Phantasus   

Jeg boer hos Hyrden hist ved Bjergets Fod,

Hvor Hjorden græsser dybt i Dalens Skygge;

Tidt sidder jeg hos ham ved Bøgens Rod,

Høit i hvis Top de vilde Duer bygge,

Naar han paa Fløiten tolker Elskovs Lyst,

Og Phyllis synker salig til hans Bryst

Da staaer jeg hos dem, blæser Bobler skjønne,

Mens Solen synker hist bag Skovens Grønne.

Jeg boer paa Fjeldet, hist i Ridderborgen,

I Folkestue og i Kongeslot;

Jeg har mit Hjem hos Glæden og hos Sorgen,

Paa Bjergets Aas og i den snevre Dal.

Jeg boer i Skibets Rum bag Plantens Sider,

Med Fiskeren over Dybe glider.

Jeg trænger gjennem Klostrets skumle Muur,

og gjester Nonnen i sit Fangebuur.

Snart leger jeg i Fjeldets dybe Grotte,

Og jeg kan mane Nattens Aander frem;

I Syd og Nord sees mine Trylleslotte,

I Dybet og i Himlen er mit Hjem.

Paa KampensDag staaer jeg foer Heltens Øie,

Og bringer Seirens Psalme fra det Høie;

Jeg følger Vandreren i Ørkenens Sand;

Jeg aabner Skjalden Aandens Drømme-Land.

Selv Barn, jeg helst vil lege med de Smaa,

Min Trylle-Verden de jo bedst kan fatte;

I Hytte og i Borg de mig forstaae,

Jeg bringe med faa underfulde Skatte.

Vi kjende ikke Livets Kamp og Sorg,

Og Hyttens Krog bli'er til en Ridderborg,

Ja,Stokken er en stolt og modig Ganger,

Den lille Svale Borgens Mester-Sanger.

Da lege vi i Aften-Solens Guld,

Som Bjerge staae de gyldne Skyers Række;

Da toner Træ og Blomst saa underfuld,

Paa Bækken seiler Livets lette Snekke.

En Uveirs-Sky staer over Bjergets Lund,

Regnbuen luer fra den sorte Grund;

Hist dykker Maagen sig i Bølgens Strømme.

O! kan Du glemme Barndoms søde Drømme!

Da Du var lille, tidt vi leged' sammen

Paa Skammelen vi ved Kaminen sad;

Da faae vi Billeder i Glødild-Flammen,

Og Sjælen følte sig saa salig glad.

Hvert Eventyr os Sandheds-Præget bar,

Kun Livet her et Eventyr os var;

Vi faae ei blot Cherubers skjønne Vrimmel,

Nei, selv Gud Fader i sin høie Himmel.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879