|
Generalens boede paa første Sal, Portnerens boede i Kjælderen; der var stor Afstand mellem de to Familier, hele Stue-Etagen og Rangforordningen; men under samme Tag boede de med Udsigt til Gaden og til Gaarden; i denne var en Græsplet med et blomstrende Akasietræ, naar det blomstrede, og under det sad sommetider den pyntede Amme med det endnu mere pyntede General-Barn, "lille Emilie". Foran dem dandsede paa sine bare Been Portnerens lille Dreng med de store brune Øine og det mørke Haar,og Barnet loe til ham, strakte sine smaa Hænder ud til ham, og saae Generalen det fra sit Vindue, saa nikkede han ned og sagde: "Charmant!" Generalinden selv, der var saa ung, at hun næsten kunde være sin Mands Datter af tidligt Ægteskab, saae aldrig ud af Vinduet til Gaarden, men sin Ordre havde hun givet, at Kjælderfolkenes lille Dreng nok maatte lege for Barnet, men ikke røre ved det. Ammen lød nøiagtigt Fruens Ordre. 
En Formiddag skulde han bringe Generalens de Breve og Aviser, som i Morgenstunden vare lagte ind i Portnerstuen. Idet han kom op ad Trappen, forbi Døren ved Sandhullet, hørte han Noget pippe derinde; han troede, at det var en Kylling, som klynkede, og saa var det Generalens lille Datter i Knipling og Flor.
"Siig det ikke til Papa og Mama! for saa blive de vrede." 
Og der blev taget Afsked, ogsaa hos Generalens; men Fruen viste sig ikke, hun havde sin store Hovedpine. Generalen fortalte til Afsked sin eneste Anecdote, hvad han havde sagt til Prindsen, og hvad Prindsen havde sagt til ham: "De er uforlignelig!" og saa rakte han Georg sin Haand, slat Haand.
Emilie rakte ogsaa Georg sin Haand, og saae næsten bedrøvet ud, men Georg var dog den meest Bedrøvede. 
I Verandaen mellem Blomsterne stod hun og Georg, Rosenhækken skjulte dem. Georg havde igjen Ordet, havde det først.
"Tak for Deres venlige Sind mod min gamle Moder!" sagde han; "jeg veed det, den Nat min Fader døde kom De ned til hende, var hos hende til hans Øine lukkedes, Tak!" Han greb Emilies Haand og kyssede paa den, det kunde han nok ved den Leilighed; hun blev blussende rød, men trykkede hans igjen og saae med sine blaae velsignede Øine paa ham.
"Deres Moder var en kjærlig Sjæl! hvor holdt hun af Dem! Og alle Deres Breve lod hun mig læse, jeg troer næsten jeg kjender Dem! hvor var De venlig mod mig, da jeg var lille, De gav mig Billeder -!" 
Med samme Velvillighedens Smiil modtog han Hr. Georg, nogle Dage efter. Den unge Mand kom vistnok for at takke for Ballet, hvad Andet? Jo det meest Overraskende, det meest Forbausende: vanvittige Ord kom han med, Generalen troede ikke sine egne Øren; "pyramidal Declamation", et Andragende, der var utænkeligt: Hr. Georg bad om at erholde lille Emilie til Kone.
"Mand!" sagde Generalen og blev kogt i Hovedet. "Jeg forstaaer Dem aldeles ikke! Hvad siger De? Hvad vil De? Jeg kjender Dem ikke! Herre! Menneske! det falder Dem ind at falde ind i mit Huus! maa jeg være her, eller maa jeg ikke være her?" og han gik baglænds ind i sit Soveværelse, dreiede Nøglen om og lod Hr. Georg staae alene, han stod nogle Minuter, dreiede saa om. I Corridoren stod Emilie. 
"Min Fader svarede -?" spurgte hun og Stemmen rystede.
Georg trykkede hendes Haand: "han løb fra mig! - der kommer en bedre Tid!"
Der var Taarer i Emilies Øine; der var Forvisning og Mod i den unge Mands Øine, og Solen skinnede ind paa de To og gav dem sin Velsignelse.
Han groede. Naadens Dug faldt fra oven!
Det var derfor slet ingen Overraskelse, at da Professoren blev Etatsraad, blev Emilie Etatsraadinde.
"Livet er Tragedie eller Komedie," sagde Generalen, "i Tragedien døe de, i Komedien faae de hinanden."
Her fik de hinanden. Og de fik tre raske Drenge, men ikke lige strax.
De søde Børn rede paa Kjephest gjennem Stuer og Sale, naar de vare hos Bedstefader og Bedstemoder. Og Generalen red ogsaa paa Kjephest, red bag efter dem: "Som Jockey for de smaa Etatsraader!"
Generalinden sad i Sophaen og smilede, selv om hun havde sin store Hovedpine. |
