|
I anledning af C. A. Reitzel 100 års dag
er en
tidligere medarbejder Otto Wroblewski blevet
bedt om at skrive en artikel om hans 10 års
ophold i C.A. Reitzels Hus i sine
barndoms-ungdomsår. Anmodningen var frembragt af
O.H. Delbanco.
Titlen på artiklen er "Ti år i C. A. Reitzels
Boglade" af Otto B. Wroblewski. Kbh.,
Bianco Luno, 1889.
Reitzels Boglade i København var igennem mange
år samlingssted
for landets kendteste forfattere. "Reitzels
Boglade" og "Minis Café" var almindeligvis
opfattede som litterære brændpunkter, hvor
man drøftede dagens spørgsmål og hvor bynyt om litterære forhold blev drøftet.
Det blev til sidst for meget for Reitzel, at de
fleste af de stole, der fandtes i bogladen til
gaden og i det lille kontor ved siden af, som
han benyttede til private forhandlinger, men
hvor han for øvrigt ikke arbejdede, blev
inddraget til disse uformelle møder. I Otto Wroblewski's tid var det kun
en snæver kreds af forfattere og litterære folk,
der jævnlig mødtes. Af sådanne mindes Otto
Wroblewski besøgende som f.eks. forfatterne Chr. Winther, I. L. Heiberg, Henrik Hertz, H.C.
Andersen.
Om
Otto Wroblewski vilde sige, at han omgikkes disse digtere og
forfattere, vilde det jo være både dumt og
latterligt. Men alene det, at se dem, at høre
digterne, hvem han tillagde gudernes sprog, tale
som andre dødelige om de ligegyldigste ting og
te sig ganske som andre mennesker var for den
unge Otto Wroblewski, der var opfødt med
Ingemanns romaner, Heibergs og Hertz skuespil og
Holbergs komedier, en begivenhed. At der da her
af og til kunne falde et venligt og spøgende ord
af til Otto Wroblewski, er jo en selvfølge.
Af og til
var der uoverensstemmelser mellem disse
digtere på dette neutrale område. Otto Wroblewski
skriver om, at forholdet mellem H.
C. Andersen og Heiberg ikke var det bedste,
efter at denne sidste havde udgivet de berømte
"nye Digte", hvori førstnævnte var bleven hårdt
medtaget i "en Sjæl efter Døden", er let
forståeligt. Når nu hertil kommer, at der netop
var en for øvrigt hurtigt forløbende misstemning
mellem Reitzel og Heiberg, der gik så vidt, at
personalet i forretningen, havde ordre til,
at når Heiberg. kom, at nægte Reitzel hjemme, vil
den efterfølgende situation være af yderst
komisk virkning.
Købmagergade 44 i
København. Her lå Reitzels Boglade
på H.C. Andersens tid
Vis stort kort
Reitzel var inde i det omtalte lille kontor ved
siden af bogladen med H.C. Andersen, da Heiberg
kommer op i Bogladen, hvor da følgende samtale
forefaldt. "Goddag, min unge Ven! er Hr. Reitzel
hjemme?"
L., (en af Personalet) yderst befippet ved at
skulle lyve for deri store mand med fare for at
blive greben i flagrant løgn, stammer altså
nølende: "Nej, Hr. Professor". "Ja så, ikke det!
(han har imidlertid hørt lyden af de samtalendes
stemmer inde i kontoret). "Han er måske
paa Børsen?" Her
så' han med sit mest sarkastiske smil på
vedkommende.
"Nej, det tror jeg ikke".
"Hm - måske han er rejst til Messen i Leipzig?"
Det var en fuldstændig leg som Katten med Musen.
"Nej ... det er han ganske vist ikke".
"Naa, ja, saa kommer han måske snart hjem".
Stadig hører man de talende ved Siden af.
.... "Ja! det gjør han vel" . . .
"Ja, saa tror jeg, jeg vil vente lidt", og
dermed sætter han sig ned. Lidt efter går
Kontordøren op og de samtalende træde ud. -
Stort Tableau!
Først fik vi, personalet, et
lynende blik af principalen og derefter af Heiberg
det allerelskværdigste smil og håndtryk, der
gjengjældtes, som om aldeles intet var passeret,
med: "Ah, Goddag, kjæreste Hr. Retzel.! ja jeg
tænkte nok at De kom snart hjem!" og derpaa fik
H. C. Andersen et lige så smilende og og høfligt
goddag; men Andersen så' ud som han havde fået
noget forfærdelig bittert i munden og bugtede
sig skyndsomt ud af døren.
Otto Wroblewski blev jævnlig sendt rundt
med mundtlig besked fra Reitzel til forskellige
forfattere og hyppig i det mere behagelige hverv at
bringe forfatterne deres honorar. I den forbindelse har
Otto Wroblewski gentagne gange
været hos Heiberg, Hertz, H.C. Andersen
og mange flere.
En gang kom
Otto Wroblewski
i ærinde fra Reitzel op til Molbech og traf
udenfor hans dør H.C. Andersen. "Jeg har ringet
og banket, men der bliver ikke lukket op," sagde
Andersen. Formodentlig har han ikke ringet
stærkt nok, da
Otto Wroblewski lidt efter ringede på kom
Molbech selv og lukkede op. Næppe havde han
imidlertid fået øje på Andersen før han i den
heftigste tone udbrød: "Jeg vil ikke tale med
Dem, - jeg vil ikke tale med Dem! Gå Deres vej!"
og trods al høflig demonstreren fra H.C.
Andersens side og uden at tage mindste hensyn
til at Otto
Wroblewski som uvedkommende, tredie Mand
havde overværet hele denne pinlige scene lod han
Andersen gå, medens Otto Wroblewski
høfligt lukkedes ind. Det var formodentlig
reminiscenser fra den periode, da Molbech var
teaterdirektør, og i hvilken han som sådan
hyppig havde måttet forkaste stykker,
indleveret af H.C. Andersen.
Når
Otto Wroblewski blev sendt i byen for
Reitzel, måtte han skynde sig. Det vidste han altfor godt, og da
Otto Wroblewski derfor engang i et af de
allerførste af sine læreår blev sendt med
honorar til H.C. Andersen, der boede i Hôtel du Nord
eller ved siden af, kom Otto Wroblewski ganske ufrivillig
til at krænke denne store mand på det
føleligste. Han blev nemlig meget glad for
pengene (det var en 100-Daler-Seddel). Det var
da en dejlig brun seddel! Mange tak! Skal jeg så ikke fortælle
dem et eventyr, min lille
ven?" "Nej, mange tak!" måtte
Otto Wroblewski sige, thi
Otto Wroblewski
vidste jo, hvad der ventede, om han ved
besørgelsen af ærindet var blevet længere
tid
borte end højst nødvendigt, men følgen var, at
H.C. Andersen blev vred og det til gavns. Mange, mange
år
efter har Otto Wroblewski haft den fornøjelse at fortælle Andersen
om
denne scene. Den morede ham meget og han skrev
da en "venlig hilsen og tak" til mig og mit
hjem
"for vor Kjærlighed til hans Digtning".
Reitzel familiens fødselsdage foregik, på
Fruens nær, så temmelig ubemærkede. En undtagelse
gjorde som sagt fruens fødselsdag, der indtraf
på årets første dag. Da Bogladen var lukket,
stillede alle til gratulation "paa Salen" i
den del af familielejligheden, der var beliggende
på 1ste sal og kun
sjældnere benyttedes. En stor mængde af husets
venner
indfandt sig da, så vel som enkelte af digterne,
der nærmere var knyttede til Reitzel, såsom H.
C. Andersen, H. P. Holst og Chr. Winther. Der
blev trakteret med gode sager, og man blev
indbudt til om aftenen, hvor der så var en
større sammenkomst.
Få
uger efter, den 7. Juni
1853, udfriedes Reitzel af sine store lidelser i sit
63 år og blev stedt til hvile den 13. juni på
Assistents Kirkegaard.
Uddrag af artikel Lars Bjørnsten
Odense 2011
Kilde:
eremit.dk |
