Sange af Syngestykkerne "Ravnen", "Bruden fra Lammermoor" og "Festen på Kenilworth"

I.

Af: Ravnen

( Musik opført af J.P.E. Hartmann. - Opført første Gang den 29de October 1832)

1.

Matrosernes Sang.

Naar Bølgerne dandse om Merset lidt

Og synge, saa Plankerne knage,

Naar Strøget bliver for Roret Qvit,

Saa har vi kun Lidt tilbage;

Men tager Søen den hele Klat,
Ja saa god Nat!
Saa seile vi Alle derneden om,
Men den Vei Mange til Himlen kom.
 

Naar Stormen i Land jager vildt afsted

Og Torden og Lyn er i Følge,
Den knækker Egen; — dog den fortræd

Er værre paa Dybets Bølge.
Matrosen er vant til det Vaade vel,

 — Det slaaer ihjel! —
I Glaskiste ligger han da saa smukt,

Hans Øie og Kistens Laag er lukt!

2.

Pantalones Vise

Mo'erlille sidder med Briller paa,
Fortæller om gamle Dage,
De Rollinger lytte, store og smaa,

De høre om Trold og om Drage.

                  Uh, uh!
 — I Bjerget der sidder en fangen Mø,

Da kommer en Prinds over salten Sø,

Og snart maae Troldene sukke,
Thi han løber af med den Smukke.

Men Skoven er sort og Veien er lang,
Og Troldtøiet udspeculeret,
Faaer fat det i Prindsen en eneste Gang,
Ja saa er han rigtig leveret.

                    Hu, hu!
Nu kaster han Hjelmen — den blev til et Bjerg, Derover kommer ei Trold eller Dverg,
Det gloende staaer og lyser,

Saa hele Troldtøiet gyser.
 

Nu holdes der Bryllup paa Slottet da,

Der dandse ni Kongeriger,
Der dandses, saa Skosaalerne falde a'

De allerdeiligste Piger.
                   Hu, ha!
Der leves saa fiint, der leves saa flot

Med røde Roser og Æblecompot,

Det straaler med hele Kraften,
Det varer ved til iaften.

II
 

Af: Bruden fra Lammermoor

( Musik opført af J. Bredal. - Opført første Gang den 5te Mai 1832.)

1.

Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat,

Husch! det er Sanct Hans's lystige Nat.

                   Husch! Husch!
Mo'erlille sadler sit Kosteskaft,
En bedre Hest har der Ingen havt!
Saa flyver hun op, saa flyver hun ned,

Hun flyver til Bal og til Lystighed,
               Husch! Husch!
Den Smaa-Dreng læser sit: "Fader vor",

Ak, hvor vil Du hen, Du søde Mo'er?

Sov stille Barnlille!
Jeg har at bestille;
Med kosten jeg feier vor Skorsteen net;

Jeg flyver saa let!
                Husch! Husch!
 

Skarntyden svaier i Nattens blæst,

Den bliver ogsaa en deilig Hest,

                Husch! Husch!
Paa Stang og paa Stol og paa Vangeled,

De hexe flyve i Luften afsted;

Hver Stund de vise sig fleer og fleer,

Men Døden sidder bag Graven, og leer.
                 Husch! Husch!
I Galgen hænger en Tyveknegt,

Enhver bør hilse sin kjære Slægt;

I luften de neie,
Tre Gange de dreie
Og svinge hans arme, syndige Krop,

Og flyve saa op!
               Husch! Husch!

2.

Mandens dybe, bitre Sorg
Knuste alle Barnets Drømme;
I Ruiner staaer min Borg,
Ved det barske Nordhavs Strømme;

Svalen finder der sin Rede,
Jeg — har intet Hjem hernede!

Snart vil Borgens sunkne Muur,

Skjules ved den sorte Bølge; —

Ud, ja ud i Guds Natur!
Tiden skal min Smerte dølge.

Snekke, kløv de stærke Vande,

Bring mig bort til fjerne Lande!
 

3.
Stem gamle Minstrel harpen nu

For vore Fædres Sange,
Om Livets Lyst og Dødens Gru

Og om de kjæmper mange!
Syng om den stærke kærlighed,

Om Sorrig og om Glæde,
Om Elverpigens Deilighed,
Imens vi Dandsen træde!

4.

(Skotsk Ballade)

Der sidde to Ravne paa Træet hist,

Saa sorte man aldrig faae dem forvist!

De skrige hæst over Skovens Krat:

"Hvad faae vi at spise i denne Nat?"

"Jeg veed, at i Mosen bag Dæmningen hist,

Der ligger en myrdet Ridder forvist;

Men ingen det veed, uden Himmelens Gud,

Samt Hunden og Falken og Ridderens Brud."

"Hans Hund drager atter paa Jagten hen,

Hans Falk faaer sig snart en Herre igjen,

Og Bruden finder en Hjertenskjær,

Men vi faae et kosteligt Maaltid her!"

"Jeg sætter mig paa ham i Mag og Ro,

Og hakker ham ud hans Øine to,

Og meed hans Haar vil jeg flyve afsted

Og flikke min gamle Rede dermed!"

"Saa mangt et Øie vil svømme i Vand,

Dog finder Ingen den Riddersmand;

Det blæser koldt over Busk og Green,

Hvor Løvet dækker hans hvide Been."

III

Af: Festen på Kenilworth

( Musik opført af Weyse. — Opført første Gang 6te Januar 1836.)

1.
Lambourne.

Brødre, meget langt herfra,

Over salten Vande,

Reiser sig Amerika

Med de gyldne Strande,
Det er der Fugl Fhønix boer;

Guld og Sølv paa Marken groer,

Og i Skovens Skygge,

Stegte Duer bygge!
 

Goldtbred.
 

Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er nydeligt!
 

Chor
 

Skade, at Amerika
Ligge skal saa langt herfra.
 

Lambourne.

Der gaaer Solen aldrig ned,

Stegt er hver Kastanie,
Der er alting Kjærlighed,

Kilderne Champagne.
Gi'er man der sit Hierte hen,

Faaer man strax to, tre igjen,

Og paa Mark og Enge,

Blomstrer der kun Penge.

Goldtbred.

Hvor frydeligt!
Gud, hvor er det nydeligt!

Chor.
Skade at Amerika.
Ligge skal saa langt herfra.

Lambourne.
 

Børnene de leger hver

Der med Guld-Soldater,

Hagler det, så hagler der

Hollandske Dukater.
Gaderne, tænk hvilken Pragt,

Er med Specier brolagt,

Og i søvne kommer

Guld i Alles lommer!

Goldtbred
 

Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er nydeligt!
 

Chor.
 

Skade, at Amerika
Ligge skal så langt herfra!
 

Lambourne.
 

Brødre, hver som gaar herfra

Over salten Vande,
Reisen til Amerika
Vil han aldrig bande.
Han gaaer op i Fryd og Guld,

Og slaaer Døden ham omkuld,

Der det Slag fornøier,
Det er bare Løier!

Goldtbred.

Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er nydeligt!
 

Chor.

Skade, at Amerika
Ligge skal saa langt herfra!
 

2.
 

Hvad Hjertet her sig klynger til,

Det lægges snart i Kiste;
Selv Venskab er et Gaadespil,

Hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog Hjertet veed,

Det Drømmen er om Kjærlighed,
Den skal man drømme jo, som ung,

Hvert Hjerte til den trænger,

Den er saa smuk og dog saa tung,

At tidt den Hjertet sprænger.

3.

Drikke-Sang

Chor af Gjester.
 

Bacchus er den største Mand,

Det kan aldrig feile,
Bacchus! til dit Trylleland

Vi på vinen seile.
 

Kræmmeren Goldtbred.

Der jeg om min Alen glad

Slynger dine Ranker;

Stirrer på det grønne Blad,

Og faaer stolte Tanker.

Bob.

Al'nen er dit Kongespiir,

Bacchus det fornemmer,

Siger da: min Krones Siir,

Er dog denne Kræmmer!
 

Chor.
 

Solens Næse har Carmin,

Elsker Oldtids skikke,

Maanen er saa Bleeg og fiin,

Den tør ikke drikke.
Bacchus er den største Mand,

Det kan aldrig feile,
Bacchus! til dit Trylleland

Vi paa Vinen seile!
 

4.

Romance
 

Hyrden græsser sine Faar,

Gjærdet er hans Throne,
Solen Purpur om ham slaaer,

Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?

Længe taus han stod og saae

Frem i Aftenstunden.
       Hjertet veed,
       Kjærlighed
Er det fagreste Træ i Lunden.

Kongens Datter stolt og fiin

Staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin

Skjule ikke Sorgen.

Tanken, som en Fugl saa let,

Flyver, bliver aldrig træt,

Synger: jeg har funden!
       Hjertet veed,
       Kjærlighed
Er det fagreste Træ i Lunden!

"Vind og Blomst, svar, hver især,

Kommer hun dog ikke?"

Vinden hvisker: "Hun er nær!"

Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,

Fuglen høit bag Krattet slaaer:

"Han har hende funden!"
       Hjertet veed,
       Kjærlighed
Er det fagreste Træ i Lunden!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879