Skolestuen på
Slagelse Museum
Foto: Lars Bjørnsten
2005
H.C. Andersen
digt 1830
Skolemesteren
I den lumre
Skolestue vil vi nu
dvæle lidt;
Tydsklands Kort paa
Væggen hænger, det
er temme-
lig
forslidt;
Meget Blæk
har flydt paa Bordet, manget navn er
ridset her;
Store,
lange Drenge sidde
henad alle Bænke
der.
Mangen Moders
Kjæledægge sidder der
med Æblekind,
Og
hvad ei vil ind i
Panden staaer for ham
paa Bogens
Bind.
Nogle sladdre ganske
sagte, Andre see sig
lidt omkring; Men
Tre, Fire rynke Panden, tænke saa paa
Ingenting.
Udenfor et Posthorn
klinger. Ak, da
flyve Længsels Blik
Fra de haarde Skolebænke og fra
Badens Grammatik.
Høit paa sit
Catheder
throner Skolemesteren
saa bred;
Han er meget lærd og
skiden, Kinden
blaalig, rund og fed.
Tørre Prygl og tørre
Gloser,
Skolemester-Vittighed,
Regne hele Dagen
lystigt paa de unge
Planter ned.
Qvinden
er hans gode Engel,
Mødrene til hende
tye,
Og naar Offeret
behager, svinder
hver en Tordensky.
Men nu er der slemt
derinde, thi der
holdes Straffe-Ret,
Skolemesteren man
skuer bukke Drengen
om saa net,
Give ham
af Birkeriset ret et
genialt Produkt.
Drengen aander ud i
Toner hvad han
føler, nok saa
smukt.
Orgelet er Manden
værdigt, derfor
spiller han med
Lyst;
Hver en syndig Dæmon
flygter da med eet
fra Drengens bryst,
Boltrer sig i Tonehavet, og saa
hurtigt som en Vind,
Hver en Djævel gaaer
af Drengen i hans
Skolemester ind.
Men der er ei Plads
derinde for den nye
Djævle_Hær.
Fælt det trykker,
Blodet stiger, nu er
selv han Dom-
men nær!
Fuxen korser sig og
gruer, og paa Skolemesteren seer
—Riset ham af Haanden
synker — ak, han
spiller aldrig
meer!
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879
|