H.C. Andersen digt 1848

Bregentved  II.

Sølvbryllupsfesten
 

den 2de August 1848

Mel. Der er et land, dets sted er højt mod Norden
 

Saa grøn staaer Skoven, sommerlet gaaer Skyen

Der er saa deiligt nu paa Bregentved;
Og dog vi samles inde her i Byen,
Hvad festligt Grønt groer vel paa dette Sted?

Det herligste, som Landets Søn kan vinde,
Det Egeblad, som ikke gaaer i Muld;
Sølvbryllups-Kransen faaer det Blad herinde,
Det gjennemstraales af dit Hjertes Guld.

Hør Verdens-Stormen, nær og i det Fjerne,

Vildt flyve alle Stridens Aander ud,

Det stille huusliv synes os en Stjerne,
Just Eders staaer saa lysende fra Gud,

Man føler der er godt at boe og bygge,

Ja, ret i denne Tid man det forstaaer,

Den sande Lykke boer i Arnens Lykke,

Og den var Eders fem og tyve Aar!

Du, som til Armod saa med Moder-Øie,
Du Verden see saa lys, som Gud den gav!
Og Du hvis hjerte Danmark kender nøie,
Din Stræben blomstre, som en Aron-Stav;
Hvad der er Godt, paa det vor Herre holde,
Vor stille Bøn igjennem Sangen gaaer,
I Dag det er her bag ved Byens Volde,
Paa Bregentved om fem og tyve Aar.

Og Dannebrog, det hædrede, skal vaie,

Og Skoven staae i Pragt om Mark og Strand,

Den Lykke Eders Huusliv har i Eie,

Maa blomstre i det hele danske Land,

O I vil glædes meer end dennesinde;

Paa Gud og paa det Sande tør man troe,

Paa danske Hjerter, som de to herinde,

Gud signe Dem, de elskelige To!
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879