"Veni creator"

( En sand Tildragelse under den franske Revolution)

I Dalen staaer et Kloster hist i den fri Natur;
Med modne Druer slynger sig Ranken om dets Muur,

For Billedet i Nichen hver Vandrer bøier Knæ,

Mens Fuglen synger Hymner høit i det grønne Træ.
 

Bag Hyttens Dør staaer Bonden, han har den halv paa

                                                                                 Klem.

Hvidklædt de blege Nonner fra Klosteret skride frem;

Den spæde Haand er bunden, hvor Friheds-Træet groer, "Veni creator!" synge de Alle høit i Chor.
 

Paa Torvet bølger Vrimlen, en vild, en kulsort Sø.

— For hos sin Gud at leve, maa man paa Jorden døe!

Det er den glade Tanke, som giver Hjertet Mod,

Skjønt bøddel-Øxen damper alt med det røde Blod.

"Veni creator!" synge de Nonner. Rædselsdag!
Én Stemme høres mindre ved hvert et Øxeslag.
Det dæmpes meer og meer — hør end den Sidstes

                                                                     Sang! —

Med Eet der bliver stille — man hører Øxsens Klang.
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879