H.C. Andersen 1829

Svinene

En ode

Das Menschenvolk verachtet dich vergebens, Der weise Epikur
Verspricht uns ja das höchste Glück des Lebens, Wenn wir dir gleichen nur.

                                                                    A. Blumauer
 

For mangt et Sviin paa To der spilledes på Lire,

Thi vil i Dag nu jeg besynge det på Fire.
Om hvem er mere talt? Om hvem gik flere Ord?

Nei, Svinet er en Helt, der er bekjendt paa Jord.

See vi til Mose-Lov, i den det paraderer,

(Et Djævle-Regiment, i Bugen exercerer.)

Saa mangen mægtig Mand gik over i et Sviin,

Derom vi læse kan paa Græsk, som paa latin.

Ulyssis Helteflok vi see saa lystigt svire,

At gryntende tilsidst, den gaar paa alle Fire.

Ja Mange blev til Sviin, derom vi har Besked,

Men endnu mange Fleer, om hvem vi Intet veed.

Thi rask, min Violin! lad dine Strænge bruse,
Saa at din Tordenrøst kan Recensenter knuse!
 – Se hist ved Bondens Gaard – o hvilken Bjergetop! (Maaske det var paa den, at Jeppe vaagned' op). Rundtom er udstrøet Halm, forgyldt af Solens Straaler;

At see det Farvespil mit svage Blik ei taaler!

Tys stille! Hører dog, fra denne Flamme-Kyst,

Det dybe Aandedrag fra Helteflokkens Bryst.

Der sees de Favn i Favn fostbroderligt at hvile,

Og agte ei en Snuus paa Phøbi hede Pile.
O see, ved Bøgens Rod, syv, otte bitte Grise!
O hvor idyllisk smukt! – et Træsnit af Luise.

Nu nærmer Pigen sig, det er en Hebe fiin,

Hun bringer Maden frem til sine kjære Sviin:

Da reiser Flokken sig, som Helte frem de lyne.

(O see, der er en Galt, med Orden paa sin Tryne)!

Til Taffel gaaer de nu, jeg troer det skeer paa Spansk, Samtalen fører de, som store Folk, paa Fransk. –

Snart lyder Herrebud, det dem til Skoven kalder,

At vinde Egekrands, hvor Olden moden falder;

Da bruges Trynerne, som Sabel og som Spade,

Saa Alferne i hast tye hen til Bondens Lade;

Og under fuld Musik af hver en Fugletunge,

Man seer de gamle Sviin at sværme med de unge. Dog, ak! Jeg er for svag, jeg kan det ei fortælle;

Der Stof til Epos er, og borgerlig Novelle.

Dog miskjendt, haanet, her de arme Stakler gaae,

Og deres Længsel – ak – slet Ingen vil forstaae.

De grusomt bløde maae for Slagterkniven lang;

O hjerteskjærende er deres Svanesang.
De døe – – – Mit Øie, ak! af Taarer bliver salt,

Thi hvad jeg føler nu har Ingen ret fortalt,

Jeg kan for Graad ei meer paa Violinen spille,
„La vie est un tombat;" „Das Grab ist tief und stille."

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879