Sølvbryllupssange 3.

Josepha Siboni og Ferdinand Tutein.

(Den 17 October 1849.)

Sølvbryllups-Klokkerne med Festlyd klinge, Og friske Myrter vi med Krandse bringe.

Gud signe Eder, Kjære, Elskelige!
 

Du kærligste af Fædre, Fig vi sige,

Hvor riig Du er, dog det Du veed,
Hvor riig i Børns og Hustrus Kjærlighed.

Og Du, o Moder, vennehuld som Faa,

Du bytted' Pinier bort med lyse Bøge,

Fik Vinterskyer for de Bjerge blaae;

Mens Guldoranger vi mod Syden søge

I Nord Du lykkens gyldne Æbler saae.
 

De sees om Eder i de Kinder røde,

De klare Øine, straalende af Fryd,
I Børneflokken og i Venners Møde

Paa Festens Dag med Sang og Jubellyd.
 

Igjennem Tanken gaaer en Caravane:
Erindringer med Smiil og Alvors-Blik;
Det suser høit som Vingen af en Svane,
Det Hilsen er fra dem, Gud vilde, til ham gik.
 

Du, som i Sorgens Nat var Hjemmets Kjerte, Du Kjærlige, dit Fadernavn vi signe!
Og hun fra Tonekunstens store Rige,
Hun Moder med det varme, milde Hjerte,

Hun bytted Pinier bort mod lyse Bøge,

Fik Vinterskyer for de Bjerge blaae —
Vor Kjærlighed en Glorie om dem slaae!
Gid Eders Liv og Lykke vi forøge,
O, gid vi synge kunde bort hver Smerte,
Gid sjælefrisk som nu, en gjenfødt Vaar,
Vor Fest fornyes om fem og tyve Aar!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879