|
H.C. Andersen
digt 1872
Norge
Norge, du Sagaland!
Din Skjønhed og Vælde
Fylder mig ganske!
Svulmende fosser,
skovgroede Fjelde,
Sproget det danske!
Luften saa frisk, saa
krydret af Birken,
Hjertet løfter sig
her som i Kirken.
Borte fra Danmark er
jeg dog hjemme,
Hører mit Modersmaal,
Hjemlandets Stemme.
Kornet og Kløveren
voxer om Løkkens
Græstoppes Grønhed;
Her høres Huldrens
Sang, her høres
Nøkkens
Svulme i
Skjønhed.
Vilde de To give Lyd
til mit Øre,
Deilige Fjeldsagn
fik jeg at høre,
Sang som af Svaner
fra Nordhavs-Vandet,
Norge, du
Fremtidsland,
Modersmaals-Landet!
Norge, din Skjønhed
er velkendt sydude!
Under det hvalte
Fearnley og Dahl,
Tidemann, Gude
Malte
og talte,
Bull lod Du Tonernes
Budstikke bringe,
Digtningens Svane
høit løfter sin
Vinge;
Hjertet er
varmt her, Øinene
milde —
Ja, her er
Storhed, Skjønhed og
Snille.
Kilde: H.C.
Andersens "Samlede
Skrifter" Tolvte
Bind.1879
|
