H.C. Andersen digt 1830

Snee-Dronningen

Sundets vågor
Sofva kring den frosna Kust.
                        E. Tegnér.


Høit ligger paa Marken den hvide Snee,
Dog kan man Lyset i Hytten see;
Der venter Pigen ved Lampens Skjær
Paa sin Hjertenskjær.

I Møllen er stille, see Hjulet staaer.
Snart glatter Svenden sit gule Haar,
Saa hopper han lystigt, hei een, to, tre,
Over Iis og Snee.

Han synger omkap med den skarpe Vind,
Der rødmer saa smukt hans sunde Kind.
Snee-Dronningen rider paa sorten Sky
Over Mark og By.

"Du er mig saa smuk ved Snee-Lysets Skjær,
Jeg kaarer Dig til min Hjertenskjær,
Kom, følg mig høit paa min svømmende Ø,
Over Bjerg og Sø!"

Snee-Flokkene falde saa tyst, saa tæt.
"Jeg fanger Dig vist i mit Blomster-Net!
Hvor Snee-Dyngen reiser sig høit paa Eng,
Staaer vor Brudeseng!"

Ei meer kan man Lyset i Hytten see;
I Ringdands hvirvler den hvide Snee,
Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt, —
Nu er det alt slukt.

Klart skinner Solen paa Mark og Eng;
Han sover saa sødt i sin Brude-Seng.
Den Pigelil ængstes, til Møllen hun gaaer, —
Men Drivhjulet staaer.


Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879