Veirmøllen paa Bakken

Die Mühle dreht ihre Flügel,

Der Sturm, der sauset darin

      Adalbert von Chamisso

Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat.
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.

Saa lystigt alle Hjul nu gaae,
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.

Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,
Og hver en Hest og hver en Ko
Forstyrres i sin søde Ro;
Og da paa Marken ei er Læ,
De staae, som var' de gjort af Træ.
Dog, Maanens Lys er ikke slukt,
Thi see, en Regnbue hvælver smukt.

Regnbuen over Møllen staaer,
Det er, som Vingen mod den slaaer,
Og under Møllehusets Tag,
Der sover til den lyse Dag
Vor Møllers lille syvaars Dreng;
Høit under Bjælken er hans Seng;
Han ene sover der, som sagt,
Thi Moder er i Jorden lagt.

Han hører Hjulene at gaae,
Og deres Støi kan han forstaae;
Han titter gjennem Rudens Glar,
Og seer det store Vinge-Par.
Høit vil de stige mod det Blaa,
Men kan kun i en Cirkel gaae;
De flyve Dag og Nat og Aar —
Men Møllen dog paa Bakken staaer.


Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879