Generalens
boede paa første Sal, Portnerens boede i
Kjælderen; der var stor Afstand mellem
de to Familier, hele Stue-Etagen og
Rangforordningen; men under samme Tag
boede de med Udsigt til Gaden og til
Gaarden; i denne var en Græsplet med et
blomstrende Akasietræ, naar det
blomstrede, og under det sad sommetider
den pyntede Amme med det endnu mere
pyntede General-Barn, "lille Emilie".
Foran dem dandsede paa sine bare Been
Portnerens lille Dreng med de store
brune Øine og det mørke Haar,og Barnet
loe til ham, strakte sine smaa Hænder ud
til ham, og saae Generalen det fra sit
Vindue, saa nikkede han ned og sagde:
"Charmant!" Generalinden selv, der var
saa ung, at hun næsten kunde være sin
Mands Datter af tidligt Ægteskab, saae
aldrig ud af Vinduet til Gaarden, men
sin Ordre havde hun givet, at
Kjælderfolkenes lille Dreng nok maatte
lege for Barnet, men ikke røre ved det.
Ammen lød nøiagtigt Fruens Ordre.
Og Solen skinnede ind til dem paa
første Sal, og ind til dem i Kjælderen,
Akasietræet satte Blomster, de faldt af,
og der kom nye igjen næste Aar; Træet
blomstrede og Portnerens lille Dreng
blomstrede, han saae ud som en frisk
Tulipan.
Generalens lille Datter blev fiin og
bleg, som det lyserøde Blad paa
Akasieblomsten. Nu kom hun sjelden ned
under Træet; hun fik sin friske Luft i
Karreet. Hun kjørte ud med Mama, og
altid nikkede hun da til Portnerens
Georg, ja kyssede paa Fingeren ad ham,
indtil hendes Moder sagde hende, at nu
var hun for stor dertil.
En Formiddag skulde han bringe
Generalens de Breve og Aviser, som i
Morgenstunden vare lagte ind i
Portnerstuen. Idet han kom op ad
Trappen, forbi Døren ved Sandhullet,
hørte han Noget pippe derinde; han
troede, at det var en Kylling, som
klynkede, og saa var det Generalens
lille Datter i Knipling og Flor.
"Siig det ikke til Papa og Mama! for
saa blive de vrede."
"Hvad er det? lille Frøken!" spurgte
Georg.
"Det brænder Altsammen!" sagde hun.
"Det brænder i lys Lue!"
Georg aabnede Døren til den lille
Barnestue; Vinduesgardinet var næsten
afbrændt, Gardinstokken stod i Glød og
Flamme. Georg sprang op, rev ned, kaldte
paa Folk; uden ham var der blevet
Huusild.
Generalen og Generalinden examinerede
lille Emilie.
"Jeg tog kun en eneste Svovlstikke,"
sagde hun, "saa brændte den strax, og
Gardinet brændte strax. Jeg spyttede for
at slukke, jeg spyttede Alt hvad jeg
kunde, men jeg havde ikke Spyt nok, og
saa løb jeg ud og gjemte mig, thi Papa
og Mama vilde blive vrede."
"Spyttede!" sagde Generalen, "hvad er
det for et Ord? Naar har Du hørt Papa og
Mama sige spyttede? Det har Du nede
fra!"
Men lille Georg fik en Fiirskilling.
Denne gik ikke til Bageren, den gik i
Sparebøssen, og snart var der saa mange
Skillinger, at han kunde kjøbe sig en
Farvelade og sætte Couleur paa sine
Tegninger, og dem havde han mange af; de
kom ligesom ud af Blyanten og Fingrene.
De første farvede Billeder foræredes til
lille Emilie.
"Charmant!" sagde Generalen;
Generalinden selv indrømmede, at man
tydeligt saae, hvad den Lille havde
tænkt sig. "Genius har han!" Det var
Ordene, som af Portnerkonen bleve bragte
ned i Kjæderen.
Generalen og hans Frue vare fornemme
Folk; de havde to Vaabener paa deres
Vogn; eet for hver af dem; Fruen havde
det paa hvert sit Stykke Tøi, ude og
inde, paa sin Natkappe og sin Natsæk;
hendes, det ene, var et kostbart Vaaben,
kjøbt af hendes Fader for blanke Dalere,
for han var ikke født med det, hun ikke
heller, hun var kommen for tidlig, syv
Aar før Vaabenet; det kunde de fleste
Folk huske, men ikke Familien.
Generalens Vaaben var gammelt og stort;
det kunde nok knage i En at bære dette,
endsige bære to Vaabenmærker, og det
knagede i Generalinden, naar hun strunk
og stadselig kjørte til Hofbal.
Generalen var gammel og graa, men sad
godt tilhest, det vidste han, og red
hver Dag ud med Rideknegt, i passende
Afstand efter sig; kom han i Selskab,
var det, som om han kom ridende ind paa
sin høie Hest, og Ordener havde han paa,
saa mange, at det var ubegribeligt, men
det var slet ikke hans Skyld. Som ganske
ung havde han fungeret ved det Militaire,
været med ved de store Høst-Manoeuvrer,
som da i Fredens Dage holdtes over
Tropperne. Fra den Tid havde han en
Anecdote, den eneste han havde at
fortælle: hans Underofficeer afskar og
tog tilfange en af Prindserne, og denne
maatte nu, med sin lille Trop fangne
Soldater, selv om Fange, ride ind i
Byen, bagefter Generalen. Det var en
uforglemmelig Begivenhed, der altid,
gjennem alle Aaringer blev gjenfortalt
af Generalen, netop med de samme
mindeværdige Ord, han havde sagt, idet
han igjen overrakte Prindsen Sablen:
"Kun min Underofficeer kunde tage Deres
Høihed tilfange, jeg aldrig!" og
Prindsen svarede: "De er uforlignelig!"
I virkelig Krig havde Generalen aldrig
været; da denne gik gjennem Landet, gik
han den diplomatiske Vei, gjennem tre
udenlandske Hoffer. Han talte det
franske Sprog, saa at han næsten glemte
sit eget; han dandsede godt, han red
godt, der groede Ordener paa hans Kjole
i det Ubegribelige, Skildvagterne
præsenterede for ham; en af de smukkeste
unge Piger præsenterede for ham; en af
de smukkeste unge Piger præsenterede for
ham og blev Generalinde, og de fik et
lille yndigt Barn, det kom som faldet
ned fra Himlen, saa yndigt var det, og
Portnerens Søn dandsede i Gaarden for
det, saa snart det kunde skjønne, og
forærede det alle sine tegnede, farvede
Billeder, og hun saae paa dem og hun
glædede sig ved dem og rev dem istykker.
Hun var saa fiin og saa nydelig.
"Mit Rosenblad!" sagde Generalinden.
"Født for en Prinds er Du!"
Prindsen stod allerede udenfor Døren;
men man vidste det ikke. Menneskene see
ikke langt ud over Dørtrinet.
"Forleden deelte saamænd vor Dreng
Smørrebrød med hende!" sagde
Portnerkonen; "der var hverken Ost eller
Kjød paa, men det smagte hende, som om
det havde været en Oxesteg. Der vilde
have ligget et Huus, havde Generalens
seet det Maaltid, men de saae det ikke."
Georg havde deelt Smørrebrød med
lille Emilie, gjerne havde han deelt sit
Hjerte med hende, naar det bare havde
kunnet fornøie hende. Han var en god
Dreng, han var opvakt og klog, han gik
nu i Aftenskole paa Akademiet, for der
at lære rigtigt at tegne. Lille Emilie
gik ogsaa frem i Kundskaber; hun talte
Fransk med sin "Bonne" og havde
Dandsemester.
"Georg skal staae til Paaske!" sagde
Portnerkonen; saa vidt var Georg.
"Fornuftigt blev det vel om han saa
kom i Lære!" sagde Faderen. "En peen
Profession skulde det være! og saa havde
vi ham ude af Huset!"
"Han kommer dog til at ligge hjemme
om Natten!" sagde Moderen; "det er ikke
let at finde en Mester, som har Plads!
Klæder maae vi jo ogsaa give ham! den
Smule Mad, han spiser, bliver der vel
Raad til! han er jo lyksalig ved et Par
kogte Kartofler! fri Lærdom har han. Lad
ham bare gaae sin Gang, Du skal see at
vi faae Glæde af ham, det sagde ogsaa
Professoren!"
Confirmationsklæderne vare istand,
Mo'er havde selv syet dem, men de vare
tilskaarne af Lappeskrædderen, og han
skar godt; var han bleven anderledes
stillet og havde kunnet holde Værksted
med Svende, sagde Portnerkonen, saa
kunde den Mand godt være bleven
Hofskrædder.
Klæderne vare istand og Confirmanden
var istand. Georg fik paa sin
Confirmationsdag et stort Tombaksuhr af
sin Gudfader, Hørkræmmerens gamle Svend,
den rigeste af Georgs Faddere. Uhret var
gammelt og prøvet, det gik altid forud,
men det er bedre, end at gaae bagefter.
Det var en kostbar Gave; og fra
Generalens kom en Psalmebog i Safian,
sendt fra den lille Frøken, som Georg
havde foræret Billeder. Foran i Bogen
stod hans Navn og hendes Navn og "bevaagne
Velynderinde"; det var skrevet efter
Generalindens Dictat, og Generalen havde
læst det igjennem og sagt "Charmant!"
"Det var virkelig en stor
Opmærksomhed af et saa fornemt
Herskab,"sagde Portnerkonen; og Georg
maatte i Confirmationsklæderne og med
Psalmebogen op at vise sig og takke.
Generalinden sad meget indsvøbt og
havde sin store Hovedpine, som hun altid
havde, naar hun kjedede sig. Hun saae
meget venlig paa Georg og ønskede ham
alt Godt og aldrig hendes Hovedpine.
Generalen gik i Slobrok, bar dusket Hue
og rødskaftede russiske Støvler; han gik
tre Gange op og ned ad Gulvet i egne
Tanker og Erindringer, standsede og
sagde:
"Lille Georg er altsaa nu en
christnet Mand! Vær ogsaa en brav Mand
og ær sin Øvrighed! Den Sentents, kan Du
engang, som gammel Mand, sige, har
Generalen lært Dig!"
Det var en længere Tale, end
Generalen ellers holdt; og han vendte
igjen tilbage til sin Indadvendthed og
saae fornem ud. Dog af Alt heroppe, hvad
Georg hørte og saae, beholdt han klarest
i Tanke den lille Frøken Emilie; hvor
var hun yndig, hvor var hun mild, hvor
var hun svævende, hvor var hun fiin!
skulde hun tegnes af, maatte det være i
en Sæbeboble. Der var en Duft ved hendes
Klæder, ved hendes krøllede, gule Haar,
som var hun et nys udsprunget Rosentræ;
og med hende havde han engang deelt
Smørrebrød; hun havde spiist det med
voldsom Appetit, og nikket til ham ved
hveranden Mundfuld. Mon hun huskede det
endnu? Jo, tilvisse: hun havde "i
Erindring" herom givet ham den smukke
Psalmebog; og da første Gang derefter
Nytaars-Ny tændtes, gik han udenfor med
Brød og en Skilling, slog op i Bogen,
for at see hvilken Psalme han fik. Det
var en Lov- og Takke-Psalme; og han slog
op for at see, hvad der skulde forundes
lille Emilie; han tog sig just iagt for
ikke at gribe ind i Bogen, hvor
Liig-Psalmerne stode, og saa greb han
alligevel ind imellem Død og Grav; det
var jo ikke Noget at troe paa! dog
angest blev han, da den yndige lille
Pige snart laae tilsengs; og udenfor
Porten holdt hver Middag Doctorens Vogn.
"De beholde hende ikke!" sagde
Portnerkonen, "Vorherre veed nok, hvem
han vil have!"
Men de beholdt hende; og Georg
tegnede Billeder og sendte hende; han
tegnede Czarens Slot, det gamle Kreml i
Moskau; accurat som det stod, med Taarne
og Kupler, de saae ud som kæmpestore,
grønne og forgyldte Agurker, idetmindste
paa Georgs Tegning. Det fornøiede
saameget den lille Emilie, og derfor i
Ugens Løb sendte Georg endnu et Par
Billeder, allesammen Bygninger, thi ved
dem kunde hun selv tænke sig saa Meget
indenfor Porten og Vinduerne.
Han tegnede et chinesisk Huus med
Klokkespil gjennem alle sexten Etager;
han tegnede to græske Templer med slanke
Marmorsøiler og Trappe rundt om; han
tegnede en Kirke fra Norge; man kunde
see, at den var ganske af Bjælker,
huggede ud og underligt stillede, hver
Etage saae ud, som om den havde
Vugge-Gænger; deiligst var dog paa et
Blad det Slot, som han kaldte "lille
Emilies". Saaledes skulde hun boe; det
havde Georg heelt udtænkt og taget til
dette Slot Alt, hvad han fandt deiligst
ved enhver af de andre Bygninger. Det
havde udskaarne Bjælker, som den norske
Kirke, Marmorsøiler, som det græske
Tempel, Klokkespil i hver Etage og
allerøverst Kupler, grønne og forgyldte,
som paa Czarens Kreml. Det var et
rigtigt Barneslot! og under hvert Vindue
stod skrevet, hvad den Sal eller den
Stue indenfor skulde være til: "her
sover Emilie, her dandser Emilie" og her
leger hun "komme Fremmede". Det var
fornøieligt at see paa, og der blev
rigtignok seet paa det.
"Charmant!" sagde Generalen.
Men den gamle Greve, for der var en
gammel Greve, som endnu var fornemmere
end Generalen, og selv havde Slot og
Herregaard, sagde Ingenting; han hørte,
at det var tænkt og tegnet af Portnerens
lille Søn. Nu, saa lille var han da
ikke, han var confirmeret. Den gamle
Greve saae paa Billederne og havde sine
egne stille Tanker herved.
En Dag, da Veiret var rigtig graat,
vaadt, forfærdeligt, den Dag var en af
de lyseste og bedste for lille Georg.
Professoren ved Konstakademiet kaldte
ham ind til sig.
"Hør, min Ven," sagde han, "lad os
tale lidt sammen! Vorherre har været Dig
ganske god med Evner, han er Dig ogsaa
god med gode Mennesker. Den gamle Greve
paa Hjørnet har talt til mig om Dig; jeg
har ogsaa seet dine Billeder, dem ville
vi slaae en Streg over, i dem er meget
at rette! nu kan Du to Gange om Ugen
komme paa min Tegneskole, saa kommer Du
nok efter at gjøre det bedre. Jeg troer
at der er Mere i Dig til en Bygmester,
end til en Maler; det kan Du selv have
Tid til at overveie! men gaa endnu idag
hen til den gamle Greve paa Hjørnet, og
tak Du Vorherre for den Mand!"
Der var en stor Gaard paa Hjørnet;
der var udhugget om Vinduerne baade
Elephanter og Dromedarer, Altsammen fra
gammel Tid; men den gamle Greve holdt
meest af den nye Tid med hvad Godt den
bragte, enten det kom fra første Sal,
Kjælderen eller Qvisten.
"Jeg troer," sagde Portnerkonen, "at
jo fornemmere Folk virkelig er,
desmindre stille de sig. Hvor den gamle
Greve er yndig og ligefrem! Og han taler
saamænd lige som Du og jeg; det kan ikke
Generalens! Var ikke ogsaa Georg igaar
reent fortumlet at Henrykkelse over den
yndige Medfart, han fik hos Greven; og
idag er jeg det, efter at have talt med
den mægtige Mand. Var det nu ikke godt,
at vi ikke satte Georg i Haandværkslære!
Evner har han."
"Men de maae have Hjelp udenfra!"
sagde Faderen.
"Den har han nu faaet," sagde
Moderen; "Greven talte med klare,
tydelige Ord!"
"Det er dog fra Generalens, det er
gaaet ud!" sagde Faderen. "Dem maae vi
ogsaa takke."
"Det kunne vi gjerne!" sagde Moderen;
"men jeg troer ikke der er Meget at
takke for; Vorherre vil jeg takke, og
ham vil jeg ogsaa takke, fordi den lille
Emilie kommer sig!"
Det gik fremad med hende, det gik
fremad med Georg; i Aarets Løb fik han
den lille Sølvmedaille og senere den
større.
"Det
var dog bedre, om han var kommen i
Haandværkslære!" sagde Portnerkonen og
græd; "saa havde vi nu beholdt ham. Hvad
skal han i Rom? Jeg faaer ham aldrig
mere at see, selv om han kommer hjem
igjen, men det gjør han ikke, det søde
Barn!"
"Men det er hans Lykke og hans
Hæder!" sagde Faderen.
"Ja, Tak skal Du have, min Ven!"
sagde Moderen, "Du snakker, hvad Du ikke
mener; Du er ligesaa bedrøvet, som jeg."
Og det havde sin Rigtighed baade med
Bedrøvelsen og med Afreisen. Det var en
stor Lykke for det unge Menneske, sagde
alle Folk.
Og der blev taget Afsked, ogsaa hos
Generalens; men Fruen viste sig ikke,
hun havde sin store Hovedpine. Generalen
fortalte til Afsked sin eneste Anecdote,
hvad han havde sagt til Prindsen, og
hvad Prindsen havde sagt til ham: "De er
uforlignelig!" og saa rakte han Georg
sin Haand, slat Haand.
Emilie rakte ogsaa Georg sin Haand,
og saae næsten bedrøvet ud, men Georg
var dog den meest Bedrøvede.
Tiden
gaaer, naar man bestiller Noget, den
gaaer ogsaa, naar man ikke bestiller
Noget. Tiden er lige lang, men ikke lige
nyttig. For Georg var den nyttig og slet
ikke lang, uden naar han tænkte paa dem
hjemme. Hvorledes stod det vel til oppe
og nede? Ja, derom blev der skrevet; og
man kan lægge saa Meget ind i et Brev,
det lyse Solskin og de mørke, tunge
Dage. De laae i Brevet, der meldte, at
Fader var død, Moder var alene tilbage;
Emilie havde været som en Trøstens
Engel, hun var kommen ned til hende, ja,
det skrev Moder, og tilføiede om sig
selv, at hun havde faaet Lov at beholde
Embedet i Porten.
Generalinden
holdt Dagbog; deri stod hvert Selskab,
hvert Bal, hun havde besøgt, og alle de
Fremmedes Besøg. Dagbogen blev
illustreret med Diplomaternes og de
meest Høiadeliges Visitkort, hun var
stolt af sin Dagbog; den voxede i lange
Tider, i mange Tider, under mange store
Hovedpiner, men ogsaa under mange lyse
Nætter, det vil sige Hofballer. Emilie
havde første Gang været paa Hofbal;
Moderen var i Lyserødt med sorte
Kniplinger: Spansk; Datteren i Hvidt,
saa klart, saa fiint; grønne Silkebaand
flagrede som Siv mellem de krøllede,
gule Haar, der bar en Krands af hvide
Aakander; Øinene vare saa blaae og
klare, Munden saa fiin og rød, hun
lignede en lille Havfrue, saa deilig,
som den kan tænkes. Tre Prindser
dandsede med hende, det vil sige først
den Ene, og saa den Anden; Generalinden
havde ikke Hovedpine i otte Dage.
Men det første Bal var ikke det
sidste, det holdt Emilie ikke ud; det
var derfor godt at Sommeren kom med
Hvile, med Luft i det Frie. Til den
gamle Greves Slot var Familien indbuden.
Det var et Slot med en Have, værd at
see. En Deel af den var aldeles som i
gamle Dage, med stive, grønne Hækker,
som gik man imellem grønne Skjermbrætter,
hvori vare Kighuller. Buxbom og Taxus
stode klippede i Stjerner og Pyramider,
Vandet sprang fra store Grotter, besatte
med Muslingskaller; rundt om stode
Steenfigurer af den allertungeste Steen,
det kunde man see baade paa Klæderne og
paa Ansigterne; hvert Blomsterbed havde
sin Skikkelse, som Fisk, Vaabenskjold
eller Navnetræk, det var den franske
Deel af Haven; fra den kom man ind
ligesom i den frie, friske Skov, hvor
Træerne turde groe, som de vilde, og
derfor vare saa store og saa prægtige;
Græsset var grønt, og til at gaae paa,
det blev ogsaa tromlet, klippet, pleiet
og passet; det var den engelske Deel af
Haven.
"Gammel Tid og ny Tid!" sagde Greven;
"her glide de jo ogsaa godt i hinanden!
om to Aar vil Gaarden selv faae sit
rigtige Udseende, det vil blive en heel
Forvandling til noget Smukt og Bedre;
jeg skal vise Tegningerne, og jeg skal
vise Bygmesteren, han er her idag til
Middag!"
"Charmant!" sagde Generalen.
"Her er paradisisk!" sagde
Generalinden; "og der har De en
Ridderborg!"
"Det er mit Hønsehuus!" sagde Greven;
"Duerne boe i Taarnet, Kalkunerne i
første Etage, men i Stuen regjerer gamle
Else. Hun har Gjesteværelser til alle
Sider: Liggehønsene for sig, Hønen med
Kyllinger for sig, og Ænderne have egen
Udgang til Vandet!"
"Charmant!" gjentog Generalen.
Og de gik Alle at see denne
Herlighed.
Gamle Else stod midt i Stuen og ved
Siden af hende Bygmesteren Georg; han og
lille Emilie mødtes efter flere Aar,
mødtes i Hønsehuset.
Ja her stod han, og han var kjøn nok
at see paa: hans Ansigt aabent og
bestemt, et sort glindsende Haar, og ved
Munden et Smiil, som sagde: der sidder
en Skjelm bag mit Øre, han kjender Eder
ud og ind. Gamle Else havde taget sine
Træskoe af og stod paa Hosesokker, til
Ære for de høifornemme Gjester. Og
Hønsene klukkede og Hanen galede,
Ænderne vraltede afsted "rap! rap!" Men
den fine, blege Pige, Barndomsveninden,
Generalens Datter, stod med Rosenskjær
paa de ellers saa blege Kinder, hendes
Øine bleve saa store, om hendes Mund
talte det, uden at Munden selv sagde et
eneste Ord, og den Hilsen han fik, det
var den nydeligste Hilsen noget ungt
Menneske kunde ønske sig af en ung Dame,
naar de ikke vare i Familie eller tidt
havde dandset sammen; hun og Bygmesteren
havde aldrig dandset sammen.
Hr. Greven trykkede hans Haand og
præsenterede ham: "Ganske Fremmed er han
ikke, vor unge Ven, Hr. Georg!"
Generalinden neiede, Datteren var ved
at række ham Haanden, men hun rakte ham
den ikke.
"Vor lille Hr. Georg!" sagde
Generalen. "Gamle Huusvenner. Charmant!"
"De er ganske bleven Italiener!"
sagde Generalinden, "og De taler vel
Sproget som en Indfødt?"
Generalinden sang Sproget, men talte
det ikke, sagde Generalen.
Ved Bordet sad Georg ved høire Side
af Emilie, Generalen førte hende, Greven
førte Generalinden.
Hr. Georg talte og fortalte og han
fortalte godt, han var Ordet og Aanden
ved Bordet, uagtet den gamle Greve ogsaa
kunde være det. Emilie sad taus, Ørene
hørte, Øinene lyste.
Men hun sagde Intet.
I Verandaen mellem Blomsterne stod
hun og Georg, Rosenhækken skjulte dem.
Georg havde igjen Ordet, havde det
først.
"Tak for Deres venlige Sind mod min
gamle Moder!" sagde han; "jeg veed det,
den Nat min Fader døde kom De ned til
hende, var hos hende til hans Øine
lukkedes, Tak!" Han greb Emilies Haand
og kyssede paa den, det kunde han nok
ved den Leilighed; hun blev blussende
rød, men trykkede hans igjen og saae med
sine blaae velsignede Øine paa ham.
"Deres Moder var en kjærlig Sjæl!
hvor holdt hun af Dem! Og alle Deres
Breve lod hun mig læse, jeg troer næsten
jeg kjender Dem! hvor var De venlig mod
mig, da jeg var lille, De gav mig
Billeder -!"
"Som De rev itu!" sagde Georg.
"Nei! jeg har mit Slot endnu,
Tegningen."
"Nu maa jeg bygge det i
Virkeligheden!" sagde Georg og blev selv
ganske varm ved hvad han sagde.
Generalen og Generalinden talte i
deres egne Stuer om Portnerens Søn, han
vidste jo at bevæge sig og udtrykke sig
med et kjendskab, en Kundskab. "Han
kunde være Informator!" sagde Generalen.
"Aand!" sagde Generalinden, og saa
sagde hun ikke meer.
Oftere
i den smukke Sommertid kom Hr. Georg paa
Grevens Slot. Han blev savnet, naar han
ikke kom.
"Hvor dog Vorherre har givet Dem
Meget fremfor os andre stakkels
Mennesker!" sagde Emilie til ham. "Skjønner
De nu ret derpaa?"
Det smigrede Georg, at den smukke
unge Pige saae op til ham, han fandt
hende da ualmindelig begavet.
Og Generalen følte sig meer og meer
forvisset om, at Hr. Georg umuligt kunde
være et Kjælderbarn. "Moderen var
forresten en meget brav Kone!" sagde
han, "det skylder jeg hendes Gravmæle!"
Sommeren gik, Vinteren kom, der
taltes igjen om Hr. Georg; han var vel
seet og vel optaget selv paa de høieste
Steder, Generalen havde mødt ham paa
Hofbal.
Nu skulde der i Huset være Bal for
lille Emilie, kunde Hr. Georg indbydes?
"Hvem Kongen indbyder, kan ogsaa
Generalen indbyde!" sagde Generalen, og
løftede sig en heel Tomme fra Gulvet.
Hr. Georg blev indbudt, og han kom;
og Prindser og Grever kom, og den Ene
dandsede bedre end den Anden; men Emilie
fik kun dandset den første Dands; i den
traadte hun feil paa Foden, ikke
farligt, men til at fornemme, og saa
maatte man være forsigtig, holde op med
at dandse, see paa de Andre, og hun sad
og saae, og Bygmesteren stod ved Siden
af hende.
"De giver hende nok hele Peterkirken!"
sagde Generalen, idet han gik forbi og
smilede som Velvilligheden selv.
Med samme Velvillighedens Smiil
modtog han Hr. Georg, nogle Dage efter.
Den unge Mand kom vistnok for at takke
for Ballet, hvad Andet? Jo det meest
Overraskende, det meest Forbausende:
vanvittige Ord kom han med, Generalen
troede ikke sine egne Øren; "pyramidal
Declamation", et Andragende, der var
utænkeligt: Hr. Georg bad om at erholde
lille Emilie til Kone.
"Mand!" sagde Generalen og blev kogt
i Hovedet. "Jeg forstaaer Dem aldeles
ikke! Hvad siger De? Hvad vil De? Jeg
kjender Dem ikke! Herre! Menneske! det
falder Dem ind at falde ind i mit Huus!
maa jeg være her, eller maa jeg ikke
være her?" og han gik baglænds ind i sit
Soveværelse, dreiede Nøglen om og lod
Hr. Georg staae alene, han stod nogle
Minuter, dreiede saa om. I Corridoren
stod Emilie.
"Min Fader svarede -?" spurgte hun og
Stemmen rystede.
Georg trykkede hendes Haand: "han løb
fra mig! - der kommer en bedre Tid!"
Der var Taarer i Emilies Øine; der
var Forvisning og Mod i den unge Mands
Øine, og Solen skinnede ind paa de To og
gav dem sin Velsignelse.
I sin Stue sad Generalen aldeles
henkogt; ja det kogte endnu, det løb
over i Ord og Udbrud: "Vanvid!
Portner-Galskab!" -
Der var ikke gaaet en Time, da
Generalinden havde det af Generalens
egen Mund, og hun kaldte paa Emilie og
sad alene med hende.
"Du stakkels Barn! saaledes at
fornærme Dig! fornærme os! Du har ogsaa
Taarer i Øinene, men de klæde Dig! Du er
yndig i Taarer! Du ligner mig paa min
Bryllupsdag. Græd kun, lille Emilie!"
"Ja det maa jeg!" sagde Emilie,
"dersom ikke Du og Fader siger Ja!"
"Barn!" raabte Generalinden; "Du er
syg! taler i Vildelse, og jeg faaer min
forfærdelige Hovedpine! al den Ulykke,
der kommer over vort Huus! Lad ikke din
Moder døe, Emilie, saa har Du ingen
Moder!"
Og Generalinden fik vaade Øine, hun
kunde ikke taale at tænke paa sin egen
Død.
I
Avisen stod at læse iblandt
Udnævnelserne: Hr. Georg udnævnt til
Professor, femte Classe Nummer otte.
"Det er Skade, at hans Forældre ere i
Graven og ikke kunne læse det!" sagde de
nye Portnerfolk, der nu boede i
Kjælderen under Generalens: de vidste,
at Professoren var født og voxet op
indenfor deres fire Vægge.
"Nu kommer han ind i Rangskatten!"
sagde Manden.
"Ja er det ikke grumme Meget for et
fattigt Barn," sagde Konen.
"Atten Rigsdaler om Aaret!" sagde
Manden; "ja, det er mange Penge!"
"Nei Høiheden mener jeg!" sagde
Konen. "Hvad troer Du han bryder sig om
de Penge, dem kan han fortjene mange
Gange! og han faaer vel en rig Kone til.
Havde vi Børn, Mand, saa skulde vort
Barn ogsaa være Bygmester og Professor!"
Georg blev vel omtalt i Kjælderen,
han blev vel omtalt paa første Sal; den
gamle Greve tillod sig det.
Det var de tegnede Billeder fra
Barndomstiden, som gave Anledning. Men
hvorfor omtaltes de? Man talte om
Rusland, om Moskau, og saa var man jo
ved Kreml, som lille Georg engang havde
tegnet til Frøken Emilie; han havde
tegnet saamange Billeder, eet især
erindrede Greven: "lille Emilies Slot",
hvor hun sov, hvor hun dandsede og
legede "komme Fremmede"; Professoren
havde megen Dygtighed, han vilde vist
døe som gammel Conferentsraad, det var
ikke umuligt, og forud virkelig have
bygget et Slot for den nu saa unge Dame;
hvorfor ikke?
"Det var en besynderlig Munterhed",
bemærkede Generalinden, da Greven var
borte. Generalen rystede betænksom paa
Hovedet, red ud med Rideknegt i
tilbørlig Afstand og sad stoltere end
før paa sin høie Hest.
Det var lille Emilies Fødselsdag,
Blomster og Bøger, Breve og Visitkort
bleve bragte; Generalinden kyssede hende
paa Munden, Generalen paa Panden; det
var kjærlige Forældre, og baade hun og
de fik høie Besøg, to af Prindserne. Der
taltes om Baller og Theatre, om
diplomatiske Sendelser, Riger og Landes
Styrelse. Der taltes om Dygtighed, eget
Lands Dygtighed, og derved kom den unge
Professor paa Tale, Hr. Bygmesteren.
"Han bygger for sin Udødelighed!"
blev der sagt, "han bygger sig vist
ogsaa ind i en af de første Familier!"
"En af de første Familier!" gjentog
siden Generalen for Generalinden. "Hvem
er en af vore første Familier?"
"Jeg veed hvem der tydedes til!"
sagde Generalinden, "men jeg udtaler det
ikke! jeg tænker det ikke! Gud raader!
men forbauses vil jeg!"
"Lad mig ogsaa forbauses!" sagde
Generalen, "jeg har ikke Idee i mit
Hoved!" og han sank hen i
Tanke-Forventning.
Der er en Magt, en unævnelig Magt i
Naadens Væld fra oven, Hoffets Gunst,
Guds Gunst; - og al den Naadens Gunst
havde lille Georg. Men vi glemme
Fødselsdagen.
Emilies Stue duftede af Blomster fra
Venner og Veninder, paa Bordet laae
smukke Gaver til Hilsen og Erindring,
men ikke en eneste fra Georg, den kunde
ikke komme, men behøvedes ikke heller,
hele Huset var en Erindring om ham. Selv
fra Sandhullet under Trappen pippede
Mindeblomsten frem; der havde Emilie
pippet, da Gardinet brændte og Georg kom
som første Sprøite. Et Blik ud ad
Vinduet, og Akasietræet mindede om
Barndomstiden. Blomster og Blade vare
faldne af, men Træet stod med Riimfrost,
som var det en uhyre Koralgreen; og
Maanen skinnede klar og stor mellem
Grenene, uforandret i al sin
Foranderlighed, som da Georg deelte
Smørrebrød med lille Emilie.
Fra Skuffen tog hun frem Tegningerne
med Czarens Slot, med hendes eget Slot;
Mindegaverne fra Georg; de bleve seet
paa og tænkt ved, og der løftede sig
mange Tanker; hun huskede den Dag, hun,
ubemærket af Fader og Moder, gik ned til
Portnerkonen som laae paa sit Yderste;
hun sad hos hende, holdt hendes Haand,
hørte hendes Sidste Ord: "Velsignelse! -
Georg!" Moderen tænkte paa sin Søn. - Nu
lagde Emilie sin Betydning heri. Jo,
Georg var med paa Fødselsdagen, rigtig
med!
Næste Dag, det traf sig saa, var
igjen en Fødselsdag der i Huset:
Generalens Fødselsdag; han var født
Dagen efter sin Datter, naturligviis
tidligere end hun, mange Aar tidligere.
Nu kom igjen Foræringer og mellem disse
en Sadel, udmærket af Udseende, beqvem
og kostelig, der var kun en af
Prindserne, der havde Mage til den. Hvem
kom den fra? Generalen var henrykt. En
lille Seddel fulgte med; havde der
staaet paa den: "Tak for igaar!" saa
kunde vi Andre nok have gjettet fra hvem
den kom, men der stod skrevet: "Fra En,
Hr. Generalen ikke kjender."
"Hvem i Verden kjender jeg ikke!"
sagde Generalen. "Alle Mennesker kjender
jeg!" og hans Tanke gik i stort Selskab;
han kjendte dem Allesammen. "Det er fra
min Kone!" sagde han tilsidst. "Hun
smaaskjelmer mig! charmant!"
Men hun smaaskjelmede ikke, den Tid
var forbi.
Og nu
var der Fest, atter Fest, men ikke hos
Generalens, Costumebal hos en af
Prindserne; ogsaa Maske var tilladt.
Generalen mødte som Rubens, i spansk
Dragt med lille Pibekrave, Kaarde og god
Holdning, Generalinden var Madame
Rubens, i sort Fløiel, høihalset,
forfærdelig varm, med Møllesteen om
Halsen, det vil naturligviis sige stor
Pibekrave, aldeles efter et hollandsk
Maleri, Generalens eiede; og hvor især
Hænderne beundredes! de lignede aldeles
Generalindens.
Emilie var Psyche, i Flor og
Knipling. Hun var som et svævende
Svaneduun, hun behøvede slet ikke
Vingerne, hun bar dem kun som et
Psyche-Mærke.
Der var en Glands, en Pragt, Lys og
Blomster, en Rigdom og Smag; der var saa
Meget at see, man ikke fik lagt Mærke
til Madame Rubens smukke Hænder.
En sort Domino, med Akasieblomst paa
Hætten, dandsede med Psyche.
"Hvem er han?" spurgte Generalinden.
"Hans kongelige Høihed!" sagde
Generalen, "jeg er ganske sikker paa
det, jeg kjendte ham strax paa
Haandtrykket!"
Generalinden tvivlede.
General Rubens tvivlede ikke, nærmede
sig den sorte Domino og skrev kongelige
Bogstaver i Haanden, de benegtedes, men
et Fingerpeg blev givet:
"Sadelens Devise! En, Hr. Generalen
ikke kjender."
"Men saa kjender jeg Dem jo!" sagde
Generalen. "De har sendt mig Sadelen!"
Dominoen løftede Haanden, og
forsvandt imellem de Andre.
"Hvem er den sorte Domino, Emilie, Du
dandsede med?" spurgte Generalinden.
"Jeg har ikke spurgt om hans Navn!"
svarede hun.
"For Du vidste det! Det er
Professoren! Deres Protegé, Hr. Greve,
er her!" vedblev hun og vendte sig til
Greven, som stod tæt ved. "Sort Domino
med Akasieblomst!"
"Meget muligt, min Naadige!" svarede
han. "Men en af Prindserne er iøvrigt
ogsaa saaledes costumeret!"
"Jeg kjender Haandtrykket!" sagde
Generalen. "Fra Prindsen har jeg
Sadelen! jeg er saa vis i min Sag, at
jeg kan indbyde ham til vort Bord!"
"Gjør det! Er det Prindsen, kommer
han vist -!" sagde Greven.
"Og er det den Anden, saa kommer han
ikke!" sagde Generalen og nærmede sig
den sorte Domino, der just stod og talte
med Kongen. Generalen forebragte en
sædeles ærbødig Indbydelse, at de kunde
lære at kjende hinanden; Generalen
smilede saa sikker i sin Vished om hvem
han indbød; han talte høit og lydeligt.
Dominoen løftede sin Maske: det var
Georg.
"Gjentager Hr. Generalen
Indbydelsen?" spurgte han.
Generalen blev ganske vist en Tomme
høiere, fik en fastere Holdning, gjorde
to Trin tilbage, og eet Trin frem som
til en Menuet, og der var Alvor og
Udtrykt, saa meget der kunde lægges af
Generalen i Generalens fine Ansigt.
"Jeg tager aldrig mit Ord tilbage!
Professoren er indbudt!" og han bøiede
sig med et blik mod Kongen, der vistnok
kunde have hørt det Hele.
Og saa
var der Middag hos Generalens, og der
var kun indbudt den gamle Greve og hans
Protegé.
"Foden under Bordet," meente Georg, "saa
er Grundstenen lagt!" og Grundstenen
blev virkeligt lagt under stor
Høitidelighed hos Generalen og
Generalinden.
Mennesket var kommet, og som jo
Generalen kjendte og vidste, havde talt,
aldeles som en Mand af det gode Selskab,
været høist interessant, Generalen
maatte mange Gange sige sit "Charmant".
Generalinden talte om sin Middag, talte
om den endogsaa til en af Hoffets Damer,
og denne, en af de meest aandrige, udbad
sig Indbydelse til næste Gang
Professoren kom. Saa maatte han jo
indbydes, og han blev indbudt og kom, og
var igjen charmant, kunde endogsaa
spille Skak.
"Han er ikke fra Kjælderen!" sagde
Generalen, "han er ganske vist en fornem
Søn! der er mange fornemme Sønner, og
det er den unge Mand aldeles uskyldig
i."
Hr. Professoren, der kom i Kongens
Huus, kunde godt komme i Generalens, men
groe fast var der ikke Tale om, uden i
hele Byen.
Han
groede. Naadens Dug faldt fra oven!
Det var derfor slet ingen
Overraskelse, at da Professoren blev
Etatsraad, blev Emilie Etatsraadinde.
"Livet er Tragedie eller Komedie,"
sagde Generalen, "i Tragedien døe de, i
Komedien faae de hinanden."
Her fik de hinanden. Og de fik tre
raske Drenge, men ikke lige strax.
De søde Børn rede paa Kjephest
gjennem Stuer og Sale, naar de vare hos
Bedstefader og Bedstemoder. Og Generalen
red ogsaa paa Kjephest, red bag efter
dem: "Som Jockey for de smaa Etatsraader!"
Generalinden sad i Sophaen og
smilede, selv om hun havde sin store
Hovedpine.
Saavidt
bragte Georg det, og endnu meget videre,
ellers havde det ikke været Umagen værd
at fortælle om Portnerens Søn.