H.C. Andersen digt 1830

Morten Lange

(Et juledigt)

Hver Midnat mellem Tolv og Eet, fra Sydlands-Ø

                                                                    til Thule

De Døde staae af Graven op og rører sig en Smule;
Men naar det er ved Juletid, de dygtigt feriere,
Paa Kirkegaarden ser man dem ved Maaneskin spadsere;

Der dandse de en Runde-Dands, saa alle Knokler rangle,
Men Punsch og Viin og Bouillon, det maa de Stakler

                                                                            mangle;

Dog kan det undertiden skee, en Iistap til dem blæser,

Saa dandse de med dobbelt Lyst de nyeste Francaiser.

Paa Marken Kjæmpehøien staaer paa fire røde Pæle,
Selv om en Franskmand dette saae, han tabte vist sit Mæle;

Thi haaber jeg at Ingen leer, fordi min Helt er bange,
Det er en ung beskjeden Mand, som hedder Morten Lange.

Han skal just denne Julenat en lille Reise gjøre;
Men da han ei har Mod at gaae, beslutter han at kjøre.
I Gaarden staaer saa lang og hvid, den Sneemand uden

                                                                                      Bene,

Med Øine af to sorte Kul, og Mund af røde Stene;
Og mens den stirrer kold og hvid paa Himlens Stjerne-

                                                                                   Rade,

I Taarnet tuder Uglen fælt, som i en tydsk Ballade.
Herr  Morten Lange var belæst, en Ven af gode Skrifter,

Han kjendte den "trojanske Krig," "Molboernes Bedrifter," "Octavianus," "Ridder Rød," "den skjønne Mag-

                                                                      delone,
„Om Bjergfolk, Nisser, Spøgelser samt om den hvide Kone."

Alt Kanen holdt for Døren nu, de klare Bjælder klinged',

Men for hans Øre var det, som det til hans Liigfærd

                                                                          ringed';

Rask foer han frem, saa Iis og Snee fløi om hans Helte-

                                                                                         Øre,

Som naar et britisk Brudepar maa over Grændsen kjøre.

Paa Veien stod et Regiment af gamle Piletræer,
Besneede fra Top til Taa som Ildlands Pischeræer!
Nu kom han til den flade Mark, kun Snee fik han i Sigte;

Naturen rundt omkring var kold som: "Matthisons Gedichte;"

Men Helten selv er ganske varm, han lukker taus sit Øie;

Da seer han ganske tydeligt igjennem Markens Høie,
Og der er megen Lystighed hos Folkene derinde.
Fem Tommer kun hvert Mandfolk er, og tre en halv hver

                                                                                 Qvinde.

Og skjønt det nu er Juletid, hvor Kulden dominerer,

I Klæder syed' af Spindelvæv man lysteligt spadserer.

De gamle Damer seer man dog for Kulden at betvinge,

Har over Skuldrene som Shaivl en Flaggermuse-Vinge.

Men hille den! hvad kommer der? Tolv hvide Muus med

                                                                               Topper;

Af vognen, som en Træsko er, en deilig dame hopper.

„Gud hjelpe mig! Gud hjelpe mig!" saa sukker Morten

                                                                                Lange;

„Jeg er i grunden ei Kujon, men jeg er grumme bange!

Desuden veed jeg meget godt, det kommer kun fra Blodet,

Men Blodet løber mig for stærkt, det løber af med

Modet!"

Saa talte han og fik et Stød, der røved' ham Balancen;

Og bort med Hest og Kane fløi hver Rest af Contenancen.

Han følte ganske tydeligt, det var hans sidste Time,

Og da han ret betænkte det, saa maatte han besvime.
— Der laa han nu den unge Mand, ei kunde han sig røre,

Men da han havde ligget lidt, hvad fik han da at høre:

Det summede og brummede, han var ei længer ene,

En Trold tog ham ved Hovedet, een ved hans lange Bene;

Saa bar de ham i Bjerget ind, de Vægge skinned' røde,

Da blev hans Helte-Hjerte Iis, han følte, at han døde.
—  — Men da nu Døden var forbi, og Øiet atter skuer,

Da seer han i det andet Liv den Fare som ham truer.

Af Røg er Loftets Hvælving sort, der er en grusom varme;

Og rundtomkring der Djævle staae med nøgne, laadne

                                                                                   Arme,

En har en Hammer i sin Haand, han synes barsk at true,

Og dybt i Ovnen brænder høit den røde Flamme-Lue.

Nu vidste Helten hvor han var, og gav sig til at knæle,

Men som han ret af Hjertet bad, da loe de Djævle fæle;

Men ved hans Side Englen stod med Himlen i sit Øie,

Og Lokkerne som Taage flød om Barmens Marmor-Høie;

Hun rakte ham sin hvide Haand, og sagde „Morten

                                                                            Lange!

Nu, Gudskelov, De kom Dem lidt — men hvorfor er De

                                                                            bange?"

„Hvor er jeg?" hviskede han svagt, og alle Lemmer

                                                                        skælved',
„O Engel, jeg vil gjerne døe! men hjelp mig bort fra

                                                                         Helved'.”

Da smilte Englen anden Gang: „I er i gode Hænder!

Her boer jo Smeden: Herre Gud! jeg troer I knap os

kjender.

Paa Marken tæt herved I laae foruden Hest og Kane,

Saa fik vi Jer i Huset ind, og jeg er lille Ane!"

Da reiste Morten Lange sig, man saae hans Øie spille,

Dog Glæden ei jeg skildre kan, thi vil jeg tie stille.

— Ved Julegrød og Gaasesteg han glemte Nattens Qvide,

Og lille Ane sad som Brud ved Morten Langes Side.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879