Fra H.C. Andersens "Mit livs eventyr" kapitel 6.

Rom 1833- 1834

Rom!

Det var den 18. oktober 1833, midt på dagen jeg kom til Rom, den by af alle byer i verden, hvor jeg snart følte mig som født og hjemme. Jeg kom betids netop den dag til en af de sjældnere begivenheder, Raphaels anden begravelse.

H.C.Andersen tegning. Quirinalhaven i Rom. "Mit Vindue i Rom". Via Sistina, Quirinalhaven, Rom, Italien 1833.

 
Kilde : Odense Bys Museer

Maleriet af Raphaels anden begravelse og politiet.

På Accademia di San Luca gemte man i mange år et dødningehoved, der udgaves og fremvistes som hans, men da der i de sidste år var vakt tvivl om dets ægthed, gav paven, Gregor den Sekstende tilladelse til, at graven i Pantheon, eller som dette sted nu som kirke nævnes: Santa Maria della Rotonda, måtte åbnes , man fandt den døde hel og holdende. Nu skulle liget igen bisættes. Da gravstedet blev åbnet og benene taget frem, havde maleren Camuccini fået eneret til at male det hele billede.
 

Horace Vernet, som da levede på det franske akademi i Rom, vidste intet herom, tog sin blyant og gjorde en skitse. Det pavelige politi, som var tilstede, forbød ham det, forundret så han på dem, og sagde ganske roligt

"men efter hukommelsen tør man dog hjemme gøre sig en erindring derom". Det kunne man intet sige til, og nu fra Kl. 12 om middagen til kl. 6 om aftenen malede han sig et smukt lignende oliemaleri og lod derpå gøre en plade til at give det i aftryk, men denne blev straks af politiet lagt under beslag, hvorover Horace Vernet har skrevet et heftigt brev og forlangte, at man inden fire og tyve timer skulle levere ham pladen tilbage, da kunsten ikke som salt og tobak kunne lægges under monopol. Han erholdt den også, men han brød den itu og sendte stykkerne af den med et i en bestemt tone ildfuldt skrevet brev til Hr. Camuccini, og sagde, at han heri ville vise ham, at det ikke var hans hensigt at benytte sig af den til hans skade. Camuccini lod pladen sætte sammen igen og sendte den med et højst venligt brev tilbage til Horaca Vernet, idet han erklærede, at han opgav ganske at udgive sin tegning. Nu fik enhver lov til at tegne graven, det vrimler derfor med afbildninger.

H.C. Andersens deltagelse i Raphaels anden jordefærd

Vore landsmænd skaffede os billetter til festen, og vor første indtræden i Rom blev således at tage del i Raphaels jordefærd. På en sortklædt forhøjning stod den mahognikiste, bedækket med et gyldent klæde. Præsterne sang et Miserere, kisten åbnedes, og de oplæste efterretninger blev nedlagte der. Et usynligt kor klang gribende smukt, idet processionen satte sig i bevægelse kirken rundt. Alle de betydeligste kunstnere og fornemme fulgte og her så jeg i Rom første gang igen Thorvaldsen, der som de andre i processionen skred
langsomt frem med sin vokskerte. Det højtidelige indtryk forstyrredes imidlertid hos mig ved det jordiske uskønne, da man for at få kisten ind i den smalle åbning måtte løfte den således på spids, at de i orden lagte ben og knogler atter faldt sammen. Man hørte hvorledes de ramlede.

H.C. Andersen tegning:
"Thorvaldsens Huus i via Sistina i Rom."
Via Sistina, Rom, Italien.
19 oktober 1833

 

Mødet med Rom og landsmændene

Gaden, Via Sistina. hed tidligere Via Felice. Thorvaldsen boede og arbejdede i dette område gennem næsten hele sit romerske liv.
 

Jeg var altså nu i Rom, og følte mig så vel der. Af alle landsmænd tog hjerteligst og med mest ungdommelig glæde medaillieur Christensen mod mig. Vi havde før ikke personligt kendt hinanden, men gennem mine lyriske digte var jeg bleven ham kær og han førte mig straks til Thorvaldsen, der boede på sit gamle sted i Via Felice. Han sad just og arbejdede på sit basrelief "Raphael". Denne siddende på ruiner, hvor der i basrelief ses gratierne og harmonien. Han tegner efter naturen, kærligheden holder tavlen for ham, medens den tillige rækker ham valmuen, en billedlig hentydning på kunstnerens tidlige død. Genien med faklen ser vemodig på ham, og sejren holder sin krans over hans hoved. Thorvaldsen udtalte så levende og livlig sin ide', fortalte om gårsdagens fest, og om Raphael, Camuccini og Vernet. En mængde herlige billeder, købte af nulevende mestre, og som han ville efter sin død skænke Danmark, måtte jeg se. Den jævne ligefremhed, det milde hjertelige hos den store kunstner greb mig, der var forunderlig blød, så at jeg næsten i tårer forlod ham, uagtet vi nu hver dag, som han sagde, skulle ses.

Bertel Thorvaldsen

Udsnit af maleri 

Af andre landsmænd, der smukt og inderligt straks sluttede sig til mig, var Ludvig Bødtcher, af hvem vi have flere smukke digtninger med italiensk natur. Han levede som privat mand i Rom for kunst, natur og et åndfuldt dolce farniente, som gammel romer havde han tilbragt mange år her. Han vidste besked om alt interessant og smukt. I ham fandt jeg en fører med ånd og kendskab.

Ludvig Bødtcher 1793 - 1874

Digter

Boede i perioden 1824-35  i Italien ellers bosat i København
 
 

Maleren Albert Küchler bliver tiggermunk

Endnu en sluttede sig lige så varm og trofast til mig, det var maleren Albert Küchler, dengang endnu legemlig og sjælelig ung, og ikke uden humor, altid vidste han at sige et spøgende ord. Da anede jeg ikke hvad nu er sket, at han skulle ende som tiggermunk i et lille kloster i Schlesien. Han, den spøgende, hjertensgode og som jeg da syntes, åndelig friske ungersvend, der malede de skønne italienske billeder der med altid lidt erotisk skælmeri ved. Da jeg, flere år efter en anden gang kom til Rom var ungdomssindet borte og kun enkelte gange slog lunet lidt op. I 1841, da jeg tredje gang så Rom, var han blevet katolik og malede kun altertavler og fromme billeder.

Nu som vi ved, blev han for et par år siden indviet af Pio none til tiggermunk, og drog således barfodet gennem Tyskland op til et fattigt kloster i de preussiske stater, ikke længere maleren Albert Küchler, men franciskaneren Pietro di sante Pio. Gud give ham her den fred og lykke, han vistnok, misforstående den alkærlige Gud, på en forvildet vej søger og vil finde.

Maleren Albert Küchler (1803-1886) Udsnit fra maleriet "Danske Kunstnere i osteriet La Gensola. 1837"

Han var i vort første mødes uger og måneder den oplivende, kærlige ven. Jeg husker ham helst fra disse første tider, der dog, uagtet jeg var i Rom, stedet for mine ønskers mål, også bragte mig tunge og hårde timer, men før vi oprulle disse, ligger endnu et par smukke dage, med bjergluftning i den dejligste natur.

Det var endnu som på den smukkeste sommertid hjemme, og uagtet Rom var ny for mig, med al sin herlighed måtte dog det dejlige vejr benyttes.

                    Maleren Ditlev Blunck  (1798-1854)

På udflugt med vennerne 24. - 26. oktober 1833 i bjergene.

En tur ud i bjergene blev bestemt, Küchler, Blunck, Fearnley og Bødtcher, der var som hjemme der, førte os an. Deres kendskab til det italienske folk og landets skik og brug gjorde det ikke blot såre billigt, men jeg fik alt så grundigt, så klart, jeg blev ligesom åndigt elimatiseret her, og der nedlagdes hos mig de fleste spirer til skildringer af den italienske natur og folkelivet, dem jeg siden har givet i "Improvisatoren". Om en sådan bog var der endnu ikke tanke hos mig, ikke engang tanke om at levere rejseskildringer. Denne uges vandretid var ubetinget min lykkeligste, min mest ublandede nydende tid i dette dejlige land. Over Campagnen, forbi oldtidsgrave, maleriske vandledninger, grupper af hyrder og deres hjorde, gik det til Albanerbjergene, hvis blå og dejlige bølgelinier syntes så nær i den gennemsigtige luft.

Besøg i Frascati, Tusculum og Monte Porzio

I Frascati, hvor vi tog frokost, så jeg første gang et rigtigt folkeligt "Osterie", opfyldt af bønder og gejstlige. Høns og kyllinger løb om på gulvet, Ilden brændte herinde på skorstenen og lige ind til den trak de pjaltede unger vore æsler, som vi satte os op på, og som nu gik i trav og i stadighed, som det selv behagede dem, altid ind i bjergene forbi ruiner af Ciceros Villa hen til det gamle Tusculum, der nu kun frembød brolagte gader men ingen huse kun murstykker mellem laurbær og kastanier. Vi besøgte Monte Porzio, hvor der fra en dyb brønd var sådan resonans, som gemtes der i tonernes væld, det tonedyb, Rossini leende og jublende øste fra, og hvor Bellini lod sine tårer falde, og kun vemodige melodier klang ud over verden. Om aftenen var vi igen i Frascati og månen lyste strålende over de fløjlssorte cypresser om Borgen Cenci, hvor Beatrice levede og forsvarede sig mod sin dyriske fader. Mellem "Samlede Digte", under overskriften Italien, findes et digt derfra "Beatrice Cenci". I Frascati var der fyrværkeri, raketterne steg over de mørke træer, og byen genlød af jubel.

Danske Kunstnere i osteriet La Gensola. 1837

Maleri: Ditlev Blunck. 1798-1854.
 

Fra et romersk værtshus, som skildrer danske kunstnere i Rom. For bordenden ses Thorvaldsen blandt sine yngre kolleger. De danske kunstnere er på studietur i Italien. På billedet ses arkitekt Michael Gottlieb Bindesbøll, maleren Constantin Hansen. Ved siden af Thorvaldsen sidder Ernst Meyer og derefter maleren Ditlev Blunck og herefter sidder Jørgen Sonne. Bagved ses Albert Küchler med i gang med sin skitseblokke. Læs mere her!

Besøg i Grotta Ferrata, Nemi, Albano og Monte Cavo

Tidlig næste morgen gik vi til fods op ad bjergene, Campagnen lå under os, vi øjnede Middelhavet, snart nåede vi Grotta Ferrata, til hvis kloster Domenichino flygtede for et mords skyld, og her af taknemlighed malede og gav Klosteret fire ypperlige billeder. Vejen, vi gik, førte tæt forbi et mægtigt træ, der med sin store krone hvælvede sig til et kapel, den øverste del af det var tilklippet i form af et kors med en krans omkring, de nedre større grene dannede en mægtig kuppel, inde i den hule stamme var ophængt et skab, bag hvis glasrude man så Madonnas billede. Den hele vandring var som igennem en rig, overfyldt have, og altid vekslede udsigten og billederne. Vi gik over Ariccia til Genzano, blomsterfestens By, og først om aftenen nåede vi Nemi, hvor de store plataner og cacter groede hen ad bjergskrænten, der engang var krater og nu er et blomstrende gærde om den klare og dybe Nemi sø. Hvor dejligt at dvæle her, ånde Italiens luft, høre fortælle om festen her og folkelivet. Hver vandredag var et dejligt natureventyr. En morgen i grånende vejr red vi på æsler langs skrænten af Albanersøen og kom der forbi en stor malerisk hule. Dens vægge var bedækkede med et tæppe af det dejligste grønne, de fine friske venushår, en bregneart af uendelig finhed og skønhed, dannede ligesom et hængende draperi inde i hulen selv et eget feagtigt lysskær faldt herind, det turde ikke males, om end maleren kunne det. Den, som ikke så det i virkelighed ville ikke tro på dets sandhed. Vort mål var den dag klostret på Monte Cavo, her var ganske efterårsagtigt koldt. Klosterhaven var indhegnet med prægtige laurbær, som strækker sig over grunden, hvor Jupiter Stators tempel stod, og hvor endnu enkelte mægtige stenblokke findes. En stor udstrakt sky skjulte under os det meste af Campagnen og Rom, men pludselig løftede skyen sig og foran os
lå Rom, Campagnen og bjergene.

Vi så tæt under os AIbaner- og Nemisøen stråle så klare blå, som to dejlige pigeøjne. Hvilke aftener, hvilke drømmende skønne vandringer under spøg og sang i disse bjerglande, i denne friske frodighed. Flere scener af folkelivet, som der nu blive sjældnere, blev ligesom af tilfældet forundt os. Vi så den komplete guldgalonerede Dulcamara selv på sine medicamentvogne, med maskerade udstafferet tjenerskab, holde sin markskrigertale. Vi mødte røvere lænkede til den af okser trukne vogn og omgivne af gendarmer. Vi så begravelse, med liget ubedækket på båren, hvor aftenrøden skinnede på de hvide kinder, og drengene løb med kræmmerhuse, i hvilke de opsamlede vokset, der dryppede fra munkenes kærter. Klokkerne klang, sangen lød, karlene spillede Morra, og pigerne dansede saltarello til tambourinens klang.

Så festlig, så smuk så jeg aldrig siden Italien, det var Pignellis billeder lyslevende. Jeg så disse blade i natur og virkelighed.

Tilbage i Rom og udflugt til Tivoli

Tivoli ved Rom. Akvarel af Johan Leger ca. 1825

Vi vendte igen tilbage til Rom, til kirkernes storhed, de herlige gallerier og alle kunstskattene, men den vedvarende dejlige sommertid, skønt vi var i november, kaldte os igen til bjergene, og denne gang var det til Tivoli.

Morgenstunden begyndte dog at ånde efterårskulde over Campagnen. Bønderne tændte blus, som de varmede sig ved. Vi mødte ridende landsbyfolk i store sorte fåreskinds pelse, som var det i hottentotternes Land, men da solen kom højt, strålede den varm. Alt var grønt og friskt om Tivoli. Byen, ovenover styrtende vande, mellem olivenskovene, der prangede med buketter af cypresser og rødt vinløv. De store vandfald styrtede sig som hvide skymasser ned i det grønne. Det blev en varm dag og vi kunne alle have lyst og trang til at tage styrtebade under fontainen i Villa d'Este.

H.C. Andersen tegning:

Tegning af landsby med lavtliggende kirke, cypresser og to høje pinjer.
 

Kilde: Odense Bys Museer

Her trives Italiens største cypresser, mægtige som de i Orienten. I den mørke aften steg vi ned ved foden af det stejle vandfald. Vore fakler lyste forvirrende i de tætte laurbærhække. Dybden tæt ved, hvor vi hørte det tordnende, styrtende vand, syntes langt dybere, langt nærmere. Nogle knipper halm blev på et signal antændt over os, og belyste det gamle Sibylletempel, der i den bævende flamme trådte frem med sin søjlerække.

Rom

Vi vendte atter igen tilbage til Rom, hvor endnu folkelivet rørte og viste sig som i Goethes tid, og hvor kunstnerne sluttede sig så beslægtede, så smukt sammen, som jeg ikke siden har set det.
Skandinaver og tyskere dannede én Kreds, franskmændene, der havde deres eget akademi under forsæde af Horace Vernet, dannede et andet hold. Ved middagen i Osteriet "Lepre" havde hvert landsmandskab sit eget bord.

Om aftenen kom svenske, norske, danske og tyskere sammen til ét lag, og her traf man endnu størrelser fra en ældre Tid. Her kom de to gamle landskabsmalere Reinhard og Koch, ligesom også Thorvaldsen. Reinhard, der med digterøje havde opfattet Italiens natur, var vokset fast til dette land, det han for stedse havde ombyttet med "Bavaria". Gammel og dog så ung sad han her med funklende øjne og sølvhvidt hår. Han lo, så det rungede og en fløjs trøje, en rød uldhue på hovedet var det karakteristiske i hans klædning. Thorvaldsen bar en gammel frakke, hvori hang Bajokordenen, den man her erholdt ved at træde ind i forsamlingens "faste stok". Den indtrædende gav som oftest engang for alle en aften drikkevarer til hele forsamlingen. Det kaldtes at gøre "Ponte molle" og den indtrædende fik Bajokordenen, en kobberskilling, som altid ved lignende lejligheder blev båren i knaphullet. Der var da stor udklædning og dramatiske scener, da den valgte general, dengang en ung tysk kunstner, mødte i al slags militæruniform, med guldpapirsstjerne på brystet. Ledsaget af skarpretteren, som bar en økse og et bundt pile og et tigerskind hang ham ned over ryggen. Dernæst kom mindesangeren, der til guitaren sang tit en ekstemporeret vise om aftenens "Ponte molle". I tidligere tider havde det været skik, når en landsmand første gang kom til Rom, at modtage ham ude ved Pons Aemilius, der i daglig tale kaldes "Ponte molle" og da i værtshuset derude drikke velkomst.

Modtagelsens fest

Nu var dette ført over i knejpelivet, og inde i Rom selv var modtagelsens Fest. Der bankedes på døren, som kommandanten i Don Juan banker. Den forventede gæst kom, og nu begyndte en duet imellem generalen indenfor og solo med kor udenfor. Den fremmede fik derpå lov at træde ind, og var da iført et slags bluse, bar lange lokker og på klinede store papirsnegle, dertil malet og udstafferet på det mest forvildede. De lange hår og negle blev nu skåret bort, den forrevne bluse trukket af, og han blev pudset og pyntet til at træde i kreds med de andre, men først læstes op for ham lovens 10 bud, blandt hvilke var, at "han ikke måtte begære sin næstes vin, og at han skulle elske sin genealog og tjene ham alene. "En stor, hvid fane med en vinflaske på og indskrift "Vive la fogliet te!" Ordspil på Lafayette, vajede over ham. Nu gik processionen, altid med den samme sang om "en rejsemand", rundt om bordene, og så fulgte sange i alle nationers sprog, en lystig "Snitzelbank", der begyndte med "Monte Cavo" og "Kleiner Bravo", blev given. Stundom fulgte en og anden aftalt lystig spas, som den, at en af bønderne ude fra gaden kom ridende på sit æsel midt ind i stuen, til stor forstyrrelse for det hele eller at de virkelige gendarmer efter aftale brød ind og lod som de ville arrestere en eller anden hædersmand, hvorved der blev forvirring og lystige grupper, der endte med, at soldaterne også fik deres fogliette.

H.C. Andersens første jul i Rom 1833

Tegning af H. C. Andersen
Motiv: "I Villa Borghese hvor vi i 1833 holdt Juul".
 

Villa Borghese, Rom, Italien
24 december 1833
Kilde: Odense Bys Museer

Julen var vor smukkeste fest. Jeg har i "En Digters Bazar" omtalt samme, men så festlig, så frisk og lys som 1833 var den næppe nogensinde siden. Vi måtte ikke på denne hellige aften juble og gøre løjer inde i staden, men vel udenfor, og vi fik dertil i Villa Borghese's Have et stort hus tæt ved Amphitheatret. Blomsterhandler Jensen, Medailleur Christensen og jeg var derude fra den tidlige morgen, og i varmt solskin gik vi i skjorteærmer og bandt kranse og guirlander.

Et stort orangetræ med frugterne på var vort juletræ. Den største gevinst, et sølvbæger med indskrift: "Juleaften i Rom 1833", var jeg den heldige, der vandt.

Ved julefesten i den skandinaviske forening, som fandt sted i Villa Borghese i Rom vandt H.C. Andersen sølvbægeret, som han den 25. september 1874 forærede til sit gudbarn Hans Henrik Koch på hans 1. års fødselsdag.

Hver af gæsterne gav en foræring, og det var en betingelse, at vælge et eller andet morsomt eller ved indpakning og devise se at gøre det dertil. Jeg havde fra Paris et par grelle, gule flipper, der kun var at bruge til en karnevals-spas. Disse ville jeg anvende, men det tog en vending, som man vil se, der kunne have endt aftenen med strid og vrede. Det faldt mig ikke ind, at der kunne være anden mening, end den, at Thorvaldsen her var den betydeligste, og at jeg altså nok kunne give ham, frem for nogen, kransen. Flipperne, der bar misundelsens farve, kom altså med i spøg. Jeg vidste ikke, hvad vi kun kan læse i Thieles "Thorvaldsens Levnet", at der mellem Bystrøm og Thorvaldsen engang havde været en strid om deres gensidige dygtighed. Bystrøm mente, at Thorvaldsen overgik ham i basreliefs, men ikke i grupper. Da blev Thorvaldsen heftig og udbrød: "Du må binde mig mine hænder, og jeg skal med mine tænder bide marmoret bedre, end du kan hugge!"

Ved vor julefest var både Thorvaldsen og Bystrøm tilstede: Jeg havde for min store landsmand bundet en krans og skrevet et lille vers med den. Foræringen gjaldt ham, men ved siden lå de gule flipper, og dem skulle den have, der tilfældigvis ved lodtrækning fik pakken. Loddet ville, at den tilfaldt Bystrøm, og indholdet af verset til den vindende var: "Du kan beholde misundelsens gule flipper, kransen skal du række Thorvaldsen". Øjeblikkelig kom alt i bevægelse over denne mangel på takt eller dårlige vittighed, men snart, da man indså, at det jo ganske tilfældigt var faldt i Bystrøms hænder, og man hørte, det kom fra mig, hvem man ikke tiltroede nogen bråd, jævnede sig alt, og det gode lune kom igen.

Jeg havde skrevet en sang og den var min egentlige første skandinaviske vise. I Rom var julen en naturlig skandinavisk fest, men skandinaviske sympatier var der ikke spor af. Til overskrift havde jeg sat: "Skandinavernes Julesang i Rom 1833" den var skreven til melodien: "Ung Adelsteen paa
Thinge stod."

Sangen var sunget, der blev en pause og enhver ville have sin konges skål først udbragt. Endelig blev de forenede udbragte. Jeg havde af en naturlig takt, uden tanke om politik, vidst valgt det rette, men jeg fik over bordet bebrejdelse for "de mange konger", og siden lød det til mig fra København, at højtstående folk havde fundet det underligt, at jeg, der rejste for danske penge, besang den svenske konge. Det forekom mig, at det ville have været højst upassende, om ikke i en kreds af danske, svenske og norske, begge konger, ligesom de tre folk her, også stilledes sammen. Vi var nabobørn fra Norden, og hver af gæsterne var tillige vært. Men min mening var, som sagt, dengang ikke alle de andres. Det har siden rigtigt og smukt forandret sig, men jeg fik mine skænd fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette tid, på rette sted. Da jeg med Thorvaldsen og nogle af selskabet ved midnat forlod festen, og vi bankede på Roms Port, var det for mig som i "Ulysses von lthacia", hvor Chilian banker på Trojas Port. "Chi'e?" spurgte de; "Amici" svarede vi, og nu åbnedes en så lille låge, at vi næsten måtte krybe igennem den. Det var et dejligt vejr, som en sommernat i Norden. "Det er anderledes end hjemme" sagde Thorvaldsen, "Kappen bliver mig ordentlig for tung".

De få opdragende breve fra "Hjemmet" og vennerne

Fra Hjemmet modtog jeg sjældent breve, og de, der kom, på et par undtagelser nær, var altid opdragende, smålige, ubetænksomt skrevne. De måtte bedrøve mig, og virkningen af disse var altid så stærk på mig, at de af landsmændene jeg her i Rom holdt af og holdt af mig til, altid udbrød: "Har De nu igen fået brev hjemmefra?" Jeg ville ikke læse de breve, og jeg ville kaste sådanne venner fra mig, der kun pine og plage. Jeg trængte jo til at opdrages, og man opdrog mig, men hårdt, ukærligt. Man tænkte ikke over, hvor tungt det døde ord kan fra det skrevne lægge sig på hjertet. Når fjender slå med svøber, slå venner med skorpioner.

Agnete og Havmanden

Dramatisk digt

af H.C. Andersen

Kjøbenhavn 1834

Om "Agnete" havde jeg endnu intet hørt. Den første udtalelse om den var fra en "god Ven". Hans dom over digtet giver os et billede af den Andersen, jeg dengang var.

"Du ved din, jeg kunne næsten sige unaturlige, følsomhed og barnlighed er meget forskellig fra mig - jeg må sige Dig, at jeg havde ventet noget andet her - en anden ånd, andre ideer og billeder, allermindst en karakter som Henning, kort sagt: Agnete synes mig aldeles lig dine digte (NB. de bedste af dine digte) , skønt jeg havde håbet i et og andet at se spor af en åndelig forandring hos dig, som en virkning af rejsen og herom har jeg talt med ..  og han er enig med mig, og da han, som både er din ven op på en måde mentor, har skrevet dig en del til desangående, skal Du blive fri for råd og påmindelser fra min side. Kære ven, jag de pengebekymringer og hjemlige tanker på døren, og drag den fulde nytte af din rejse. Lidt mere mandighed og kraft, lidt mindre barnlighed, overspændthed og sentimentalitet, lidt mere studeren og trængen til bunds og jeg skal gratulere Andersens venner til hans hjemkomst og Danmark til sin digter"
 

Det var fra et menneske, jeg holdt af og en af dem, som var mine sande venner. Yngre i år, men i lykkelige forhold og af dygtighed, en af dem, som mildest ville udtale sin mening, da jeg jo var "så følsom, så barnlig". Forunderlig, at han og andre fornuftige folk kunne tænke at se en stor forandring hos mig i "Agnete", indvirket af rejsen, der, som tidligere er sagt, bestod i at sejle med dampskib til Kiel, gå med diligence til Paris og senere til Schweiz, og derfra alt i den fjerde måned at hjemsende digtet. Rejsens resultat kunne ikke vise sig før efter år og dag, og da bragte jeg "Improvisatoren".

Et rystende brev fra Molbech, der bl.a. kritiserer Andersen og hans litterære værker "Agnete" og "Samlede digte"

Christian Molbech 1883-1857.

 

Men dybere rystede mig, hvad en anden af vennerne, en af dem, jeg mest kunne stole på, skrev:

"Jeg har ikke håb om, at der ved denne subskription vil tilfalde Dem nogen ordentlig fordel. De ved ikke, Andersen, således som jeg og de andre, der mene Dem det godt og holde oprigtigt af Dem, hvorledes folk,.. ja næsten alle ..det er forskrækkelig med hvor få undtagelser.. hvorledes folk ytre sig: "Har han nu igen smurt noget sammen?".. "jeg er for længe siden ked af ham".. "det er altid det samme, han skriver".. kort sagt, det er utroligt, hvor få venner Deres musa nu har. Hvad er grunden dertil , De skriver for meget! Når det ene arbejde er under trykken, er De halv færdig med manuskriptet til det andet. Ved denne rasende, denne beklagelige produktivitet nedsætter De Deres arbejder i den grad, at ingen boghandler til sidst vil have dem for intet.
Tænker De nu ikke.. efter Deres brev til...... igen at skrive en Rejse"... (det var "Improvisatoren", der begyndtes i Rom)..."hvem, tror De, vil købe en bog i flere bind, som handler om Deres rejse, en rejse, som tusinde have gjort, og to tusinde øjne have vel ikke forbigået så meget, at De kan fortælle to bind nyt og interessant. Det er dog i grunden en umådelig egoisme af Dem at tiltro folk den interesse for Dem. Skylden må være Deres egen. Thi publikum, idet mindste recensenterne have sandelig ikke givet Dem anledning dertil, dersom jeg kender Dem ret, Andersen, så vil De ganske rolig og med selvtilfredshed svare mig: "Ja! men når folk nu får min "Agnete" at læse, så vil de nok forandre Deres tanker, så vil de se, hvorledes min rejse har virket til det bedre, gjort mig modnere o. s. v." Dette er omtrent indholdet af Deres sidste brev. Men De tager fejl, Andersen, De tager sørgelig fejl. »Agnete« er så aldeles den gamle Andersens, såvel i de smukt barnlige steder, som i hvad vi kende fra hans tidligere arbejder. Jeg har tit været grædefærdig over de mange bekendte, jeg traf i "Agnete" og som jeg ikke ønskede at træffe, som oftest kvalte min gråd af ærgelse. Når De har læst dette, siger De, at jeg er urimelig o. s. v. Jeg vil derfor meddele Dem følgende: En mand, som har megen interesse for Dem, og som De har megen agtelse for, hvis dom De stoler meget på betroede jeg mine sorger med hensyn til korrekturen, og anmodede ham om tilligemed mig at gennemse manuskriptet til foreløbig gennemlæsning, og erholdt følgende svar fra ham: "Jeg havde haft i sinde at tilbringe denne aften med Andersens "Agnete", men kan ikke døje det! Det piner mig at læse et så mådeligt produet af ham, og jeg beder Dem om pardon. Thi det er mig ikke muligt ved gennemlæsningen at tænke på at rette småfejl, hvor det, jeg endnu har læst, kun yderst sjældent frembyder et enkelt lyspunkt. Er talen om at gavne vor fraværende ven, så er der intet andet at gøre, end at holde det hele tilbage. Det vil efter min mening være
et sandt venskabsstykke mod ham. Ulykken er, at Oehlenschläger engang har sendt mesterværker hjem fra Paris. Derfor er formodentlig dette over hals og hoved smurt sammen. Jeg sender Dem manuskriptet tilbage og vasker mine hænder. Gør De ligeså. Det ville måske angres os engang i tiden at have stået fadder til det barn" ...Deraf vil De for det første se, at det foran førte ikke er min mening alene. De vil desværre tidsnok få at se, at det er næsten alles. For Guds skyld, for Deres digteræres skyld, lad være at skrive i nogen tid, i det mindste i et halvt år. Tilbring den ene halvdel af Deres rejse med at studere og more Dem, og den anden halvdel med det samme. Derved mener jeg ikke, at De skal studere historie eller Millots verdenshistorie, som De skriver, at De gør. De svarer mig, at De må skrive, for at leve, for at have penge. Velan, det indrømmer jeg, hvor tungt det end er, men er der nogen tid, at De kan undvære at skrive, da er det dog vistnok i de to rimeligvis eneste år, at De har en understøttelse af 600 Rdl. skønt jeg vel indser, at De kun med nød kan komme ud af det med disse!"

Nu meldes om, at jeg ikke kan vente nogen yderligere understøttelse af fonden og heller ikke håbe at erholde det såkaldte "Lassenske Legat", og brevets Slutning lyder: "Hermed ende ubehagelighederne. I næste brev, De får fra mig, skal jeg beflitte mig på en venligere og roligere tone. Thi i dette har jeg været lidt arrig. Derfor vil jeg ikke meddele Dem noget vidtløftigt om en recension af Deres "Samlede Digte", som for nylig har stået i  månedsskriftet, hvor De i sammenligning med Hertz, Hansen, Holst, Christian Winther og "Kjærlighed ved Hoffet", bliver noget nedrigt behandlet. Den er vel af Molbech; den er foruden, som sædvanlig, arrig, tillige vittig på hans maner. Men i sandhed, De taber ikke ved at kritiseres på den måde!

...Kritikken var af Molbech.

Man vil forstå, hvilken smerte dette brev vakte hos mig. Nu, mange år efter, hvor alt er klaret, og jeg selv rolig seer på det og det hele forstår jeg så godt den inderlige deltagelse for mig. Man ser, hvorledes selv den, der helst holdt på mig, blev betaget af den almindelige hån og forkastelse, hele "Hjemmet" kastede på mig. Jeg blev så overvældet af dette brev, at jeg i fortvivlelse nær havde glemt min Gud, opgivet ham og menneskene. Jeg tænkte på døden, som en kristen ikke bør gøre det. Men, spørger man måske, var der ikke en eneste, som alt dengang sagde et venligere, mere opmuntrende ord om "Agnete", den digtning, der var sprungen ud af mit
hjerte og ikke, som man skrev over hals og hoved smurt sammen".

De trøstende ord fra Fru Signe Læssøe

Signe Læssøe. Træsnit 1877

Jo, een, og det var Fru Læssøe. Kun et par ord fra hende vil jeg anføre:
..."Jeg tilstår, "Agnete" har vel ikke gjort stor lykke, men at den skulle nedrive sådan, som De har hørt, det er vist kun ondskab, der kan sige det. Der er store skønheder, men jeg tror, det var fejl at behandle dette stof.

Jeg tror også, jeg mente det, før De begyndte. "Agnete" er en sommerfugl for os danske, som vel må ses på, men ikke røres ved. De har behandlet hende selv så luftig, men De har givet hende tunge omgivelser og gjort hendes kreds for lille til at flagre bort i."

Meddelelsen om H.C. Andersens mors død

Rystet i sjæl og sind af sorg ved hjemmets dom over mig, samt forkastelsen af hele min virken, kom efterretningen om min gamle moders død. Collin meldte mig det, og mit første udbrud var: "Gud, jeg takker Dig! nu har hun ende på sin nød, som jeg ikke kunne lindre!" Jeg græd, men kunne dog ikke ret vænne mig til den tanke, nu ikke at eje en eneste i verden, der efter blodet og naturen måtte elske mig. Dette nye indtryk gav mig tårer. Jeg kom ret til at græde ud, og havde en fornemmelse af, at hende var sket det bedste. Jeg ville jo aldrig kunne komme til at gøre hendes sidste dage sorgfrie og lyse. Hun var død under en glad tro om min lykke, og at jeg var noget....

Fru Læssøe skrev derom:

"Det må have været hårdt, blandt fremmede at få en sådan sørgelig efterretning om Deres moders død...Med Guds hjælp er hun nu et bedre sted, et sted, hvor hjertets ret får sin fortjente plads, og da vil hun sikkert, såvidt jeg kendte til hende, kommer til at stå om ikke højt, ( det er et fælt jordisk udtryk) så dog godt og sikkert, det fortjente hendes kærlighed. Fred med hendes støv. Men at "her ingen er, der mere holder af Dem", er ikke sandt, jeg må holde moderligt af Dem. Jeg kan ikke andet end regne Dem blandt sønnerne, det må De tåle".

Hvor velsignede jeg ikke disse trøstende, kærlige ord, hvor holdt de mig ikke oppe i min uendelig bitre liden. Også landsmændene var alle så hjertelige, så deltagende, dog mest med hensyn til, at min moder var død og det forstod de bedst.

Mødet med Henrik Hertz på Cafe Greco i Rom

Forfatteren Henrik Hertz 1797-1870. Maleri af Ditlev Blunck 1834

Mellem de senest indtrufne var digteren Henrik Hertz,
min strenge angriber i "Giengangerbreve". Collin havde skrevet mig til, at Hertz kom, og at det ville glæde ham at høre, at vi venligt mødtes. Jeg sad i Cafe Greco, da Hertz første dag trådte ind, han rakte mig venligt hånden. Jeg havde stor glæde af at omgås ham, og snart, da han så min sorg, hørte og forstod, hvad jeg led, talte han trøstende og beroligende. Han talte til mig om mine arbejder, om sine anskuelser, berørte "Gjengangerbreve" og -forunderlig nok - bad mig ikke lægge ubillig kritik på hjertet, mente, at det romantiske gebet, hvori jeg bevægede mig, forledede mig til udskejelser, syntes derimod, at mine skildringer af naturen, hvor mit gemyt ejendommeligt åbenbarede sig, var meget gode og havde tiltalt ham mest.

I øvrigt mente han, at det måtte være mig en trøst, at vist alle sande digtere havde gennemgået den samme kritik, som jeg, men at deres arbejder da ikke var blevet kendte, og at jeg efter denne skærsild ville komme til sandhedens erkendelse i kunstens rige!

Cafe Greco Via Condotti 86 i Rom. Åbnet i 1760. Var yndlingsmøde-stedet for mange kulturperson-ligheder bl.a. H.C. Andersen, Keats, Byron, Goethe, Liszt, Wagner, Bizet.
 

H.C. Andersens møde med Thorvaldsen

Udsnit af maleri med Bertel Thorvaldsen udført af Rudolph Suhrlandt født 1781 - død 1862. Se hele billedet her !

Med Thorvaldsen havde Hertz et par dage forud, hjemme hos mig selv, hørt "Agnete", og da ytrede han, at ved at høre den læse kunne han ikke ret samle den hele digtning, men fandt de lyriske steder vellykkede, og troede, at hvad man hjemme kaldte fejl her i formen, bestod i, at romancen tabte ved at behandles dramatisk. Således havde Oehlenschläger slået "Aage og Else" ihjel i sin "blege ridder". Vel kunne jeg indvende, at "Axel og Valborg" dog var en smuk tragedie, men denne gik også, ved sin uhyre længde, udenfor romancernes gebet. Thorvaldsen udtalte sig ikke meget her, men med alvorligt klogt ansigt sad han og hørte opmærksomt til, medens jeg læste. Mødte mit øje hans, da nikkede han venligt og glad. Han trykkede min hånd, roste harmonien, musikken i det enkelte og hele "og så er det så dansk", sagde han. Det er fra skoven og søen derhjemme.

Her i Rom var det således, at jeg først lærte at kende Thorvaldsen. Da jeg som dreng 1819 kom til København, var Thorvaldsen just der. Det var hans første hjemkomst efter den tid, hvor han som fattig kunstner drog bort. Vi mødte hinanden på gaden. Jeg vidste, at det var en for kunsten betydelig mand. Jeg betragtede ham, hilste, og han gik forbi, men vendte pludselig om, kom hen til mig og sagde: "Hvor har jeg set Dem før? Jeg synes, at vi to skulle kende hinanden" og jeg svarede da: "Nej, vi kender slet ikke hinanden".

Maleri af H.C. Andersen

Jeg fortalte ham nu her i Rom denne historie, og han smilede, trykkede min hånd og sagde: "Ja, jeg har måttet kunne mærke det på mig dengang, at vi skulle blive venner". Hvad der i hans dom over "Agnete" glædede mig, var hans ytring "det er fra skoven og søen derhjemme". Da han en dag mærkede, hvor bedrøvet jeg var, tog han mig om halsen, kyssede mig og bad mig samle mod, og da jeg fortalte om det smædedigt, der sendtes mig i Paris, da dommen, der lød til mig i breve, bed han heftigt tænderne sammen og sagde i øjeblikkelig vrede: "Ja, ja, jeg kender dem hjemme, mig var det ikke gået bedre, om jeg var bleven der. Jeg havde måske ikke engang fået lov til at sætte en modelfigur. Gud ske Lov, at jeg ikke trænger til dem, gør man det, da ved de at pine og plage" og han bad mig have mod. Det ville og måtte blive godt, og da fortalte han mig skyggesiden af sit liv og sin ungdom, hvorledes han var bleven krænket og dømt hjemme i Danmark.

Karneval i Rom

Karnevalet begyndte i sin hele herlighed, i tre år havde det ikke været så folkeligt og frit. Denne gang var atter festen med lysene: "Moccoli" blevet tilladt. Jeg så det i glans og pragt som jeg i "Improvisatoren" har gengivet det, men selv nød jeg det ikke. Mit humør var ødelagt, mit ungdomssind ligesom skyllet hen ved de tunge søer hjemmefra. Under karnevalsjubel og glæde ligger min stemning udtalt i nedskrevne digt.

Hvis intet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense