Skoleliv 8.

H.C. Andersens skoleliv 1826. Flytter fra Slagelse til Helsingør.

Skibet med vores tøj var endnu ikke kommet. Vi blev nød til i nogle nætter at bo ind på et gæstgiversted, hvor vi, Hvid og jeg måtte nøjes med en lille jernseng for en person. Meisling var gnaven, da det kostede ham for meget. Endelig kom der da et poetisk brev fra pigen. Der meldte, at hun og tøjet endnu lå i Korsør og ventede på vind.

At denne endnu ikke indtraf, anså hun for en himlens straf over fruens og rektorens synder. De lo af det og fik siden tøj at låne og vi kom da ind i skolebygningen.

Det var just Prins Frits's og Wilhelmines forlovelsesdag og hele byen blev om aftenen illumineret. Jeg travede om med jomfruen og børnene. Kort tid efter kom kongen på sit dampskib til byen, der blev udsmykket i Hovedgaden med guirlander over gaden, tæpper hang ud af vinduerne og i Marienlyst Have gav Forouxselskab hestekunster uden betaling, så der var et uhyre publikum.

Alt dette gjorde et glædeligt indtryk på mig og jeg skrev til mine venner i Slagelse. Fortalte dem om min rejse og al denne stads, men da jeg havde nedskrevet dette i det første brev fandt jeg det så godt fortalt, at jeg kopierede alle de andre breve efter dette. Uden at tænke på at i det lille Slagelse viste alle dem der fik brevene dem rimeligvis til hinanden. Det var ikke nok og jeg skrev også til professor Nyerup , der holdt meget af mig. Han fik samme brev. Nu har han vist fundet det morsomt, thi han lod et stort stykke deraf indrykke i "Kjøbenhavns Skilderie", hvor det endnu paraderer. Mine Slagelse venner takkede mig derfor ret for det interessante brev de havde fået og siden læst trykt.

I de første dage spadserede vi ret meget og besøgte Marienlyst og Hammermøllen, hvor Meisling betalte for mig og børnene, så vi kunne ride på træhestene, som var på en gynge der gik rundt. Jeg har vist taget mig komisk ud. Hjemme fik fruen visit af alle honoratiores fruer. "De kan ikke tro, hvor jeg glæder mig" sagde hun, at jeg er kommet her ned. Det er sådan en skrækkelig by Slagelse med ondskab og bagtalelse. Ingen honnet kone går fri. De skulle vide, hvad folk sagde om mig og nu fortalte hun dem alle de skandaløse ting, som folk virkelig sagde om hende. De arme damer rødmede og nejede mens jeg faldt i staver over dette skriftemål. Så snart de var borte, spurgte jeg hende, hvorfor hun ville fortælle dette. Det er bedre at jeg fortæller det, end at de skal høre det af fremmede. Af min mund tror de det ikke.

Skolen begyndte og alt havde virkeligt et raskere sving end i Slagelse. Vi sad i store lyse værelser. Drengene var mere raske og kendte ikke til at forknyttes. Lærerne gik mere elegant klædt og selv Meisling gik de første dage i kjole. Overlæreren Schørring, et vittigt hoved og fuld af lune og humor læste historie og geografi med os. Han var meget underholdende. Han havde først været officer og vidste nogen besked om alt Han var tillige musikalsk og spillede flere instrumenter: Det eneste han  har skrevet og sat musik til er den bekendte vise: "Jan Pjet, Jan Piet, Jan Pierrelierreliet", hvori hvert vers er på sit sprog. Han virkede betydeligt ind på mit lune. Det var ellers komisk med hans bitterhed mod to mennesker, som han i enhver time og i ethvert foredrag fik lejlighed at snærte nemlig: "Napoleon" og "Oehlenschläger". Således sagde han: "Napoleon var ikke blot ærgerrig, men så forfængelig". Nu var denne Napoleon kun en lille bitte mandsling, men ville så gerne se stor ud. Da han nu skulle krones, lod han forskrive fire af de allermindste mænd i hele riget, som skulle stå ved tronen. De skulle være sortklædte for ret at se små ud ved siden af ham, så kronede han sig "Je suis le Grand" og så var han dog så lille bitte.Om togtet i Rusland fortalte han, at den store Napoleon forfaldt til druk, han drak "ekstrakt" så stærk, at generalerne, drejede sig om i teltet og kastede det bort, da de ikke kunne fordøje det.

"Napoleon led også af, sådan at forfalde det rumlede lidt i hans hjerne. Jeg kom straks i opposition mod ham, først og fremmest for Oehlenschlägers skyld, thi endnu havde jeg intet begreb om Napoleon. Kun stod han for mig, som den mærkeligste mand i min tid. Min fader havde været begejstret for ham oh hjemme var han altid nævnt som en Gud.

Adam Oehlenschlager 1822

Det morede ellers Schiørring, at jeg kunne blive heftig i forhold til de to mænd han rev ned og var mig slet ikke vred. Meisling havde også megen agtelse for Schiørring og fandt ham morsom, så han i den første tid altid kom ned til os søndag aften.

To andre af lærerne var indenfor militæret. Den ene var officer Arndrup og han læste matematik i øverste Klasse hvor jeg kom ind. Der var ingen her der kunne synderligt meget matematik , men det var ganske anderledes i Slagelse under Andersen. Ingen af tillæggene i børns geometri blev her i Helsingør gennemgået, så ingen kunne dem. Men jeg havde alt herligt opskrevet fra Slagelse. Der gik jeg for ikke at kunne lære matematik, men her roste man mig, fordi jeg stod lige med de bedre. Dette virkede, som sædvanligt bedst på mig og jeg læste derfor med lyst og eftertanke. Først nu begreb jeg at matematik ikke skulle læres udenad, som jeg før havde troet, men kun begribe. Jeg kom nu til at brillere, måtte end også gå sætningerne igennem for de andre. Det gjorde mig stolt og nu vidste jeg at kunne vinde mit "Udmærket godt" næsten hver måned for matematik.

Dette og flere lignende tilfælde har overbevist mig om, at ros og opmuntring kan virke alt hos mig og dadel og ligegyldighed gør mig sløv. Det er just den største ros, der gør mig ængstelig, der driver mig til at til at vise mig den værdig. Den gør mig ikke forfængelig, nej jeg har ved den tit følt mig blive barn igen, inderlig og taknemlig klynget mig til Gud og følt mig just lille ved at andre gjorde mig stor. Derimod gør ubillig og hård kritik mig bitter, hovmodig og vækker min ulyst til at virke. Således er det siden tit gået mig, med mine poetiske arbejder, at fremmede havde hørt begyndelsen af et stykke jeg ikke havde fuldført det og da blev jeg dadlet, så jeg har næsten aldrig siden kunne fuldføre det.

Slagelse livet i det Meislingske hus vendte imidlertid snart tilbage. Det var den lille nisse, der flyttede med os da vi flyttede. Meisling begyndte igen at gnave og være utilfreds og fruen bort sang grillerne. Tro ham ej, han dig bedrager. En søndag skulle vi køre ud til et smukt sted ved Sundet "Odinshøj" og på vejen blev der uenighed og da vi kom til den lille kratskov der skjulte udsigten stod Meisling af vognen, men da han var vred ville han intet se og lagde sig derfor tæt ved vognen i græsset for at sove. Fruen ville derimod slet ikke stige ned, så jeg og børnene var altså de eneste der gik det par skridt bag hækkene, hvor vi så en af de første udsigter, der havde grebet mig. Det var en klint vi stod på og nedenfor lå fiskerhytter med udspændte garn. Skibe sejlede gennem Sundet, hvor bølgerne brydes ved en støj, som når der køres med vogne læssede med jernstænger. Ligefor lå Sverige med Kullen, hvor den blålige røg hvirvlede op i den klare luft. Intet parti i naturen har siden grebet mig stærkere end dette, men det var også en dejlig Dag og solen skinnede også i mit hjerte.

Det gamle griseri hjemme tog imidlertid til. Jeg vil fremføre et par eksempler. Der var en divan med små skabe på siderne. I disse lå alle slags og spiste vi nu suppe med kødboller, så hændte det sig et par gange, at fruen tog disse med fingrene og gemte dem derinde til aftensmad, da pigerne ellers let kunne spise dem. Den anden logerende Hvid og jeg måtte ofte spise af samme tallerken og fik da tit efter at have nydt grød eller sødsuppe eftermaden på samme tallerken. Thi det evige vasken og pjasken sled på tøjet sagde Meisling .

Hvid og jeg havde vores seng inde i skolens bibliotek, hvor luften just ikke var så god, da husets vinterforråd også stod her. En fjerding smør, da nu fruen påstod at pigerne ruttede for meget dermed indgik hun et væddemål med dem. Det gik ud på, at hun i en måned eller uge, skulle komme ud af det med så og så meget. Dette slog ikke til, men for at vinde, listede hun sig på sokker ned til os, og stjal smør fra sig selv. Jeg jeg bævede af angst for at Meisling skulle komme og træffe hende således hos os. Hun var ellers grumme god og tit fik vi kaffe ned midt om natten. Jeg blev vækket, drak den og sov igen. Hendes rygte begyndte igen at udbredes, der var klammeri med pigerne, gamle scener og fornyedes. Meisling kom også på spændt fod med  lærerne. Jeg fik dagligt at høre, at han havde fortrudt at jeg var fulgt med eftersom de 200 Rdlr jeg årligt betalte for kost og logi var intet i Helsingør og selv til fremmede sagde han det, mens jeg hørte det.

Jeg blev dårligt behandlet, spiste Meisling og en eller anden gæst steg om middagen, så fik jeg kogt kød og selv her, da jeg engang skar et for godt stykke af sagde Meisling: "Nå, De ved at tage for Dem af Retterne". Mit humør tabte sig dag for dag og min stilling var langt værre end i Slagelse. Jeg vil springe alt det griseri og al det letfærdige over, som jeg blev vidne til. Jeg sank mere og mere sammen, blev ganske melankolsk og jeg følte mig så langt fra mit rette sted. De mest komiske scener fandt tit sted, men mig var
de altid til angst og grusomhed.

Således, mens vi endnu havde den poetiske pige og fruen og hun var uvenner sad vi en middag og spiste i den lille have tæt op til køkkenet. Pigen vaskede op, og begyndte med et at improvisere en vise om fruens letfærdighed på melodien: "Dannevang". Meisling blev opmærksom, uden at forstå, hvad jeg alt for godt hørte og spurgte derpå fruen: Hvad er det? Jeg synes hun nævner vore navne! "O", svarede fruen, du skal ikke høre efter. Hun er fuld af ondskab, det slette dyr. Tit når fruen var i pengetrang, ville hun spås, en svensk pige vi havde, forstod sig herlig derpå, og fandt sædvanligvis aldrig gode auspicier, når ikke fruen lovede punch eller kaffe. Jeg fik slet ikke gode ideer om fruentimmerne og fruen forsikrede mig, at de var alle ligesom hun, men at jeg var så morsom uskyldig i min alder. Men bort fra alt dette og meget mere "jeg er digter, der bliver noget af mig" det var den eneste tanke der styrkede og holdt mig, men kun øjeblikke havde jeg den.

Simon Meisling søgte, måske i en god mening ganske at udrive den og mine venner i København, der frygtede at poesien skulle skade min flid gjorde også deres og det var mig det tungeste i hele denne virkelig ulykkelige tid. Fru Wulff følte virkelig for mig som en moder, min stilling i Meislings hus havde hun intet klart begreb om. Da jeg slet ikke vovede at omtale hvorledes der var. Da hun nu også frygtede at den tanke om at blive en stor digter, som jeg udtalte i ethvert af mine breve skulle forstyrre mig, kæmpede hun især imod og det kostede mig mange tårer.

Således engang skrev hun i sit så velmente brev:

" Vågn for Guds skyld op, kære Andersen! drøm ikke om at blive udødelig - at komme til at sidde blandt de store mænd i det store hus! tak De Gud for at der bliver sørget for, at De kan lære noget, at Deres forstand kan blive dannet, at De kan lære at kende, om ikke at dømme, hvad der er stort og skønt i livet "  således videre

"Altid beskæftigelse med Dem selv den store digter De skal blive -  Kære Andersen. De kan jo nok mærke, alle disse ideer ikke vil lykkes Dem, og at De er på en gal vej. Om jeg nu fik den ide, at ville være "Kejserinde af Brasilien" og jeg mærkede alle mine forsøg gik galt, at ingen ville entrere i dem, skulle jeg da ikke gøre mig umage for at samle så megen fornuft og tanke, at jeg kunne indse, jeg er fru Wulff, opfyld der din pligt, og vær ingen Dåre. " Dog ofte fik jeg kærlig trøst, der vederkvægede mit hjerte, således engang, da hun af fremmede hørte lidt mere om min Stilling.

"... Besynderligt nok, kære Andersen, jeg har drømt om Dem for et par dage siden og jeg tror det er en mægtig drivfjær, hvorfor jeg så endelig må skrive Dem til, det forekom mig, som jeg kom til Helsingør, og De trådte mig triumferende i møde, sigende: Rektoren har mishandlet mig, men jeg står fast til målets ende, som Kristus min forløser, og det forekom mig ret, som De så så glad og tilfreds ud, ved den sejr De havde haft over Dem selv, ikke at lade Dem forknytte af hans urimelighed og jeg besluttede straks da jeg vågnede at meddele Dem mit bifald, men lad mig nu også vide om der virkelig har været en kurre på tråden mellem Dem og ham, De plejer jo ellers at meddele mig det, men da jeg intet har hørt, var det måske en almindelig drøm, uden rapport, har derimod Deres karakter vundet den kraft, gode Andersen, ikke med ligegyldighed, men med resignation at bære hans urimeligheder, da gratulerer jeg af hjertet Dem og alle Deres venner, og da skal De se, hvor alt vil gå let og godt her efter. De kender mandens temperament og ved, at han mener Dem det vel, det siger De jo altid selv? Antag at det heftige udbrud er en nødvendig lungerystelse, for hans sundhed; thi jeg tror fast, at der er noget Physisk med i spillet, så trøst Dem ved at bidrage til hans helbreds vedligeholdelse - sandt nok, det er på en højst ubehagelig måde, men man skal søge alle trøstegrunde under ublide omstændigheder. Det første eksempel jeg i drømme, som vågen, anbefaler Dem - ikke ene i ord, men i gerning er Kristus vor forløser, men andre gives der også i livet, søg dem og følg dem. Tag også fantasibilleder, se også til lille Askepot, hvorledes hun blev hadet og forfulgt af fader og søstre, som burde have elsket hende, men hun bar sin lod tålmodigheden og hvilken løn fik ikke hun ? Således går det altid, og da De er så ejegod, kære Andersen, så taknemlig mod Deres velgørere

Kong Christian den 8. 1786-1848. Litografi fra 1840'erne

husk, det er vor gode Konge selv, så vil De tålmodig udholde nogle års lidelser, hellere end bedrøve andre som De har kær og som har Dem kær, ved at forandre Karriere ? " Jeg seer ingen stilling i verden åben for Dem, eller De skikket til andet end at studere, men jeg synes at det er smigrende, kun at være skikket til det bedste " Dog det var kun øjeblikkelig, at jeg således inddrak trøst og mod.

Meisling var meget heftig, det morede ham at gøre nar af disciplene, og da det især virkede ind på mig, blev jeg oftest skiven for hans kastespyd. Mit gode humør svandt rent, intet om mig bidrog til at hæve det. Aldrig kom jeg ud undtagen en lille tur med ham og børnene ned af gaden i middagsstunden. Porten lukkedes Klokken 6 om aftenen og Klokken 9 ville han sove. Daglig fortalte han mig at der aldrig blev noget af mig, at jeg var dum, at jeg ikke kunne blive til noget. Den følelse, at jeg altså uværdig nød understøttelse og hjælp, knugede mig til jorden. Jeg skrev flere gange til Collin derom, bad ham tage mig ud af skolen, da jeg intet duede til, men han trøstede mig venligt. Mine karakterer hos lærerne var også gode, jeg fik næsten altid udmærkelse i religion, dansk og geometri, kun hos Meisling og den nye Lærer Thortsen, som læste latinsk grammatik, var det kun dårligt.

Jeg ønskede inderligt at dø, det var min tanke når jeg om aftenen lagde mig. Den vågnede med mig om morgenen, og med frygt og gysen for de to første timer Meisling læste med os på skolen gik jeg til mit arbejde. Denne udtalte sig altid og han søgte at gøre mig latterlig for alle de andre. Til sidst troede jeg han havde ret, opgav mig selv ganske og læste nu kun fordi Collin og mine venner ville det. I en sådan stemning, efter at have grædt mit hjerte ud, og håbede inderligt og vist at vor Herre dog ville lade mig dø, nedskrev jeg øjeblikkets følelse i et lille digt, og det var: "Det døende Barn" , et digt der mest af alle mine digte har tiltalt folk, og som alt har nydt den lykke at oversættes i flere sprog. Da det var skrevet fik jeg det frygteligste samvittighedsnag, over at jeg dog havde digtet; noget jeg jo slet ikke måtte.

Manuskript til del af H.C. Andersens digt "Det døende Barn" 15 april 1841.

Se hele digtet om "Det døende Barn" her !

Se illustrationer m.m. om "Det døende Barn" her.

Det lettede derfor mit hjerte da jeg fik det afskrevet i et brev til Collin, som jeg forsikrede, at jeg slet ikke kunne gøre ved det, men det var kommen så ganske af sig selv, og at jeg ingen tid havde spildt med at digte det. Selv Meislings fik det at se, thi det forekom mig virkelig, at jeg havde begået en synd ved at digte, da man havde forbudt mig det. Mit mismod tog mere og mere til, eftersom Meisling blev værre mod mig.

Tit tog han mig op på sit værelse, udviklede mig, at jeg var en hest, at jeg aldrig blev student og hvad mit talent for digtekunsten angik svor han højt og helligt, at der ikke var gran der af hos mig. Tror De ikke, sagde han, at dersom der var den mindste gnist hos Dem at jeg skulle mærke det. Jeg er selv digter og ved da nok hvad det er. Men det er forstyrrelse, fjolleri og galskab De har! Var der tanke af poesi i Dem, ved Gud, jeg skulle opmuntre Dem. Jeg ville tilgive at De var en hest i skolesager og grammatik, men det hele hos Dem er kun en fiks ide, der bringer Dem i Dårekisten. Sæt at De engang trådte op som skribent, jeg vil dø på. Publikum læser det som klokker Heegaards Rimpose, griner Dem ud, og Deres poesier ligger som makulatur hos Soldin. Således talte han til mig, o jeg erindrer så tydeligt hvert ord han sagde, og så havde han et så vredt blik. Jeg glemmer aldrig det forunderlig grønne skær der spillede i hans øjne og alle mine nerver bævede, jeg var færdig til at synke il jorden. Sig mig et eneste digt, en eneste linie poesi Deres tomme hjerne har lavet. De har ikke følelse, det De har er flæberi og De har ingen fantasi, uden som kandidaterne på Bistrup og forstanden vil jeg aldrig tale om. Sig mig noget poesi af Dem, jeg græd og jeg kunne intet svare. Mit Digt: "Det døende Barn" var "flæberi, som enhver vandpoet kunne smøre sammen". Jeg tvivlede nu ganske om at jeg var digter, og dette var det eneste der havde holdt mig oprejst. Alle mine breve var klynkeri og jeg ytrede endog for Fru Wulff at jeg ville gå til Amerika, som hun ret skændte på mig for.

Opgørelse over den kongelige understøttelse af H.C. Andersen

Ja, jeg blev så fortvivlet at det selv forekom mig under disse omstændigheder , da jeg jo intet kunne blive til, og kun bedrog staten for de penge jeg fik, til min underholdning, at et selvmord var tilladeligt. Mine med disciple, selv de andre lærere, fordoblede imidlertid deres venlighed imod mig. Collin skrev Meisling et alvorligt brev til angående min stilling. Dette gjorde ham rasende, han styrtede ned til mig og spurgte om jeg havde vovet at anklage ham, at klynke og at jeg straks skulle pakke ind og ud af hans hus og skolen.

Jeg troede det var hans alvor og begyndte derpå, men da han så det blev han med et ganske venlig. Han bad mig glemme hvad der var sket, sagde han mente mig det godt, var lidt heftig, men at jeg nok blev student, han ville også læse lidt privat med mig. Desuden fik Thortsen til engang hver søndag at høre mig i latinsk grammatik, og det uden honorar. Denne måned fik jeg også god karakter hos ham. Han brugte, den sidste dag i måneden at høre os i et lille stykke, og eftersom vi kunne dette og han var i humør fik vi karakter for den hele tid.

Hvis ikke andet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense