Der
vare to Haner, een paa Møddingen og een
paa Taget, hovmodige begge To; men hvem
udrettede meest? Siig os din Mening, -
vi beholde vor egen alligevel.
Hønsegaarden var ved et Plankeværk
skilt fra en anden Gaard, hvori laae en
Mødding, og paa den voxte en stor Agurk,
der var sig bevidst at være en
Mistbænk-Væxt:
"Det fødes man til!" sagde det indeni
den! "ikke Alle kunne fødes til Agurker,
der maa ogsaa være andre levende Arter!
Hønsene, Ænderne og hele Nabogaardens
Besætning er ogsaa Skabninger.
Gaardhanen seer jeg nu op til paa
Plankeværket, han er rigtignok af
anderledes Betydenhed end Veirhanen, der
er sat saa høit og ikke engang kan
knirke, end sige gale! han har hverken
Høns eller Kyllinger, han tænker kun paa
sig selv og sveder Spanskgrønt! nei,
Gaardhanen, det er en Hane! see ham
gjøre Trit, det er Dands! høre ham gale,
det er Musik! hvor han kommer, faaer man
at høre hvad en Trompeter er! Om han kom
herind, om han aad mig op med Blad og
Stilk, om jeg gik op i hans Krop, det
var salig Død!" sagde Agurken.
Ud paa Natten blev det et frygteligt
Veir; Høns, Kyllinger og Hanen med,
søgte Ly; Plankeværket mellem Gaardene
blæste ned saa det gav et stærkt
Rabalder; Tagstenene faldt, men
Veirhanen sad fast, den dreiede sig ikke
engang, den kunde ikke, og dog var den
ung, nystøbt, men sindig og adstadig;
den var født gammel, lignede ikke de
flagrende Himlens Fugle, Spurve og
Svaler, dem foragtede den, "Pipfuglene,
ringe af Størrelse og ordinaire!" Duerne
vare store, blanke og skinnende, som
Perlemor, saae ud som en Slags Veirhane,
men de vare tykke og dumme, al deres
Tanke gik ud paa at faae Noget i
Skrotten, sagde Veirhanen, kjedelige i
Omgang vare de. Trækfuglene havde ogsaa
gjort Visit, fortalt om fremmede Lande,
om Luftcaravaner og frygtelige
Røverhistorier med Rovfuglene, det var
nyt og interessant, første Gang, men
senere vidste Veirhanen at de gjentog
sig, at det altid var det Samme og det
er kjedeligt! De vare kjedelige og Alt
var kjedeligt, Ingen var til Omgang,
hver Een var fad og flau.
"Verden duer ikke!" sagde den. "Vrøvl
det Hele!"
Veirhanen var hvad man kalder
blaseret, og det havde bestemt gjort ham
interessant for Agurken, havde hun vidst
det, men hun saae kun op til Gaardhanen
og nu var den inde i Gaarden hos hende.
Plankeværket var blæst om, men Lyn og
Torben var forbi.
"Hvad sige I om det Hanegal?" sagde
Gaardhanen til Høns og Kyllinger. "Det
var noget raat, Elegancen manglede!"
Og Høns og Kyllinger traadte ind paa
Møddingen, Hanen kom med Ryttertrin.
"Havevæxt!" sagde han til Agurken, og
i det ene Ord fornam hun hele hans
udstrakte Dannelse og glemte at han
hakkede i hende og add hende.
"Salig Død!"
Og Hønsene kom og Kyllingerne kom og
naar den ene løber, saa løber den anden
med, og de klukkede og de pippede og de
saae paa Hanen, de vare stolte af ham,
han var af deres Art.
"Kykkeleky!" galede han, "Kyllinger
blive strax til store Høns, naar jeg
siger det i Verdens Hønsegaard!"
Og Høns og Kyllinger klukkede og
pippede bag efter!
Og Hanen forkyndte en stor Nyhed.
"En Hane kan lægge et Æg! og veed I
hvad der ligger i det Æg? Der ligger en
Basilisk! Synet af den kan Ingen
udholde! det veed Menneskene, og nu veed
I det med, veed, hvad der boer i mig!
veed, hvad jeg er for en
allerhønsegaards Karl!"
Og saa slog Gaardhanen med Vingerne,
reiste Kammen og galede igjen; og det
gjøs i alle Hønsene og i alle de smaa
Kyllinger, men de vare frygteligt stolte
af, at Een af deres var saadan en
allerhønsegaards Karl; de klukkede og de
pippede, saa at Veirhanen maatte høre
det, og han hørte det, men han rørte sig
ikke derved.
"Vrøvl det Hele!" sagde det indeni
Veirhanen. "Gaardhanen lægger aldrig Æg
og jeg gider ikke! vilde jeg, kunde jeg
nok lægge et Vindæg! men Verden er ikke
et Vindæg værd! Vrøvl det Hele! - Nu
gider jeg ikke engang sidde!"
Og saa knak Veirhanen af, men han
slog ikke Gaardhanen ihjel, "skjønt det
var det beregnet paa!" sagde Hønsene; og
hvad siger Moralen.
"Det er dog bedre at gale, end at
være blaseret og knække af!
