Phantasistykke

 i min egen Maneer

I Himlen sidde Guds Engle smaa

Rundt om det store Catheder;

De sidde alle med Vinger paa,

Og blæse saa smukt i Trompeter

Om Aftenen lægges Trompeten bort,

Madonna hun seer det ret gjerne;

Saa spilles der lystigt — ei Laps eller Kort

Der leges med Maane og Stjerne.

Tidt triller en Stjerne fra Himlen ud,

Sligt kaldes paa Jorden et Stjerneskud.

I Himlen er der en smukMusik,

Og Alt har Hjerte og Stemme;

Man kjeder sig aldrig et Øieblik

Man føler, at her er man hjemme.

Tidt flyver en lille Engle-Trop

Herned til de jordiske Dale,

Og bringer de sovende Smaabørn op

Til Gud i de himmelske Dale

Tidt tage de ogsaa en stakkels Poet

At han kan fortælle den Stads han har seet.

O, det er en lystig og underlig Tour,

Høit op over Ørn, over Ugle.

Dybt hænger Verden, det gamle Buur,

Med fine brogede Fugle;

Smaa-Englene synge saa pænt i Chor,

Og alle Sphærerne spille.

O Himlen er saa stor, saa stor!

Man føler sig ganske lille,

Den Voxne bliver er Barn igjen:

Som Børn vi komme i Himmelen.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879