H.C. Andersen
digt 1829
Taaren
— — hiin store Fader
gav
Blomsten Dug og Øiet
Taarer.
F. H. Guldberg.
Mit Hjerte er en
Himmel graa,
Hvor Sorgerne som
Kloder staae;
Saa underlig er
deres Gang,
Derfor er Barmen dem
for trang.
Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro!
Hver Taare, er en
Verden jo;
En Verden fuld af
Sorg og Lyst,
Der ruller fra det
snevre Bryst.
Og har Du grædt dit
Øie træt,
Da bliver Du om
Hjertet let,
Thi Sorgen, om den
end er stor,
I hine Taare-Verdner
boer!
Og troer Du vel, at
han som glad
Seer Krybet paa det
mindste Blad,
Han, som det Hele
stræber til,
At han en Verden
glemme vil?
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879
|