Kærlighed 1.

H.C. Andersens første kærlighed Riborg Voigt (1).

Om morgenen pyntede jeg mig til besøget, og gik temmelig tidlig hen til den anseelige gård. Jeg vidste, at man var noget spændt på at se mig og især den ældste datter, der var en snes år, og holdt så meget af min "Fodreise" og digtene. Min unge ven sov da endnu og man viste mig ind i dagligstuen, der så meget pyntelig ud med smukke kobberstik, fortepiano, musik og bøger.

Den Voigtske Gård i Fåborg, hvor Christian og Riborg Voigt boede. 1866.

Den ældste datter var ene i stuen hun skænkede te, og modtog mig med megen venlighed i det hun hvert øjeblik rødmede når hun talte til mig, men syntes ellers at være munter og livfuld. Det var et ganske dejligt fromt ansigt, der var så meget barnligt deri, men øjnene så kloge og tænkende ud. De var ganske levende og brune. Hun havde en simpel grå morgenkjole på, der klædte hende godt. Just den hele simpelhed til dette ansigt, indtog mig straks for hende, hendes interesse for mine digte, ja selv det at hun syntes at have et slags Respekt for mig, kildrede min forfængelighed og gjorde straks at jeg havde en art interesse for hende. Hun spøgte over sin broders syvsoveri og viste så megen ånd og lune, at jeg også fik lyst at gøre mig interessant. Jeg ved ikke selv, men det var næsten straks, som vi to længe havde kendt hinanden, og jeg havde den hele dag sådan en glæde ved at behage den unge pige.

H.C. Andersens studieven Christian Voigt (1809-1888) fra universitet i København. Christian er bror til Riborg i hvem H.C.Andersen blev forelsket. 1850.

Der kom så mange fremmede damer, der var meget venlige og meget smukke, som sagde mig komplimenter, men de behagede mig slet ikke som hun, men det var jo rimeligt, hun var den smukkeste, klogeste og havde sådant et barnligt fromt ansigt

Der var just kommet et mindre fartøj hjem, som tilhørte faderen. Det lånte han os om eftermiddagen og vi sejlede over til en lille skov og her fik jeg buketter af de unge damer. Hun flettede en egekrans, som hun bad broderen give mig. Om aftenen var jeg i et sjældent godt lune og jeg følte mig virkelig så opvagt.

Riborg Voigt 1806-1832

Se mere herom !

Unge og gamle hørte da på mig med lyst og interesse og jeg har aldrig siden følt mig så sjælesund, så rig på lune og jeg så hvor glad, hvor søsterligt hun tilsmilede mig.

Da jeg sildig kom hjem på Gæstgivergården var jeg nu så oprømt. Pigen spurgte mig om, hvorledes deres by behagede mig og om jeg ikke med  -s familie havde moret mig. Herved fik jeg anledning til at tale om døtrene og jeg ved ikke selv om jeg kom til at sige, hvem er det de er forlovede med ? Thi jeg tænkte at det var de vist. Hun svarede da, at der var ingen forlovede, uden på en måde den ældste. "Det er en sjælden pige" sagde hun, men der har hun nu fattet kærlighed for apotekerens søn, der er forstkandidat.

Forældrenes have støder sammen og de have nu alt som børn kendt hinanden. Han ved nu hun har midler og så holder han fast og hendes forældre har været meget derimod, og det er vist det, der har gjort kærligheden stærkere. De må aldrig se hinanden, da hendes fader vil ikke have det, da der ikke er noget ved ham. Gud ved hvad der nu bliver, jeg vil ret ønske hun måtte få en anden god mand. "Den stakkels pige" tænkte jeg. Hun har altså hjertesorger. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende og hele denne lystige dag, der var fløjet af sted.
 

Foto: Lars Bjørnsten Odense