"Det
skrupknager i mig, saa deiligt koldt er
det!" sagde Sneemanden. "Vinden kan
rigtignok bide Liv i Een! Og hvor den
Gloende der, hun gloer!" det var Solen,
han meente; den var lige ved at gaae
ned. "Hun skal ikke faae mig til at
blinke, jeg kan nok holde paa
Brokkerne!"
Det var to store, trekantede
Tagsteens Brokker, han havde til Øine;
Munden var et Stykke af en gammel Rive,
derfor havde han Tænder.
Han var født under Hurraraab af
Drengene, hilset af Bjældeklang og
Pidskesmæld fra Kanerne.
Solen gik ned, Fuldmaanen stod op,
rund og stor, klar og deilig i den blaae
Luft.
"Der har vi hende igjen fra en anden
Kant!" sagde Sneemanden. Han troede, at
det var Solen, der viste sig igjen. "Jeg
har vænnet hende af med at gloe! nu kan
hun hænge der og lyse op, at jeg kan see
mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man
bærer sig ad med at flytte sig! jeg
vilde saa gjerne flytte mig! kunde jeg
det, vilde jeg nu ned at glide paa Isen,
som jeg saae Drengene gjøre det; men jeg
forstaaer ikke at løbe!"
"Væk! væk!" bjæffede den gamle
Lænkehund; han var noget hæs, det havde
han været, siden han var Stuehund og
laae under Kakkelovnen. "Solen vil nok
lære Dig at løbe! det saae jeg med din
Formand ifjor og med hans Formand; væk!
væk! og væk ere de Alle!"
"Jeg forstaaer Dig ikke, Kammerat!"
sagde Sneemanden; "skal den deroppe lære
mig at løbe?" Han meente Maanen; "ja hun
løb jo rigtignok før, da jeg saae stift
paa hende, nu lister hun fra en anden
Kant!"
"Du veed Ingenting!" sagde
Lænkehunden, "men Du er da ogsaa nylig
klattet op! Den Du nu seer, kaldes
Maanen, den der gik, var Solen, hun
kommer igjen imorgen, hun lærer Dig nok
at løbe ned i Voldgraven. Vi faae snart
Forandring i Veiret, det kan jeg mærke
paa mit venstre Bagbeen, det jager i
det. Vi faae Veirskifte!"
"Jeg forstaaer ham ikke!" sagde
Sneemanden, "men jeg har en Fornemmelse
af, at det er noget Ubehageligt, han
siger. Hun, der gloede og gik ned, som
han kalder Solen, hun er heller ikke min
Ven, det har jeg paa Følelsen!"
"Væk! væk!" bjæffede Lænkehunden, gik
tre Gange rundt om sig selv og lagde sig
saa ind i sit Huus for at sove.
Der kom virkelig Forandring i Veiret.
En Taage, saa tyk og klam, lagde sig i
Morgenstunden hen over hele Egnen; i
Dagningen luftede det; Vinden var saa
isnende, Frosten tog ordenlig Tag, men
hvor det var et Syn at see, da Solen
stod op. Alle Træer og Buske stode med
Riimfrost; det var som en heel Skov af
hvide Koraller, det var som om alle
Grene vare overdængede af straalehvide
Blomster. De uendelig mange og fine
Forgreninger, dem man om Sommeren ikke
kan see for de mange Blade, kom nu frem
hver evige een; det var en Knipling og
saa skinnende hvid, som strømmede der en
hvid Glands ud fra hver Green.
Hængebirken bevægede sig i Vinden, der
var Liv i den, som i Træerne ved
Sommertid; det var en mageløs Deilighed!
og da Solen saa skinnede, nei, hvor
funklede det Hele, som om det var
overpuddret med Diamantstøv og hen over
Jordens Sneelag glimrede de store
Diamanter, eller man kunde ogsaa troe,
at der brændte utallige smaa bitte Lys,
endnu hvidere end den hvide Snee.
"Det er en mageløs Deilighed!" sagde
en ung Pige, som med en ung Mand traadte
ud i Haven og standsede just ved
Sneemanden, hvor de saae paa de
glimrende Træer. "Deiligere Syn har man
ikke om Sommeren!" sagde hun, og hendes
Øine straalede.
"Og saadan en Karl, som ham der, har
man nu slet ikke!" sagde den unge Mand
og pegede paa Sneemanden. "Han er
udmærket!"
Den unge Pige lo, nikkede til
Sneemanden og dandsede saa med sin Ven
hen over Sneen, der knirkede under dem,
som om de gik paa Stivelse.
"Hvem var de To?" spurgte Sneemanden
Lænkehunden; "Du er ældre paa Gaarden
end jeg, kjender Du dem?"
"Det gjør jeg!" sagde Lænkehunden.
"Hun har jo klappet mig, og han har
givet mig et Kjødbeen; dem bider jeg
ikke!"
"Men hvad forestille de her?" spurgte
Sneemanden.
"Kjærrrrr-restefolk!" sagde
Lænkehunden. "De skal flytte i Hundehuus
og gnave Been sammen. Væk! væk!"
"Har de To ligesaa meget at betyde
som Du og jeg?" spurgte Sneemanden.
"De høre jo til Herskabet!" sagde
Lænkehunden; "det er rigtignok saare
Lidt man veed, naar man er født igaar!
det mærker jeg paa Dig! Jeg har Alder og
Kundskab, jeg kjender Alle her paa
Gaarden! og jeg har kjendt en Tid, hvor
jeg ikke stod her i Kulde og Lænke; væk!
væk!"
"Kulden er deilig!" sagde Sneemanden.
"Fortæl, fortæl! men Du maa ikke rasle
med Lænken, for saa knækker det i mig!"
"Væk! væk!" bjæffede Lænkehunden.
"Hvalp har jeg været; lille og yndig,
sagde de, da laae jeg i Fløielsstol
derinde paa Gaarden, laae i Skjødet paa
det øverste Herskab; blev kysset i
Flaben og visket om Poterne med broderet
Lommetørklæde; jeg hed "den Deiligste",
"Nussenussebenet", men saa blev jeg dem
for stor! saa gav de mig til
Huusholdersken; jeg kom i Kjelder-Etagen!
Du kan see ind i den, hvor Du staaer; Du
kan see ned i Kamret, hvor jeg har været
Herskab; for det var jeg hos
Huusholdersken. Det var vel et ringere
Sted end ovenpaa, men her var mere
behageligt; jeg blev ikke krammet og
slæbt om med af Børn, som ovenpaa. Jeg
havde min egen Pude, og saa var der en
Kakkelovn, den er paa denne Tid det
Deiligste i denne Verden! jeg krøb heelt
ind under den, saa at jeg blev borte. O,
den Kakkelovn saa deilig ud!" spurgte
Sneemanden. "Ligner den mig?"
"Den er lige det Modsatte af Dig!
kulsort er den! har en lang Hals med
Messing-Tromle. Den æder Brænde, saa at
Ilden staaer den ud af Munden. Man maa
holde sig paa Siden af den, tæt op, ind
under den, det er en uendelig
Behagelighed! Du maa ind af Vinduet
kunde see den der, hvor Du staaer!"
Og Sneemanden saae, og virkelig saae
han en sort blankpoleret Gjenstand med
Messing-Tromle; Ilden lyste ud forneden.
Sneemanden blev ganske underlig til
Mode; han havde en Fornemmelse, han ikke
selv kunde gjøre sig Rede for; der kom
over ham Noget, han ikke kjendte, men
som alle Mennesker kjende, naar de ikke
ere Sneemænd.
"Og hvorfor forlod Du hende?" sagde
Sneemanden. Han følte at det maatte være
et Hunkjøns Væsen. "Hvor kunde Du
forlade et saadant Sted?"
"Det var jeg nok nødt til!" sagde
Lænkehunden, "De smed mig udenfor og
satte mig her i Lænke. Jeg havde bidt
den yngste Junker i Benet, for han
stødte fra mig det Been, jeg gnavede paa;
og Been for Been, tænker jeg! men det
toge de ilde op, og fra den Tid har jeg
staaet i Lænke, og har mistet min klare
Røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! det
blev Enden paa det!"
Sneemanden hørte ikke mere efter; han
saae stadig ind i Huusholderskens
Kjelder-Etage, ned i hendes Stue, hvor
Kakkelovnen stod paa sine fire Jernbeen
og viste sig i Størrelse som Sneemanden
selv.
"Det knager saa underligt i mig!"
sagde han. "Skal jeg aldrig komme
derind? det er et uskyldigt Ønske, og
vore uskyldige Ønsker maae dog vist
blive opfyldte. Det er mit høieste
Ønske, mit eneste Ønske og det vilde
være næsten uretfærdig, om det ikke blev
stillet tilfreds. Jeg maa derind, jeg
maa helde mig op til hende, om jeg ogsaa
skal knuse Vinduet!"
"Der kommer Du aldrig ind!" sagde
Lænkehunden, "og kom Du til Kakkelovnen,
saa var Du væk! væk!
"Jeg er saa godt som væk!" sagde
Sneemanden, "jeg brækker over, tror
jeg!"
Hele Dagen stod Sneemanden og saae
ind af Vinduet; i Tusmørket blev Stuen
endnu mere indbydende; fra Kakkelovnen
lyste det saa mildt, som ikke Maanen
lyser og heller ikke Solen, nei, som kun
Kakkelovnen kan lyse, naar der er Noget
i den. Gik de med Døren, saa slog Luen
ud, det var den i Vane med; det blussede
ordenligt rødt i Sneemandens hvide
Ansigt, det lyste rødt lige op af hans
Bryst.
"Jeg holder det ikke ud!" sagde han.
"Hvor det klæder hende at række Tungen
ud!"
Natten var meget lang men ikke for
Sneemanden, han stod i sine egne deilige
Tanker og de frøs, saa de knagede.
I Morgenstunden vare Kjeldervinduerne
frosne til, de bare de deiligste
Iisblomster, nogen Sneemand kunde
forlange, men de skjulte Kakkelovnen.
Ruderne vilde ikke tøe op, han kunde
ikke see hende. Det knagede, det
knasede, det var just et Frostveir, der
maatte fornøie en Sneemand, men han var
ikke fornøiet; han kunde og burde have
følt sig saa lykkelig, men han var ikke
lykkelig, han havde Kakkelovns Længsel.
"Det er en slem Syge for en Sneemand!"
sagde Lænkehunden; "jeg har ogsaa lidt
af den Syge, men jeg har overstaaet den!
væk! væk! - Nu faae vi Veirskifte!"
Og der blev Veirskifte, det slog om i
Tø.
Tøveiret tog til, Sneemanden tog af.
Han sagde ikke Noget, han klagede ikke,
og det er det rigtige Tegn.
En Morgen styrtede han. Der stak
Noget ligesom et Kosteskaft i Veiret,
hvor han havde staaet, det havde
Drengene reist ham om.
"Nu kan jeg forstaae det med hans
Længsel!" sagde Lænkehunden, "Sneemanden
har havt en Kakkelovnsskraber i Livet!
det er den, som har rørt sig i ham, nu
er det overstaaet; væk! væk!"
Og snart var ogsaa Vinteren
overstaaet.
"Væk, væk!" bjæffede Lænkehunden; men
Smaapigerne paa Gaarden sang:
"Skyd frem, Skovmærke! frisk og prud,
Hæng, Piil! din uldne Vante ud,
Kom, Kukker, Lærke! syng, vi har
Alt Foraar sidst i Februar!
Jeg synger med, Kukkuk! qvivit!
Kom, kjær Sol, kom saadan tidt!"
Saa
tænker Ingen paa Sneemanden!
