Juleaften
og nytårsaften i Berlin 1845
H.C. Andersen var taget
til Berlin i 1845 i håbet om, at holde
juleaften sammen med Jenny Lind, men han
blev brændt af og måtte sidde alene! I
stedet holdt de nytårsaften sammen.
Kilde: Mit
Livs eventyr kap 12-4
Og dog midt i denne
sus og tummel, i alt
dette overmål af godhed og interesse for at gøre mig mit
ophold her behageligt, stod
en aften tom, ubesat, en aften, hvor jeg
pludseligt følte ensomheden i sin trykkende
skikkelse. Det var juleaften.
Netop den
aften, jeg med barnets sind så i festglans, hvor det
hører til, at jeg må se juletræet, glæde mig over
børnenes glæde, se de ældre blive børn igen. - Netop
denne aften, som jeg siden hørte af de
mange, der gæstfrit og gerne så mig,
enhver troede, at jeg for længst havde taget
indbydelse, hvor jeg helst ville være, sad
jeg ganske alene i min stue i hotellet og
tænkte på hjemmet i København. Jenny
Lind var i Berlin, Meyerbeer havde, som han
tidligere udtalte for mig, sat igennem, at
hun var optrådt her, hyldet og beundret lod
overalt hendes ros, ikke blot
kunstnerindens, men kvindens, begge i en
forenet vakte en begejstring, en entusiasme,
så teatret formeligt bestormedes, når hun
sang.
I alle
byer, på alle steder, hvor jeg
kom, taltes om hende, dog denne tale
behøvedes ikke, hun var dybt i min tanker, og
det havde hende været min dejligste fantasi, at tænke mig
juleaften tilbragt
hos hende, jeg var forvisset om, at var jeg
på den tid i Berlin, skulle jeg denne
festaften være i hendes selskab. Det var
mig en sådan fix overbevisning, at jeg
afslog alle indbydelser af vennerne i
Berlin, og da så aftenen kom, - var jeg
ikke indbudt af Jenny Lind, og sad ganske
ensom i hotellet, følte mig så forladt,
åbnede vinduet, så op i stjernehimlen,
den var mit juletræ. Jeg var så blød i
sindet, andre vil måske kalde det
sentimental, de kender navnet, jeg kender stemningen.
Morgenen
derpå var jeg ærgerlig,
barnagtig ærgerlig over min spildte
juleaften, og jeg sagde Jenny Lind, hvor
trist jeg havde tilbragt den. »Jeg troede,
De var hos prinser og prinsesser!« sagde
hun; da fortalte jeg hende, at jeg havde
afslået alle indbydelser for at være hos
hende, og at det havde jeg glædet mig til i lang, lang
tid, ja derfor var jeg netop i julen kommet
til Berlin.
»Kind!« sagde hun smilende, strøg sin
hånd hen over min pande, lo af mig og
sagde, »det faldt mig aldrig ind, jeg var
desuden buden ud, men nu maae vi gjøre
Juleaften om, nu skal jeg lade Træet tænde
for Barnet! Nytaarsaften staaer Juletræet
hos mig!« Og netop årets sidste aften stod
for mig alene hos hende et lille træ med
lys og stads; Jenny Lind, hendes
ledsagerinde og jeg var hele kredsen.
Vi
tre børn fra Norden var samlede Sylvester-Aften. Jeg var
barnet, for hvem juletræet var
tændt; det var som børns
legen »komme Fremmede«, vi fik alle
anretninger som ved stort selskab, te, is
og endelig aftensbord;
Jenny Lind gav en
stor arie og et par svenske sange, det var
en ganske festlig Soirée, og jeg fik alle
juletræets foræringer. Vor stille festlige
aften rygtedes og blev omtalt i avisen, de
to børn fra Norden, Jenny Lind og Andersen,
begge under Juletræet, stod der omtrent.
Sylvester er den tyske
betegnelse for nytårsaften
|