|
"Det skrupknager i mig, saa deiligt koldt er det!" sagde Sneemanden. "Vinden kan rigtignok bide Liv i Een! Og hvor den Gloende der, hun gloer!" det var Solen, han meente; den var lige ved at gaae ned. "Hun skal ikke faae mig til at blinke, jeg kan nok holde paa Brokkerne!"
Det var to store, trekantede Tagsteens Brokker, han havde til Øine; Munden var et Stykke af en gammel Rive, derfor havde han Tænder.
Han var født under Hurraraab af Drengene, hilset af Bjældeklang og Pidskesmæld fra Kanerne.
Solen gik ned, Fuldmaanen stod op, rund og stor, klar og deilig i den blaae Luft.
"Der har vi hende igjen fra en anden Kant!" sagde Sneemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig igjen. "Jeg har vænnet hende af med at gloe! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan see mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg vilde saa gjerne flytte mig! kunde jeg det, vilde jeg nu ned at glide paa Isen, som jeg saae Drengene gjøre det; men jeg forstaaer ikke at løbe!" 
"Det er en mageløs Deilighed!" sagde en ung Pige, som med en ung Mand traadte ud i Haven og standsede just ved Sneemanden, hvor de saae paa de glimrende Træer. "Deiligere Syn har man ikke om Sommeren!" sagde hun, og hendes Øine straalede.
"Og saadan en Karl, som ham der, har man nu slet ikke!" sagde den unge Mand og pegede paa Sneemanden. "Han er udmærket!"
Den unge Pige lo, nikkede til Sneemanden og dandsede saa med sin Ven hen over Sneen, der knirkede under dem, som om de gik paa Stivelse.
"Hvem var de To?" spurgte Sneemanden Lænkehunden; "Du er ældre paa Gaarden end jeg, kjender Du dem?"
"Det gjør jeg!" sagde Lænkehunden. "Hun har jo klappet mig, og han har givet mig et Kjødbeen; dem bider jeg ikke!"
"Men hvad forestille de her?" spurgte Sneemanden.
"Kjærrrrr-restefolk!" sagde Lænkehunden. 
Sneemanden hørte ikke mere efter; han saae stadig ind i Huusholderskens Kjelder-Etage, ned i hendes Stue, hvor Kakkelovnen stod paa sine fire Jernbeen og viste sig i Størrelse som Sneemanden selv.
"Det knager saa underligt i mig!" sagde han. "Skal jeg aldrig komme derind? det er et uskyldigt Ønske, og vore uskyldige Ønsker maae dog vist blive opfyldte. Det er mit høieste Ønske, mit eneste Ønske og det vilde være næsten uretfærdig, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg maa derind, jeg maa helde mig op til hende, om jeg ogsaa skal knuse Vinduet!" 
|
