Skildvagten

„Lui, lui, et toujours lui.“
                  Victor Hugo

Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men svagt kun, i Taagen, dæmrer en Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvo er vel Eier af hiin Pragt, man seer:
„Un cavallier,“ man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Engang han tjente i den store Keisers Hær, —
Forresten man om ham veed meget mindre,
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Tanke-Blik,
En svunden Verden, stor og klar, opgik.
„Hvor underligt forandres Alt med Tiden!“
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog det

                                      er længe siden.                                       

Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms-Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.

Toulon var Fjendens. "Seier eller Død!"
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi han — han var Napoleon den Store.
— Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpe-blokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen trænge ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
„Om han blev dræbt!“ — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaa-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Ud over Reden voxte det stolte Vinge-Par,
For lidet ham det store Frankrig var;
Han var Europas Helt — Europa var hans Rige,
Hans Stjerne kjendte kun, at synke, eller stige.

„Mod Moskau! — Moskau!“ høit han bød,
Men stolt det reiste sig i Flamme-Glød,
Kun Ild og Aske inddrak vore Lunger,
Til Bjerge svulmed' Brandens røde Tunger,
Alt blev til Ild, selv Liget i sin Grav,
Og Lykkens Stjerne svandt i dette Flamme-Hav.
— Hver Dag skjød Ruslands Jordbund Hære frem,
Dog havde vi nok faaet Bugt med dem!
Det Vintren var, og ei Kosakkens Landse,
Der røved' Frankrig sine bedste Krandse.
Kun Iis og Snee stod for vort matte Blik;
Jeg saae at Neglene fra Kjødet gik,
Mens Børn og Kvinder — See! hvad da jeg faae,
Tør nu mit gamle Hoved ikke tænke paa! —

Jeg blandt de Saarede paa Vognen laae;
Mit usle Liv jeg ikke vilde miste!

Een Flod og Riger kun jeg vidste

Laae mellem os og mellem Fædrelandet.
Stærk Strømmen gik, tynd Isen var paa Vandet,
Hver Vogn, hver Hest vi synke saae;
Kun enkelt kunde man hiin Side Bredden naae,
De matte Hænder vi fra Vognen strakte frem,
Man saae det ei, thi „hjemad! hjem!“
Det lød, det trængte i mit Hjerte;
Jeg styrted' mig fra Vognen i min Smerte,
Men Isen brast; — — dog Strømmen hæved' atter,
— En Haand mig fatter —
Det var Napoleons — Han var min Redningsmand,
Og jeg saae Frankrig, saae mit Fødeland.
Fri stod jeg der, men ham man Haanden bandt,
Europas Sol bag Elbas Skove svandt.

Men synke kan ei det som Gud opreiser,
Og Folket selv ham kaarede til Keiser;
Der maatte til den hele Fugle-Vrimmel,
For at forjage Ørnen fra sin Himmel.

Han kom — — mit Hjerte vilde mig af Barmen!
Min Hustru holdt den Spæde frem paa Armen;
Velsignelse fløi fra hans Helte-Blikke,
Han kom igjen — han glemte Frankrig ikke!
— Men Frankrig glemte ham — det gav ham bort

                                                           til Havet;
Ei Fædrelandet har sin første Helt begravet.

— Mod Fjeldet stolt den høie Bølge slaaer,
Men den er bristet længst, naar Fjeldet staaer;
Det synker ei, hvad engang Gud opreiser!
Europa glemmer ei min store Keiser!“ —

Saadan den gamle Skildvagt drømmer nu.
„Hvad græder Du? —
Lidt vaade er' de gamle Øienlaage,
Dog, det er muligt Aft'nens kolde Taage ....
Tys, stille dog! glem nu den Store!
Hist gaaer en lille Een med Sabel og med Spore,
Derfor ei Mere!
Husk, gamle Graaskjæg, Du skal presentere!“

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879