H.C. Andersens første kærlighed Riborg Voigt

En aften traf jeg ham ene hjemme! Han var så godmodig, havde inderlig hengivenhed for mig, ja ydede mig virkelig en art beundring som digter. Jeg havde just "Uhlands Gedichte" med, vi læste nogle stykker sammen.

Jeg valgte "Dichterlieben", hvorved vi kom ind på kærlighedskapitlet hos digtere før jeg ret vidste det havde jeg betroet ham mit hjertes hemmelighed.

Det frembragte en lang dyb pause og siden trykkede han min hånd og sagde at han havde anet det. Med hensyn til søsteren sagde han mig, at han kun vidste at hun havde særdeles interesse og godhed for mig. Jeg ville overtyde ham om mere, og bad ham skaffe mig en samtale med hende. Skaffe mig vished om hun virkelig elskede den anden, da skulle jeg bekæmpe, hvad jeg jo burde. Jeg bestemte, at jeg ville læse til embedseksamen og gøre alt, hvad hun og hendes forældre kunne forlange af mig og være lykkelig blot ved et fjernt håb. Jeg kom i sådan bevægelse, at jeg rystede over alle lemmer.

Mit i vor samtale kom den yngre broder hjem med nogle lystige venner. Jeg måtte da med et blive den overgivne som i gamle dage. Jeg frygtede for at man skulle ane det mindste. Det var en skrækkelig kvalm. Jeg udholdt den nogle timer og gik derpå hjem, men da jeg var på gaden i den kolde luft fik jeg den frygteligste skælven. Tårene strømmede mig ud af øjnene og jeg følte en svimmelhed, så jeg måtte holde mig fast ved en mur. Jeg troede jeg måtte besvime og dette satte mig i en stor angst. Min fantasi blev stærkt bevæget og fra denne aften, har jeg fået et slags skræk for at gå ene en lang vej om aftenen. Thi ved tanken om hin følelse kommer der en reminiscens deraf i min indbildningskraft, så jeg bliver svindel og føler en rysten. Det er således grunden hvorfor jeg altid undgik at gå ind fra Nygaard, når det blev tusmørke og koldt. Det hele ligger i en nervesvaghed, og den alt for stærke indbildningskraft, der jo tabes med alderen.

Da jeg kom hjem i mit værelse besvimede jeg på sengen, hvorhen jeg straks tyede, hvor længe det varede ved jeg ikke. Jeg kom til mig selv og fik slået ild og følte en uhyre træthed og sov til højt op på dagen. Det var
forgæves at indlede et møde, at træffe hende ene. Tiden løb også og hun skulle hjem, faderen og den anden søster ventes for at afhente hende. Jeg var fortvivlet, der blev ikke andet middel end at skrive et brev, som broderen lovede at give hende det og atter at faae det tilbage. Jeg har det endnu, det synes meget mat og dog strømmede det dengang levende, som ild fra mit hjerte.

Kjøbenhavn den 30. October 1830.

"Det er mig umueligt at komme til at tale med Dem, om hvad jeg maa sige Dem, om hvad De maa vide før De reiser bort; mindst af Alt vilde jeg betroe det til Papiret, men det er det eneste, det sidste Middel, og jeg er i mit Hjerte overtydet om, at De besidder den rene qvindlige Følelse, at ikke min inderlige Tiltro til Dem vil blive spottet, eller at nogen anden skal see disse Ord. Lov mig, ikke at lægge dette Papir bort, før De har læst Alt, og lad mig i det mindste finde et søsterligt Hjerte, den første Gang jeg ret aabner mit for en anden. Fra den første Dag jeg saae Dem, var De mig ikke fremmed, og det forekom mig, men mueligt tog jeg Feil, at ogsaa De havde nogen Godhed for mig, noget mere end det Verden kalder: den selskabelige Høflighed. Jeg vidste ikke da, at De var forlovet, ellers vilde jeg strax have søgt at bekjæmpe de Følelser, der før hiin Tid vare mig aldeles fremmede. Nu har Deres Broder sagt mig Deres Forlovelse, jeg burde altsaa resignerende træde tilbage, men -- De har vist alt kunne mærke mine Følelser, jeg er ikke Verdensklog nok til at kunne skjule mit Hjerte og jeg drømmer mig et Haab, uden hvilket mit Liv er tabt. Elsker De virkelig den Anden? Jeg kjender ham aldeles ikke, kan intet have imod ham, og vistnok har han sine Fortrin, da De har valgt ham, men elsker De virkelig hinanden ? Har ikke den daglige Omgang som Børn, bragt Dem til at troe, at Interesse var Kjærlighed? Selv det, at der møder Vanskeligheder mod vore Ønsker, kan ofte gjøre os disse kjærere. Elsker De ham høiest af Alt? Nu, saa Gud følge Dem begge! Gid De maa blive begge saa lykkelige, som mit hele Hjerte ønsker det! Tænk da ikke paa disse Linier, ansee dette, som et poetisk Digt jeg af Broder- Tiltroe har viist Dem; men elsker De ham ikke saa høit som Gud og den evige Salighed, er De ikke ganske vis derpaa -? Saa gjør ikke mig ulykkelig! Alt kan jeg blive ved Dem! jeg vil arbeide og gjøre Alt, hvad De og Deres Forældre kan forlange af mig! De er min eneste Tanke, mit Alt, og et Digterhjerte banker dybere, end noget andet! - Dette er det første og det eneste De skal høre fra mig, det staaer til Dem, at gjøre mine Følelser latterlige for Verden, men det vil De ikke! jeg troer at have læst i Deres Sjæl og dette har givet mig et Mod jeg aldrig før besad. Elsker De virkelig den anden, nu saa tilgiv mig! tilgiv, at jeg har vovet dette, der da vilde være en Formastelse. Gid De begge maa blive lykkelige! og glem et Væsen, som aldrig, aldrig kan glemme Dem. Har mit Brev her ikke fornærmet Dem, saa tillad mig endnu een eneste Gang, at see Dem, og jeg vil da læse min Bestemmelse i enhver af Deres Miner. Brevet selv stoler jeg paa Deres qvindelige Hjerte, at De tilintetgjør eller giver mig tilbage. Nu veed De alt! - Lev vel! maaskee evig Lev vel!"

Efterskrift :
"Tro, for Guds Skyld ikke, at det hele er en Digterdrøm af mig! hele tre Maaneder har mit Hjerte og min Tanke kjæmped der med, nu kan jeg ikke længer leve i denne Uvished, jeg maa vide Bestemmelsen, men tilgiv mig! tilgiv mig! jeg har ikke kunne handle anderledes! Lev vel !"


Da hun havde læst mit brev hørte jeg at hun var bristet i gråd og blevet så ulykkelig. Hun havde jo selv i flere år grædt og sørget over at forældrene var hendes kærlighed imod, nu - O, jeg vil ingen tanke nedskrive her. Hun sagde, hvad ville A da tænke om mig, når jeg selv for hans skyld ville bryde et tidligere bånd, kunne han da ikke frygte det samme.  Hun sagde, at det var hendes pligt, at blive den anden trofast, at han ville blive ulykkelig og hang ved hende med sjæl og hjerte. Samme aften jeg fik dette at vide var hendes fader og søster kommet og hun var med dem i Parquettet og hendes øje søgte mig. Hun var dødbleg og dog så smuk, så usigelig smuk. De spillede "Christen og Christine", det hele stykke forekom mig vor historie, thi jeg tænkte mig selv som den ædle Stanislaus. Forfængelighed midt i min smerte.

Mit eneste ønske var at tale med hende før vi skiltes ad. Hun havde ytret det samme for sin broder og hun ville også gerne ene sige mig "Lev vel" .Vi tænkte på måden, men det lod sig ikke gjre. I Hotel Royal, hvor jeg besøgte faderen og søsteren traf vi sammen, hun så ikke på mig og de andre sagde hun var syg, da jeg gik så jeg tårer i hendes øjne   O Gud, hvor jeg led, hvor jeg følte mig ulykkelig og dog måtte jeg skjule mig for mine bekendte. Kun fru Læssøe læste dengang i mit hjerte, for hende blev det ikke skjult. De andre drømte endnu ikke derom. Nu kom den sidste dag og vi måtte se hinanden sidste Gang, men også det blev forhindret.

Om aftenen skulle hun med sin fader og de andre i teatret, der spilles "De to Dage", når stykket var ude ville jeg stille mig ved udgangsdøren for at ønske dem en lykkelig rejse. Faderen bad mig besøge dem næste sommer, søsteren trykkede venlig og glad min hånd, men hende gav jeg sidst hånden og jeg trykkede den fast i min og følte hende gengælde mit håndtryk. I det hun med våde øjne så mig ind i ansigtet i det hun viskede "Lev vel for altid". Jeg styrtede ud og har aldrig set hende siden. De rejste i den tidlige morgenstund bort. Broderen bragte mig hendes inderlige hilsen og en lille seddel med disse ord:

Hun havde været så sorrigfuld sagde han, og pålagt ham ret at trøste mig, ret at holde af mig, thi jeg fortjente det. O i alt dette så og følte jeg hendes kærlighed. I det første brev broderen siden fik fortalte hun, at hun havde måtte lade som om hun sov, for at de i vognen ikke skulle mærke hendes gråd.

Da hun kom hjem, havde forældrene for at overraske hende, for at skaffe hende en glæde, ladet elskeren være der. Forældrene havde besluttet at give efter for hendes mange bønner. Han var så lykkelig, så kærlig og dette gjorde hende just fortvivlet, hun anså sig for slet imod ham og imod mig. Alt virkede stærk ind på hende. Hun blev syg og hendes øjne led meget. Jeg hørte det fortælle, og drømte og håbede endnu kærlighed.

Foto: Lars Bjørnsten Odense