"Riv
Bogen istykker, det siger ei stort,
Værre har andre Smaavenner gjort."
Deiligst var det naar Gudfader selv
viste Bogen frem, læste Versene og det
andet Skrevne, og saa fortalte dertil
Saameget; da blev Historien just en
rigtig Historie.
Der var paa det første Blad et Billede
klippet ud af "Den flyvende Post", hvor
man saae Kjøbenhavn med Rundetaarn og
Frue Kirke, tilvenstre var klinet et
Billede, der forestillede en gammel
Lygte, paa den stod skrevet: "Tran",
tilhøire var en Candelaber - paa den
stod skrevet: "Gas".
"See det er Placaten!" sagde Gudfader;
"det er Indgangen til Historien, Du skal
faae. Den kunde ogsaa være givet som en
heel Komedie, naar man kunde have givet
den: "Tran og Gas eller Kjøbenhavns Liv
og Levnet". Det er en meget god Titel!
Nederst paa Bladet sees endnu et lille
Billede; det er ikke saa let at forstaae,
derfor skal jeg forklare Dig det, det er
en Helhest. Han skulde først komme ved
Bogens Slutning, men han er løbet forud
for at sige, at hverken Indgangen,
Inderdelen eller Udgangen duer; han
kunde have gjort det bedre, dersom han
kunde have gjort det. Helhesten, skal
jeg sige Dig, staaer om Dagen tøiret i
Avisen, han gaaer paa Spalter, som de
kalde det, men om Aftenen slipper han ud
og stiller sig udenfor Poetens Dør og
vrinsker, at Manden derinde skal døe
strax, men han døer dog ikke, er der
rigtigt Liv i ham. Helhesten er næsten
altid en stakkels Fyr, der ikke kan
finde Rede i sig selv, ikke finde
Levebrød, og maa have Luft og Føde af at
gaae omkring og vrinske. Han synes, er
jeg forvisset, slet ikke om Gudfaders
Billedbog, men derfor kan den dog nok
være det Papir værd, den er skrevet paa.
See, det er det første Blad i Bogen, det
er Placaten!"
Det var
netop den sidste Aften, de gamle
Tranlygter vare tændte; Byen havde faaet
Gas og den straalede, saa at de gamle
Lygter ligesom bleve reent borte i det.
"Jeg var selv paa Gaden den Aften,"
sagde Gudfader. "Folk gik op og ned for
at see paa den nye og den gamle
Belysning. Der var mange Mennesker og
dobbelt saa mange Been, som Hoveder.
Vægterne stode saa sørgemodige, de
vidste ikke naar de skulde afskediges,
ligesom Tranlygterne; disse selv tænkte
saa langt tilbage - de turde jo ikke
tænke frem. De huskede saa Meget fra de
stille Aftener og de mørke Nætter. Jeg
støttede mig op til en Lygtepæl," sagde
Gudfader; "det spruttede i Tran og Væge,
jeg hørte hvad Lygten sagde og det skal
Du ogsaa faae at høre."
"Vi have gjort hvad vi kunde," sagde
Lygten. "Vi have været vor Tid nok, lyst
til Glæde og til Bedrøvelse; vi have
oplevet mange Mærkeligheder; vi have saa
at sige, været Kjøbenhavns Natøine. Lad
nu kun nye Blus løse os af og overtage
Embedet; men hvor mange Aaringer de
skulle lyse og til hvad de skulle lyse,
det vil vise sig! De skinne jo nok lidt
stærkere, end vi Gamle, men det er da
ingen Sag, naar man er støbt som
Gas-Candelaber og har saadanne
Forbindelser som de have, den Ene helder
i den Anden! De have Rør til alle Kanter
og kunne hente Kræfter i Byen og udenfor
Byen! Men hver af os Tranlygter lyser af
hvad man selv har i sig og ikke ved
Familieskab. Vi og vore Forfædre have
lyst for Kjøbenhavn fra uendelig gammel
Tid, langt tilbage. Men da det nu er den
sidste Aften vi lyse og staae, saa at
sige, i andet Geled her i Gaden med
Eder, I Skinnende Kammerater, saa ville
vi ikke mule og misunde, nei langtfra,
vi ville være glade og godmodige. Vi ere
de gamle Skildvagter, som afløses af
nystøbte Drabanter i bedre Uniform end
vor. Vi ville fortælle Eder, hvad vor
Slægt, heelt op til
Tip-tippe-tip-Oldemoer-Lygte har seet og
oplevet: hele Kjøbenhavns Historie. Gid
I og Eders Efterkommere, indtil den
sidste Gas-Candelaber, maae opleve og
kunne fortælle ligesaa mærkelige Ting,
som vi, naar I engang faae Afsked, og
det faae I! Det maae I være forberedte
paa. Menneskene finde nok paa en
stærkere Belysning end Gas. Jeg har hørt
en Student sige, at man ymtede om at de
vilde komme til at brænde Søvand;" det
spruttede i Vægen, da Lygten sagde disse
Ord; det var som den allerede havde Vand
i sig.
Gudfader hørte nøie efter, tænkte over
og fandt, at det var en udmærket Idee af
de gamle Lygter, i denne Overgangs-Aften
fra Tran til Gas at fortælle og fremvise
hele Kjøbenhavns historie. "En god Idee
maa man ikke slippe," sagde Gudfader,
"jeg tog den strax, gik hjem og lavede
denne Billedbog til Dig, den gaaer endnu
længere tilbage i Tiden end Lygterne
kunde.
Her er Bogen, her er Historien: "Kjøbenhavns
Liv og Levnet", den begynder med
Bælgmørke, et kulsort Blad, det er det
mørke Tidsrum."
"Nu vende
vi Bladet!" sagde Gudfader.
"Seer Du Billedet? Kun det vilde Hav og
den blæsende Nordostvind; den driver
svære Iisstykker; Ingen ere ude at seile
paa dem uden store Steenblokke, som oppe
i Norge ramlede fra Fjeldene ned paa
Isen. Nordostvinden blæser Isen afsted;
han vil vise de tydske Bjerge hvilke
Knolde der findes oppe i Norden.
Iisflaaden er allerede nede i Sundet ud
for Sjællands Kyst, hvor nu Kjøbenhavn
ligger, men da var der intet Kjøbenhavn.
Der var under Vandet store Sandbanker,
imod en af disse stødte Iisstykkerne med
de store Rullesteen; den hele Iisflaade
blev staaende, Nordostvinden kunde ikke
faae den af Grunden og saa blev han saa
gal i sit Hoved, som han kunde blive
det, og lyste Forbandelse over den
Sandbanke, "den Tyvegrund", som han
kaldte den, og han svor, at løftede den
sig nogensinde op over Havfladen, da
skulde Tyve og Røvere komme der, Steiler
og Hjul blive reiste.
Men idet han saaledes bandede og
skjændte, brød Solen frem, og paa dens
Straaler gyngede og svang sig lyse,
milde Aander, Lysbørn; de dandsede hen
over de kuldebringende Iisstykker, der
smeltede derved, og de store Rullestene
sank ned paa Sandbunden."
"Sol-Krapyl!" sagde Nordostvinden. "Er
det Kammeratskab og Familieskab! Det
skal jeg huske og det skal jeg hevne. Nu
lyser jeg Forbandelse!"
"Vi lyse Velsignelse!" sang Lysbørnene.
"Banken skal hæve sig, vi ville skjerme
den! Det Sande, det Gode og Skjønne skal
bygge der!"
"Sludder for en Sladder!" sagde
Nordostvinden.
"See, om alt Dette vidste nu Lygterne
ikke at fortælle," sagde Gudfader, "men
det veed jeg, og det er af stor
Vigtighed for Kjøbenhavns Liv og
Levnet."
"Nu vende
vi Bladet!" sagde Gudfader.
"Aaringer ere gaaede, Sandbanken har
løftet sig; en Søfugl har sat sig paa
den største Steen, der ragede op af
Vandet. Du kan see det paa Billedet.
Aaringer og Aar ere gaaede. Havet
kastede døde Fisk op paa Sandet, den
seige Marehalm skød frem, visnede,
raadnede, gjødede; der kom flere Arter
Græs og Urter, Banken blev en grøn Holm.
Vikingerne gik i Land. Der var Holmgang
til Dødskamp og god Ankergrund ved
Holmen udfor Sjælland. Den første
Translampe brændte, jeg troer at de
stegte Fisk over den og Fisk var her nok
af. Silden gik i store Stimer gjennem
Sundet, det var svært at føre Baaden hen
over dem, det blinkede i Vandet som var
der Kornmodn dernede, det lysnede i
Dybet som Nordlysskin, Sundet havde
Velstand af Fisk, derfor byggedes der
Huse paa Sjællands Kyst; Væggene vare af
Egetræ og Taget af Bark, der var Træer
nok til det Brug. Skibe søgte ind i
Havnen; Tranlygten hang i det gyngende
Tougværk; Nordostvinden blæste og sang:
"Uh-u-ud!" Lyste paa Holmen en Lygte, da
var det en Tyvelygte: Smuglere og Tyve
øvede deres Færd paa "Tyvsø"."
"Jeg troer nok det groer, alt det Ilde,
som jeg vilde," sagde Nordostvinden.
"Snart kommer Træet, hvor jeg kan ryste
Frugter."
"Og her staaer Træet," sagde Gudfader.
"Seer Du Galgen paa Tyvsø. Der hænge i
Jernkjæder Røvere og Mordere, accurat
som de dengang hang. Vinden blæste saa
at de lange Beenrade klapprede, men
Maanen skinnede meget fornøieligt ned
paa dem, som den nu skinner til et
Skovbal. Ogsaa Solen skinnede
fornøieligt ned, smuldrede hen de
dinglende Beenrade og fra Solstraalerne
sang Lysbørnene: "Vi vide det, vi vide
det! Her skal dog blive smukt i en
kommende Tid! Her skal blive godt og
prægtigt!"
"Kyllingesnak!" sagde Nordostvinden.
"Nu vende vi Bladet!" sagde Gudfader.
Klokkerne
ringede i Roeskilde By, der boede Bisp
Absalon; han kunde læse sin Bibel og
svinge sit Sværd; han havde Magt og
Villie; de driftige Fiskere ved Havnen,
hvis By groede frem og var Markedsplads,
vilde Absalon skjerme mod Overfald. Han
lod stænke med Vievand den uærlige
Grund; Tyvsø fik hæderligt Mærke. Murer
og Tømrer toge fat derovre; der voxte en
Bygning paa Bispens Bud. Solstraalerne
kyssede de røde Mure, alt som de løftede
sig.
Der stod Axels Huus.
"Slot med
Taarne
Høivelbaarne;
Trapper,
Karnapper;
Buh!
Hu! -
Nordostvinden
Tyk i Kinden
Hvæste,
Blæste,
Borgen stod alligevel!"
Og ud for den stod "Hafn", Kjøbmændenes
Havn.
"Havfrubuur med Søer blanke,
Bygt i grønne Lund."
De Fremmede kom der og kjøbte den megen
Fisk, byggede Boder og Huse med
Blæreskind i Vindueshullet, Glasset var
for dyrt; der kom Pakhuus med Gavl og
med Vinde. Seer Du derinde i Boderne
sidde de gamle Svende, de tør ikke gifte
sig, de handle med Ingefær og Peber, de
Pebersvende!
Nordostvinden blæser gjennem Gader og
Gyder, lader Støvet fyge, river ogsaa et
Straatag af. Ko og Griis gaae i
Gadegrøften.
"Jeg skal kue og knuge, " siger
Nordostvinden; "suse om de Huse og om
Axels Huus! Jeg kan ikke feile! De kalde
det Steileborg paa Tyvsø."
Og Gudfader viste et Billede deraf, han
selv havde tegnet. Paa Muren var Pæl ved
Pæl, paa hver sad en fangen Sørøvers
Hoved og viste Tænder.
"Det er virkeligt skeet," sagde
Gudfader; "det er værd at kjende og godt
at forstaae.Bisp Absalon var i Badestuen
og hørte da gjennem den tynde Væg, at et
Fribytterskib kom derude. Strax sprang
han af Badet og paa sit Fartøi, blæste i
Hornet og Mandskabet kom, Pilene fløi i
Røvernes Ryg, de vilde derfra, de roede
saa skrapt; der fæstede sig Pile i deres
Hænder, der var ikke Tid til at rive dem
ud. Bisp Absalon fangede hver levende En
og hug Hovedet af dem; hvert et blev sat
paa Slottets Ringmuur. Nordostvinden
blæste med tykke Kjæver, med ondt Veir i
Kjæften, som Sømanden siger.
"Her vil jeg strække mig," sagde Vinden;
"her vil jeg lægge mig og see paa det
hele Kram."
Den hvilede i Timer, den blæste i Døgn;
Aaringer gik.
Vægteren
kom frem paa Slottets Taarn; han saae
mod Øster, mod Vester, mod Sønder og
Nord. "Der har Du det paa Billedet,"
sagde Gudfader og viste det. "Du seer
ham der, men hvad han saae skal jeg sige
Dig."
"Fra Steileborgs Muur er der aabent Vand
heelt ud til Kjøgebugt og bredt er
Farvandet over til Sjællands Kyst. Foran
Serritslev Mark og Solbjerg Mark, hvor
de store Landsbyer ligge, voxer meer og
meer den nye Stad med gavlede
Bindingsværkshuse. Der er hele Stræder
for Skomagere og Skindere, for
Kryderhandlere og Ølfolk; der er
Markedsplads, der er Gildeshuus, og tæt
ved Stranden, hvor før var en Ø, staaer
den prægtige Kirke for Sanct Nicolaus.
Den har Taarn og Spiir, umaadeligt høit;
hvor speiler det sig i det klare Vand!
Ikke langt herfra staaer Vor Frue Kirke,
hvor Messerne læses og synges, Røgelsen
dufter, Voxlys brænde. Kjøbmandshavn er
nu Bispens Stad; Bispen af Roeskilde
raader og regjerer.
Bisp Erlandsen sidder paa Axels Huus.
Der brases i Kjøkkenet, der skjenkes Øl
og Claret, der er Lyd af Giger og
Kobbeltrommer. Kerter og Lamper brænde,
Slottet skinner, som var det Lygten for
det hele Land og Rige. Nordostvinden
blæser om Taarn og om Muur, de staae nok
fast; Nordostvinden blæser om Byens
Befæstning Vester paa, et gammelt
Plankeværk kun; det holder vel!
Derudenfor staaer Danmarks Konge
Christopher I. Oprørerne sloge ham ved
Skjelskør; han søger Tilflugt i Bispens
By.
Vinden suser og siger som Bispen: "Bliv
ude! Bliv ude! Porten er lukket for
Dig."
Det er
Ufreds Tid, det er tunge Dage; hver Mand
vil raade sig selv. Det holstenske
Banner vaier fra Slottets Taarn. Der er
Savn og Suk, det er Angestens Nat: Strid
i Landet og den sorte Død, bælgmørk Nat-
men saa kom Atterdag.
Bispens By er nu Kongens By; den har
gavlede Huse og snevre Gader, den har
Vægter og Raadhuus, den har en muret
Galge ved Vesterport. Ingen udenbyes
Mand tør hænges i den; man maa være en
Stadens Borger for at kunne dingle der,
komme op saa høit, at see Kjøge og
Kjøgehøns.
"Det er en deilig Galge," sagde
Nordostvinden; "det Skjønne groer!" og
saa hvæste og blæste den.
Fra Tydskland blæste Fortræd og Nød.
"Hanserne kom," sagde Gudfader; "de kom
fra Pakhuus og Disk, de rige Kjøbmænd
fra Rostock, Lübeck og Bremen, de vilde
snappe meer end Guldgaasen fra Valdemars
Taarn; de raadede mere i Dankongens By
end Dankongen selv, de kom med væbnede
Skibe, Ingen var forberedt; Kong Erik
havde ei heller Sind at slaaes med de
tydske Frænder, de vare saa mange, saa
stærke. Kong Erik og alle hans Hofmænd
joge hasteligt ud af Vesterport til Sorø
By, til den stille Sø og de grønne
Skove, til Kjærligheds Sang og
Bægerklang.
Men Een blev tilbage i Kjøbenhavn, et
Kongehjerte, et Kongesind. Seer Du
Billedet her, den unge Kvinde, saa fiin
og spæd, med havblaae Øine og hørguult
Haar; det er Danmarks Dronning Philippa,
Englands Prindsesse. Hun blev i den
ængstede Stad, hvor i de smaa Gyder og
Gader, med de steile Trapper, Skure og
tilklinede Boder, Byfolkene vrimle og
vide ikke ud eller ind. Hun har Mands
Mod og Hjerte; hun kalder Borgere og
Bønder, opmuntrer, opmander. Skibene
tiltakles, Blokhusene faae Mænd,
Karrebasserne knalde; der er Ild og
Damp, der er godt Humeur, Vorherre
slipper ei Danmark. Og Solen skinner ind
i alle Hjerter, den lyser ud af alle
Øine i Seirsglæde. Velsignet være
Philippa! Det er hun i Hytte, det er hun
i Huus, det er hun i Kongens Slot, hvor
hun pleier de Saarede og Syge. Jeg har
klippet en Krands og lagt om Billedet
her," sagde Gudfader. "Velsignet være
Dronning Philippa!"
"Nu
springe vi Aaringer frem!" sagde
Gudfader. "Kjøbenhavn springer med. Kong
Christian I har været i Rom, er
velsignet af Paven, og hædret og hyldet
paa den lange Vei. Han bygger herhjemme
en Gaard af brændte Steen; der skal
Lærdommen groe, sættes frem paa Latin.
Fattigmands Barn fra Plov og fra
Værksted kan ogsaa komme med, tigge sig
frem, faae den lange, sorte, side Kappe,
synge for Borgernes Dør.
Tæt op til Lærdommens Gaard, hvor Alt er
Latin, ligger et lille Huus; derinde
raader det Danske, i Sprog og i Sæder.
Der er Øllebrød til Morgenkost og der er
Middag Klokken ti om Formiddagen. Solen
skinner ind ad de smaa Ruder, paa
Madskab og Bogskab; i det ligger skrevne
Skatte, Hr. Mikkels "Rosenkrands" og
"gudelige Comedier", Henrik Harpestrengs
Lægebog, og Danmarks Riimkrønike af
Broder Niels i Sorø; den bør hver
Danismand kjende, siger Huusherren, og
han er Mand for at de kunne blive
kjendte. Det er Danmarks første
Bogtrykker, Hollænderen Gotfred van
Gehmen. Han øver den sorte, velsignede
Konst, Bogtrykkerkonsten.
Og Bøgerne komme til Kongens Slot og i
Borgerens Huus. Ordsprog og Sange faae
evigt Liv. Hvad Mennesket ikke tør sige
i Sorg og Lyst, synger Folkesangens
Fugl, forblommet og dog klart; den
flyver saa frit, den flyver saa vidt
igjennem Borgestue, gjennem Ridderborg;
den sidder som Falk paa Ridderfrøkenens
Haand og kviddrer, den lister sig ind
som lille Muus og pipper i Hundehullet
for den trælbundne Bonde."
"Det er Mundsveir det Hele!" siger den
skarpe Nordostvind.
"Det er Foraarstid!" sige Solens
Straaler; "see hvor pipper det Grønne!"
"Nu blade
vi frem i vor Billedbog!" sagde
Gudfader.
Hvor straaler Kjøbenhavn! Der er
Turnering og Leg, der er Optog med
Pragt; see de ædle Riddere i Rustning,
see de høie fornemme Fruer i Silke og
Guld. Kong Hans giver sin Datter
Elisabeth til Churfyrsten af Brandenborg.
Hvor er hun ung, hvor er hun glad! hun
træder paa Fløiel; der er en Fremtid i
hendes Tanker: Huuslivets Lykke. Tæt ved
hende staaer hendes kongelige Broder
Prinds Christjern med de tungsindige
Øine og det hede, brusende Blod. Ham har
Borgerfolket kjær, han kjender deres
Tryk, han har Fattigmands Fremtid i
Tanke.
Gud alene raader for Lykken!
"Nu blade
vi frem i vor Billedbog!" sagde
Gudfader. "Skarpt blæser Vinden, synger
om det skarpe Sværd, om den tunge Tid,
om Ufredstid."
"Det er en iiskold Dag, det er midt i
April. Hvorfor stimler Mængden sammen
udenfor Slottet foran den gamle Toldbod,
hvor Kongeskibet ligger med Seil og
Flag? I Vinduer og paa Tage ere Folk at
see. Der er Sorg og Bedrøvelse,
Forventning og Angest. De see mod
Slottet, hvor før var Fakkeldands i de
gyldne Sale, men nu saa stille og tomt;
de see mod Vindueskarnappen, hvor Kong
Christjern saa ofte saae ud over "Hofbroen"
og ad det smalle "Hofbrostræde" til sin
Duelil, den hollandske Pige, han hentede
fra Bergens By. Skodderne ere skudte
for. Mængden seer mod Slottet, nu aabnes
Porten, Vindebroen sænkes. Der kommer
Kong Christjern med sin trofaste Hustru
Elisabeth; hun vil ei forlade sin
kongelige Herre, nu han er saa haardt
betrængt.
Der var Ild i hans Blod, der var Ild i
hans Tanke; han vilde bryde med den
gamle Tid, bryde Bondens Aag, være
Borgeren god, stække "de graadige Høge";
men de vare ham for mange. Han drager
fra Land og Rige, for derude at vinde
Venner og Frænder for sig. Hans Hustru
og trofast Mænd følge med; hvert Øie er
vaadt nu i Skilsmissens Stund.
Der blander sig Stemmer i Tidens Sang,
imod ham og for ham, et tredobbelt Chor.
Hør Adelens Ord, de staae skrevne og
trykte:
"Vee over Dig, Christjern den Onde! det
udøste Blod paa Stockholms Torv raaber
høit over Dig, Forbandelsens Vee!"
Og Munkenes Raab har den samme Dom: "Du
være forstødt af Gud og af os! Den
lutherske Lære kaldte Du hid; til den
gav Du Kirke og Prædikestol, lod
Djævelens Tunge tale. Vee over Dig,
Chistjern den Onde!"
Men Bonde og Borger græde saa dyb: "Christjern,
du Folkekjære! Ei Bonden skal kunne
sælges som Kvæg, ikke byttes bort for en
Jagthund! Den Lov er dit Skudsmaal!" Men
Fattigmands Ord er som Avner for Vinden.
Nu seiler Skibet Slottet forbi og
Borgerne løbe op paa Volden for der
endnu engang at see den seilende
Kongesnekke.
Tiden er
lang, Tiden er trang; stol ikke paa
Venner, stol ikke paa Frænder!
Farbroder Frederik paa Slottet i Kiel
vilde nok være Konge i Landet.
Kong Frederik ligger for Kjøbenhavn.
Seer Du billedet her: "det troe
Kjøbenhavn". Rundt om ere kulsorte Skyer
med Billed paa Billed; betragt kun
hvert! Det er et klingende Billed, det
klinger endnu i Sagn og Sang: Den tunge,
trange, den bittre Tid i Aaringers Gang.
Hvor gik det Kong Christjern, den
vildsomme Fugl? Derom have Fuglene
sjunget, og de flyve vidt, over Land og
Sø. Storken kom tidligt i Foraarstid,
Syd fra over det tydske Land; den havde
seet, hvad der nu fortælles.
"Den flygtende Kong Christjern saae jeg
kjøre paa lynggroede Hede; der mødte ham
et usselt Kjøretøi, forspændt med een
Hest; i det sad en Kvinde, Kong
Christjerns Søster, Markgrevinden af
Brandenborg; tro den lutherske Lære var
hun jaget bort af sin Huusbond. Paa den
mørke Hede mødtes de landflygtige
Kongebørn. Tiden er trang, Tiden er
lang, stol ikke paa Ven eller Frænde!"
Svalen kom fra Sønderborg Slot med
klagelig Sang. "Kong Christjern er
forraadt! Han sidder der i det brønddybe
Taarn; hans tunge Trin slide Spor i
Steengulvet, hans Finger sætter Mærke i
det haarde Marmor."
"O
hvilken Sorg fik slige Ord,
Som Stenens Fure fik?"
Fiskeørnen kom fra den rullende Sø; den
er aaben og fri, der flyver et Fartøi,
det er den kjække Fyenbo Søren Nordby.
Lykken er med - men Lykken er som Veir
og Vind omskiftelig.
I Jylland og Fyen skrige Ravn og Krage:
"Vi ere oppe at age! Det gaaer saa bra,
saa bra! Her ligge Aadsler af Heste, og
Mennesker med." Det er Ufreds Tid, det
er Grevens Feide. Bonden tog sin Krølle,
Kjøbstedmanden sin Kniv, saa raabte de
høit: "Vi slaae Ulvene ihjel, saa at
ingen Unger blive tilbage!" Der drive
Skyer og Røg fra de brændende Byer.
Kong Christjern er Fange paa Sønderborg
Slot; han slipper ei fri, seer ei
Kjøbenhavn og dens bittre Nød. Paa
Nørre-Fælled staaer Christian III hvor
Faderen stod. I Staden er Angest; der er
Hunger og Smitsot.
Op til Kirkens Muur sidder i Pjalter en
udmagret Kvinde, et Liig er hun; to
levende Børn ligge paa hendes Skjød og
suge Blod af den Dødes Bryst.
Modet er faldet, Modstanden falder. Du
troe Kjøbenhavn!
Der
blæses Fanfare; hør Pauker og Trompeter!
I rige Klæder af Silke og Fløiel og med
vaiende Fjer komme paa guldbræmmede
Heste de adelige Herrer; de ride til
Gammeltorv. Er der Carroussel eller
Turnering efter vante Skik? Borgere og
Bønder i deres bedste Pynt søge ogsaa
derhen. Hvad er der at see? Er der reist
et Baal til at brænde papistiske
Billeder, eller staaer Bøddelen der, som
han stod ved Slaghoeks Baal? Kongen,
Landets Herre er Lutheran, det skal
kjendes, hævdes og lyses i Kuld.
Høifornemme Fruer og adelige Jomfruer
sidde med høie Kraver og Perler paa Huen
bag de aabne Vinduer og see al den
Stads. Paa udbredt Klæde, under
Klædestag, sidder Rigets Raad i
ældgammel Dragt, nær Kongens Throne.
Kongen er taus. Nu læses op i det danske
Sprog hans Villie, Rigsraadets Villie;
Borger og Bonde faae strenge Ord,
Revselsens Ord for al den Modstand, de
havde viist mod den høie Adel. Ydmyget
blev Borgeren, Bonden blev Træl. Nu
lyder Fordømmelsens Ord mod Landets
Bisper. Deres Magt er forbi. Alt Kirkens
og Klostrenes Gods bliver henlagt til
Konge og Adel.
Der er Hovmod og Had, der er Prunk, der
er Ynk.
"Fattige
Fugl kommer hinkende,
Kommer linkende. . .
Rige Fugl kommer susende,
Kommer brusende!" -
Omskiftelsens Tid har tunge Skyer, men
ogsaa Solskin; det lyste just nu i
Lærdommens Gaard, Studentens Hjem, og
Navne lyse ud derfra heelt op i vor Tid.
Hans Tausen, den fyenske fattige Smedsøn:
"Det var
hiin liden Smaadreng fra Birkende By,
Hans Navn fløi over Danmark med folkelig
Ry.
En dansk Morten Luther, han stred med
Ordets Sværd,
Og seirede med Aanden i Hjertefolkets
Hær."
Der lyser Navnet Petrus Palladius,
Latin, men paa Dansk Peter Plade,
Roeskilde Bisp, ogsaa Søn af en fattig
Smed i Jydernes Land. Og af Adelsnavne
straaler Hans Friis, Rigets Cantsler.
Han satte Studenten ved sit Bord,
sørgede for ham og for Peblingen med. Og
Een fremfor Alle faaer Hurra og Sang:
"Mens een Student ved
Axels Havn
Et Bogstav veed at skrive,
Saalænge skal Kong Christians Navn
Med Hurra hilset blive."
Der kom Solstraaler mellem de tunge
Skyer i Omskiftelsens Tid.
Nu vende
vi Bladet.
Hvad suser og synger i "Store Belt"
under Samsø Kyst? Af Søen stiger en
Havfrue med tanggrønt Haar, hun spaaer
for Bonden: En Prinds skal fødes, der
bliver en Konge, mægtig og stor.
Paa Marken, under den blomstrende
Hvidtjørn, han fødtes. Nu Blomstrer hans
Navn i Sagn og i Sange, i Ridergaarde og
Slotte rundt om. Børsen skød frem med
Taarn og Spir; Rosenborg løftede sig,
saae langt ud over Volden; Studenten
selv fik sit eget Huus, og tæt derved
staaer og peger mod Himlen det
Rundetaarn, en Urania-Søile, der seer
mod Hveen, hvor Uranienborg stod; dens
gyldne Kupler fik Glands i Maaneskin, og
Havfruer sang om Manden derinde, som
Konger og Aandens Stormænd besøgte, den
Snilletsbaarne, af Adelsblod, Tycho
Brahe. Han løftede Danmarks Navn saa
høit, at med Stjernehimlen det kjendtes
i alle Jordens aandlyste Lande. Og
Danmark stødte ham bort fra sig.
Han sang Trøst i sin Smerte:
"Er ei
Himlen allevegne,
Hvad behøver jeg saa meer?"
Hans Sang har Folkesangs Liv, som
Havfruens Sang om Christian den Fjerde.
"Nu
kommer et Blad, Du skal rigtig see paa!"
sagde Gudfader; "der er Billed paa
Billed, som i Kæmpevisen Vers paa Vers.
Det er en Sang, saa glædelig i sin
Begyndelse, saa sørgelig i sin Udgang."
Der dandser et Kongebarn paa Kongens
Slot, hvor er hun yndig at see! Hun
sidder paa Christian IV's Skjød, hans
elskede Datter Eleonore. I kvindelige
Sæder og Dyder hun groer. Den mægtige
Adels fornemste Mand Korfits Ulfeldt er
hendes Brudgom. Hun er Barn endnu; hun
faaer ogsaa Riis af sin strenge
Hovmesterinde; hun klager for Kjæresten
og hun har Ret. Hvor er hun kløgtig,
danis og oplært, kan Græsk og Latin,
synger Italiensk til sin Luth, veed at
tale om Paven og Luther.
Kong Christian ligger i Gravcapel i
Roeskilde Dom, Eleonores Broder er
Konge. Der er Glands og Pragt paa
Slottet i Kjøbenhavn, der er Skjønhed og
Snille, først Dronningen selv: Sophie
Amalie af Lyneborg. Hvo styrer sin Hest
saa vel som hun? Hvo har i Dandsen en
Majestæt som hun, hvo taler med
Kjendskab og Aand som Danmarks Dronning?
"Eleonore Christine Ulfeldt!" de Ord
blev sagt af den franske Gesandt, "I
Skjønhed, Kløgt overstraaler hun Alle."
Fra Slottets bonede Dandsegulv voxte
Niddets Borre; den hængte sig fast, den
filtrede ind og hvirvlede om sig
Krænkelsens Haan: "Det Slegfredbarn!
Hendes Karm skal holde ved Slottets Bro;
hvor Dronningen kjører, skal Fruen gaae!"
Det fyger med Sladder, med Opspind og
Løgn.
Og Ulfeldt tager sin Hustru ved Haand i
den stille Nat. Nøglerne har han til
Stadens Porte; han aabner en af dem.
Hestene vente derudenfor. De ride langs
Stranden, og seile saa bort til det
svenske Land.
Nu vende
vi Bladet, som Lykken vender sig for de
To.
Det er Efteraarstid, Dagen er kort,
Natten er lang; det er graat og vaadt,
Vinden saa kold og i stigende Styrke.
Det suser i Løvet paa Voldens Træer,
Løvet flyver ind i Peder Oxes Gaard; den
staaer tom og forladt af sit Herskab.
Vinden suser ud over Christianshavn, om
Kai Lykkes Gaard, nu er den Tugthuus.
Han selv er jaget fra Ære og Land, hans
Vaaben er brudt, hans Billed hængt i den
høieste Galge; saaledes er straffet hans
kaade, letfærdige Ord om Landets hælrede
Dronning. Høit tuder Vinden og farer hen
over den aabne Plads, hvor
Rigshovmesterens Gaard har staaet; nu er
kun tilbage af den een Steen, "den drev
jeg som Rullesteen herned paa den
seilende Iis," suser Vinden, "Stenen
strandede hvor siden Tyvsø skød op,
forbandet af mig; saa kom den med i Hr.
Ulfeldts Gaard, hvor Fruen sang til den
klingende Luth, læste Græsk og Latin og
kneisede stolt, nu kneiser kun Stenen
her med sin Indskrift:
"Forræderen Corfitz Ulfeldt
til ævig Spot, Skam og Skjændsel."
Men hvor er hun nu, den fornemme Frue?
Hu-ih-hu-ih! piber Vinden med skærende
Røst. I "Blaa Taarn" bag Slottet, hvor
Havvandet slaaer mod den slimede Muur,
der har hun alt siddet i mange Aar. Der
er i Kamret mere Røg end Varme; det
lille Vindue er høit under Loftet. Kong
Christian IV's forkjælede Barn, hun den
fineste Frøken og Frue, hvor sidder hun
ringe, hvor sidder hun slet! Erindringen
hænger Gardin og Tapet om Fængslets
tilrøgede Vægge. Hun husker sin Barndoms
deilige Tid, sin Faders milde,
straalende Træk; hun husker sin
pragtfulde Bryllupsfærd: hendes
Stoltheds Dage, hendes Trængselstid i
Holland, i England og paa Bornhom.
"Ei Noget synes tungt for ægte
Kjærlighed!"
Dog, da var hun hos ham, nu er hun ene,
for altid ene! hun veed ei hans Grav og
Ingen veed den.
"Troskab
mod Manden var al hendes Brøde."
- Hun sad i Aaringer, lange og mange,
mens Livet rørte sig udenfor. Det staaer
aldrig stille, men det ville vi et
Øieblik her, tænke paa hende og Sangens
Ord:
"Min
Huusbond holdt jeg tro min Eed
I Nød og stor Elende!"
"Seer Du
Billedet her?" sagde Gudfader.
Det er Vintertid; Frosten slaaer Bro
mellem Laaland og Fyen, Bro for Carl
Gustav, som drager ustandseligt frem.
Der er Plyndring og Mordbrand, Angest og
Nød i det hele Land.
Svensken ligger for Kjøbenhavn. Det er
bidende koldt og en fygende Snee; men
tro sin Konge og tro sig selv staae Mænd
og Kvinder rede til Kampen. Hver
Haandværksmand, Bodsvend, Student og
Magister er oppe paa Volden til Værn og
Forsvar. Det er ingen Frygt for de
gloende Kugler. Kong Frederik svor, han
vilde døe i sin Rede. Han rider deroppe
og Dronningen med ham. Der er Mod og
Mandstugt og Fædrelandssind. Lad
Svensken kun trække sin Liigskjorte paa
og snige sig frem i den hvide Snee,
forsøge at storme! Der væltes Bjælker og
Steen ned paa dem; ja Kvinderne komme
med Bryggerkjedler og helde sydende Beg
og Tjære over de stormende Fjender.
I denne Nat ere Konge og Borger een
samlet Magt. Og der er Frelse og der er
Seir. Klokkerne ringe, Takkesang lyder.
Borgerfolk, her vandt Du Adelsspore!
Hvad
følger vel nu? See Billedet her!
Bisp Svanes Frue kommer i lukket Karm;
det tør kun den høie, mægtige Adel. De
stolte Junkere bryde Vognen itu;
Bispinden maa gaae til sin Bispegaard.
Er det den hele Historie? - Langt Større
skal brydes i næste Stund,
Overmods-Vældet.
Borgemester Hans Nansen og Biskop Svane
række hinanden Haand til Gjerning i
Herrens Navn. De tale med Kløgt og med
Ærlighed; det høres i Kirken og i
Borgerens Huus. Et Sammenholds-Haandslag
og Havnen spærres, Portene lukkes,
Stormklokken ringer, Magten er givet til
Kongen alene, han som blev i sin Red i
Farens Stund; han herske, han raade over
Store og Smaa!
Det er Enevoldstiden.
Nu vende
vi Bladet og Tiden med det.
"Hallo, halloi, hallo!" Ploven er lagt
tilsidde, Lyngen faaer Lov at groe, men
Jagten er god. "Hallo, halloi!" Hør de
skingrende Horn og de halsende Hunde.
See Jægerskaren, see Kongen selv, Kong
Christian V; han er ung og glad. I Slot
og i Stad er der Lystighed. I Salene
Voxlys, i Gaarden Fakler, og Byens Gader
have faaet Lygter. Alt straaler saa nyt!
Den nye Adel, indkaldt fra Tydskland,
Baroner og Grever faae Gunst og Gave; nu
gjælde Titler og Rang og det tydske
Sprog.
Da klinger en Stemme saa ægte dansk, det
er Væverens Søn, som nu er Bisp; det er
Kingos Røst; han synger de deilige
Psalmer.
Der er en anden Borgermands Søn, en
Viintappersøn, hans Tanke lysner i Lov
og Ret; hans Lovbog blev Guldgrund for
Kongens Navn, det staaer ind i kommende
Tider. Den borgersøn, Landets mægtigste
Mand, faaer Adelskjold og Fjender med,
saa Bøddelens Sværd paa Retterstedet er
over Griffenfeldts Hoved. Da lyder
Benaadning med evigt Fængsel. De sende
ham til en Klippeø under Throndhjems
Kyst:
"Munkholm
- Danmarks Sanct Helena."
Men Dandsen gaaer let i Slottets Sal,
der er Glands og Pragt, der er livlig
Musik, der dandse Hofmænd og Fruer.
Nu kommer
Frederik IV's Tid!
See de stolte Skibe med Seiersflag! See
det rullende Hav! Ja, det kan fortælle
om Storbedrift, om Danmarks Hæder. Vi
huske Navne, den seiersæle Sehested og
Gyldenløve! Vi huske Hvidtfeld, der for
at frelse den danske Flaade sprængte sit
Skib og fløi mod Himlen med Danebroge.
Vi tænke paa Tiden og Striden dengang,
og Helten, der sprang fra det norske
Fjeld til Danmarks Værn: Peter
Tordenskjold. Fra det herlige Hav, fra
det svulmende Hav tordner hans Navn fra
Kyst til Kyst:
"Der slog
et Lyn igjennem Pudderstøvet,
En Torden gjennem Tidens Hvisken lød;
En Skrædderdreng sprang ned fra
Skrædderbordet,
Fra Norges Kyst løb ud en liden "Snau".
Og Vikingaanden over Nordens Hav
Fløi atter, ungdomskjæk og
staalomgjordet."
Der kom en Luftning fra Grønlands Kyst,
en Duft som fra Bethlehems-Landet; den
meldte om Evangeliets Lys ved Hans Egede
og hans Huustro.
Det halve Blad her har derfor Guldgrund;
det andet Halve, der tyder Sorgen, er
askegraat med sorte Stænk, som fra
Ildens Gnister, som fra Sot og Syge.
I Kjøbenhavn raser Pesten. Gaderne ere
tomme, Dørene stængede, rundt om er
tegnet med Kridt et Kors: derinde er
Soten, men hvor Korset er sort ere Alle
døde.
I Natten bæres Ligene bort, uden
Klokkeklang; de tage paa Gaden de
Halvdøde med; Rustvognene rumle, de ere
fyldte med Liig. Men ud fra Krostuen
lyder fælt Berusedes Sang og vilde
Skrig. Ved Drik ville de glemme den
bittre Nød; de ville glemme og ende -
ende! Alt faaer jo Ende; her ender
Bladet med anden Nød og Prøvelsestid for
Kjøbenhavn.
Kong Frederik IV lever endnu; hans Haar
er graanet i Aarenes Løb. Fra Vinduet
paa Slottet seer han ud i det stormfulde
Veir; det er seent paa Aaret.
I et lille Huus ved Vesterport leger en
Dreng med sin Bold; den flyver op paa
Loftet. Den Lille tager en Tællepraas,
gaaer op for at søge, da tændes der Ild
i det lille Huus, i den hele Gade. Det
lysner i Luften, saa Skyerne skinne. See
Flammerne voxe! Der er Føde for Ilden,
der er Hø og Halm, der er Flæsk og
Tjære, der er Stabler af Brænde til
Vintertiden. Og Alting brænder. Der er
Graad og Skrig, der er stor Forvirring.
I Vrimlen rider den gamle Konge,
opmuntrer, befaler. Der sprænges med
Krudt, rives Huse ned. Nu brænder det
ogsaa i Nørre Kvarteer, og Kirkerne
brænde: Sanct Petri, Vor Frue! Hør
Sangværket spiller sin sidste Sang:
"Vreden Du afvend, Herre Gud af Naade!"
Kun Rundetaarn staaer og Slottet staaer;
rundt om ere rygende Tomter. Kong
Frederik IV er Folket god, han trøster
og mætter, han er hos det, er de
Huusvildes Ven. Velsignet er Frederik
IV!
See nu
dette Blad!
See den gyldne Karm med Tjenere rundt
om, med væbnede Ryttere foran og bagved,
kommer fra Slottet, hvor der er spændt
en Jernlænke for at hindre Folket i at
komme altfor nær. Hver uadelig Mand maa
gaae over Pladsen med blottet Hoved; thi
sees ei Mange, de undgaae Stedet. Der
kommer nu Een med nedslaaet Blik, med i
Hatten i Haanden, og det er just den
Mand, i den Tid, som vi nævne høit:
"Som
rensende Stormvind hans Tale klang,
Til Solskin i kommende Dage;
Indsmuglede Noder som Græshopper sprang
Den Vei, de var komme, tilbage."
Det er Snillet og Lunet, det er Ludvig
Holberg. Den danske Scene, hans Storheds
Slot, har man lukket, som var det
Forargelsens Bo. Al Glæde er skrinlagt;
Dands, Sang og Musik er forbudt og lyst
bort. Nu raader den mørke Christendom.
"Der
Dènenprinz!" som hans Moder ham kaldte,
nu kommer hans Tid med Solskinsveir, med
Fuglenes Sang, med Glæde, Danskhed og
Lystighed: Kong Frederik V er Konge. Og
Lænkerne tages fra Pladsen ved Slottet;
den danske Scene er aabnet igjen, der er
Latter og Lyst, der er godt Humeur. Og
Bønderne ride Sommer i By! Det er
Munterhedstid efter Fastetid og
Forknyttelsens Tid. Det Skjønne trives,
sætter Blomst og Frugt i Toner, i
Farver, i bildende Konst. Hør Gretrys
Musik! See Londemanns Spil! Og Danmarks
Dronning elsker det Danske. Lovise af
England, deilig og mild; velsigne Dig
Gud i sin Himmel! Solstraalerne synge
lifligt i Chor om Dronninger i det
danske Land: Philippa, Elisabeth, Lovise.
Den
jordiske Deel er længst skrinlagt, men
Sjælene leve og Navnene leve. Igjen
sender England en Kongebrud: Mathilde,
saa ung og snart saa forladt! Om Dig
ville Digtere synge i Tiden, om
Ungdomshjertet og Prøvelsens Stund. Og
Sangen har Magt, en unævnelig Magt
gjennem Tider og Folk. See Slottets
Brand, Kong Christians Borg. Man søger
at frelse det Bedste, der findes. See
Holmens Folk slæbe bort en Kurv med
Sølvtøi og kostelige Sager; stor Rigdom
er det, men pludseligt see de gjennem
den aabne Dør, hvor Flammerne lyse, en
Buste af Bronce, Kong Christian IV. Da
kaste de den Rigdom, de bære; hans
Billede derinde er dem langt mere! det
maae de redde, hvor tungt det endogsaa
maa være at bære. De kjende ham jo fra
Ewalds Sang, fra Hartmanns deilige
Melodi.
Der er Magt i Ordet og Sangen, og den
skal klinge eengang saa stærkt om den
stakkels Dronning Mathilde.
------------
"Nu blade vi frem i vor Billedbog."
Paa Ulfeldts Plads stod den
Skjændselssteen; hvor reistes i Verden
vel en som den? Ved Vesterport blev en
Støtte reist, hvor mange i Verden er der
vel som den?
Solstraalerne kyssede Rullestenen,
Grundlaget under "Frihedsstøtten". Alle
Kirkeklokker ringede, Flagene vaiede;
Folket jublede for Kronprinds Frederik.
Gamle og Unge bare i Hjerte og paa Tunge
Navnene Bernstorff, Reventlow,
Colbjørnsen. Med straalende Øine og
takfyldte Hjerter læses Støttens
velsignede Indskrift:
"Kongen bød, Stavnsbaandet skal ophøre,
Landbolovene gives Orden og Kraft, at
den frie Bonde kan vorde kjæk og oplyst,
flittig og god, hæderlig Borger,
lykkelig!"
Hvilken Solskinsdag! Hvilken "Sommer i
By"!
Lysaanderne sang: "Det Gode groer! Det
Skjønne groer! Snart falder Stenen paa
Ulfeldts Plads, men "Frihedsstøtten"
skal staae i Solskin, velsignet af Gud,
Konge og Folk."
"Vi har
en gammel Landevei,
Den gaaer til Verdens Ende."
Det aabne Hav, aabent for Ven og Fjende,
og Fjenden var der. Den seilede op, den
mægtige engelske Flaade; en Stormagt kom
imod en lille. Kampen var haard, men
Folket modigt:
"Hver
stod fast og ufortrøden,
Stod og stred og favned Døden!"
Vandt Beundring af sin Fjende, og
begeistrede Danmarks Skjalde. Den
Slagsdag mindes den Dag idag med vaiende
Flag: Danmarks hædrende anden April,
Skjærtorsdags-Slaget paa Rheden.
Aaringer
gik. En Flaade blev seet i Øresund.
Gjaldt det Rusland eller Danmark? Det
vidste man ei, selv Ingen ombord.
Der er en Fortælling i Folkemund, at den
Morgenstund i Øresund, da den forseglede
Ordre blev brudt og læst op, og den lød:
at tage den danske Flaade, traadte frem
for sin Chef en ung Capitain, høihjertet
i Ord og Daad, en Bretlands Søn: "Jeg
svor," var hans Ord, "at til min Død
vilde jeg kæmpe for Englands Flag, i
aabent, ærligt Slag, men ei at ville
overmande."
"Og dermed styrted han sig overbord!"
"Og Flaaden styrede mod Kjøbenhavn, -
Fjern fra det Sted, hvor Slaget skulde
stande,
Laae han, Captainen - ukjendt er hans
Navn -
Et vandkoldt Lig, skjult af de sorte
Vande,
Til Strømmen drev ham op, og svenske
Mænd
Paa Fiskertog i stjernefulde Nætter
Ham fandt, bar ham i Baad til Stranden
hen
Og - rafled om den Dødes Epauletter."
Fjenden stod for Kjøbenhavn; det lyste i
Flammer, vi mistede Flaaden, men ikke
Modet og Troen paa Gud; han ydmyger, men
løfter igjen. Vunderne læges som i
Einheriars Slag. Kjøbenhavns Historie er
rig paa Trøst.
Altid Folketroen var den,
Danmark har i Vorherre en Ven.
Holde vi fast, han holder igjen,
Og Solen skinner imorgen.
Snart skinnede den paa den reiste Stad,
paa rige Kornmarker, paa Kløgt og Snille;
en Fredens velsignet Sommerdag, hvor
Digtningen reiste sit fata morgana saa
farverigt herligt ved Ochlenschlèger.
Og i Videnskaben blev gjort et Fund,
langt meer end et Guldkorn i gammel Tid,
en Bro af Guld blev funden:
- - "en Bro for Tankens Lyn
I alle Tider ind i Folk og Riger."
Hans Christian Ørsted indskrev der sit
Navn.
Og see! Ved Slottet op til Kirken blev
reist en Gaard, til den gav selv den
fattigste Mand og Kvinde glad sin Skjerv.
"Du husker fra foran i Billedbogen,"
sagde Gudfader, "de gamle Steenblokke,
som ramlede fra Norges Fjelde, og førtes
paa Isen herned; de ere løftede igjen
fra den dybe Sandgrund paa Thorvaldsens
Bud i Marmorets Skjønhed; deiligt at see!"
Husk hvad jeg har viist Dig og hvad jeg
fortalte! Sandgrunden i Havet løftede
sig op, blev Værn for Havnen, bar Axels
Huus, bar Bispens Gaard og Kongens Slot
og bærer nu det Skjønnes Tempel.
Forbandelsens Ord ere veirede hen, men
hvad Sollysets Børn i Glæde sang om en
kommende Tid, er blevet opfyldt.
Saa mangen Storm er faret hen, den kan
komme igjen og vil atter henfare. Det
Sande og Gode og Skjønne har Seiren.
Og hermed er Billedbogen sluttet; men
langtfra ikke Kjøbenhavns Historie. Hvo
veed, hvad Du selv engang skal opleve.
Det har tidt seet sort ud, blæst en
Storm, men Solskinnet er dog ikke blæst
bort, det bliver! og stærkere endnu end
det stærkeste Solskin er Gud! Vorherre
raader for Mere end for Kjøbenhavn."
Det sagde Gudfader og gav mig Bogen.
Hans Øine lyste, han var saa vis i sin
Sag. Og jeg tog Bogen saa glad, saa
stolt og forsigtigt, som nyligt jeg bar
min lille Søster for første Gang.
Og Gudfader sagde: "Du maa meget gjerne
vise En og Anden din Billedbog, Du maa
ogsaa nok sige, at jeg har lavet,
klistret, tegnet det hele Værk. Men det
er en Livssag, at de strax vide, hvorfra
jeg har faaet Ideen til den. Du veed
det, fortæl det. Ideen skyldes de gamle
Tranlygter, der netop, sidste Aften de
brændte, viste for Stadens
Gascandelabrer, som fata morgana, Alt
hvad der var seet fra den første Lygte
blev tændt ved Havnen, til nu Kjøbenhavn
i denne Aften belystes baade af Tran og
af Gas.
Du maa vise Bogen til hvem Du vil, det
vil sige, til Folk med milde Øine og
venligt Sind, men kommer en Helhest -
saa luk
Gudfaders Billedbog."
