Juleaften og nytårsaften i Berlin 1845 

H.C. Andersen var taget til Berlin i 1845 i håbet om, at holde juleaften sammen med Jenny Lind, men han blev brændt af og måtte sidde alene! I stedet holdt de nytårsaften sammen.  Kilde: Mit Livs eventyr kap 12-4

Og dog midt i denne sus og tummel, i alt dette overmål af godhed og interesse for at gøre mig mit ophold her behageligt, stod en aften tom, ubesat, en aften, hvor jeg pludseligt følte ensomheden i sin trykkende skikkelse. Det var juleaften.

Netop den aften, jeg med barnets sind så i festglans, hvor det hører til, at jeg må se juletræet, glæde mig over børnenes glæde, se de ældre blive børn igen. - Netop denne aften, som jeg siden hørte af de mange, der gæstfrit og gerne så mig, enhver troede, at jeg for længst havde taget indbydelse, hvor jeg helst ville være, sad jeg ganske alene i min stue i hotellet og tænkte på hjemmet i København. Jenny Lind var i Berlin, Meyerbeer havde, som han tidligere udtalte for mig, sat igennem, at hun var optrådt her, hyldet og beundret lod overalt hendes ros, ikke blot kunstnerindens, men kvindens, begge i en forenet vakte en begejstring, en entusiasme, så teatret formeligt bestormedes, når hun sang.

I alle byer, på alle steder, hvor jeg kom, taltes om hende, dog denne tale behøvedes ikke, hun var dybt i min tanker, og det havde hende været min dejligste fantasi, at tænke mig juleaften tilbragt hos hende, jeg var forvisset om, at var jeg på den tid i Berlin, skulle jeg denne festaften være i hendes selskab. Det var mig en sådan fix overbevisning, at jeg afslog alle indbydelser af vennerne i Berlin, og da så aftenen kom, - var jeg ikke indbudt af Jenny Lind, og sad ganske ensom i hotellet, følte mig så forladt, åbnede vinduet, så op i stjernehimlen, den var mit juletræ. Jeg var så blød i sindet, andre vil måske kalde det sentimental, de kender navnet, jeg kender stemningen.

Morgenen derpå var jeg ærgerlig, barnagtig ærgerlig over min spildte juleaften, og jeg sagde Jenny Lind, hvor trist jeg havde tilbragt den. »Jeg troede, De var hos prinser og prinsesser!« sagde hun; da fortalte jeg hende, at jeg havde afslået alle indbydelser for at være hos hende, og at det havde jeg glædet mig til i lang, lang tid, ja derfor var jeg netop i julen kommet til Berlin.

»Kind!« sagde hun smilende, strøg sin hånd hen over min pande, lo af mig og sagde, »det faldt mig aldrig ind, jeg var desuden buden ud, men nu maae vi gjøre Juleaften om, nu skal jeg lade Træet tænde for Barnet! Nytaarsaften staaer Juletræet hos mig!« Og netop årets sidste aften stod for mig alene hos hende et lille træ med lys og stads; Jenny Lind, hendes ledsagerinde og jeg var hele kredsen.

Vi tre børn fra Norden var samlede Sylvester-Aften. Jeg var barnet, for hvem juletræet var tændt; det var som børns legen »komme Fremmede«, vi fik alle anretninger som ved stort selskab, te, is og endelig aftensbord;

Jenny Lind gav en stor arie og et par svenske sange, det var en ganske festlig Soirée, og jeg fik alle juletræets foræringer. Vor stille festlige aften rygtedes og blev omtalt i avisen, de to børn fra Norden, Jenny Lind og Andersen, begge under Juletræet, stod der omtrent.