillig, men simpel Soldat, vis paa at avancere i Krigen. Jeg laae da syg af Meslinger , min Mund var i Saar, jeg phantaserede stærkt; dog husker jeg tydeligt den tidlige Morgen, jeg saae ham i Uniform med Geværet, bøiende sig over Sengen kyssede han mig min Læbe til Blod og styrtede ud af Døren. - Der var en Jammer hjemme. Naboekonen, sagde at min Fader var gal, at han vilde løbe ud og skydes for Ingenting! ­

Han kom imidlertid ikke længer end til Holsteen; Krigen var endt, Tropperne trak tilbage, og min Fader var atter Borger, men hans Sundhed havde lidt, han blev febersyg en Morgen, phantaserede stærkt, talte om Napoleon og Felttoge; min Moder vidste intet bedre Raad end sende mig ud til en saakaldet "klog Kone" i Eiby, en Miil fra Byen; hun lovede at komme, gjorte først nogle Kunster med mig, som hun bandt en ulden Traad om Haandledet og gav et Blad af, som hun sagde: "Christi Korsets Træ". "Men skal min stakkels Fader døe?" spurgte jeg og græd. "Døer han," svarede hun, "da vil du møde hans Aand paa Veien naar du gaaer hjem!" -Hun havde nær skrækket Livet af mig og jeg var frygtelig tilmode. "Skal vi dog ikke hente en Doctor!" bad jeg da jeg kom hjem; men det skete først næste Dag, og Sygdommen tog mere til; han døde paa den tredie Dag. - Jeg gik tæt bag efter Liigkisten, saae hvor Præsten inde i St Knuds Kirke kastede Sand paa den, jeg var saa bedrøvet, hjemme jamrede min Moder; kun gamle Farmoder sad stille med vaade Øine, hun sukkede slet ikke, men der laae en forunderlig Smerte i det blege Ansigt, der selv greb mig, som Barn. ­

IV

Nu var jeg ellers mere overladt til mig selv, min Moder maatte ude see at fortjene Brødet til os; jeg kom i Fattig-Skole, men selv her, var noget, der gav min Aand en poetisk Retning. Det var en gammel Bygning, og i selve Læseværelset var alle Betrækkene malede med Billeder af den bibelske Historie, jeg sad ofte og stirrede paa dem, drømte mig saa underlig ind deri, at Læreren tidt skjændte for min Fraværenhed, thi jeg hørte slet ikke hvad han sagde; jeg begyndte ogsaa nogle Gange at tale til de andre Børn om mine Phantasier, men da eengang een af de større svarede, »at jeg nok var gal«, blev jeg tilbageholdende og taus. - Mine Lexier kunde jeg kun ret taalelig; jeg havde et særdeles Nemme, lærte hurtig udenad, og da man havde roest dette for mig, satte jeg Noget i, ikke at være flittig. - Naboekonens Søn læste Aften og Morgen høit paa sin Lærebog, saa det hørtes idet hele Qvarteer . »Det er en dum Dreng,« sagde min Moder, »han læser altid, min Christian tager aldrig en Bog til Skolen i Haanden og kommer dog ud af det!« - Det var mig nok, jeg læste da først paa min Lexie et Qvarteer i selve Skolen og saa kunde jeg det ret godt. Ellers var jeg meget elsket af Læreren og havde aldrig noget Uvenskab med Drengene, (saaledes har jeg aldrig som Dreng slaaes med Nogen). - Var det Lærerens Fødselsdag bragte jeg ham altid en Blomsterkrands og et Digt, dette spottede han ellers over i Skolen, - og det var ikke smukt - dog blev jeg ved at gjøre det. Han skrev ogsaa selv Vers, Psalmer, stod mig meget høit som Digter, thi jeg kjendte ikke til andre lyriske Digte, en Bunkeflods Spindeviser. - Bunkeflod var død men hans Enke og Søster levede i Odense og boede ligeover for mine Forældre, derved kom jeg ind i Huset, de kunde godt lide mig, jeg maatte læse høit for den gamle jomfrue, synge Viser og fik saaledes der et Hjem, naar min Moder var ude. Den gamle jomfrue talte altid med Begeistring naar hun nævnede sin Broder, som Digter; jeg kjendte da kun Ho/berg og Bunkeflod, det var alle mine danske Digtere. - Selv skrev hun ogsaa Vers, men komiske, saaledes var der en Gravskrift om en gammel Kone der solgte Fløde.jeg fik nu ogsaa Lyst til at digte et Vers, og fik et sat sammen om :»Munkemose«, (en Eng udenfor Odense) at det rimede paa en Rose, er det eneste jeg kan huske deraf. Siden skrev jeg et om »Skyerne«; - Nu læste jeg ellers den første Tragedie og det var et Melodram »Ariadna paa Naxos«, det næste Stykke var »Medea« og derpaa Wessels Kjærlighed uden Strømper; i alle disse traf det sig nu, at alle Personerne døde; da jeg derfor vilde skrive selvet Stykke, var jeg i stor Forlegenhed med at faae Livet af dem Alle. En gammel Vise om »Pyramus og Thisbe« blev nu Sujettet; jeg kaldte det »Abor og E/vire«; Nabokonen som jeg læste det for sagde det burde hedde »Aborrer og Torsk«, hvorfor jeg blev meget vred, men min Moder trøstede mig med at, det havde Nabokonen sagt, fordi hendes egen Søn ikke havde skrevet det. - Stykket begyndte med, at E/vire ventede sin Abor, men da han ikke kom hang hun sit Perlebaand paa en Hæk for at vise hun havde været der, og gik nu en lille Tour. Abor kom, troede at Elvire var dræbt af et vildt Dyr og dræbte sig derfor selv. Nu kom Elvire, og skulde da døe af Sorg, men da hele Stykket endnu kun fyldte 1/2 Ark, lod jeg en Eremit komme ind, der fortalte hende, at hans Søn havde seet hende i Skoven og var blevet forelsket i hende, for nu at røre Elvire, og fordi jeg ikke vidste bedre, lod jeg ham tale i bare Skriftsteder, tagne af Balles Lærebog. Nu kom Sønnen til, dræbte sig Kjærlighed, Elvire fulgte hans Exernpel og den Gamle udbrød: 

 hvorpaa han da ogsaa faldt om. Dette Værk syntes jeg særdeles om, og læste det for alle jeg fik fat paa. - Nu fik jeg da Lyst til at skrive et nyt, men heri skulle der være en Konge og en Prindsesse, da jeg nu slet ikke kunde tænke mig, at disse talte ligesom andre mennesker, fandt jeg paa at benytte en garnmel Ordbog, hvori  stode tydske og franske Gloser, og lod nu de kongelige sige Ord paa Dansk, et paa Tydsk og det tredie paa Fransk, her noget ganske Kaudervelsk ud af, men jeg troede ret at have grebet det, da slige høie Personer vist kunde mange Sprog og saaledes bedst var i stand til at vise dem i Alle. - Kort efter saae jeg vor Konge første Gang, han reiste gjennern Byen, jeg var krøbet la en Muur om Frue Kirke (i Odense) og saae paa ham, med Ærefrygt men Forbauselse over at han slet ikke var i Sølv og Guld. - Han havde en lang blaae Kappe, med en rød fløiels Krave.­

Jeg var ellers et meget stille Barn, kom aldrig ud paa Gaden at lege med de andre Børn, kun Smaapiger morede det mig at være samnen med; jeg husker endnu en smuk lille een paa en 8te Aar , der kyssede mig og sagde hun vilde være min Kjæreste, det behagede mig og jeg lod hende altid kysse mig, selv gjorde jeg det aldrig og tillod heller ingen uden hende; jeg havde iøvrigt en forunderlig Afsky for voxne Piger, eller naar de vare over en 12 Aar , gjøs ordenlig for dem, ja havde endog det Udtryk om Alt der var mig ubehageligt at røre ved, at det var saa »pigeagtigt!« -

 Een lille Historie der tildrog sig før min Faders Død, og som le have givet mit hele Liv en anden Retning maa jeg ikke glemme. - Hans Længsel efter en Forandring i sin Stilling har jeg omtalt, at komme bort fra Odense var hans Ønske, og min Moder holdt ogsaa meget af Landet. Nu traf det sig at et Herskab nogle Mile fra Byen vilde have en Skomager paa deres Gods, det fik min Fader Lyst til at søge om, de talte alt om det som afgjort, jeg skulde da lære hans Haandværk, eller blive Bonde; jeg fandt det ret moersomt, for kom vi paa Landet fik jeg en Have, kunde tumle mig [i] Skoven og paa Marken, kun een Ting gjorte det mig ondt for, at jeg da ikke der, kunde faae Comedie-Placaterne med hvad der blev spillet paa Theatret i Odense; thi dem samlede jeg paa som en Skat, og havde gjort mig gode Venner med Placatbæreren Peter Junker for at faae dem fuldstændigt. Dog fandt jeg snart et Middel til at redde Placaterne for mig, der var en gammel Kjøbmands Enke Mad: Lotterup, hun fik alle Placater, hun kunde godt lide mig, og lovede, at dersom jeg kom ud fra Byen, skulde hun nok gjemme dem. Nu var jeg meget lykkelig. Min Fader meldte sig, men - en Anden fik hans Plads og vi bleve til vor Bedrøvelse i Odense. Havde min Fader nu kommet bort, var jeg maaskee endnu paa Landet, maaskee bleven Soldat. Siden jeg nævner dette maa jeg bemærke, at jeg ved min Fødsel ogsaa nær havde kunde blive det; alle Husene ved Porten, hvor mine Forældre boede, stod under næste Landsby, de Børn som fødtes der, skulde være Soldat, men nu traf det sig just at mine Forældres Huus var det første udenfor denne Grændse, der var kun Væggen imellem at være viet Soldaterstanden eller Borgerlivet. Min Moder var meget lykkelig derover, thi hun yndet ikke de Militaire, og blev meget forskrækket, da Spaakonen engang sagde, at skjønt der stod i Kortene at jeg bleven stor Mand, saae hun mig dog i Kaffekoppen med Gevær paa Nakken. (Og Konen har seet ret, det var som Student!). - Den ellers omtalte Placatbærer, Peter Junker, tildeelte mig trofast alle Placaterne, ja naar det var daarlig Veir fik jeg et heelt Bundt, da han ikke gad løbe med dem. Jeg  kunde da hele Aftenen sidde og glæde mig med dem. Jeg kjendte vel ikke Stykkerne der stode paa, men af Personerne skabte jeg mig selv et Indhold og tænkte mig nu, indtil det Enkelte, hvorledes hver skulde være klædt. - En Dag var jeg ude paa Torvet (Flakhaven) for at see Peter Junkers Kone gaae med Fedlen, det var en Straf, Fruentimmer den Gang fik for Sladder og Løgn. Der blev slaaet en Kreds af Soldater og indenfor dette gik Konen med et Træ-Aag om Halsen; høit op over Hovedet stod en Jern­Bøile, fra hvilken hang ned over Nakken en lang Rævehale og i Panden en lille Klokke. - Det traf sig, snurrig nok, at en anden Kone, der af Ondskab hidsede en Hund ind i Kredsen paa Peter Junkers Ægtefælde, for at den skulde bide i Halen, selv, Aaret efter, maatte udstaae den samme Straf. ­

Min Moders Stilling var ellers kummerlig, og da Nabokonens Søn gik paa Klædefabrikquen og arbeidede hvorfor han fortjente nogle Mark om Ugen, vilde hun ogsaa at jeg skulde gjøre Gavn. Jeg læste altid Historier, var uhyre blød, græd saa inderlig over Christi Lidelses- Historie og over den taalmodige Helene, som de skar Hænderne af og satte i en lille Baad ud paa den vilde Søe. Jeg var slet ikke skikket til at komme imellem de andre vilde Drenge og Piger. En Morgen fulgte min gamle Farmoder mig der hen, græd og kyssede mig i Porten, i det hun sagde, »det var ikke skeet havde din Fader levet!« Hun havde med al sin Blidhed og fromme Sind, megen Selvfølelse, talte imellem om, at hendes Bedstemoder havde været af Stand, at der endnu levede i Kjøbenhavn en fornem Mand af Familien, en Nummesen (rirneligviis den da værende Theaterdirecteur). I Kassel haavde Bedstemoderen levet, været en riig Mands Datter, men af Kjærlighed til en »Comediant«, som gamle Farmoder kaldte ham, forladt Forældre og tilsidst blevet en fattig Een. -- Jeg kom nu ind paa Fabriquen, Svendene forlangte at Børnene skulde synge for dem, jeg begyndte da, og alle bleve de opmærksomme paa min Stemme, de rosede den. Nu sagde jeg, at jeg kunde saa meget af Holberg uden ad, jeg reciterede det, jeg vandt dem strax, skjøndt de vare meget raae, de vilde at jeg skulde blive ved, mit Arbeide blev fordeelt paa de andre Børn, og jeg morede baade dem og mig selv. ­ Den næste Dag kom, nu skulde jeg dog lære noget, man satte mig til en Rok, men Traaden sprang hvert Øieblik, imidlertid sang Svendene lystig, deres uanstændige Viser, jeg blev rød som et Blod, gav mig til at græde, jeg var saa uskyldig! Nu loe de først af mig, sagde jeg var en Pige, og begyndte en meget raae Moerskab, hoc exquirendo, saa jeg grædende bad min Moder jeg maatte være derfra. - Hun sagde da, at det ikke var for Pengene, at hun vilde have mig der, men da hun var ude om Dagen, saa vidste hun ikke hvad jeg tog mig for, eller hvor jeg var, og at det derfor var hende om at gjøre, at jeg gik et bestemt Sted. Hun vilde imidlertid lade mig slippe for at gaae der, men vilde see at faae mig til Ørnsdrup, en Tobaksfabrik hvor der kun var een Svend og nogle skikkelige Drenge der gik og hjalp. - Nu kom jeg da midt ind imellem Tobaks-Planter, saae dem lave Skraatobak og Snuus, og blev selv meget godt behandlet, ogsaa her gjorte min Stemme Lykke, Folk kom selv op paa Fabriquen for at høre mig synge, og det snurrigste var, jeg kunde ikke ret een Vise, men jeg improviserede baade Text og Melodie, begge vare meget kunstige og svære! »Han skulde til Theatret!« sagde de alle! og jeg begyndte at faae Idee derom. - Imidlertid blev jeg syg, min Moder troede at det var Tobakken der faldt for mit Bryst, som det dog ikke var, da jeg altid har været stærk deri, hun tog mig derfor igjen ud og sagde at hun var bange for at jeg skulde døe deraf. ­

Nu gik jeg da lang og stor, var vist 11 Aar gammel, ganske overladt til mig selv; jeg var da meget blond, havde næsten hvidt Haar, mine Øine vare saa smaae at Folk troede, jeg var blind, en kort graae Frakke og Træskoe var min sædvanlige Dragt, om Søndagen havde jeg Sko og Trøie; men Skoene vare frygtelige store, thi min Fod voxede, sagde man, derfor maatte de ikke være for smaae. Alle Bøger jeg kunde faae bleve slugte; jeg læste Alt, saasnart jeg hørte, at nogen havde Bøger, kom jeg til dem, uden at kjende dem. Saaledes boede der i vor Gade en Fru Saxdorf, hvem jeg saaledes meldte mig hos, hun blev forundret over den fremmede Drengs Forlangende, laante mig dog een, og da jeg var meget ordenlig med den, fik jeg alle dem hun eiede; saaledes læste jeg her Shakespeare i Rosenfelds Oversættelse, der var saa meget for min Phantasie, at han behagede mig endnu mere end HoIberg; ja Bunkeflod faldt, naturligviis reent igjennem; nu lærte jeg mange Scener uden ad, og da jeg kort efter saae paa Theateret »Das Donauwaibchen« spillede jeg denne med, skjøndt jeg ikke vidste flere end de to tydske ord »Schwester« og »Bruder«. ­ Dette Stykke behagede mig især, jeg skabte, i Kragemaal, selv noget Tydsk, tog min Moders Forklæde om Skuldrene, og var nu Ridder Albrect, snart svømmede jeg paa en Skammel som Donaupigen. Alle disse Scener gjorte ellers min Moder forskrækket,  hun forbød mig det, thi hun troede tidt at jeg maatte være gal.  Nu kom Kasortis til Odense, de dandsede paa Linie og gave Pantomimer lige som her paa Vesterbroe. - Da jeg engang hjemme dandsede hele »Harlequin Formand for Tærskerne«, truede min Moder mig med, at dersom jeg ikke lod disse Nykker fare, da skulde hun see at faae mig til Kasortis, og saa fik jeg ikke andet end Olie at spise for at blive lind i Kroppen! - Dog, det skræmmede mig ikke, jeg sagde just det maatte hun gjerne, jeg havde meget Lyst til at dandse paa Linie. -Herover blev min Moder fortvivlet og truede mig med Riis, dersom jeg ikke lod al det fare!

Jeg læste en heel Mængde Biografier af berømte Mænd, de gjorte et forunderligt Indtryk paa mig, min Phantasie var vakt for det Eventyrlige, jeg tænkte mig Livet selv som et Eventyr og glædede mig til at jeg ogsaa engang skulde træde op som Helt i det. - Det forunderlige Sving mit hele Væsen havde fremfor andre Børn i min Stilling, min Læselyst og min smukke Stemme, gjorte Folk opmærksom paa mig. Jeg pleiede om Sommeraftenen at sidde nede i mine Forældres lille Have, der gik ud til Aaen, lige overfor brusede Vandet over Møllehjulet, mellem Ellebuskene kunde jeg see til Nonnebakken, som Vandet jo skilte mig fra, og altsaa ogsaa fra Troldene; ovre i Møllen løb Svendene op og ned, Bønder kjørte over Broen; kort, det var et smuk Malerie. Justitsraad Falbes Have stødte op til mine Forældres og tæt ved laae den gamle St Knuds Kirke; naar nu om Aftenen Klokkerne ringede, sad jeg i underlige Drømme og saae paa Møllehjulet og sang da mine Improvisationer. Ofte lyttede de Fremmede i Falbes Have. (Fruen var den bekjendte smukke Jomf: Beck, der havde i Kjøbenhavn spillet Ida, i Herman von Una). Jeg mærkede ofte mine Tilhørere bag Plankeværket og det smigrede mig. ­ Saaledes blev jeg bekjendt og man begyndte at sende Bud efter mig for at høre, som man kaldte mig »den lille fynske Nattergal« . -Jeg var saa uhyre barnlig, Alle kunde lide mig! - En Aften blev jeg hentet til Biskop Plums. Her var Oberst Guldberg, han blev forbauset over mig, fandt noget Ualmindeligt hos mig, sagde jeg skulde komme til ham. Alle gjorte de af mig, og jeg følte mig saa lykkelig. ­ 

V

Min moder var imidlertid kommen til at gaae paa Slottet, herved kom jeg ogsaa derind, legede imellem i den store Gaard med Prinds Frits, der da var et Barn. En Fastelavnsmandag var jeg med en heel Deel af borgelige Børn med at slaae Katten af Tønden, Prinds Christian sad paa Trappen med nogle af Herrerne, og Prindssessen i Vinduet; jeg havde et gammelt .Officeerschærf om Livet og bildte mig ind, at jeg var den, der mest faldt i Øinene. - Siden kom jeg Prinds Christian nærmere. Guldberg talte om mig, og han fik Lyst at see mig; jeg skulde der op en Dag »dersom Prindsen spørger hvad du har Lyst til,« hvidskede man mig, »- da siig, du vil gjerne studere!« - Jeg kom derop, spillede nogle Scener af Holberg for ham, sang noget jeg improviserede og da han spurgte mig om min Lyst for Scenen, tilstod jeg det ganske aabenhjertigt, men sagde, at Folk heller vilde have jeg skulde sige, jeg vilde studere. Prindsen, fandt ellers ingen af disse Ting passende, men raadede mig, som et fattig Barn, heller at lære en smuk Profession, f Ex Dreier - men det havde jeg ingen Lyst til. »Bestemmer De Dem dertil, da siig mig det, jeg skal da tænke paa Dem!« - Jeg var slet ikke fornøiet dermed, har siden ikke talt med ham. Han har derimod ofte talt om mig hos Colbjørnsens, og nu i Sommer (1832) da han saae Hospitalet, forlangt at see min gamle Moder, og sagt til hende: »De har megen Ære af Deres Søn!« hvilket naturligviis frydede hende ind i Sjælen, især da hendes Omgivning hørte derpaa. ­

Jeg var nu 13 Aar, min Moder ønskede at faae mig til Confirmation, da jeg var saa stor og lang, og Folk sagde det var urimeligt at lade mig gaae hjemme. Hun havde imidlertid faaet Lyst at  gifte sig paa ny, med een af min Faders Venner , af samme Haandværk, og Brylluppet stod, han var ganske forskjellig fra min Fader og svarede fuldkommen i Character og aandelig Udvikling  til min Moder. - Mig behandlede han vel, men vilde aldeles ikke , blande sig i min Opdragelse, for at Folk ikke skulde sige han var en »slem Stedfader«, saaledes blev i Grunden Alt for mig, under samme Former som før, kun den stakkels gamle Farmoder, stod mere fremmet der i Huset, jeg var Baandet der holdt hende der , jeg græd tidt over hendes stille Smerte, thi hun blev med et gammel af Sorg. Underligt var det ellers, at den gamle Kone havde et ganske deiligt bruunt Haar, ikke eet var graat derimellem, paa en Maaned blev de alle ganske lyse. - Min Moder vilde at jeg skulde i en Skræder Lære, thi jeg var for spinkelt for noget andet i Verden; gamle Farmoder foreslog at jeg skulde heller paa et Comtoir som Skriver, det var dog lidt fornemt! - Det eneste der hos mig talte for Skrædderhaandværket, var, at jeg da kunde faae en Deel brogede Klude til mit lille Dukketheater. - Imidlertid fik jeg Lov til at confirmeres skjøndt jeg kun var lidt over 131/2 Aar. - Ogsaa her traadt [e] min Forfængelighed frem. De som skulde confirmeres i St Knuds Kirke, kunde gaae, enten til Capelanen Viberg, eller til Stiftsprovst Thetens (nu Biskop paa Ærø). Men til Stiftsprovsten gik kun Latin Skolen og de fornemste unge Piger; hans Børn stod derfor altid øverst. For nu at komme over Capelanens Confirmanter, gik jeg til Provsten, og var den eneste, der saaledes stod sammen med Latinskolen; Thetens kunde ikke andet end modtage mig, dog føler jeg godt nu, af smaa Træk jeg erindrer, at det ikke behagede ham, jeg blandede mig med en Stand udenfor min, ja, da jeg engang i den Tid jeg gik til ham, havde en Aften citeret nogle Scener af Holberg, hos Apotheker Andersens, kaldte han mig til sig privat og foreholdt mig det meget strængt, som upassende i denne Tid og truede mig, hvis jeg ikke kunde mine Lexier godt, vilde han vise mig ned. Jeg sagde ham ganske barnlig min Kjærlighed for Theateret, og han svarede mig vredt »det var noget forvirret Tøi jeg snakkede,« - jeg følte mig ulykkelig, min Tillid til ham var borte, han behandlede mig for strængt, da han ikke kjendte mig. - Kort før jeg gik til Præsten, havde ellers de kongelige Skuespillere været i Byen, de gav store Operaer, Cendrillon, Azemia, Apothekeren og Doctoren, Zemire og Azor, ja selv Hagbarth og Signe og Axel og Valborg. Det var et udmærket Selskab. Jeg vilde saa gjerne see Comedierne, men hvorledes skulde jeg komme til; Lysten gav mig Mod, jeg gik op til dem, fortalte min Længsel efter at see Comedie og især at være med. - De morede dem over min Naivitet. Enholm og Haack lagde især Mærke til mig og sagde at jeg kunde komme op bag Couliserne hver Aften, og nu i Cendrillon skulde jeg blive en Page, (ham der har den ene Replik). Jeg var da alt den Første der henne, trak de røde Silkeklæder paa, sagde min Replik, og bildte mig ind at det hele Huus kun tænkte paa mig. ­ Ved Paasketider stod jeg til Confirmation, jeg fik da det første Par Støvler, jeg havde baaret. En bruun Frakke af min afdøde Faders, syede en Kone om til en Kjortel; jeg syntes jeg var grumme peen. For at nu alle Folk skulde see at jeg havde Støvler paa, lod jeg Beenklæderne putte ind i Støvlerne og stod nu nok saa stolt. Mit Hjerte bankede af hellig Ærefrygt for Gud, jeg var from og uskyldig, dog kom der saa mange verslige Tanker i mit Bryst, om min [e] knirkende Støvler, mit store Kalvekryds, jeg syntes selv det var fæle syndige Tanker og bad vor Herre dog ikke være vred paa mig. ­

Nu skulde jeg da ud af Huset, min Moder vilde at jeg skulde  lære Skræder eller Bogbinderhaandværket, jeg græd for hende, fortalte om de mange berømte Mænd jeg havde læst om, hvorledes de vare komne frem i Verden, bad hende dog lade mig reise til Kjøbenhavn for at blive Skuespiller. Det hjalp ikke at hun sagde mig, jeg jo ikke kjendte en Sjæl der, eller havde nogen Hjælp. jeg mindede hende om Spaakonens Spaadommen, sagde hvad min afdøde Fader saa tidt havd [e] sagt »at jeg aldrig maatte eller skulde tvinges til Noget i Verden, men at jeg maatte blive hvad jeg vilde!« - Nu kunde hun ikke længer staae imod; hun havde selv aldrig været uden for Fyen, havde ingen Idee om Verden og lod sig da overtale, Folk sagde hende, hvad jo sandt var, at det Hele syntes Galskab. »ja men jeg kan jo ikke slippe for ham!« sagde hun, »og lad ham kun reise, han vender nok om ved Nyborg, naar han seer Vandet!« - Min Stedfader vilde slet ikke blande sig der i, og saaledes gik der nogen Tid. Hun tillod mig at reise. Nu var der kommen en Skuespillerinde jomfrue Hammer (der havde været ved Wedels Troup) hun vilde give en Forestilling i Odense og det dramatiske Selskab vilde hjælpe hende. Vor Comiker Foersom var den Gang Skriverkarl paa Stiftamtmandens Contoir, han var een af de første Acteurer, og havde tidt, da han kjendte mig, taget mig, som lille Dreng, med op bag Couliserne; en Dag fortalte han mig om den nye jomfrue der skulde spille Comedie, jeg betragtede hende alt som Kunstsyster, gik op til hende og hun tog venlig imod mig. - Det var et meget simpelt Fruentimmer, og som jeg siden saae, lastefuld i en stor Grad. Hun gav »den pantsatte Bondedreng«, (Foersom var Drengen) jeg fik Postkarlens Rolle og var lyksalig. - jeg kom daglig til jomfruen, der benyttede sig af mig til at besørge en Mængde Liebes Breve, jeg forstod mig ikke derpaa, før jeg selv blev Vidne til hendes Letfærdighed, hun spøgte selv over mit barnlige Sind, min Uskyldighed. Og, o Gud, jeg var kun 14 Aar, min Sjæl saa reen, saa uskyldig! jeg græd over hendes Opførsel; dog kunde jeg ikke forlade hende, thi da hun hørte jeg ene vilde vove mig til Kjøbenhavn, tilbød hun mig fri Reise med sig og lovede, i Kjøbenhavn, at anbefale mig til sin Vendinde: Dandserinden Jomf: Didriksen (nu gift med Funk, Repiteteuren). - Min Moder blev meget glad der over, gik til hende og takkede, tog sig af al hendes Vadsk i en Maaneds Tid, som et Beviis paa sin Taknemlighed; men Uge gik efter Uge, der blev ingen Afreise, Jomf: Hammer var i Gjæld for sit Ophold, kunde ikke komme afsted. »Vil Du reise, skal Du ogsaa afsted!« sagde min Moder og jeg bestemte da, som Heltene, i de mange Eventyr jeg havde læst at drage, ganske ene, ud i Verden. Jeg var ganske rolig, thi jeg stolede blindt paa vor Herre, der nok vilde tage sig af mig. Det gik jo alletider godt i Comedierne og Historierne. Nu slog jeg min Sparebøsse itu, der var 13 Rdlr deri, som jeg havde samlet paa i et heelt Aar. Saamange Penge havde jeg endnu aldrig seet! jeg følte mig riig og lykkelig. -»Men kjender Du slet ingen i Kjøbenhavn?« spurgte Folk mig, som jeg fortalte om min Reise. »Nei, slet ingen!« -Man raadede mig, dog at faae et Brev med til Nogen; men hvem skulde give mig det? Guldbergs var borte, de vare adspredte i Norge, Holsteen, Sjælland, min eneste Tilflugt borte. Nu vidste jeg at den gamle Bogtrykker Iversen, kjendte de fleste Skuespillere i Kjøbenhavn, jeg tog Mod til mig, gik en Søndag Eftermiddag op til ham, skjøndt han var mig ganske fremmed. Den gamle Mand hørte venlig paa mig, men sagde at det var saa uklogt at vove sligt, det vilde aldrig lede til Noget, bad mig være fornuftig og lære et Haandværk. »Det var virkelig Synd!« svarede jeg, og man har i Familien, siden tidt gjentaget disse mine Ord for mig, som et sandt Orakel. - Da den gamle Mand ikke kunde bringe mig fra min Beslutning, lovede han at give mig et Brev med; »hvem vil De helst have det til, af dem ved Theateret?« spurgte han. Jeg havde nu hørt tale om Dandserinden Mad: Schall, som en Kone af Indflydelse, han lovede ogsaa at skrive til hende og jeg fik Brevet. ­

Paa samme Tid reiste med Posten, en Mad: Hermansen, der havde været en kort Tid i Odense (hun var Prinds Ferdinants Amme), det var det eneste Menneske, min Moder kjendte, men kun af Ansigt, min Moder græd og bad hende dog see lidt efter mig paa Reisen, thi jeg skulde som blind Pasageer med Posten; det kostede 3 Rdlr. - Da jeg gik ud af Porten kom gamle Farmoder; saae stift paa mig med Taare i de fromme blaae Øine, men hun sagde ikke et Ord! - Siden har jeg aldrig seet hende. Hun er død!­

Nu rullede jeg da ud i Verden med 10 Rdlr, Posten havde jo de tre; jeg havde aldrig været en Miil paa denne Side af Odense, den nye Afvexling gjorte mig derfor snart glad. Jeg kom til Nyborg, saae Havet; først da jeg seilede bort, blev jeg trang om Hjertet, det var som seilede jeg nu ud i den vide Verden; da jeg kom til Korsør, gik jeg om bag et Huus, faldt paa mine Knæ og bad vor Herre hjælpe mig, græd saa meget, men saa blev jeg igjen glad, og kjørte i Natten gjennern Byerne, drømte ikke om, da jeg kom til Slagelse, at her skulde jeg nogle Aar efter sættes i Latin Skole.

Mandagmorgen den 5te September 1819, just den Dag Theater-Saissonen begynte, saae jeg Kjøbenhavn første Gang. Da jeg ved Frederiksberg først saae Taarnene, som jeg saarneget længtes efter, brast jeg i Graad og følte at jeg nu ingen havde uden Gud i Himlen!

Ovenfor er bragt de første afsnit af H.C. Andersens Levnedsbog 1805-1831 . Disse handler primært om barndommen  og opvæksten i Odense.