H.C. Andersen
Sange af
Syngestykkerne "Ravnen",
"Bruden fra
Lammermoor" og "Festen
på Kenilworth"
I.
Af: Ravnen
( Musik opført af
J.P.E. Hartmann. -
Opført første Gang
den 29de October
1832)
1.
Matrosernes Sang.
Naar
Bølgerne dandse
om Merset lidt
Og
synge, saa Plankerne
knage,
Naar Strøget
bliver for Roret
Qvit,
Saa har vi kun
Lidt tilbage;
Men
tager Søen den hele
Klat,
Ja saa god Nat!
Saa seile vi Alle derneden om,
Men den Vei Mange
til Himlen kom.
Naar
Stormen i Land
jager vildt afsted
Og Torden og Lyn er
i Følge,
Den knækker Egen; —
dog den fortræd
Er
værre paa Dybets
Bølge.
Matrosen er vant til
det Vaade vel,
—
Det
slaaer ihjel! —
I Glaskiste ligger
han da saa smukt,
Hans Øie og Kistens
Laag er lukt!
2.
Pantalones Vise
Mo'erlille sidder med
Briller
paa,
Fortæller om gamle
Dage,
De Rollinger
lytte, store og
smaa,
De høre om Trold og om
Drage.
Uh, uh!
—
I Bjerget der sidder
en fangen Mø,
Da
kommer en Prinds over salten
Sø,
Og snart
maae Troldene sukke,
Thi han løber af med
den Smukke.
Men Skoven er sort
og Veien er lang,
Og Troldtøiet
udspeculeret,
Faaer fat det i
Prindsen en eneste
Gang,
Ja saa er han rigtig
leveret.
Hu, hu!
Nu kaster han
Hjelmen — den blev
til et Bjerg,
Derover kommer ei Trold eller
Dverg,
Det gloende staaer og
lyser,
Saa hele
Troldtøiet gyser.
Nu holdes der
Bryllup paa Slottet
da,
Der dandse ni
Kongeriger,
Der dandses, saa Skosaalerne falde a'
De allerdeiligste Piger.
Hu, ha!
Der leves saa fiint,
der leves saa flot
Med røde Roser og
Æblecompot,
Det
straaler med hele
Kraften,
Det varer ved til iaften.
II
Af: Bruden fra
Lammermoor
( Musik opført af J.
Bredal. - Opført
første Gang den 5te
Mai 1832.)
1.
Fuldmaanen skinner paa
Busk og Krat,
Husch!
det er Sanct Hans's
lystige Nat.
Husch!
Husch!
Mo'erlille sadler sit
Kosteskaft,
En bedre Hest har
der Ingen havt!
Saa flyver hun op, saa
flyver hun ned,
Hun
flyver til Bal og
til Lystighed,
Husch! Husch!
Den Smaa-Dreng læser
sit: "Fader vor",
Ak,
hvor vil Du hen, Du
søde Mo'er?
Sov stille
Barnlille!
Jeg har at bestille;
Med kosten jeg feier
vor Skorsteen net;
Jeg flyver saa let!
Husch! Husch!
Skarntyden svaier i
Nattens blæst,
Den
bliver ogsaa en
deilig Hest,
Husch!
Husch!
Paa Stang og paa Stol
og paa Vangeled,
De
hexe flyve i
Luften afsted;
Hver
Stund de vise sig fleer og fleer,
Men
Døden sidder bag
Graven, og leer.
Husch! Husch!
I Galgen hænger en
Tyveknegt,
Enhver
bør hilse sin kjære
Slægt;
I luften de
neie,
Tre Gange de dreie
Og svinge hans
arme, syndige Krop,
Og flyve saa op!
Husch! Husch!
2.
Mandens
dybe, bitre Sorg
Knuste alle Barnets
Drømme;
I Ruiner staaer min
Borg,
Ved det barske
Nordhavs Strømme;
Svalen finder der
sin Rede,
Jeg — har intet Hjem hernede!
Snart vil Borgens
sunkne Muur,
Skjules ved den
sorte Bølge; —
Ud, ja
ud i Guds Natur!
Tiden skal min
Smerte dølge.
Snekke, kløv de
stærke Vande,
Bring
mig bort til fjerne
Lande!
3.
Stem gamle Minstrel
harpen nu
For vore
Fædres Sange,
Om Livets Lyst og
Dødens Gru
Og om de
kjæmper mange!
Syng om den stærke
kærlighed,
Om Sorrig
og om Glæde,
Om Elverpigens
Deilighed,
Imens vi Dandsen
træde!
4.
(Skotsk Ballade)
Der sidde to Ravne
paa Træet hist,
Saa sorte man aldrig
faae dem forvist!
De skrige hæst over
Skovens Krat:
"Hvad faae vi at
spise i denne Nat?"
"Jeg veed, at i
Mosen bag Dæmningen
hist,
Der ligger en myrdet
Ridder forvist;
Men ingen det veed,
uden Himmelens Gud,
Samt Hunden og
Falken og Ridderens
Brud."
"Hans Hund drager
atter paa Jagten
hen,
Hans Falk faaer sig
snart en Herre igjen,
Og Bruden finder en
Hjertenskjær,
Men vi faae et
kosteligt Maaltid
her!"
"Jeg sætter mig paa
ham i Mag og Ro,
Og hakker ham ud
hans Øine to,
Og meed hans Haar
vil jeg flyve afsted
Og flikke min gamle
Rede dermed!"
"Saa mangt et Øie
vil svømme i Vand,
Dog finder Ingen den
Riddersmand;
Det blæser koldt
over Busk og Green,
Hvor Løvet dækker
hans hvide Been."
III
Af: Festen på Kenilworth
( Musik opført af
Weyse. — Opført
første Gang 6te
Januar 1836.)
1.
Lambourne.
Brødre, meget langt
herfra,
Over salten Vande,
Reiser sig
Amerika
Med de
gyldne Strande,
Det er der Fugl Fhønix boer;
Guld og
Sølv paa Marken groer,
Og i Skovens Skygge,
Stegte Duer bygge!
Goldtbred.
Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er
nydeligt!
Chor
Skade, at Amerika
Ligge skal saa langt
herfra.
Lambourne.
Der gaaer Solen aldrig
ned,
Stegt er hver Kastanie,
Der er alting
Kjærlighed,
Kilderne
Champagne.
Gi'er man der sit
Hierte hen,
Faaer man
strax to, tre igjen,
Og paa Mark og Enge,
Blomstrer der kun
Penge.
Goldtbred.
Hvor frydeligt!
Gud, hvor er det
nydeligt!
Chor.
Skade at Amerika.
Ligge skal saa langt
herfra.
Lambourne.
Børnene de leger
hver
Der med
Guld-Soldater,
Hagler
det, så hagler der
Hollandske Dukater.
Gaderne, tænk
hvilken Pragt,
Er
med Specier brolagt,
Og i søvne kommer
Guld i Alles lommer!
Goldtbred
Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er
nydeligt!
Chor.
Skade, at Amerika
Ligge skal så langt
herfra!
Lambourne.
Brødre, hver som gaar
herfra
Over salten Vande,
Reisen til Amerika
Vil han aldrig
bande.
Han gaaer op i Fryd og
Guld,
Og slaaer Døden
ham omkuld,
Der det
Slag fornøier,
Det er bare Løier!
Goldtbred.
Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er
nydeligt!
Chor.
Skade, at Amerika
Ligge skal saa langt
herfra!
2.
Hvad
Hjertet her sig
klynger til,
Det
lægges snart i
Kiste;
Selv Venskab er et
Gaadespil,
Hvor
Traaden let kan
briste.
Den bedste Drøm dog
Hjertet veed,
Det
Drømmen er om
Kjærlighed,
Den skal man drømme
jo, som ung,
Hvert
Hjerte til den
trænger,
Den er saa
smuk og dog saa tung,
At tidt den Hjertet
sprænger.
3.
Drikke-Sang
Chor af Gjester.
Bacchus er den
største Mand,
Det
kan aldrig feile,
Bacchus! til dit
Trylleland
Vi på
vinen seile.
Kræmmeren Goldtbred.
Der jeg om min
Alen
glad
Slynger dine
Ranker;
Stirrer på
det grønne Blad,
Og
faaer stolte Tanker.
Bob.
Al'nen er dit
Kongespiir,
Bacchus
det fornemmer,
Siger
da: min Krones Siir,
Er dog denne
Kræmmer!
Chor.
Solens
Næse har
Carmin,
Elsker Oldtids
skikke,
Maanen er saa Bleeg og
fiin,
Den tør ikke
drikke.
Bacchus er den
største Mand,
Det
kan aldrig feile,
Bacchus! til dit
Trylleland
Vi paa Vinen seile!
4.
Romance
Hyrden græsser sine
Faar,
Gjærdet er hans
Throne,
Solen Purpur om ham
slaaer,
Maanen er hans
Krone.
Hvad mon vel han
tænker paa?
Længe
taus han stod og saae
Frem i Aftenstunden.
Hjertet veed,
Kjærlighed
Er det fagreste Træ
i Lunden.
Kongens
Datter
stolt og fiin
Staaer i
Kongeborgen;
Silke, Guld og
Hermelin
Skjule
ikke Sorgen.
Tanken,
som en Fugl saa let,
Flyver, bliver
aldrig træt,
Synger:
jeg har funden!
Hjertet veed,
Kjærlighed
Er det fagreste Træ
i Lunden!
"Vind og Blomst,
svar, hver især,
Kommer hun dog
ikke?"
Vinden
hvisker: "Hun er
nær!"
Blomsterne de
nikke.
Skjult en Sti fra
Slottet gaaer,
Fuglen
høit bag Krattet
slaaer:
"Han har hende
funden!"
Hjertet veed,
Kjærlighed
Er det fagreste Træ
i Lunden!
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879
|