H.C. Andersen digt 1840

Studenten fra Lund

Vexelsang
 

Een Stemme.
 

Jeg aldrig Lundagaarden glemmer,

Dens hygge, Fred og Ungdoms Gny.

En Skat af Minder Hjertet gjemmer

Fra Skraaningens Studenterby.
 

Chor.
 

Her lyste Livssyn over Fremtids Spange,
Her Venskabs Pagt blev sluttet, her lød Sange

I Gaard og Gade, livligt, fjærnt og nær

Ved Solskin, Maaneskin og Lygteskjær.
 

Een Stemme.
 

Fra Lundagaarden gik tidt Venneklyngen Igjennem Staden under munter Syngen.

Hist bag ved Vinduet sig Gardinet rørte,

Hvo var det vel, som der paa Sangen hørte?

— Jeg veed — jeg nævner ei min Hjertenskjær.
 

Chor.
 

I Sommerkvæld, o hvilken Gammen,

Naar Linden smukt i Blomster staaer,

I Lundagaarden at sidde sammen,

Som der vi sad i Ungdoms Aar.

Det som et Drømme-Syn fremsvæver,

Vi sidde der paa samme Sæt,

Og Piben damper, Ordet lever

Og Sangen sig i Aftnen hæver,

Alverden vil vort Favntag faae,

— Er Hjertet ungt, det elske maa!
 

Een Stemme.
 

Fuldmaanen skinner, Skyen svæver,

Nu seer jeg "Lundagaarden" ret,

Den gamle Kirke der sig hæver,

En Bauta paa den grønne Plet.

Og Sangen lever, Vennen lever,

Det Svundne, atter lever det!

Chor.
 

Jeg aldrig Lundagaarden glemmer,

Dens hygge, Fred og Ungdoms Gny.

En Skat af Minder Hjertet gjemmer

Fra Skraaningens Studenterby.

Een Stemme.

(Derpaa gjentaget af hele Choret.)

Her Sangene fra Læben strømte,

Her Aandens Altarblus blev tændt,

Her var jeg ung, her Hjertet drømte,

Her har jeg Sorg og Glæde kjendt.

— Hurra, jeg er fra Lund Student!
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879