H.C. Andersen

Til Maleren Carl Bloch,

(med mine ham i December 1866 tilegnede nye Eventyr og Historier.)

Det var Udstillingstiden på Charlottenborg;

Alt var nyt og Meget godt og deiligt.
Et Billed greb mig: Ung og smuk stod Munken, Saa to unge Ægtefolk til Æsels,
De rede hjem saa lykkelige begge To.
Og Munkens Ungdomssjæl og varme Tanke

Gjød Veemod over hele dette Skue,

Man følte: kun et Hjerte maler Sligt. — —

Hvert Aar fremstod et nyt, et herligt Billed.

Vi Samson saae iblandt Philistrene,

Vi saae Barberen, vi saae Romerdrengen, Livssmerten, Lunet just i sundt Humeur.

Nu kom Prometheus. Sneen smelted bort

Fra Mængdens Øine; hvilket Storheds Billed! Hvor var jeg glad med hele Kjøbenhavn!

Da saa vi mødtes, Du var, som jeg tænkte,

En Barnesjæl og dog saa mandig klog, Beskeden, tvivlende om egen Styrke

Og dog forvisset om din Guds Mission;

Thi ellers aldrig kunde den fuldføres.

Da fik jeg Dig saa kjær. Tag mine Blomster

Som Tegn paa Glæden og paa Hjertelaget!
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879