|
Egnen er meget nøgen nede ved Kjøge; Byen ligger jo rigtignok ved Stranden, og det er altid kjønt, men der kunde dog være kjønnere, end der er: rundt om flad Mark, og langt er der til Skoven; men naar man er rigtig hjemme et Sted, saa finder man dog Noget kjønt, noget, man paa det deiligste Sted i Verden siden kan længes efter! Og det maae vi ogsaa sige, at i Udkanten af Kjøge, hvor et Par smaa fattige Haver strække sig ned til den lille Aa, som løber ud i Stranden, kunde der være ganske yndigt ved Sommertid, og det fandt især de to smaa Nabobørn, Knud og Johanne, som legede her og krøb under Stikkelsbærbuskene ind til hinanden. I den ene Have stod en Hyld, i den anden et gammelt Piletræ, og under det især legede de Børn saa gjerne, og dertil havde de Lov, skjøndt Træet stod lige tæt ved Aaen, hvor de let kunde falde i Vandet, men vor Herre har Øie paa de Smaa, ellers saae det slemt ud; de vare ogsaa meget forsigtige, ja, Drengen var en saadan Cujon for Vandet, at det var ikke mueligt ved Sommertid at faae ham ud i Stranden, hvor dog de andre Børn saa gjerne vilde gaae at pjadske; han blev skaamet ud for det, og det maatte han taale; men saa drømte Naboens lille Johanne, at hun seilede i en Baad paa Kjøgebugt og Knud gik lige ud til hende, Vandet naaede ham først til Halsen og saa gik det ham heelt over Hovedet; og fra det Øieblik af, at Knud hørte den Drøm, taalte han ikke længer, at man kaldte ham en Cujon for Vandet, men henviste bare til Johannes Drøm; den var hans Stolthed; men i Vandet gik han ikke. 
Inde i Kjøge er der et stort Torv, og ved Markedstid stod der hele Gader af Telte med Silkebaand, Støvler og alt mueligt; der var en Trængsel og sædvanligviis Regnveir, og da mærkede man Dunsten af Bondekofter, men ogsaa den deiligste Lugt af Honningkager, der var en heel Bod fuld, og hvad der var det prægtigste: Manden, som solgte dem, indlogerede sig altid i Markedstiden hos den lille Knuds Forældre, og saa vankede der naturligviis en lille Honningkage, hvoraf Johanne ogsaa fik sit Stykke, men hvad der næsten var endnu meget mere, Honningkagehandleren vidste at fortælle Historier, og det næsten om enhver Ting, selv om sine Honningkager; ja om disse fortalte han en Aften en Historie, som gjorde et saa dybt Indtryk paa de to Børn, at de aldrig siden glemte den, og saa er det vel bedst, vi ogsaa høre den, især da den er kort.
"Der laae paa Disken to Honningkager," sagde han, "den ene havde Skikkelse af et Mandfolk med Hat, den anden som en Jomfru uden Hat, men med en Klat Bog-Guld paa Hovedet; de havde Ansigt paa den side, som vendte opad, og der skulde man see dem og ikke paa Vrangen, der skal man aldrig see noget Mennekse. Mandfolket havde en Bittermandel til Venstre, det var hans Hjerte, Jomfruen var derimod bare Honningkage. De laae som Prøver paa Disken, de laae længe og saa elskede de hinanden, men den Ene sagde det ikke til den Anden, og det maa man, naar det skal blive til Noget. 
Førstkommende Søndag vilde han aflægge Besøget hos Johannes Fader. De nye Svende-Klæder kom paa, og den nye Hat fra Kjøge, den klædte Knud saa godt, før havde han altid kun gaaet med Kaskjet. - Og han fandt Huset, som han søgte, og kom de mange Trapper op; det var ganske til at blive svindel over, hvorledes Menneskene vare stillede ovenpaa hinanden her i den vildsomme By.
Ganske velhavende saae der ud inde i Stuen, og venligt tog Johannes Fader imod ham; for Madammen var han jo en fremmed En, men hun gav ham Haanden og Caffe.
"Det vil fornøie Johanne at see dig!" sagde Faderen, "Du er jo blevet et meget net Menneske! - ja nu skal du see hende! ja det er en Pige, jeg har Glæde af og faaer mere, med Guds Bistand! hun har sit eget Kammer og det betaler hun os for!" og Faderen selv bankede ganske høfligt paa hendes Dør, ligesom om han var en fremmed Mand, og saa traadte de ind - nei, hvor det var nydeligt! der var bestemt ikke saadant et Kammer til i hele Kjøge, Dronningen kunde ikke havde det yndigere! 
Nei, det var ingen Drøm! og alle Mennesker jublede for hende og kastede Blomster og Krandse til hende, og hver Gang hun gik, saa kaldte de paa hende igjen, hun gik og kom og atter kom.
Ude paa Gaden flokkede Folk sig om hendes Vogn og de trak den, og Knud var allerforrest og allergladest, og da de kom til hendes prægtigt oplyste Huus, stod Knud lige ved Vogndøren, der aabnedes, og hun traadte ud, og Lyset skinnede lige ind i hendes velsignede Ansigt og hun smilede og takkede saa mildt og hun var saa rørt; og Knud saae hende lige ind i Ansigtet og hun saae Knud lige ind i Ansigtet, men hun kjendte ham ikke. En Herre med Stjerne paa sit Bryst rakte hende sin Arm - de vare forlovede, sagde man.
Og saa gik de Haand i Haand gjennem Kjøge Gader, og de saae meget anstændigt ud paa Vrangen, der var ikke Noget at sige paa dem! og de gik lige hen mod Kjøge Kirke, og Knud og Johanne fulgte efter; de gik ogsaa Haand i Haand; og Kirken stod som før med røde Mure og deiligt Vedbendgrønt, og Kirkens store Dør aabnede sig til begge Sider og Orgelet bruste og Mandfolket og Fruentimmeret gik begge op af Kirkegangen: "Herskabet først!" sagde de, "Honningkagernes Brudefolk!" og saa traadte de hver til sin Side for Knud og Johanne, og de knælede deroppe og hun bøiede sit Hoved over hans Ansigt, og der trillede iskolde Taarer fra hendes Øine, det var Isen der smeltede om hendes Hjerte ved hans stærke Kjærlighed, og de faldt paa hans brændende Kinder, og - han vaagnede ved det, og sad under det gamle Piletræ i fremmed Land, i den vinterkolde Aften; der faldt fra Skyerne isnende Hagl, de pidskede hans Ansigt.
"Det var den deiligste Time i mit Liv!" sagde han, "og den var en Drøm. - Gud, lad mig drømme den om igjen!" og han lukkede sine Øine, han sov, han drømte.
I Morgenstuden faldt Sneen, den fygede hen over hans Fødder, han sov. Landsbyfolk gik til Kirke; der sad en Haandværkssvend, han var død, frosset ihjel - under Piletræet. |
