H.C. Andersens Levnedsbog: "Det huslige liv hjemme 2."

Nu var jeg ellers mere overladt til mig selv, min moder måtte ude se at fortjene brødet til os.

Jeg kom i fattigskole, men selv her, var noget, der gav min ånd en poetisk retning.

Fattigskolen i Odense. Læs mere her !

Det var en gammel bygning, og i selve læseværelset var alle betrækkene malede med billeder af den bibelske historie. Jeg sad ofte og stirrede på dem, drømte mig så underlig ind deri, således at læreren tit skældte ud på grund af min fraværenhed. Jeg hørte slet ikke hvad han sagde og jeg begyndte også nogle gange at tale til de andre børn om mine fantasier. Engang da en af de større svarede "at jeg nok var gal", blev jeg tilbageholdende og tavs. Mine lektier kunne jeg kun ret tålelig. Jeg havde et særdeles nemme, lærte hurtig udenad, og da man havde rost dette for mig, satte jeg noget i ikke at være flittig.

Nabokonens søn læste aften og morgen højt på sin lærebog, så det hørtes idet hele kvarter. "Det er en dum dreng", sagde min moder, "han læser altid, min Christian tager aldrig en bog til skolen i hånden og kommer dog ud af det". Det var mig nok, at jeg først læste på min lektie et kvarter i selve skolen og så kunne jeg det ret godt.

H.C. Andersens Læsebog. Læs mere !

Ellers var jeg meget elsket af læreren og havde aldrig noget uvenskab med drengene og har aldrig som dreng slås med nogen. Var det lærerens fødselsdag bragte jeg ham altid en blomsterkrans og et digt og dette spottede han ellers over i skolen. Det var ikke smukt, men jeg blev dog ved med at gøre det. Han skrev også selv vers, salmer og stod mig meget højt som digter, thi jeg kendte ikke til andre lyriske digte, en Bunkeflods spindeviser. Bunkeflod var død, men hans enke og søster levede i Odense og boede lige over for mine forældre, derved kom jeg ind i huset og de kunne godt lide mig.

Jeg måtte læse højt for den gamle jomfru, synge viser og fik således der et hjem, når min moder var ude.

Munkemøllestræde i Odense, Eilschous Boliger, ca. 1905. I disse boliger boede præsteenken Madam Bunkeflod. Kilde: Odense Bys Museer

Den gamle jomfru talte altid med begejstring, når hun nævnte sin broder, som digter. Jeg kendte kun Holberg og Bunkeflod og det var alle mine danske digtere. Selv skrev hun også vers, men komiske, således var der en gravskrift om en gammel kone der solgte fløde.

Jeg fik nu også lyst til at digte et vers, og fik sat et sammen om "Munkemose", som er en eng udenfor Odense. Det rimede på en rose, er det eneste jeg kan huske deraf.

Odense set fra syd området hvor Munke Mose i dag ligger. Maleri fra 1822 August Petersen

Siden skrev jeg et om "Skyerne". Nu læste jeg ellers den første tragedie og det var et melodrama "Ariadne på Naxos". Det næste stykke var "Medea" og der på Wessels kærlighed uden strømper. I alle disse stykker traf det sig nu, at alle personerne døde. Da jeg derfor ville skrive selve stykket, var jeg i stor forlegenhed med at få livet af dem alle. En gammel vise om "Pyramus og Thisbe" blev nu sujettet. Jeg kaldte det "Abor og Elvire". Nabokonen som jeg læste det for, sagde at det burde hedde »Aborrer og torsk«, hvorfor jeg blev meget vred, men min moder trøstede mig med at, det havde nabokonen sagt, fordi hendes egen søn ikke havde skrevet det.

Stykket begyndte med, at Elvire ventede sin Abor, men da han ikke kom hang hun sit perlebånd på en hæk for at vise hun havde været der, og gik nu en lille tur. Abor kom, troede at Elvire var dræbt af et vildt dyr og dræbte sig derfor selv. Nu kom Elvire, og skulle dø af sorg, men da hele stykket endnu kun fyldte 1/2 ark, lod jeg en eremit komme ind. Denne fortalte hende, at hans søn havde set hende i skoven og var blevet forelsket i hende, for nu at røre Elvire, og fordi jeg ikke vidste bedre, lod jeg ham tale i skriftsteder, taget fra af Balles Lærebog. Nu kom sønnen til, dræbte sig kærlighed, Elvire fulgte hans eksempel og den gamle udbrød:

"Døden jeg fornemmer
I alle mine Lemmer"

hvorpå han også faldt om. Dette værk syntes jeg særdeles om, og læste det for alle jeg fik fat på. Nu fik jeg da lyst til at skrive et nyt, men heri skulle der være en konge og en prinsesse, da jeg nu slet ikke kunne tænke mig, at disse talte ligesom andre mennesker fandt jeg på at benytte en gammel ordbog, hvori stod tyske og franske gloser, og lod nu de kongelige sige ord på dansk, et på tysk og det tredje på fransk. Det kom der noget ganske kaudervælsk ud af, men jeg troede ret at have grebet det, da slige høje personer kunne mange sprog og således bedst var i stand til at vise dem i alle.

Kort efter så jeg vor konge første gang, han rejste gennem byen, jeg var krøbet op på en mur om Vor Frue Kirke i Odense og så på ham, med ærefrygt men forbavselse over at han slet ikke var i sølv og guld. Han havde en lang blå kappe, med en rød fløjls krave.

Vor Frue Kirke i Odense 2. januar 2002

Se mere om Frue Kirke her.

Jeg var ellers et meget stille barn, kom aldrig ud på gaden at lege med de andre børn, kun småpiger morede det mig at være sammen med .Jeg husker endnu en smuk lille en på en 8 år, der kyssede mig og sagde hun ville være min kæreste. Det behagede mig og jeg lod hende altid kysse mig, selv gjorde jeg det aldrig og tillod heller ingen uden hende. Jeg havde i øvrigt en forunderlig afsky for voksne piger, eller når de var over en 12 år , gøs ordentlig for dem, ja havde endog det udtryk om alt der var mig ubehageligt at røre ved, at det var så "pigeagtigt".

En lille historie der kom før min faders fød, og som kunne have givet mit hele liv en anden retning må jeg ikke glemme. Hans længsel efter en forandring i sin stilling har jeg omtalt. At komme bort fra Odense var hans ønske, og min moder holdt også meget af landet. Nu traf det sig at et herskab nogle mile fra byen ville have en skomager på deres gods. Det fik min fader lyst til at søge om, de talte alt om det som afgjort, jeg skulle da lære hans håndværk, eller blive bonde. Jeg fandt det ret morsomt, for kom vi på landet fik jeg en have, kunne tumle mig i skoven og på marken, kun en ting gjorde det mig ondt for, at jeg da ikke der, kunne få komedieplakaterne med hvad der blev spillet på teatret i Odense.

Odense Teater. Litografi ca. 1850

Jeg samlede på plakaterne som en skat, og havde gjort mig gode venner med plakatbæreren Peter Junker for at få dem fuldstændigt.

Dog fandt jeg snart et middel til at redde plakaterne for mig. Der var en gammel købmands enke Madam Lotterup, hun fik alle plakater. Hun kunne godt lide mig og lovede, at dersom jeg kom ud fra byen skulle hun nok gemme dem. Nu var jeg meget lykkelig.

Min fader meldte sig, men, en anden fik hans plads og vi blev til vor bedrøvelse i Odense. Havde min fader nu kommet bort, var jeg måske endnu på landet, måske blevet soldat. Siden jeg nævner dette må jeg bemærke, at jeg ved min fødsel også nær havde kunne blive det. Alle husene ved porten, hvor mine forældre boede, stod under næste landsby. De børn som fødtes der, skulle være soldat, men nu traf det sig just at mine forældres hus var det første udenfor denne grænse, der var kun væggen imellem at være viet soldaterstanden eller borgerlivet. Min moder var meget lykkelig derover, thi hun yndet ikke det militære, og blev meget forskrækket, da spåkonen engang sagde, at skønt der stod i kortene at jeg blev en stor mand, så hun mig dog i kaffekoppen med gevær på nakken. Og konen har set ret, det var som student.

Den ellers omtalte plakatbærer, Peter Junker, tildelte mig trofast alle plakaterne. Ja når det var dårligt vejr fik jeg et helt bundt, da han ikke gad løbe med dem. Jeg kunne da hele aftenen sidde og glæde mig med dem. Jeg kendte vel ikke stykkerne der stod på, men af personerne skabte jeg mig selv et indhold og tænkte mig nu, indtil det enkelte, hvorledes hver skulle være klædt. En Dag var jeg ude på Torvet (Flakhaven) for at se Peter Junkers kone gå med fedlen, det var en straf, fruentimmer den gang fik for sladder og løgn.

Flakhaven anno 1811.

Maleri af Hans Christian Roulund.

Der blev slået en Kreds af soldater og indenfor dette gik konen med et træåg om halsen. Højt op over hovedet stod en jernbøjle, fra hvilken hang ned over nakken en lang rævehale og i panden en lille Klokke. Det traf sig, snurrig nok, at en anden kone, der af ondskab hidsede en hund ind i kredsen på Peter Junkers ægtefælle, for at den skulle bide i halen, selv året efter måtte udstå den samme straf.

Min moders stilling var ellers kummerlig, og da nabokonens søn gik på klædefabrikken og arbejdede hvorfor han fortjente nogle mark om ugen, ville hun også at jeg skulle gøre gavn. Jeg læste altid historier og var uhyre blød. Græd så inderlig over Kristi Lidelseshistorie og over den tålmodige Helene, som de skar hænderne af og satte i en lille båd ud på den vilde sø. Jeg var slet ikke skikket til at komme imellem de andre vilde drenge og piger. En morgen fulgte min gamle farmoder mig der hen. Hun græd og kyssede mig i porten  i det hun sagde, "det var ikke sket hvis din fader havde levet". Hun havde med al sin blidhed og fromme sind megen selvfølelse og talte imellem om, at hendes bedstemoder havde været af stand, at der endnu levede i København en fornem mand af familien.

En Nummesen, rimeligvis den daværende teaterdirektør. I Kassel havde bedstemoderen levet og været en rig mands datter, men af kærlighed til en "komediant", som gamle farmoder kaldte ham havde hun forladt forældrene og til sidst blevet en fattig en. Jeg kom nu ind på fabrikken og svendene forlangte, at børnene skulle synge for dem. Jeg begyndte da, og alle blev de opmærksomme på min stemme og de roste den. Nu sagde jeg, at jeg kunne så meget af Holberg uden ad, så jeg reciterede det og jeg vandt dem straks. Skønt de var meget rå ville de, at jeg skulle blive ved. Mit arbejde blev fordelt på de andre børn, og jeg morede både dem og mig selv.

Den næste dag kom, nu skulle jeg dog lære noget, man satte mig til en rok, men tråden sprang hvert øjeblik og imidlertid sang svendene lystig, deres uanstændige viser. Jeg blev rød som et blod og gav mig til at græde, jeg var så uskyldig. Nu lo de først af mig, sagde jeg var en pige, og begyndte en meget rå morskab, hoc exquirendo, så jeg grædende bad min moder jeg måtte være derfra. Hun sagde da, at det ikke var for pengene, at hun ville have mig der, men da hun var ude om dagen, så vidste hun ikke hvad jeg tog mig for, eller hvor jeg var, og at det derfor var hende om at gøre, at jeg gik et bestemt sted.

Hun ville imidlertid lade mig slippe for at gå der, men ville se at få mig til Ørnstrup, en tobaksfabrik hvor der kun var én svend og nogle skikkelige drenge der gik og hjalp.

Ørnstrup Tobaksfabrik Vestergade 5 i Odense

 Nu kom jeg da midt ind imellem tobaksplanter, så dem lave skråtobak og snus, og blev selv meget godt behandlet, også her gjorte min stemme lykke, folk kom selv op på fabrikken for at høre mig synge, og det snurrigste var, jeg kunne ikke ret en vise, men jeg improviserede både tekst og melodi, begge var meget kunstige og svære. "Han skulde til teatret" sagde de alle og jeg begyndte at få ide derom. Imidlertid blev jeg syg, min moder troede at det var tobakken der faldt for mit bryst, som det dog ikke var, da jeg altid har været stærk deri. Hun tog mig derfor igen ud og sagde at hun var bange for at jeg skulde dø deraf.

Nu gik jeg da lang og stor, var vist 11 år gammel, ganske overladt til mig selv. Jeg var da meget blond, havde næsten hvidt hår, mine øjne var så små at folk troede, jeg var blind, en kort grå frakke og træsko var min sædvanlige dragt. Om søndagen havde jeg sko og trøje, men skoene var frygtelig store, da min fod voksede, sagde man og derfor måtte de ikke være for små. Alle bøger jeg kunne få blev slugt. Jeg læste alt, så snart jeg hørte, at nogen havde bøger, kom jeg til dem, uden at kende dem. Således boede der i vor gade en fru Saxdorf, hvem jeg således meldte mig hos, hun blev forundret over den fremmede drengs forlangende, lånte mig dog en, og da jeg var meget ordentlig med den, fik jeg alle dem hun ejede. Således læste jeg her Shakespeare i Rosenfelds oversættelse, der var så meget for min fantasi, at han behagede mig endnu mere end Holberg. Ja Bunkeflod faldt, naturligvis rent igennem; nu lærte jeg mange scener uden ad, og da jeg kort efter så på teateret "Das Donauweibchen" spillede jeg denne med, skønt jeg ikke vidste flere end de to tyske ord "Schwester" og "Brüder".

Dette stykke behagede mig især og jeg skabte i kragemål selv noget tysk. Tog min moders forklæde om skuldrene og var nu Ridder Albrect, snart svømmede jeg på en skammel som donaupigen. Alle disse scener gjorde ellers min moder forskrækket, hun forbød mig det, da hun tit troede at jeg måtte være gal. Nu kom Kasortis til Odense. De dansede på linie og gav pantomimer lige som her på Vesterbro. Da jeg engang hjemme dansede hele "Harlequin formand for tærskerne", truede min moder mig med, at dersom jeg ikke lod disse nykker fare, da skulle hun se at få mig til Kasortis, og så fik jeg ikke andet end olie at spise for at blive lind i kroppen. Dog, det skræmte mig ikke, jeg sagde just det måtte hun gerne og jeg havde meget lyst til at danse på linie. Her over blev min moder fortvivlet og truede mig med ris, dersom jeg ikke lod al det fare. Jeg læste en hel mængde biografier af berømte mænd. De gjorde et forunderligt indtryk på mig og min fantasi var vakt for det eventyrlige. Jeg tænkte mig livet selv som et eventyr og glædede mig til at jeg også engang skulle træde op som helt i det. Det forunderlige sving mit hele væsen havde frem for andre børn i min stilling, min læselyst og min smukke stemme gjorde folk opmærksom på mig.

Maleri. Ved Odense Å 1850.

Til venstre ses "Bispens Lysthus" .

Til højre i billedet er Munke Mølle 

Jeg plejede om sommeraftenen at sidde nede i mine forældres lille have, der gik ud til åen. Lige overfor brusede vandet over møllehjulet, mellem ellebuskene kunne jeg se til Nonnebakken, som vandet jo skilte mig fra, og altså også fra troldene. Ovre i møllen løb svendene op og ned, bønder kørte over broen; kort, det var et smuk maleri.

Justitsråd Falbes have stødte op til mine forældres og tæt ved lå den gamle Skt. Knuds Kirke. Når nu om aftenen klokkerne ringede, sad jeg i underlige drømme og så på møllehjulet og sang da mine improvisationer. Ofte lyttede de fremmede i Falbes Have.

J.H.T. Hanck: "Falbes Have" . Gouche 19.9 1835. Justitsråds Falbes have strakte sig ned til åen og til det hus, hvortil H.C.Andersen og hans moder flyttede i april 1819.

Fruen var den bekendte smukke Jomfru Beck, der i København havde spillet Ida, i Herman von Una. Jeg mærkede ofte mine tilhørere bag plankeværket og det smigrede mig.

Således blev jeg bekendt og man begyndte at sende bud efter mig for at høre, som man kaldte mig "den lille fynske nattergal".  Jeg var så uhyre barnlig, alle kunne lide mig. En aften blev jeg hentet til Biskop Plums. Her var Oberst Guldberg, han blev forbavset over mig, fandt noget ualmindeligt hos mig og sagde at jeg skulle komme til ham. Alle gjorde de af mig, og jeg følte mig så lykkelig.
 

Hvis ikke andet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense