Der er tale om et uhyre sjældent dokument, der belyser den danske
digters
kærlighed til
den unge svenske
operasangerinde,
der i folkemunde
gik under
tilnavnet “den
svenske
nattergal”.
Dedikationseksemplaret
er en uvurderlig
kulturgenstand,
da den præcist
rammer et
centralt punkt i
digterens
personlige
følelsesliv,
sådan som han
også præsenterer
det i Mit Livs
Eventyr, og
kærlighedserklæringen
er forsigtigt
fremført gennem
forfatterens
lyrik. Det er
svært at
forestille sig
en bedre og mere
sigende genstand
at udstille i
museet, dér hvor
fortællingen om
H.C. Andersens
forhold til
Jenny Lind
udspiller sig.
Bogdedikationen
lyder:
Jenny
Lind
Der
er
Mennesker
vi
leve
Sammen
med,
Aar
ud,
Aar
ind,
Aldrig
dog
vi
med
dem
bleve
Venner,
ret
i
Sjæl
og
Sind,
Andre,
kun
vi
mødte
disse
Faa
Minutter,
og
tilvisse
Vi
dem
kjendte,
vi
dem
vandt,
Varigt
Venskab
os
forbandt!
Siig,
har
jeg
ei
Perlen
fundet?
Har
jeg
– en
Veninde
vundet?
|
|
|
Skønt H.C.
Andersens
kærlighed til
Jenny Lind udgør
et centralt
kapitel i
digterens liv,
er der ikke
bevaret mange
dokumenter, der
kaster lys over
digterens
følelses-eruption.
Der kendes
faktisk kun to
yderligere
manuskripter fra
H.C. Andersens
hånd viet til
Jenny Lind. Det
ene, et digt,
findes i Jenny
Linds album, og
det andet –
ligeledes et
digt – findes
udstillet i H.C.
Andersens Hus.
Her er tale om
manuskriptet til
et hyldestdigt
til Jenny Lind,
og altså ikke et
digt, han
nødvendigvis
personligt har
overrakt hende.
Med erhvervelsen
af
dedikationseksemplaret,
er der derimod
tale om en
personlig gave
fra H.C.
Andersen til den
svenske
operasangerinde
– til og med den
eneste, der
findes – og oven
i købet et
dedikationseksemplar,
der kan dateres
præcist til den
14. september
1843. På dette
tidspunkt var
digterens
følelser i så
stærkt et oprør,
at han tænkte på
at fri til den
15 år yngre
svenske
nattergal,
hvilket han
formodentlig
også gjorde seks
dage efter, hvor
han i sin
almanak
noterede: ”Ude
paa Tolboden til
Morgen 4½, sagt
Jenny Farvel,
stukket Brev til
hende, som hun
maa forstaae.
Jeg elsker!”
Et attraktivt
samlerobjekt
Den
omtalte bog var
averteret til
salg ved en
antikvarboghandel
i New York, og
den har gennem
tiderne været et
attraktivt
samlerobjekt.
Således blev
bogen i december
1929 solgt ved
Sotheby’s
auktion i London
og købt af den
amerikanske
bestyrelsesformand
for General
Electric,
industrimagnaten
og bogsamleren
Owen D. Young,
hvis bogsamling
udgjorde
grundlaget for
Berg-samlingen i
New York Public
Library. Den
amerikanske
rigmand købte
bogen for at
give den til sin
svigerdatter
Esther Young
(født Esther
Marie
Christensen,
1895-1988) der
et halvt år
tidligere havde
ægtet Owens
ældste søn,
Charles Jacob.
Få år tidligere
var Charles
Jacobs første
kone på tragisk
vis død i
forbindelse med
fødslen af deres
anden søn.
Esther var
datter af den
danske
vicekonsul Niels
Anthon
Christensen
(født 1865 i
Tørring), hvis
opfindelse af
den såkaldte
O-ring fik enorm
industriel
indflydelse.
Selv var Esther
digterinde og
billedkunstner,
og man kan gætte
på, at Owen D.
Young derfor har
fundet, at bogen
med H.C.
Andersens digte
og
kærlighedserklæring
var den helt
rigtige gave til
sin nytilkomne
svigerdatter.
Jenny
Lind og H.C.
Andersen
Jenny
Lind (Johanna
Maria Lind
1820-1887) gik i
folkemunde under
navnet ”den
svenske
nattergal” og
var uden tvivl
1800-tallets
mest fremragende
dramatiske
sopran-sangerinde,
vidt berømmet
for sit store
kunstneriske
talent, hendes
jernflid og
udholdenhed og
deraf følgende
imponerende
tekniske kunnen
– og sidst, men
ikke mindst for
hendes vindende
og ærlige
kunstner-personlighed.
Allerede som
10-årig blev hun
antaget som elev
ved Kungliga
Teatern i
Stockholm, hvor
hun fik
dramatiske
roller og sang
vaudeviller. Hun
fik sin
operadebut som
18-årig. I
London mødte hun
i 1849
pianisten,
komponisten og
dirigenten Otto
Goldschmidt, som
ledsagede hende
på en turne i
USA, hvor de
blev gift i
1852. I 1859
blev hun britisk
statsborger, og
i 1883 professor
i sang ved The
Royal College of
Music i London.
H.C. Andersen
havde i 1840
kort mødt Jenny
Lind i København
på Hotel du
Nord, hvor hun
under en
koncertrejse i
det sydlige
Sverige havde
taget en kort
afstikker med
sin far til
København. De
hilste på
hinanden, men
”skiltes igjen
fremmede for
hinanden”, som
han udtrykker
det i Mit Livs
Eventyr.
Det var først
tre år efter, i
september 1843,
at de to mødtes
igen. August
Bournonville
havde under sine
gæsteforestillinger
i Stockholm
opdaget Jenny
Linds store
talent, og ville
nu overtale
hende til at
give nogle
gæsteroller på
Det Kongelige
Teater i
København. Jenny
Lind havde ytret
ønske om at møde
Andersen igen,
og Bournonville
ville da udnytte
dette møde ved
sammen med
Andersen at
overtale den
ængstelige Jenny
til at give
disse
gæsteroller.
Jenny Lind blev
overtalt og
hendes
optrædener blev
en overmåde stor
succes; hun sang
endog for
kongen, og 300
studenter
forsamledes for
at synge hende
en serenade.
Fra denne
periode er
digterens dagbog
desværre ikke
bevaret. Derimod
findes digterens
almanak, som han
gerne noterede
i, og fra
almanakken får
man tydeligt
indtryk af
digterens
voksende
følelsesmæssige
interesse for
den unge svenske
kunstner, der i
løbet af få
uger, fra den 3.
til 20.
september,
voksede til en
stormende
forelskelse. Det
er herfra, vi
finder digterens
udbrud som:
”forelsket”, ”
jaloux”, ”tænkt
paa at fri”, ”
jeg elsker
hende”, samt
”stukket Brev
til hende, som
hun maa forstaae.
Jeg elsker!” .
Ud fra
almanakoptegnelserne
fremgår det
også, at
dedikationseksemplaret
blev givet Jenny
Lind den 14.
september 1843.
Jenny Linds svar
på Andersens
frierbrev er
desværre ikke
bevaret, men det
lader til, at
Jenny Lind har
undveget
Andersens
følelsesudbrud.
Imidlertid stod
Andersen og især
Bournonville som
dem, der åbnede
dørene for en
europæisk succes
for Jenny Lind.
Inden en
koncertturne
sydpå afholdt
Jenny Lind den
21. oktober 1845
i Hotel Royal i
København middag
for hendes
danske venner.
Ved denne
lejlighed
overrakte hun
Bournonville et
lille sølvbæger
med indskriften:
”Til
Balletmester
Bournonville,
der har viist
sig som en Fader
imod mig, i
Danmark mit
andet
Fædreland”.
Bournonville
takkede med
ordene, at nu
ville alle
danske være hans
børn for at
blive Jenny
Linds broder,
hvortil Jenny
Lind svarede:
”Det blev mig
for mange! Jeg
vil saa hellere
vælge én for dem
alle som
broder!”. Med
sit
champagneglas
nærmede hun sig
nu Andersen – og
”Broderens Skaal”
blev drukket,
vel nok en
bittersød skål
for Andersen.
Han gemte som
minde om
broderskålen
champagneglasset,
og havde det
stående i
dagligstuen på
etageren til sin
død. Glasset kan
i dag ses i H.C.
Andersens Hus.
Andersens
følelser overfor
Jenny Lind var
ikke gengældt
med samme
inderlighed,
hvilket digteren
nok havde svært
at forlige sig
med. De to
kunstnere
opnåede samme
uhyre
berømmelse, og
betragtedes i
Europa som ”de
to børn fra
Norden”.
Arvestorhertug
Carl Alexander
af Sachsen,
Weimar og
Eisenach
foreslog dem
endog fribolig i
Weimar, hvilket
de dog smigret
måtte afvise.
Som gammel mand
førte H.C.
Andersen
fortrolige
samtaler med den
unge Nicolaj
Bøgh, og under
en af disse
samtaler berørte
Bøgh Andersens
ungdomsforelskelse
i Riborg Voigt.
Ifølge Bøghs
erindringer
fortalte H.C.
Andersen, ”at
hans Følelse for
Riborg havde
været meget
heftig; men det
var saadan en
Ungdomsforelskelse,
som i Aarenes
løb
bortdunstede, og
som i Grundighed
og Varighed ikke
kunde
sammenlignes med
den, han følte
for Jenny Lind.”
Kilde:
pressemeddelelse
Odense Kommune
og Odense Bys
Museer
04-05-2011