Kærlighed 3.

H.C. Andersens første kærlighed Riborg Voigt
 

Landstedet Marieshøj, som også kaldes Tolderlund udenfor Odense. Et sted, hvor H.C. Andersen blev en hyppig gæst i 1830´erne hos familierne Iversen og Hanck.

Akvarel uden datering af J.H.T. Hanck

Da jeg kom tilbage til Odense og ud igen på Tolderlund hos den iversenske familie, gav min rejse da underholdning nok de første dage. Jeg sværmede omkring og digtede nu en mængde digte, deriblandt : "Hjertetyven" og "Sprøjten". Mine ytringer om den -s familie og hende vakte opmærksomhed mellem de unge piger, og de begyndte i spøg at drille mig med, at jeg nu endelig var blevet forelsket. Den første gang jeg hørte det, blev jeg som ild over hele legemet og slog det hen i spøg, men kunne dog ikke lade være at tænke der over mit hele væsen. Måden hvorpå jeg havde været de få dage jeg var sammen hos hende, blev mig selv påfaldende. Jeg begyndte at længes og de andre spøgte med mig. Nu blev jeg ked deraf, og ville end også rent slå tankerne af hovedet.

Jeg fandt det selv latterlig, at jeg der altid havde spottet over kærlighed og sværmeri nu selv skulle forfalde der til. At det desuden var en tåbelighed i min stilling, hvor jeg havde nok at gøre med mig selv og mit udkomme, følte jeg mere og mere. Hvad skulle det hele vel lede til ? Jeg fik mig således i ligevægt igen og mit gode humør hjalp til og jeg havde kun erindringen om de behagelige dage og de venlige mennesker jeg havde levet med, hvor hun syntes mig den smukkeste. Jeg var den gang i mit 25. år havde virkelig aldrig været forelsket. Min egen person havde givet mig nok at tænke på til at jeg skulle have tanker for nogen anden. Der var virkelig endnu ikke tanke om lidenskab, der var mig kun en behagelig fornemmelse at tilbagekalde de enkelte gange jeg var sammen med hende og hvad vi havde talt om.

Hen i august måned kom jeg tilbage til København. Før min afrejse havde jeg behandlet Gazzis ravn, som operatekst, og da jeg hos Wulffs hørte Hartmann rose, som en megen talentfuld ung mand bragte jeg ham dette sujet, som jeg alt tidligere havde følt interesse for at bringe på scenen og vist til Bredal, der ikke havde mod at begynde på et arbejde af så stort omfang.

Ved min ankomst var Hartmann alt avanceret godt fremad og jeg havde levende interesse derfor. Skuespillene begyndte nu også, og jeg tænkte på at give en ny digtsamling ud, så der var meget der beskæftigede mig. Hendes broder besøgte jeg ellers bittigere end før og han havde altid mange hilsener til mig fra hjemmet og især fra hende. En dag fortalte han mig at en ung pige af deres nærmeste bekendtskab skulle herind for at opereres på øjnene og den unge piges søster og hun fulgte med. Hun længtes så meget efter København og glædede sig også over at komme til at tale med mig og at jeg ret ofte måtte besøge dem. Patienten med sin noget gamle søster kom, Riborg var med. Jeg skyndte mig derop, ringede på og just hun kom for at lukke op. Jeg ved ikke selv, jeg stod som en nar og stammede noget frem om en frøken , jeg nævnte den syge dame, boede her? Hun blev ganske rød rimeligvis på mine vegne og bad mig træde ind i stuen, hvor jeg først lidt efter lidt blev sat i de naturlige folder.

Besøget blev oftere gentaget og jeg længtes der efter  i det øjeblik jeg gik derfra. Hos broderen traf jeg hende også et par gange, og han fortalte mig at hun havde ønsket, at jeg måtte komme mens hun var der. En dag bad hun mig dog læse "Ravnen" for sig og den syge Dame. Jeg gjorde det da, men det var ganske forunderligt hvor meget, ret ud af hjertet jeg dengang fandt i dette stykke og det forekom mig, som hver replik var til hende. Jeg kunde ikke lade være at se på hende. Hendes øje mødte mig, hun blev blodrød og så fra det øjeblik ikke mere op fra sit sytøj. Da jeg gik rakte hun mig hånden, til tak for min læsning. Jeg trykkede den til mine læber, mens mit bryst var færdig at springe. Nu blev det mig først klart, at jeg elskede hende. Elskede hende af mit hele hjerte. Alle forhold, alle omstændigheder, hindringer og Gud ved, hvad det hedder der styrter imellem os i denne verden overså jeg ganske.

Med hele min sjæl klyngede jeg mig til Gud og følte at jeg havde kraft og mod til alt blot for at besidde hende. Jeg tvivlede ikke om, at hun jo elskede mig. Det antydede mig hendes hele væsen, men hvorledes skulle jeg komme til vished.

H.C. Andersen forærede Riborg flere forskellige digtmanuskripter herunder: Min tankes Tanke og Jeg elsker Dig og Du gav mig blomster og Lev Vel.

Gennemstrømmet af kærlighed digtede jeg flere smådigte: "Ørkenens Søn", var derimellem. Disse forærede jeg hende, som en afskrift af det nyeste jeg havde digtet. De to andre damer fik nogle gamle, men ikke før trykte digte. En dag vovede jeg at give hende det lille digt "Fyen", der findes i "Phantasier og Skizzer" og jeg skrev desuden disse fire linier under, som jeg siden har ladet Edgar synge i: "Bruden fra Lammermoor"

 Det var skrevet, som et digt for sig selv med overskrift til hende. Hun fik det på et løst papir og med dette fulgte nogle andre på et andet, og jeg erfarede dagen efter at de to andre damer ikke vidste noget om digtene på det løse papir og hun havde kun vist dem de andre digte.

Manuskript til H.C. Andersens smådigt "Lev Vel" skrevet til Riborg Voigt

Da vi næste gang traf sammen var hun så venlig, men meget forlegen, alt antydede mig at hun ikke var vred for mine smådigte, som jeg troede hun måtte forstå hensigten af. Jeg talte også, ganske løst henkastet, med nogle unge studenter fra hendes By og berørte, hvad det var for et menneske. Hun jo var forlovet med " 0 svarede de, der er ikke noget ved ham, det er synd at den pige skal have ham og hun står i alle henseender højt over ham, men han holder fast fordi hun er rig og jeg tro næsten, at det ene er for de mange hindringer forældrene lægger for deres forlovelse, der gør ham interessant for hende.

Brødrene, forældrene og vennerne ønskede dette forhold hævet og jeg troede virkelig at hun også nu bøjede over til samme side. Jeg måtte betro mig til nogen og fornuften havde slet ingen stemme. Hvem kunne jeg af fremmede nærme mig bedre end broderen, hvem jeg stod på venskabelig fod med.

Foto: Lars Bjørnsten Odense