|
Og der var ordentlig Vinter ude paa Landet; det frøs der et Par Grader stærkere end inde i Byen. Den skarpe Vind blæste hen over de sneelagte Marker. Bonden, med store Bælvanter paa, sad i sin Slæde og slog sig med sine Arme for at faae Kulden af dem, Pidsken laae paa Skjødet, de magre Heste løb, saa de dampede, Sneen knagede, og Spurvene hoppede i Hjulsporene og frøs; "pip! naar kommer Vaaren? Det varer saa længe!"  Hvorhen de to Børn vendte sig, der skjød grønne Knopper frem paa Buske og Træer, der blev Græsset høiere, Sædemarken mere og mere liflig grøn. Og rundtom kastede den lille Pige Blomster; hun havde af dem i Overflødighed i sit Skjørt, de syntes der at myldre frem, altid var det fuldt, i hvor ivrig hun var med at kaste, - i sin Iilfærdighed rystede hun en heel Blomster-Snee henover Æble- og Ferskentræer, saa at de stode i fuld Pragt før de endnu rigtig havde grønne Blade.
Og hun klappede i Hænderne og Drengen klappede, og da kom der Fugle frem, man vidste ikke hvorfra, og Alle qviddrede og sang: "Vaaren er kommen!"
Og de vaade Taager kom, den isnende Blæst og de mørke, længste Nætter. Aarets Drot sotd med sneehvidt Haar, men han vidste det ikke selv, han troede, at det var Sneefnokkene, som faldt fra Skyen; et tyndt Sneelag laae hen over den grønne Mark.
Og Kirkeklokkerne ringede til Juletid.
"Fødselsklokkerne ringe!" sagde Aarets Drot, "snart fødes det nye Hersker-Par; og jeg faaer Hvilke, som hun! Hvile i den blinkende Stjerne!"
Og i den friske grønne Granskov, hvor Sneen laae, stod Jule-Engelen og indviede de unge Træer, der skulde til dens Fest.
"Glæde i Stuen og under de grønne Grene!" sagde Aarets gamle Drot, Uger havde ældet ham til sneehvid Gubbe; "det stunder for mig til Hvile, Aarets unge Par faaer nu Krone og Scepter!"
"Og Magten er dog din!" sagde Jule-Engelen, "Magten og ikke Hvilen! Lad Sneen ligge varmende hen over den unge Sæd! lær at bære det, at en Anden hyldes og du dog er Hersker, lær at være glemt og dog at leve! din Friheds Time kommer, naar Vaaren kommer!
Og høit gjennem Luften kom den første Stork, den anden fulgte; et deiligt Barn sad paa Ryggen af hver, og de dalede ned paa den aabne Mark og de kyssede Jorden, og de kyssede den gamle stille Mand, og som Moses paa Bjerget, svandt han, baaret af Skytaagen.
"Aarets Historie var endt.
"Det er meget rigtigt!" sagde Spurvene, "og det er ogsaa meget kjønt, men det er ikke efter Almanaken, og saa er det galt!" |
