Poesien

Der er et herligt Land,
Det kaldes Poesien!
Det naaer i Himlen op,
Det rummes i en Rosenknop,
Og Hjerte-Melodien
Boer paa dets grønne Strand.

Der faaes det rige Guld,
Hvorved Du Verdner vinder,
Der bliver Hjertet ungt;
Og er Dig Livet altfor tungt,
Du Jacobsstigen finder
Til Himlen underfuld.

Der til et Skjønheds-Digt
Sig Hverdags-Livet hæver;
Du føler Gud er nær.
Det Forbigangne lever der;
Den stærke Tænker bæver,
Saa stort er her, saa rigt!

Hvor Verden savner Ord,
Her liden Fugl har Sange;
Held Den, som her blev Drot!
Ved ham alt Sandt og Skjønt og Godt
— Trods Paradisets Slange —
Slaaer Glorie om vor Jord!

Det Aandens Hindostan,
Det Hjem for Melodien,
Det Pagtens Land med Gud,
Som staaer naar Verdner slettes ud,
Det kaldes Poesien,
Det Lysets Fædreland.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879