Gustav Wieds "møde"
med H.C.Andersen på Gisselfeld
Nedenfor bringes Gustav Johannes Wieds
(1858-1914) satiriske fremstilling af et
"møde" med H.C. Andersen i haven på
Gisselfeld. Wied beskriver detaljeret
sagnhistorien i indledningen til bogen
H.C. Andersen. Stemninger og
eventyr. Af Gustav Wied. Med
tegninger af Viggo Pedersen Gyldendalske
Boghandels Forlag (F. Hegel og Søn)
Kjøbenhavn 1897. Historien ender med at
Andersen begynder at læse eventyr. En
sjov, lidt anderledes og
interessant fremstilling af H.C.
Andersen.
Se også:
Vest foræret til Gustav Wied i
anledning af dennes 50 års fødselsdag.
En gave fra forlagsboghandler Bojesen
Der staar lige
overfor Grevskabet Gisselfeldts
pragtfulde Have i et Indhug i Hulvejen
en stor hvidmalet Træbænk, rummelig og
magelig at sidde paa, bekvem i alle
Maader.
Til denne Bænk
knytter sig det Sagn, at vor store
Eventyrdigter, H. C. Andersen, ofte
plejede at sidde her, naar han i fordums
Dage var Gæst paa Slottet.
Og Sagnet er
troligt nok, thi her er skønt som kun
faa Steder i Danmark!
Fra Bænken har man,
gennem er Spring i Hækken ovre paa den
anden Side af Vejen, et Indkig i Haven.
Forrest: en lille, sivkranset Sø, hvis
blankgrønne Vand er drysset over en
mængde skinnende, hvide Aakander. I
Mellemgrunden en stor, jævntskraanende,
velplejet Græsplæne med spredte
Blomsterbede, fritstaaende Buske og
høje, bredkronede løvrige Træer, hvis
Stammer, slanke, runde og glatte, ser ud
som Søjler hugget af vældige, graagrønne
Stene. I Baggrunden: et vuggende og
bølgende Tag af Blade, lyse og lette
Løvtræer, hvorimellem enkelte mørke og
stiftknejsende Graner alvorligt titter
frem.
- Og ragende op
over hele dette Hav af grønt Slottets
røde, takkede Gavle, gyldne Vejrfløje og
blinkende Lynafledere belyst af den
synkende Sol...
Naamen, til
Beretningen om mit sælsomme Møde paa
dette Sted!
Ved Bænken her gør
jeg ofte Holdt, naar jeg om Aftenen
kører min Cykletur. Jeg stiller Maskinen
op mod et Træ, anbringer mig selv
mageligt paa Bænken, tænder mig en Cigar
og henfalder i blide Drømmerier.
Saa sad jeg der en
Aften igen. Cigaren havde jeg tændt og
sad og saa ud over Søen, hvor Myggene
dansede deres lette Danse. Alt var
stille og tyst. Kun af og til en sagte
Raslen af Aftenvinden i Bladene. En
Svale fløj kvidrende hen over mit Hoved,
og en Fisk plaskede op inde mellem
Sivene. Saa blev det paa ny roligt. Der
hørtes ikke en Lyd.
Jeg tog et Drag af
Cigaren, lukkede Øjnene halvt til og gav
mig Gud og Drømmene i Vold.
Men paa een Gang
vækkedes jeg op ved, at der lød
langsomme knirkende Trin paa Gangstien
bag Omdrejningen af Vejen.
Jeg vendte Hovedet
om i Retning af Lyden. Skridtene nærmede
sig, gravitetiske, alvorlige,
højtidelige, uden Hast, som en ældre,
anset Person.
- Formodentlig en
af Godsets højere Funktionærer! tænkte
jeg - Eller Præsten fra Vester-Egede!
Eller Lægen!
Nu lød Skridtene
ganske nær, og den kommende drejede om
Hjørnet.
Det var en høj,
mager, lidt duknakket Mand, klædt i
langskødet, sort Frakke og lyse,
graastribede, temmelig vide Benklæder,
der faldt bredt ud over sirligt
blankende Fjederstøvler.
Han lignede en
ældre, lidt gammeldags, soigneret
Kontorchef fra et af Ministerierne.
Da han fil Øje paa
mig, hilste han afmaalt, sagde: Tillader
De? og tog Plads paa Bænken i nogen
Afstand fra mig.
Jeg hilste tavs
igen og iagttog ham stjaalent. Han holdt
sig rank i Sædet og hvilede Hænderne,
den ene Haand lagt ovenpaa den anden,
mod Haandtaget af sin sammenrullede
Paraply. Hans Hoved sad stift indeklemt
mellem et Par høje "Fadermordere",
omsnoet af et snehvidt Halsbind, foran
knyttet i en stor Knude med brede Ender.
Han havde sorte, lidt rigelige Handsker
paa; og hans Lintøj var skinnende
nystrøget.
Men hvad der
interesserede mig mest ved ham, var hans
bred, smallæbede Mund og hans store
krumme Næse.
Jeg syntes, jeg
skulde kende dette Ansigt, at jeg havde
set det før!
Og da han saa
tilmed tog Hatten af for at tørre dens
Svederem emd sit Lommetørklæde, og jeg
saa hans høje, hvælvede Pande og "Polkahaaret",
der var skilt paa venstre Side og faldt
i kastanjebrune, let graasprængte Lokker
ned over Øren og Nakke, da det gik op
for mig, hvem det var, han lignede,
lignede paafaldende. Og der krøb en
stille Gysen igennem mig, idet jeg kom
til at tænke paa Sagnet, som fortaltes
om Bænken her.
Han satte Hatten
paa igen, drejede Ansigtet om imod mig,
som om han følte sig genert af min
Stirren, og sagde med en dyb og mørk
Stemme, som kom den fra en Kælder eller
en Hvælving, hvori man hensætter døde:
- De kender mig
maaske, min Herre? Mit Navn er Andersen,
H. C. Andersen!
- Digteren? spurgte
jeg; og skønt jeg søgte at beherske mig,
rystede jeg som i Feber.
- Digteren, ja!
smilede han sørgmodigt og fremviste en
Række velplejede, hvide Tænder.- Fryser
De?
- Ja, jeg synes, at
Luften begynder at blive lidt kølig.
- Jeg finder her er
saa kønt! De ved maaske, at jeg ofte
besøger dette sted?
- Ja... jeg
har...hørt om det, sagde jeg.
Han stirrede et
Øjeblik tavs ud over Søen.
- Ser De Aakanderne
derude? spurgte han saa.
- Ja, Hr.....Hr.
Professor.
- Skære, sarte og
fine, som de sødeste smaa
Konfirmandinder! nikked ehan - Ved De,
at jeg har skrevet et Eventyr om
Aakanden?
- Nej...Jo-o!
- Nej, De gør ikke
min Herre! smilede han -
for det har aldrig
været trykt.
- Maaske Hr.
Professoren vilde fortælle mig det?
Han saa skarpt paa
mig:
- Er det Deres
alvor?
- Ja.....ja-a det
er! sagde jeg og rykkede uvilkaarlig
længere ud paa Bænken.
- Sværger De paa
det? sagde jeg og rakte tre Fingre i
Vejret.
- Saa Gud velsigne
Dem, min Herre! nikkede han glad - For
det har pint mig længe. Jeg holder saa
meget af at fortælle mine Eventyr, som
De vel veed; men ingen vil længere høre
paa mig!....De er maaske
til syvende og sidst ogsaa bange for
mig? spurgte han og rynkede truende sine
Øjenbryn.
- Nej, sagde jeg -
næ-æ...aldeledes ikke...?
- Saa sæt Dem
tættere hen til mig!
Jeg rykkede tøvende
lidt nærmere.
- Tættere endnu!
Atter flyttede jeg
mig.
- Een Gang til!
smilede han.
Og jeg tvang mig
til nær paa en Alens Afstand.
- Tak, sagde han. -
Saa begynder jeg.
Han stirrede et Par
Minutter tavs ud over Søen og fortalte
derpaa med sagte, næsten hviskende
Stemme nedenstaaende eventyr om
Aakanden.
Det var
sommer.............................................................
også således blev
de andre eventyr, som Gustav Wied har
skrevet nok også fortalt i bogen:
Foto: Lars Bjørnsten Odense
