|
H.C. Andersen: Gudfaders Billedbog
"See det er Placaten!" sagde Gudfader; "det er Indgangen til Historien, Du skal faae. Den kunde ogsaa være givet som en heel Komedie, naar man kunde have givet den: "Tran og Gas eller Kjøbenhavns Liv og Levnet". Det er en meget god Titel! 
Nederst paa Bladet sees endnu et lille Billede; det er ikke saa let at forstaae, derfor skal jeg forklare Dig det, det er en Helhest. Han skulde først komme ved Bogens Slutning, men han er løbet forud for at sige, at hverken Indgangen, Inderdelen eller Udgangen duer; han kunde have gjort det bedre, dersom han kunde have gjort det. Helhesten, skal jeg sige Dig, staaer om Dagen tøiret i Avisen, han gaaer paa Spalter, som de kalde det, men om Aftenen slipper han ud og stiller sig udenfor Poetens Dør og vrinsker, at Manden derinde skal døe strax, men han døer dog ikke, er der rigtigt Liv i ham. Helhesten er næsten altid en stakkels Fyr, der ikke kan finde Rede i sig selv, ikke finde Levebrød, og maa have Luft og Føde af at gaae omkring og vrinske. Han synes, er jeg forvisset, slet ikke om Gudfaders Billedbog, men derfor kan den dog nok være det Papir værd, den er skrevet paa.
See, det er det første Blad i Bogen, det er Placaten!" 
Det var netop den sidste Aften, de gamle Tranlygter vare tændte; Byen havde faaet Gas og den straalede, saa at de gamle Lygter ligesom bleve reent borte i det.
"Jeg var selv paa Gaden den Aften," sagde Gudfader. "Folk gik op og ned for at see paa den nye og den gamle Belysning. Der var mange Mennesker og dobbelt saa mange Been, som Hoveder. Vægterne stode saa sørgemodige, de vidste ikke naar de skulde afskediges, ligesom Tranlygterne; disse selv tænkte saa langt tilbage - de turde jo ikke tænke frem. De huskede saa Meget fra de stille Aftener og de mørke Nætter. Jeg støttede mig op til en Lygtepæl," sagde Gudfader; "det spruttede i Tran og Væge, jeg hørte hvad Lygten sagde og det skal Du ogsaa faae at høre."
Vi ville fortælle Eder, hvad vor Slægt, heelt op til Tip-tippe-tip-Oldemoer-Lygte har seet og oplevet: hele Kjøbenhavns Historie. Gid I og Eders Efterkommere, indtil den sidste Gas-Candelaber, maae opleve og kunne fortælle ligesaa mærkelige Ting, som vi, naar I engang faae Afsked, og det faae I! Det maae I være forberedte paa. Menneskene finde nok paa en stærkere Belysning end Gas. 
"Seer Du Billedet? Kun det vilde Hav og den blæsende Nordostvind; den driver svære Iisstykker; Ingen ere ude at seile paa dem uden store Steenblokke, som oppe i Norge ramlede fra Fjeldene ned paa Isen. Nordostvinden blæser Isen afsted; han vil vise de tydske Bjerge hvilke Knolde der findes oppe i Norden. Iisflaaden er allerede nede i Sundet ud for Sjællands Kyst, hvor nu Kjøbenhavn ligger, men da var der intet Kjøbenhavn. Der var under Vandet store Sandbanker, imod en af disse stødte Iisstykkerne med de store Rullesteen; den hele Iisflaade blev staaende, Nordostvinden kunde ikke faae den af Grunden og saa blev han saa gal i sit Hoved, som han kunde blive det, og lyste Forbandelse over den Sandbanke, "den Tyvegrund", som han kaldte den, og han svor, at løftede den sig nogensinde op over Havfladen, da skulde Tyve og Røvere komme der, Steiler og Hjul blive reiste. 
"Aaringer ere gaaede, Sandbanken har løftet sig; en Søfugl har sat sig paa den største Steen, der ragede op af Vandet. Du kan see det paa Billedet. Aaringer og Aar ere gaaede. 
Havet kastede døde Fisk op paa Sandet, den seige Marehalm skød frem, visnede, raadnede, gjødede; der kom flere Arter Græs og Urter, Banken blev en grøn Holm. Vikingerne gik i Land. Der var Holmgang til Dødskamp og god Ankergrund ved Holmen udfor Sjælland. 
"Og her staaer Træet," sagde Gudfader. "Seer Du Galgen paa Tyvsø. Der hænge i Jernkjæder Røvere og Mordere, accurat som de dengang hang. Vinden blæste saa at de lange Beenrade klapprede, men Maanen skinnede meget fornøieligt ned paa dem, som den nu skinner til et Skovbal. 
Bisp Absalon var i Badestuen og hørte da gjennem den tynde Væg, at et Fribytterskib kom derude. Strax sprang han af Badet og paa sit Fartøi, blæste i Hornet og Mandskabet kom, Pilene fløi i Røvernes Ryg, de vilde derfra, de roede saa skrapt; der fæstede sig Pile i deres Hænder, der var ikke Tid til at rive dem ud. Bisp Absalon fangede hver levende En og hug Hovedet af dem; hvert et blev sat paa Slottets Ringmuur. 
Vægteren kom frem paa Slottets Taarn; han saae mod Øster, mod Vester, mod Sønder og Nord. "Der har Du det paa Billedet," sagde Gudfader og viste det. "Du seer ham der, men hvad han saae skal jeg sige Dig."
Nordostvinden blæser om Byens Befæstning Vester paa, et gammelt Plankeværk kun; det holder vel! Derudenfor staaer Danmarks Konge Christopher I. Oprørerne sloge ham ved Skjelskør; han søger Tilflugt i Bispens By.
Vinden suser og siger som Bispen: "Bliv ude! Bliv ude! Porten er lukket for Dig." 
Det er Ufreds Tid, det er tunge Dage; hver Mand vil raade sig selv. Det holstenske Banner vaier fra Slottets Taarn. Der er Savn og Suk, det er Angestens Nat: Strid i Landet og den sorte Død, bælgmørk Nat- men saa kom Atterdag. 
Men Een blev tilbage i Kjøbenhavn, et Kongehjerte, et Kongesind. Seer Du Billedet her, den unge Kvinde, saa fiin og spæd, med havblaae Øine og hørguult Haar; det er Danmarks Dronning Philippa, Englands Prindsesse. Hun blev i den ængstede Stad, hvor i de smaa Gyder og Gader, med de steile Trapper, Skure og tilklinede Boder, Byfolkene vrimle og vide ikke ud eller ind. Hun har Mands Mod og Hjerte; hun kalder Borgere og Bønder, opmuntrer, opmander. Skibene tiltakles, Blokhusene faae Mænd, Karrebasserne knalde; der er Ild og Damp, der er godt Humeur, Vorherre slipper ei Danmark. Og Solen skinner ind i alle Hjerter, den lyser ud af alle Øine i Seirsglæde. Velsignet være Philippa! Det er hun i Hytte, det er hun i Huus, det er hun i Kongens Slot, hvor hun pleier de Saarede og Syge. Jeg har klippet en Krands og lagt om Billedet her," sagde Gudfader. "Velsignet være Dronning Philippa!" 
Og Bøgerne komme til Kongens Slot og i Borgerens Huus. Ordsprog og Sange faae evigt Liv. Hvad Mennesket ikke tør sige i Sorg og Lyst, synger Folkesangens Fugl, forblommet og dog klart; den flyver saa frit, den flyver saa vidt igjennem Borgestue, gjennem Ridderborg; den sidder som Falk paa Ridderfrøkenens Haand og kviddrer, den lister sig ind som lille Muus og pipper i Hundehullet for den trælbundne Bonde." 
Mængden seer mod Slottet, nu aabnes Porten, Vindebroen sænkes. Der kommer Kong Christjern med sin trofaste Hustru Elisabeth; hun vil ei forlade sin kongelige Herre, nu han er saa haardt betrængt.
Der var Ild i hans Blod, der var Ild i hans Tanke; han vilde bryde med den gamle Tid, bryde Bondens Aag, være Borgeren god, stække "de graadige Høge"; men de vare ham for mange. Han drager fra Land og Rige, for derude at vinde Venner og Frænder for sig. Hans Hustru og trofast Mænd følge med; hvert Øie er vaadt nu i Skilsmissens Stund. 
I Jylland og Fyen skrige Ravn og Krage: "Vi ere oppe at age! Det gaaer saa bra, saa bra! Her ligge Aadsler af Heste, og Mennesker med." Det er Ufreds Tid, det er Grevens Feide. Bonden tog sin Krølle, Kjøbstedmanden sin Kniv, saa raabte de høit: "Vi slaae Ulvene ihjel, saa at ingen Unger blive tilbage!" Der drive Skyer og Røg fra de brændende Byer. 
Nu lyder Fordømmelsens Ord mod Landets Bisper. Deres Magt er forbi. Alt Kirkens og Klostrenes Gods bliver henlagt til Konge og Adel. Der er Hovmod og Had, der er Prunk, der er Ynk. "Fattige Fugl kommer hinkende,
Kommer linkende. . .
Rige Fugl kommer susende,
Kommer brusende!" -
Hvad suser og synger i "Store Belt" under Samsø Kyst? Af Søen stiger en Havfrue med tanggrønt Haar, hun spaaer for Bonden: En Prinds skal fødes, der bliver en Konge, mægtig og stor.
Paa Marken, under den blomstrende Hvidtjørn, han fødtes. Nu Blomstrer hans Navn i Sagn og i Sange, i Ridergaarde og Slotte rundt om. Børsen skød frem med Taarn og Spir; Rosenborg løftede sig, saae langt ud over Volden; Studenten selv fik sit eget Huus, og tæt derved staaer og peger mod Himlen det Rundetaarn, en Urania-Søile, der seer mod Hveen, hvor Uranienborg stod; dens gyldne Kupler fik Glands i Maaneskin, og Havfruer sang om Manden derinde, som Konger og Aandens Stormænd besøgte, den Snilletsbaarne, af Adelsblod, Tycho Brahe. Han løftede Danmarks Navn saa høit, at med Stjernehimlen det kjendtes i alle Jordens aandlyste Lande. Og Danmark stødte ham bort fra sig. 
Der dandser et Kongebarn paa Kongens Slot, hvor er hun yndig at see! Hun sidder paa Christian IV's Skjød, hans elskede Datter Eleonore. I kvindelige Sæder og Dyder hun groer. Den mægtige Adels fornemste Mand Korfits Ulfeldt er hendes Brudgom. Hun er Barn endnu; hun faaer ogsaa Riis af sin strenge Hovmesterinde; hun klager for Kjæresten og hun har Ret. Hvor er hun kløgtig, danis og oplært, kan Græsk og Latin, synger Italiensk til sin Luth, veed at tale om Paven og Luther. |
