H.C. Andersens første kærlighed Riborg Voigt ca. 1830 (2)

De havde bed mig om at være deres gæst og ikke straks forlade dem. Jeg ville derfor nok blive et par dage. Min første morgenvisit gjaldt da dem. Næste dag blev der arrangeret køreture og vi blev hen ved en 9 vogne i følge og de mest ansete familier i byen var med.

Egnen ved Faaborg. 1850.

Om Eftermiddagen var vi på en gammel herregård der var forpagtet af en af disse familier. Vi sang og lo og jeg var meget oprømt.

Damerne syntes især at give mig hyldest som digter og dog interesserede hun mig mest. Hende beskæftigede jeg mig mest med. Om aftenen blev jeg med hendes forældre og hende indbudt til et aftensgilde hos en af disse familier. Dette Selskab endte med et lystig bal, hun dansede gerne sagde man og det ærgrede mig ret at jeg ikke gjorde det samme. Hun spurgte mig derom og jeg måtte da svare, at jeg helst var tilskuer. Hun satte sig da hos mig, underholdt sig med mig, og da hun afslog alle de der kom at engagere hende, følte jeg mig meget smigret og søgte da at gøre mig så interessant som muligt. Hun havde megen læsning, megen ånd og udviklede sig så frapant, men på en næsten alt for beskeden måde. Bad mig når jeg forlod dem, give sig en afskrift af et af mine digte.

Tiden fløj bort før jeg vidste det og jeg følte mig som et ganske andet væsen. Da jeg hjemme i mit logi  og ville reflektere derover, kommer der ingen resultat, men en underlig angst.

Blomster som Riborg Voigt har fået af H.C. Andersen på Dyreborg ved Faaborg på Fyn . Den 7. august 1830.

Jeg følte mig så vel her og dog fik jeg en higen efter at komme bort, jeg måtte - jeg ville og bestemte min afrejse alt til næste dags middag. Da jeg den følgende morgen ytrede min beslutning for familien bad de mig ret venlig forlænge mit ophold, men jeg havde en underlig sjæleuro, som jeg ikke selv forstod. Da jeg nu endelig ville bort tilbød faderen mig befordring til næste station, og han og sønnerne ville ledsage mig halvvejen, til en gård han selv ejede der på vejen. Efter måltidet drak vi kaffe i haven.

Jeg var i halv tredje dag blevet, som hjemme i familien og jeg spadserede med hende og søsteren om i haven. Jeg sagde i spøg, jeg skal i min roman kalde elskerinden op efter dem, deres navn er just smukt og passende. Hun blev ganske rød og slog det hen i spøg. Da jeg nu skulle skrive et digt af til hende fandt jeg ikke et eneste der var passende og det var mig ikke muligt at digte to nye linier.

Jeg afskrev da: "Avis aux Lectrices" samt "Graatveir", og overlod hende selv at vælge. Det andet skulle da søsteren have og hun valgte det første og gav mig igen en smuk blomsterbuket, som søsteren stak mig en blomst fra sig ind i. Jeg var ganske vemodig da jeg skulle bort, og hun var også rent borte, først da jeg sad på vognen og kørte bort, så jeg hendes milde ansigt bag ruden, hvor hun nikkede "Lev vel".

Foto: Lars Bjørnsten Odense