Mosters Skjermbræt

Naar Kulden barsk sig nærmed',
Naar Vintrens hvide Bier sværmed',
Var der så hjemligt og så lunt i Mosters Stue.

På Flisekakkelovnen saae man malet smukt, Hvorledes Jonas blev af Hvalen slugt.

 Idyllisk gnistred' Ildens røde Lue.

For Dørene hang Tæpper og et på Gulvet laae,

og grønne Tafts-Gardiner for Vinduet man saae.

Paa Væggen var der i forgyldte Ramme, med Tulipan i Haanden, en Madamme;

(såvidt jeg troer,
Var det min Moders Bedstemor).

Desuden saae man al vor Slægt i Silhuetter.

Men hvad der mest behaged' mig og lille Fætter, det var et Skjermbræt, nydeligt at skue,

Thi Billeder var klinet smukt derpaa,

Og jeg og Fætter, vi var' dengang smaa,

Og sad paa Skammelen i Mosters Stue.

Vi saae hvorledes bort fra Paradiset,

Adam og Eva løb af Frygt for Riset,

Dengang de havde gjort den gode Gud imod.

Kain flygtede med Mærket i sin Pande.

Syndflodens Vande
Gik over Skov og Bjerg. I Arken Noa bad

Og Duen kom med Haabets Olieblad.

Ved Ørknens Kilde Hagar sad,

Og Drengen hvilte bleg i hendes Skjød;

Det fæle Sodom sank i Flamme-Glød.

Vi hørte Josephs Klager,
Saae Fharao med samt Ægyptens Plager.

Her tog' de Barnet Moses op af Vandet,
Der førte han, som Mand, sit Folk til Kanaans-

                                                              Landet.

Med Spil og Sang drog Jephtas Datter ud.

Vildt hærged' Samson, her stod Ruth som Brud.

Nu saae vi Drotten,

Den bange Saul, hos Hexen hist i Grotten.

Kong David sad med Harpen i sin Haand;

Hist førtes Folket bort i Lænker og i Baand.

Imellem Fædrehjems Ruiner
Nomade-Skaren gik med Sorgens Miner,

Da lyste Stjernen for det taarefyldte Øie,

Og Engle Sang: „Jehova i det høie."
De hellige Konger tre ved Krybben stod,

Hvor Oxen kyssed Jesu-Barnets Fod.
– Saa tidt og gjerne
Vi saa derpaa, og i vor lille Hjerne
Fremstod en Verden underfuld og smuk.

Men ak, en Morgen blev der Graad og Suk;
Ved Døren holdt en Reisevogn – klart skinned' Solen; Den lille Fætter skulle langveis bort til Skolen.

 – Jeg saae ham ei i hele otte Aar.
Men nu i gaar
Fortæller Moster: „Lille Fætter kommer

Endnu i Dag, og bli'r her for i Sommer."
Da blev jeg ret saa glad; hvert Barndoms-Minde Randt mig isinde;

Jeg glemte reent, jeg alt var femten Aar

Saa underligt mit Hjerte slaaer,

Da jeg ham hører komme. ak, saa bange

Jeg bag det gamle Skjermbræt skjulte mig.

Han kyssed Moster, Gud, saae mange Gange,

Og sagde: „Hvor jeg længtes efter dig!"
— Han var saa smuk, jeg havde knap ham kjendt, Men nu var han jo ogsaa en Student.

Snart fandt han mig: ak, jeg var næsten død!
Jeg følte, jeg blev ganske rød.
Ak, hvor hans Kys dog brændte, min Kind var luehed; Jeg slog mit Øie ned  —
Da stod en lille Dreng med Kogger og med Pile

Paa Skjermen her;
Ei før vi lagde Mærke til ham der,
Nu syntes han saa ondskabfuld at smile.
Thi før, da jeg og Fætter vare smaa,
Vi heller på de andre Stykker saae,
Nu vil han hævne sig med sine Pile!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879