H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

Totalforsvarsregion Syd giver sjældne H.C. Andersen bøger til Odense Bys Museer.

Informationschef Preben Petersen

Som en sidste salut, inden oberst Jørgen Jelstrup efter 40 års tjeneste i det danske forsvar går på pension med udgangen af måneden, har han overdraget 29 sjældne H. C. Andersen bøger fra Odenses militærbibliotek til Odense Bys Museer.



Bøgerne er alle på nær én førsteudgaver i samtidige bogbind, forsynet med nummer og stemplet F.M.B., der er forkortelsen for Fyenske Militair-Bibliothek, der var et bibliotek for officererne på Fyn, som den senere kendte oldforsker C.C. Rafn oprettede i 1818, da han var sekondløjtnant ved det Fyenske Regiments lette Dragoner.
 

De mange fine Andersen-bøger har været indlemmet i dette store og rige militærbibliotek, der i årene efter den 2. Verdenskrig gradvist blev afviklet, og hvor størsteparten – nemlig de militærrelevante bøger – tilflød Det Kongelige Garnisonsbibliotek i København.

Den fine samling af H.C. Andersen-bøger, som heldigvis blev i Odense, spænder over hele forfatterskabets repertoire – fra eventyr og historier over digte, skuespil, romaner og rejsebeskrivelser til selvbiografi, og samlingen strækker sig også over hele forfatterskabets periode. Den ældste bog er H.C. Andersens sjældne debutbog i eget navn, den groteske og fantasirige rejsebeskrivelse Fodreise fra 1829, mens den yngste bog er digterens sidste hæfte med eventyr, Eventyr og Historier fra 1872.

Måske skyldes den rige repræsentation af H.C. Andersen i det fynske militærbibliotek, at en af dets første store bidragsydere var oberstløjtnant Christian Høegh-Guldberg, der ledede det regiment, som H.C. Andersens far var indrulleret i, og som desuden var den, der allerførst fik øje for og stolede på H.C. Andersens geni.

Fra særudstillingen af H.C. Andersens værker på Fyens Militærhistoriske Samling
 

En perlerække

Militærbibliotekets samling af H.C. Andersen-bøger rummer en perlerække af digterkarrierens højdepunkter: Hans første roman, Improvisatoren, der udkom, mens han lagde sidste hånd på sine første eventyr, hans største satsning, det dramatiske digt Ahasverus, hans mest berømte digt Danmark, mit Fædreland i samlingen Fædrelandske Vers og Sange fra treårs-krigen – for ikke at tale om kærlighedsdigtene til Riborg Voigt i Phantasier og Skizzer; den første eventyr-komedie i Danmark, Lykkens Blomst, og hans første illustrerede eventyrsamling – illustreret af sekondløjtnant i søetaten Vilhelm Pedersen.

Det er ikke blot de mange førsteudgaver og deres kvalitet, der giver militærbibliotekets Andersen-samling værdi; det er også den omstændighed, at bøgerne har været en del af C.C. Rafns Fyenske Militair-Bibliothek – og således er en del af Odense bys militærhistorie. Mange danske ”Jenser” har haft fornøjelse af at læse i disse bøger, og måske var en af dem sågar en anden af byens store sønner, regimentsmusikeren Carl Nielsen.

Har været udstillet på en særudstilling hos Fyns Militærhistoriske Samling  på Kragsbjerggården, Kragsbjergvej 121 i Odense. Samlingen er herefter blevet indlemmet i samlingerne til H.C. Andersens Hus.

Se siden: H.C. Andersen var soldat i Odense

http://www.hjv.dk/Org/HHV/TFRS/Nyheder/06-2006/22062006.htm

 

Foto: Lars Bjørnsten Odense

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk