Sølvbryllupssange  8.

Hofjuveleer Michelsen og Hustru, født Hansen.

(Den 10 Februar 1872.)

Sølvbryllupsklokker ringe. Hør!

To Hjerter kærligt banke.
Det kjære Fyen med Odense
Sig løfter i vor Tanke:
Sølvbryllupsparrets Barndomshjem

Med Have ned til Aaen,
Hvor det i Sproget lød saa blødt:

"Ska' vi'tte ne' i Baa'en!"

Vi roe hen over "Klokkedyb",

Langs Engen hos "Blegmanden";

De festens To tidt mødtes her,

Men kjendte ei hinanden.

Paa "Nedergade" voxte han,

Hun ved "Albani-Kirken",
Og ingen saae i dem et Par

Og deres Fremtids Virken.

Han kom til  Kongens Kjøbenhavn,

I Gavn og Navn han groede;

Kunstfærdig, dygtig var han; ja,

Det Alle snart forstode.

Dog manglede han Eet, og det
Er Meer end Ædelstene;
I Bib'len staaer: "Det er ei godt,
At Mennesket er ene!"

Det Bedste skeer! Tilfældigvis

Saa Talemaaden siger.
En Dag traadt' i Boutiken ind

To Byesbørn, unge Piger.
Et kjært og kostbart Smykke var Forsvundet, de beskrev det.

Kom Nogen her og falbød det,

De bad om, at her blev det.
 

Og Juveleren kjendte strax

Juvelen i sin Stue.
Hun gik, han fulgte — og tilsidst,

— Ja, hun blev Husets Frue.
Han, Snille, Dygtighed, hun mild

Med Barnesind og Tanke,
Trofast og aaben, from og god,

Huuslivets Vedbend-Ranke.

Paa Kongens Nytorv staaer et Huus
Med gamle Tiders Hygge,

Med Kakkelovnens lune Krog,

Med riig Boutik og Lykke,

Med Juleglæde: der er Børn,

Og Hjertets holdensammen

Og Alvors-Tid, i Prøvelser,

I Livets Lyst og Gammen.

Der boe de To fra Odense,

De Byesbørn, lykkelige,
Hvor der er Kjærlighed og Tro

Er Solskin fra Guds Rige.
Idag er Fest, just Hjertets Fest, Sølvbryllupsklokker ringe.

Vai, Danebrog, til de Hurra,

Vi Brudeparret bringe!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879