H.C. Andersen
digt 1831
Spillemanden
I Landsbyen gaaer
det saa lystigt til,
Der holdes et
Bryllup med Dands og
Spil;
Der drikkes Skaaler
i Viin og Mjød,
Men Bruden ligner en
pyntet Død.
Ja død hun er for
sin Hjertenskjær,
Thi han er ikke som
Brudgom her,
I Krogen han staaer
med Sorgen sin,
Og spiller saa
lystig paa Violin.
Han spiller til
Lokkerne blive ham
graae,
Han spiller saa
Strængene briste
maae,
Til Violinen, med
Sorg og Gru,
Han trykker mod
Hjertet reent itu.
Det er saa tungt,
saa knusende tungt,
At døe mens Hjertet
endnu er ungt!
Jeg mægter ei
længer at see derpaa!
Jeg føler det
gjennem mit Hoved
gaae.
See, Mændene holde
ham fast i Favn —
— Men hvorfor nævne
I mig ved Navn?
Vor Herre bevare
Enhvers Forstand!
Jeg selv er en
fattig Spillemand.
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879
|