|
Der vare to Haner, een paa Møddingen og een paa Taget, hovmodige begge To; men hvem udrettede meest? Siig os din Mening, - vi beholde vor egen alligevel.
Hønsegaarden var ved et Plankeværk skilt fra en anden Gaard, hvori laae en Mødding, og paa den voxte en stor Agurk, der var sig bevidst at være en Mistbænk-Væxt: 
"En Hane kan lægge et Æg! og veed I hvad der ligger i det Æg? Der ligger en Basilisk! Synet af den kan Ingen udholde! det veed Menneskene, og nu veed I det med, veed, hvad der boer i mig! veed, hvad jeg er for en allerhønsegaards Karl!"
Og saa slog Gaardhanen med Vingerne, reiste Kammen og galede igjen; og det gjøs i alle Hønsene og i alle de smaa Kyllinger, men de vare frygteligt stolte af, at Een af deres var saadan en allerhønsegaards Karl; de klukkede og de pippede, saa at Veirhanen maatte høre det, og han hørte det, men han rørte sig ikke derved. 
"Vrøvl det Hele!" sagde det indeni Veirhanen. "Gaardhanen lægger aldrig Æg og jeg gider ikke! vilde jeg, kunde jeg nok lægge et Vindæg! men Verden er ikke et Vindæg værd! Vrøvl det Hele! - Nu gider jeg ikke engang sidde!"
Og saa knak Veirhanen af, men han slog ikke Gaardhanen ihjel, "skjønt det var det beregnet paa!" sagde Hønsene; og hvad siger Moralen.
"Det er dog bedre at gale, end at være blaseret og knække af! |
