Kærlighed 5.

H.C. Andersens første kærlighed Riborg Voigt

Mine Digte: "Phantasier og Skizzer" kom imidlertid ud.

Dette eksemplar af H.C. Andersens "Phantasier og Skizzer" har tilhørt Riborg Voigt.

Se dedikationen nedenfor.

De udtalte så ganske min hele sjæle tilstand, at selv uindviede måtte ane det. Ja jeg begik virkelig en synd imod hende ved alt for tydeligt at pege på hende. Men min poesi havde fået en ganske anden karakter, ligesom mit hele væsen. Digteren Ingemann, der jævnlig glædede mig med brev skrev mig til efter at have læst digtene og hans brev synes mig den bedste kritik over mit væsen den gang. Jeg vil derfor afskrive dette brev, før jeg går til den smertelige opløsning af mit hjertes første kærlighed.

På første side er der en dedikation til med teksten: "Riborg Voigt ___ jeg elsker Graven med sin dybe Fred, Og Tanken om den store Evighed" (af Digtet: Hvad jeg elsker.) ___ i lykkelige Dage glem ikke Digteren Kjøbenhavn. Juleaften 1830

Sorø den  9. Jan 1831

Kjære A-!

"Min Tak for Deres nye Digtsamling og for den Tillid og Hengivenhed, De viser mig, skal -som jeg veed De helst ønsker det, bestaae i en oprigtig og uforbeholden Meddelelse af hvad min Deeltagelse for Dem tilsiger mig. De synes tildeels i Bogen som ogsaa i Brevet at røbe en vis lidende Sindsstemning, som har gjort mig ondt, og som jeg frygter skal have en forstyrrende Overvægt saavel i Deres Liv som i Deres Digtning. Den Følelse, De før velletsindig har spøget med, synes nu at ville hævne sig ved at betage Dem den Sjælsfrihed og Besindighed, der udfordres til enhver Kunstvirksomhed og selv til at give Kabinetsstykker fra Hjertekammeret kunstnerisk Holdning og Klarhed i Skyggerne. Dersom Digtet: "Livet en Drøm« -som det lader til -er det sande Billede af noget Oplevet, da har Livet vistnok sat Dem paa en haard Prøve. Maaskee har nogen Selvskuffelse forbundet sig med ; men hvorledes det end hænger sammen, saa lad Livet ikke for Alvor blive Dem en Drøm, og endnu mindre en ulykkelig Drøm! men lad det vakte Hjerte netop overbevise Dem om, at der selv i den dybeste Smerte kan være Spiren til en høiere Glæde, og at det sande Aandens Liv, det Guds Rige, vi bede maa komme til os, ogsaa virkelig og her kan komme til os! - Den Forandring, De selv føler der er foregaat med Dem, og som Deres nye Digte ogsaa tildeeIs vidne om, haaber jeg imidlertid vil bringe Dem Sandheden og Skjønheden i Livet som i Kunsten nærmere, naar det kun kan lykkes Dem at finde et fast Standpunkt mellem de Høider og Dybder, De nu svimler ved og som De før ansaae for Phantomer, men som netop i deres Sandhed og Storhed danne de skjønneste og herligste Livsbilleder. -En Betænkelighed er herved faldet mig ind, som jeg beder Dem selv betænke om den er grundet: det forekommer mig nemlig, som De iler vel meget med at give enhver Følelse Luft i poetiske Udbrud, inden den ret kan faae Tid til at udvikle sig med Klarhed og Bevidsthed, og at De derved, undertiden, ligesom puster i Sjælens Blomsterknopper, for at faae dem til at springe ud før Tiden. Opsøg for Alting ikke poetiske Ulykker, De kan før De veed af det, blive virkelige. Deres Lyst til ret at studere Byrons Fortvivlelses Poesie, synes mig en saadan Higen efter tungsindig Sjælenæring, og i enkelte af Deres Smaadigte, seer jeg en saadan Lyst til mørke og menneskefjendske Forestillinger, fornemlig i Maleriet fra Jyllands Vestkyst! Af de tre Digte, De selv synes bedst om, synes jeg ogsaa meget godt Ørkenens Søn og Livet en Drøm. Det første er et smukt poetisk Hjertesuk, og det sidste har saa megen Sandhed og Hjertelighed, at det, som sagt, har gjort mig bekymret for Forfatterens Hjertefred. Luftaanden synes mig tildeels en Reminiscens og jeg seer ikke hvorledes De har kunnet finde Pshærernes harmoniske Musik i den fredløse Aands Klage over den uendelig Disharmonie og Universets formentlige Hjerteløshed. Spadsen, med den latinske Grammatik anseer jeg for mislykket. Nogle af de erotiske Smaavers og adskjellige af de andre, der synes blotte Fragmenter uden nogen heel udført Idee, havde jeg ønsket udeladte. En strængere Correcthed i Formerne og en større Præcision i Udtrykket, havde vistnok ogsaa været ønskelig; dog er jeg langt fra med den nye Gjenganger at sætte Formen over Ideen. -Eet af Deres Digte, som behager mig allermeest, uagtet det i Begyndelsen noget erindrer mig om Tiecks Alfer, er "Den fremmede Fugl" ; hvori jeg finder Barnephantasien, Menneskelivet og Døden smukt og poetisk beskuet. I Digterskibet finder jeg ogsaa nogle meget smukke Træk, skjøndt den elegiske Slutning maaskee vel nedslaaende antyder den Utilfredshed med Livet, som netop Digterskibet skulde hæve os ud over . I "Spillemanden" har De fremstillet en poetisk og tragisk Situation, hvori jeg dog havde ønsket noget mere Bestemthed og Klarhed. - De seer, at jeg saaledes i det Hele er saare langt fra at miskjende det Poetiske der lever og rører sig i Dem og som jeg vist haaber skal udvikle sig til en langt større Modenhed, naar det kun kan lykkes Dem, at holde Ligevægten i Livet som i Kunsten med det Skjønneste og Høieste for Øie, uden.......


Slutningen af Ingemanns Brev findes ikke i Levnedsbogen...................................

Foto: Lars Bjørnsten Odense