Sølvbryllupssange 4.

Ingeborg Collin og Adolph Drewsen.

(den 18de October 1851.)

Og det var Adolph Drewsen,

Som ung Jurist han stod,
Han beiled' til liden Ingeborg,

Af den collinske Rod.

Erindringer, de bittre og de søde,

I lyse Billeder gaae nu forbi!
Erindre I det første, kjære Møde,

Strandmøllen, Skoven, Aftnens trylleri?

Erindre I saa Brudeklokkens Kimen,

Og Mynsters Tale, og hvor Orglet lød?
:I: Saa hellig glad og alvorsfuld var Timen,

I skov — og sø-omkrandste Søllerød. :I:
 

Erindre I, ja det er længesiden,

Endogsaa over fem og tyve Aar,
Da i den gamle Gaard, i Friertiden,
— for Digterøiet endnu klart det staaer! —

Hun ved sit Sybord sad og livligt talte,

Han stod med Frakke paa med mange Slag.

:I: I Digter-Hjertet Billedet sig malte;

Thi synge vi derom paa denne Dag! :I:

Erindre I den By ved Lille Belte?
Nu har den Navn som Danmarks Seirsstad;

Der liden Jonna sig i Huset meldte,

Med Øine blaae og Kindens Rosen-Blad.

Erindre I den gamle Gaard, den spanske,

Som Carl Bernhard har i en Roman?

:I: De Aftner der, saa levende, saa danske?

End grønnes Linden der ved Linds Altan.:I:

Erindre I det Tydske for det Jydske,
Den Badereise, som blev gjort til Ems?
Med Heibergs der slog Dansken reent det Tydske,

I vare ganske som i Eders Hjems.
Det var i Politikens Uskylds-Dage,
Og den Gang Vaudevillen her var Alt.
:I: "De svandt, de svandt, de glade Barndoms Dage!" O gid, at aldrig — — her er Noget galt. :I:

Hvor mange Børn hans Hjerte maa omfatte,

Det Frøken Brerner *) alt har skrevet om;

I den collinske Have Gud ham satte
Til Gartner, og en Skjønheds Flor der kom: Slyngplanter og Guirlander, grønne Tepper,

Selv Strandens Maager her hidbragte han;
:I: Han lader Burrer voxe frem paa Skræpper,

Og det er meer, end selv Naturen kan! :I:

Der Perler er, hvis Værd vi helt ei fatte,

Saa sjældne, gjennemsigtig som et Vand,

Og her er en, vi heelt ei kunne skatte,
Før Straalen ret kom frem fra Aandens Land.

Et smukt Naturspil, ville vi først sige,

En Aandens Perle blev det, riig og stor,

 :I: Hvor Alt er Hjerte heelt og uden Lige,
Ja, Dig det er, du Sølvbrud, hør vort Chor! :I:

De sidste Aar har meget omkalfatret,
Smidt om, ført ind, vendt baade op og ned,

Vi tabte Meer end Pladsen i Theatret,
Men mere stærk blev Hjemmets Kjærlighed.

Dog nu har vi vel faaet Nok af Sangen,

Endskjøndt den taler Hjertets gamle Maal.
:I: En Sang er dog en Blomsterkrands paa Stangen, Idet der drikkes Festens første Skaal. :I:

Men efter første Skaal den anden kommer:

En Skaal for Oldemo'er og Oldefa'er;
To friske Træer i Livets Eftersommer,
To Gamle, som den Unges Ungdom har!

De Festens Stjerner ved vort glade Gilde.

De Hjertets Rod for Brudgom og for Brud,

:I: De smile gjennem Taarer, glade, milde,

De opfyldt see den Bøn, de bad til Gud! :I:

Den første Skaal, den for de kjære Unge,

Som levet har i fem og tyve Aar!
Dem prise vi med Hjerte og med Tunge,

Saa Sangen over Vold og Vænge gaaer.
Gud, lad os Alle leve længe sammen!

Paa Jorden her er meget godt at boe;
:I: Og naar vi skilles her, i Guds Navn, Amen!

Vi mødes, samles glade, som I to! :I:

*) See "Liv i Norden"; den danske Udgave, Side 11, Linie 3 franeden.
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879