H.C.Andersen og  Sct. Knuds Kirke i Odense H.C. Andersen har i  " Mit livs eventyr og i "Levnedsbogen" beskrevet sit forhold til Sct. Knuds Kirke herunder sin konfirmation , faderens begravelse og kirkegården. Se også siden om udgravninger på Sct. Knuds Kirkegård.

H.C.Andersen var mørkerad 

  Min fantasi var altid i stærk bevægelse, jeg turde næsten aldrig gå i mørke, måtte jeg et sted for mine forældre og skulle forbi Sct. Knuds kirkegård, da lukkede jeg øjnene og styrtede af sted, løb på folk eller faldt så lang jeg var.

  Faderens begravelse

Jeg gik tæt bag efter ligkisten, så hvor præsten inde i St Knuds Kirke kastede sand på den, jeg var så bedrøvet, hjemme jamrede min moder; kun gamle farmoder sad stille med våde øjne, hun sukkede slet ikke, men der lå en forunderlig smerte idet blege ansigt, der selv greb mig, som barn. ("Levnedsbogen" )

På St. Knuds kirkegård, udfor den venstre sidedør fra alteret, begravede de ham, fa'ermo'er plantede roser på graven; i senere år er flere  andre lig    blevet lagt på samme sted, nu vokser græsset højt også hen over disse.       

Fra min faders død var jeg så godt som ganske overladt til mig selv; min moder gik ud at vaske for folk, jeg sad alene hjemme med det lille teater, som min fader havde gjort til mig; jeg syede dukketøj og læste komediebøger. Man har fortalt mig, at jeg da var lang og opløben, havde et stort, lysegult hår, gik barhovedet og som oftest med træsko på fødderne. ( " Mit Livs Eventyr" )

 Litografi ca.1800. Kilde: Odense Bys Museer

 Konfirmationen

H.C. Andersen  blev konfirmeret i Odense Domkirke, 1. søndag efter påske i 1819: " Højere oppe stod jeg som Ældre til konfirmation, rystede af hellig følelse, og tænkte underligt på Gud, mit kalvekryds, præstens ord og hvad damerne, jeg kendte oppe i pulpituret, sagde om mig og mine knirkende støvler ", fortæller Andersen i en rejseskildring fra 1829. Få måneder efter konfirmationen forlod han Odense for at rejse til København.

Vi hørte til St. Knuds Sognekirke, og her kunne konfirmanderne tegne sig, enten hos stiftsprovsten eller hos kapellanen; hos den første gik  kun de såkaldte fornemme familiers børn, samt latinskolens disciple, hos den sidste gik de fattigere; jeg meldte mig hos stiftsprovsten, der måtte tage imod mig, men vistnok kun så forfængelighed deri, at jeg ville gå med hans konfirmander; disse stilledes øverst på kirkegulvet, kapellanens kom derimod nedenfor ; jeg tør imidlertid tro, at det ikke ganske var forfængelighed, der drev mig, jeg havde en angst for de fattige drenge, som havde spottet mig, jeg følte altid en inderlig drift til at nærme mig latinskolens disciple, som jeg den gang betragtede for meget bedre end de andre; når de legede inde på kirkegården, stod jeg udenfor trægitteret, kikkede ind og ønskede, at jeg var iblandt de lykkelige, ikke for legens skyld, men for de mange bøger, de havde, og for hvad de kunne blive i denne verden.

En gammel skrædderske forandrede min afdøde faders overkjole til en konfirmationsdragt for mig; jeg syntes, at jeg aldrig havde båret en sådan stadskjole, og for første gang i mit liv fik jeg støvler; min glæde over disse var overordentlig, kun frygtede jeg, at ikke alle skulle se, at det var støvler, og derfor trak jeg skafterne op over benklæderne og gik således op ad kirkegulvet; støvlerne knirkede, og det frydede mig i mit inderste, at menigheden nu kunne høre, at de var nye; men min andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig samvittighedskval over, at min tanke var ligeså meget hos mine støvler, som hos den gode Gud; jeg bad ham ret i mit hjerte tilgive mig, og tænkte så igen på mine nye støvler.( "Mit Livs Eventyr" )

Foto: Lars Bjørnsten Odense