H.C. Andersen
digt 1879 Til
Hende
Du spurgte: „Hvad er
Deres bedste Sang?
Den bedste Sang,
faaer jeg den ei at
høre?“
Nu vel, hvis Du har
Lyst og Mod engang,
Saa hør! Gud staaer
hos mig! Nu vil jeg
Harpen røre.
En Digters Lykke
vil jeg synge om.
Han vove tør, hvad
ingen Anden vover,
Udtale tør han, hvad
til Hjertet kom,
Gud er i ham, og
Himlen ovenover.
Han sige tør med
Kjærlighedens Mod
Og som et Barn
uskyldigt sig
hengive:
Du kalder Dig min
Søster, er mig god;
Men Mere, meget Mere
maa Du blive!
Ved Dig jeg luttres,
styrkes, bliver
stor,
Jeg elsker Dig som
Ingen her paa
Jorden,
I Dig jeg lever,
og paa Dig jeg troer,
Mit eget Jeg er
glemt, Din er jeg
vorden!
O, svar! — Og dog er
Taushed Haabets
Traad,
Da tør endnu paa Dig
jeg stadigt tænke.
O, vidste Du de
lange Nætters Graad!
Mit hele Aandens
Liv vil jeg Dig
skjænke;
Jeg vente vil, som
der i Sangen staaer,
I lange, lange,
runde femten Aar
Som „Ridder og skjøn
Jomfru,“ — Alt for
Dig!
Du rige Sjæl! Elsk
Sjælen dog i mig,
Den kom fra Gud;
hans Villie skee og
blive!
— Ja, det er Sangen,
Digteren tør skrive.
Du spurgte om den; —
Digtet veed Du nu.
Jeg er ei Digter —
al min Magt fik Du!
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879
|