Ved Kunstner-Carnevalet i Casino den 20. Marts 1860.

Folkefest, da Slottet var reist

( Et levende Billede)

Der blæses Fanfare, og nu kommer fra Hovedindgangen det folkelige Optog i Dragter fra Chr. d. 4des Tid; de drage Salen rundt under følgende middelalderlige Sang fra Frederiksborg.

Mel. Der vanker en Ridder etc.
 

(NB. Mellemspillet gives af de Instrumenter, Toget fører med sig.)

Med vaiende Faner, med Sang og med Spil

Med Roser og yndelige Blommer,

Til Kongeborgen nu drage vi vil

Og feire vor Fest i Skjærsommer.
 

I Søen staaer Slottet med Taarne og Pragt,

Skudt op mellem Roser og Blommer:

En Tryllebygning paa Vandfladen lagt,

Det deiligste Syn i Skjærsommer.

Med Kobbertag, funklende Vinduer og Spiir, Tapeter med Roser og Blommer,
Sig Slottet nu løfter, af Egnen til Siir,
Den fagreste Væxst i Skjærsommer.
 

I fliselagt Gaard til stolt Carussel

For Roser og yndelige Blommer
Vi dandse ville til sildige Qvæld,

Til Morgenstund i Skjærsommer.
 

Kong Christian den Fjerde lod Slottet staae frem, Rundtom stande Roser og Blommer;
Velsignelse over det rige Hjem!
Derinde bliv varig, Skjærsommer!

Idet Toget nærmer sig Theatret, ved hvis Opgang staae Skaffere eller Herolder, og idet disse svinge Stav eller Hellebarde, ruller Tæppet op, og man ser Frederiksborg Slot; nu falder Orchestret ind og spiller Melodien, under hvilken Toget bestiger Scenen, og der grupperer Chr. d. 4de og hans Omgivelse sig saaledes, som nu Kunstnerne have tænkt sig Billedet; der blæses en Fanfare, og En af Toget, f. Ex. en Bygmester, træder frem og siger:

Hvor før som en Bouquet paa Vandet laae

En lille Skov-Ø, staaer nu for vort Øie

Et herligt Slot; see Solens Straaler paa

Dets røde Mure og dets gyldne Fløie!

En deilig Kongeborg, saa stolt paa Øen,

Med høie Taarne og med hvælvet Bro,
En Pragtblomst synes den, skudt frem fra Søen,
Karnapper, Billedpragt paa Blomsten groe,
Og folder ud saa kostelige stuer,
Sin stolte Riddersal, med Guld indlagt,

Og Kirken, der med højtidsfulde Pragt

Skal gjennem Slægter under sine Buer

See Konger skride frem i Kroningsdragt. Velsignelse vi over dig nedbede,
Du skjønne Frederiksborg, Kong Christians Værk,
Din Bygning stande gjennem Secler stærk,

Og danske Hjerter trofast om Dig frede

Og værne i hver Fare og hver Nød.
Gud skjærme Dig, du Søblomst faur og rød,

Med Guld indlagt, du frydefulde Skue!

Du Slot for alle Slotte hertillands!

Rundt om Dig ville vi nu gaae i Dands

Og synge Lykke ind i Sal og Stue.
Kom Haand i Haand, en Kreds saa stor omkring Det hele Slot og Sø i Sang og Glæde!

Saaledes Slægt til Slægt en Troskabsring

Om Kongeborgen slaae! Den Dands vi træde!
 

(De istemme Alle Choret fra før og dandse Haand i Haand ud af Scenen.)
 

Med vaiende Faner, med Sang og med Spil,

Med Roser og yndelige Blommer,

(her falder det større Orchester ind til de følgende Stropher.)

Om Slottet og Søen nu dandse vi vil,

I Hjertet boe altid Skjærsommer!
 

Ved Versets Slutning lyder Fanfare, og Tæppet falder hurtigt.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879